Silva De Luna - bind 1 forbandelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang
"Til den dag stjernerne befrier dig, vil du se mit kongerige som dit fængsel" det er hvad månegudinden Selene fortæller Ameria og kaster en forbandelse på hende, værre end døden selv. Nu er Ameria fanget i Silva De Luna. Måneskoven. Efter tusinder af år beder Ameria stadig til stjernerne om befrielse. Hvad hun ikke ved er at stjernerne ikke befinder sig på himlen, men på hesteryg direkte mod hende.

1Likes
13Kommentarer
592Visninger
AA

1. Prolog - År 2285 F.K

Pigen løb gennem skoven. Sten og torne flåede hendes bare tæer til blods, men hun mærkede ikke smerten for frygten. Hun hørte råbende fra landsbyens folk bag sig. Endnu engang så hun den forfærdelige scene for sig. Det lille barn der lå død og blodig i hendes arme. De vrede byfolk der troede, hun havde dræbt barnet.  Pigen nåede enden af skoven og fortsatte ud på marken. I det fjerne lå endnu en skov. En skov hun altid havde beundret. Det var Selenes skov. Månegudinden. Ingen satte en fod i den smukke skov, i frygt for forbandelsen. Det siges at dem der satte fod i skoven var fanget i den for altid. Lige nu glemte pigen alt om forbandelser og gudinder. Hendes hjerte pumpede blodet rundt i kroppen og adrenalinen fik hende til at løbe hurtigere. Hun ville bare overleve.

Hun kastede et blik bagud, som en pil hvislede forbi hendes øre. Landsbyboerne var ikke langt fra hende og afstanden blev mindre. Hun pressede sig selv til det yderste og mærkede glæden, da hun trådte ind i foden af skoven. Hun kiggede bagud og opdagede at landsbyboerne var stoppet. Hun kunne høre dem tale indbyrdes. En af dem viftede armen af hende og sagde ”lad månegudinden få hende. Det er ikke det værd” så drejede han op på hælen og gik, med de resterende landsbyboere i hælene. Pigen vidste at hvis hun gik ud nu var hun død. Så hun vendte rundt og gik længere ind i skoven.

Skoven var kæmpestor og ufatteligt smuk. Selvom det var sidst på efteråret og køligt rundt omkring. Træerne havde smidt bladene og nogle af dyrene var gået i hi. Ikke denne skov. Selvom solen ikke skinnede, så var her utrolig lyst og varmt. Bladene sad stadig på træerne og skinnede i de grønneste farver. Selv i skyggen var der lunt og græsset var grønt og blødt at gå på. Hendes sårede fødder smertede ikke og pigen mærkede ikke at hun lige havde løbet for sit liv. Hun brød ud i latter og begyndte at løbe. Det var som om den magiske skov havde fyldt hende med energi og glæde. Hun løb og løb. Et stykke over hende fløj en Gouldsamadine inden den landede i et træ. Pigen fortsatte med at løbe til hun pludseligt stoppede brat. Hun spærrede øjnene op og gispede.

Foran hende lå et kæmpe tempel. Det så gammelt ud, men det stod stadig majestætisk. Det var en kæmpe sten bygning med gyldne aftegninger. I midten var en stor dobbeltdør. Pigen nærmede sig døren og tog fat i håndtaget. I midten af døren var en stor cirkel der skinnede som fuldmånen. Pigen hev i håndtaget og døren gik lydløst op. Pigen gik ind og mødte en lang dunkel gang. Hun sank en enkelt gang og fortsatte så. Selvom det var mørkt, kunne pigen sagtens se de mange aftegninger af månegudinden Selene. Et smukt ansigt med sølvfarvet øjne og langt sort hår. Et sølv smykke gik rundt om hendes hoved og i panden hang en halvmåne. Hun havde en lang mørkeblå kjole, med et sølvfarvet sigøjner bælte, på der gik helt ned og dækkede hendes fødder. Hendes lange slanke arme var bare og hun havde et lang sølvfarvet armbånd på hver arm. På nogle af aftegningerne var hun blid og venlig, på nogle var hun vred og skræmmende og på andre trist. På nogle få af aftegningerne var smykket i panden en fuldmåne i stedet for halvmånen. På nogle havde den lange kjole lange ærmer så man ikke kunne se armbåndene.

Pigen fortsatte og nåede lidt efter til enden af gangen der mundede ud i et stort rum. Langs væggene var flere aftegninger. I loftet lige over midten af gulvet sad en stor kuppel af et gennemsigtigt materiale og lyste midten af rummet op. I midten af rummet var en cirkel med stjerne, hvis spidser ramte cirklens kant. Rundt om cirklen ud for hver spids stod en piedestal med en hvid fuldmåne ovenpå. Fuldmånerne var lavet af en slags hvis krystal. Pigen gik ind mellem piedestalerne og stod lige i midten af stjernen. En stemme rungede

”hvor vover du at besudle mit palads” pigen gispede forskrækket og kiggede sig om. Der var ingen. Forvirret kiggede hun rundt. Palads? Pigen fik en følelse af at nogen kiggede på hende. Hun skulle til at forlade cirklen, da hun mærkede noget holde fast i sine fødder. Hun kiggede ned og så forskrækket at den samme hvide krystal fra månerne havde fanget hendes fødder. Krystallen bevægede sig langsomt opad. Pigen prøvede panisk at sparke sig fri, men hun kunne intet gøre. Krystallen var for stærk. Snart havde den svøbt sig om hendes ben og fortsatte. Den samme stemme rungede igen.

”Hvis du er så glad for mit kongerige, skal du ej forlade det mere” pigen kiggede rundt efter stemmen, men kunne ikke få øje på den. ”Til den dag stjernerne befrier dig, vil du se mit kongerige som dit fængsel.” Lige inden krystallen fangede hende helt, fik pigen øje på en af aftegningerne. Den største og tydeligste af dem alle, som var den i live og den kiggede direkte på hende. Pigen skreg ud ”nej” inden alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...