Silva De Luna - bind 1 forbandelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang
"Til den dag stjernerne befrier dig, vil du se mit kongerige som dit fængsel" det er hvad månegudinden Selene fortæller Ameria og kaster en forbandelse på hende, værre end døden selv. Nu er Ameria fanget i Silva De Luna. Måneskoven. Efter tusinder af år beder Ameria stadig til stjernerne om befrielse. Hvad hun ikke ved er at stjernerne ikke befinder sig på himlen, men på hesteryg direkte mod hende.

1Likes
13Kommentarer
607Visninger
AA

2. Castor - Mod havnebyen

(4000 år senere)

 

Castor sukkede som de forlod storbyen. De havde været der i flere dage og de mange mennesker, var blevet for meget for ham. De red ud af vejen mod Corlock, en mindre havneby og ikke længe efter var alt larmen fra storbyen forsvundet. Den eneste lyd var hovene mod den støvede vej. Castor kastede et blik på Pollux der red ved siden af ham. Pollux sad bogstavelig talt og sov på sin hest. Castor rullede med øjnene, den fyr kunne sove overalt. Rigel red op på siden af Pollux og med et gævt glimt i øjet, klappede hun højt. Pollux’ hoved fløj op med et sæt og han røg næsten af hesten. Han kiggede vredt på Rigel der lo og satte frem i trav, væk fra den sure Pollux.

”Du burde efterhånden have lært det” sagde Castor til sin kammerat. Pollux rystede på hovedet ”jeg fatter ikke at du har, kunne leve med hende” sukkede han. Castor trak på skuldrene ”hun er min søster. Jeg har ikke haft et valg” sagde ham. Pollux grinte og smilte vendte tilbage. Castor kastede blikket rundt på den lille flok. De var en sær flok. De var seks vildt forskellige mennesker, men var på en eller anden møde blevet venner under rejsen. De havde alle forskellige mål, men samme destination, så de havde valgt at rejse sammen. Det havde virket nemmere. Castor kiggede på Sirius der red forrest.

Sirius var 20 år, den ældste og mest voksne. Han havde halvlangt brunt hår, det var sat op i en hestehale. Den gik ham til skulderbladene. Sirius havde seriøse grå øjne, men der var dog plads til lidt humor engang i mellem. Han var bredskuldret og tydeligt en tidligere soldat. Han havde altid sit sværd med sig og han sov meget let. Så var der

Deneb på 19. Da flokken først havde stødt på ham, havde alle troet at han var en kvinde. Han havde også langt hår. Det var gyldenblondt. Han havde venlige blå øjne og lidt feminine træk. Han havde båret noget der lignede en kjole. Senere da flokken fandt ud af at han ikke var en kvinde, fandt de også ud af at det ikke var en kjole. Det var en dragt fra hans land. En grøn dragt med et gyldent bælte. Dragten gik ned til lidt over fødderne. Der var dog et snit i dragten fra hoften og til bunden, der gjorde ham i stand til at løbe og ride og den slags. Han havde et par hvide bukser på indenunder. Castor huskede stadig hvordan Rigel bare havde spurgt ”er du nøgen indenunder?” Deneb havde bare grint lidt og truffet stoffet lidt til side, så man kunne se bukserne.

Rigel havde sort langt hår i en fletning med nøddebrune øjne til. Rigel var Castors lillesøster. Hun var kun 17, som flokkens yngste. Hun var den type, der ikke bekymrede sig om, hvad andre tænkte om hende. Hun sagde hvad hun mente og det gjorde at hun tit, gjorde sig uvenner med en eller anden fremmed hun havde fornærmet.

Altair var gruppens anden kvinde 18. Hun havde mørkebrunt hår der gik hende til lidt under kæben. Hendes øjne var grønne som smaragd. Altair sagde ikke så meget, på nær når hun satte Rigel på plads. Hun var lidt som Sirius. Meget seriøs, dog med plads til lidt humor. Hun var muskuløs og var altid både bue og pil, sværd og kniv med sig.

Pollux var nok blevet Castors bedste ven under turen. Han havde kort pjusket brunt hår og friske blå øjne. Han var 19 år og havde næsten altid et smil på læben, på nær når han blev offer for Rigels drillerier. Han var dog en spøjs type. Han var ikke kræsen og kunne æde en hel hest uden at blive tyk og så kunne han sove overalt. Han kunne sove hvor han ville, hvornår han ville.

Så var der Castor selv. Han var 18 og havde de samme nøddebrune øjne som sin søster. Lighederne stoppede dog også der. Han havde lyst pjusket hår der gik til slutningen af nakken. Han var bredskuldret og en del højere end sin søster. Også i deres personligheder var der en del forskelle. De havde begge samme mørke humor, me hvor Rigel elskede at drille og pine andre. Var Castor mere følsom og kunne ikke lide at gøre andre vrede. Selvom de alle var forskellige, kom de godt ud af det sammen. De havde redet et stykke tid, da Deneb der sagde med kortet udbrød

”Hey ikke så langt fra Corlock ligger Månegudindens skov” han kiggede op fra kortet. ”Er den skov ikke forbandet?” spurgte Pollux bekymret. ”Legenden fortæller at for mange tusinder år siden blev månegudinden Selene bandlyst fra himlen, da hun prøvede at gøre det af med Solgudinden Lux. De andre guder bandlyste hende til jorden hvor hendes tårer blev til de smukkeste træer og blomster. Inden længe stod Silva De Luna eller måneskoven. Månegudinden Selene tog skoven som sit hjem og boede der indtil den dag hun forsvandt. Det siges at hendes ånd stadig er der og straffer enhver nærmer sig skoven” fortalte Deneb.

Castor rystede på hovedet ”det er noget vrøvl. Der er ikke noget som forbandelser” sagde han. Rigel kiggede på ham ”jeg har hørt om folk der går ind, men aldrig kommer ud” sagde hun og han kunne se at det ikke var noget hun sagde for sjov. Castor rystede på hovedet igen ”vrøvl” mumlede han igen. ”Jeg ved ikke om der er noget om det med forbandelser, men en ting er sikkert” sagde Sirius der indtil nu havde været tavs. De kiggede alle på ham. ”Jeg har redet forbi den skov flere gange. Det sted giver mig myrekryb.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...