Silva De Luna - bind 1 forbandelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang
"Til den dag stjernerne befrier dig, vil du se mit kongerige som dit fængsel" det er hvad månegudinden Selene fortæller Ameria og kaster en forbandelse på hende, værre end døden selv. Nu er Ameria fanget i Silva De Luna. Måneskoven. Efter tusinder af år beder Ameria stadig til stjernerne om befrielse. Hvad hun ikke ved er at stjernerne ikke befinder sig på himlen, men på hesteryg direkte mod hende.

1Likes
13Kommentarer
595Visninger
AA

12. Castor - skal vi blive?

Efter pigen var forsvundet, var der længe stille i gruppen. Sirius var stadig hvid i hovedet. Altair havde samlet sit sværd op, men hun stod bare og kiggede på det. ”Vi burde forlade skoven” sagde hun stille. Rigel der for en gangs skyld ikke sagde et ord, nikkede blot. Deneb var den der brød, den akavede tavshed. ”Hvad med hende?” spurgte han. Altair kiggede på ham. ”Ja. Hvad med hende?” spurgte hun brysk. ”Vi kan da ikke bare efterlade hende her” svarede Deneb. ”Jo vi kan. Vi skal ud af denne skov. NU” Altair stak sværdet tilbage i skeden og gik direkte hen til Deneb. ”Kom så” sagde hun hårdt, men Deneb rørte sig ikke. ”Deneb har ret” begyndte Pollux.

 

Altair vendte sig mod ham med et ryk. ”Hun sagde, at hun var forbandet og hun så ud som om hun havde brug for hjælp. Vi kan da ikke bare efterlade hende.” Altair rynkede brynene og trådte hen til Pollux. ”Vi har intet med den pige at gøre, hun er en fremmed” vrissede hun. Castor havde aldrig set hende så opkørt før. Hun var som regel rolig og tålmodig, selv med Rigel. ”Hun advarede os” lød det stille. 

 

Alle hoveder drejede mod Rigel der stod og kiggede ned i jorden. Castor der stod ved siden af hende, lagde hånden på hendes skulder og opmuntrede hende til at tale. Hun løftede hovedet lidt. ”Jeg ved godt hun er en fremmed. Vi mødte hende først i går og vi ved intet om hende, andet end at hun er forbandet. Alligevel virker det, som om hun bekymrer sig. Hun prøvede at få os ud herfra, så vi ikke ville blive som hende. Hun prøvede at beskytte os, på hendes egen underlige måde. Jeg ved godt at vi ikke burde have noget med hende at gøre, men jeg kan ikke lade være med at føle at vi ikke burde efterlade hende, at der varen grund til at vi kom her” forklarede Rigel. 

 

Castor var faktisk overrasket. Indtil nu havde Rigel ikke været videre begejstret for den fremmede pige. Altair kiggede lidt på Rigel og spurgte så roligt. ”Castor, Sirius, hvad siger i?” Castor nikkede. ”Jeg er enig med dem” svarede han. Sirius kiggede lidt mod stedet hun var forsvundet. Han tog sit sværd og stak det tilbage i skeden. ”Jeg havde en dårlig fornemmelse af dette sted da vi ankom, den følelse er kun blevet værre. Dog kan jeg ikke lade værre med at ville undersøge sagen nærmere. ”sagde han. Altair sukkede og nikkede så. ”Fint. Lad os finde den pige.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...