Silva De Luna - bind 1 forbandelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang
"Til den dag stjernerne befrier dig, vil du se mit kongerige som dit fængsel" det er hvad månegudinden Selene fortæller Ameria og kaster en forbandelse på hende, værre end døden selv. Nu er Ameria fanget i Silva De Luna. Måneskoven. Efter tusinder af år beder Ameria stadig til stjernerne om befrielse. Hvad hun ikke ved er at stjernerne ikke befinder sig på himlen, men på hesteryg direkte mod hende.

1Likes
13Kommentarer
588Visninger
AA

6. Rigel - Skoven

”Hiyaa!” skreg Rigel som hun lod hesten flyve frem. Bag hende, satte de andre også i galop. Hun hørte Pollux råbe ”Hey, en advarsel næste gang. Tak” Rigel grinte af ham og jog hælene i siden af hesten. Den løb endnu hurtigere og de andre sakkede bagud. Hun hørte dem råbe efter sig, men hun ignorerede dem. Lidt længere fremme kunne kun se hvordan vejen delte sig. Vejen ligeud var bred og brugt meget. Den anden vej var mindre og næsten dækket af græs og ukrudt.

Det var vejen til Silva De Luna. Rigel havde altid gerne ville se skoven. Hun troede ikke på forbandelserne og helt ærligt, de der folk der var forsvundet, sad sikkert et eller andet sted og nød livet væk fra sure koner og gnavne mænd. Rigel drejede til højre opad mod Silva De Luna. Hun hørte de andre råbe endnu højere, men hun fortsatte. Skoven indhyllede hende og hun blev overrasket over varmen der mødte hende. Skoven var grøn og frodig og varm. Rigel stoppede sin hest og lagde hovedet tilbage. Selvom der ingen sol var. Så føltes det som om solen varmede hendes ansigt. Rigel hadede kulde og elskede sommeren. Hun hørte sin bror råbe

”Rigel for helvede, kom ud derfra.” Hun smilte blot og råbte svarende tilbage. ”Niks. I må komme herind og hente mig. Her er simpelthen så skønt herinde.” Der var stille og hun vidste at de tøvede. Så lød der enkelte hovslag. Rigel kastede et blik tilbage og så at Altair var på vej ind. De andre fulgte roligt med.

”Du hørte din bror. Du kommer med ud nu” sagde Altair fast, men hendes hårde ansigtstræk blødte lidt op, da hun mærkede varmen. Hun hørte de andre gispe. Deneb mumlede noget magi og Sirius nikkede bekræftende. Han var den eneste der ikke så ud til at nyde varmen. Rigel stod af hesten. ”Lad os blive her lidt” sagde hun. Både Sirius og Castor så ud til at synes at det var en dårlig ide. Deneb og Pollux var med på den og Altair stod blot og kiggede op på himlen. Rigel lo ”tre mod to. Vi bliver.” Castor sukkede og de stod alle af hestene. Rigel jublede. De trak videre, dybere ind i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...