Silva De Luna - bind 1 forbandelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang
"Til den dag stjernerne befrier dig, vil du se mit kongerige som dit fængsel" det er hvad månegudinden Selene fortæller Ameria og kaster en forbandelse på hende, værre end døden selv. Nu er Ameria fanget i Silva De Luna. Måneskoven. Efter tusinder af år beder Ameria stadig til stjernerne om befrielse. Hvad hun ikke ved er at stjernerne ikke befinder sig på himlen, men på hesteryg direkte mod hende.

1Likes
13Kommentarer
606Visninger
AA

9. Ameria - minder om ham

Ameria faldt. Hun havde første gang stødt på skrænten ved et tilfælde, da jorden sluttede brat og var tumlet ned af den stejle skrænt. Det første stykke var lodret og endte så i en 45 graders skrænt. Skrænten var mindst 30 meter høj. Ameria hørte de fremmede råbe efter hende, over sig. Hun landede på fødderne og kurede på sine fødder ned af det sidste stykke af skrænten. Hun stoppede og kiggede op. De to mænd der næsten havde fanget hende, stod og stirrede forskrækket på hende.

To andre kom til. De to der havde trukket sværd mod Valiant. Ameria hørte en gøen, hun kiggede til venstre og der kom ulven løbende. Den standsede ved hende og kiggede op. Den knurrede af de fire der oppe. To nye ansigter dukkede op. Ameria drejede rundt og begyndte at løbe væk derfra. Valiant løb ved hendes side. Hun vidste at de stadig kiggede efter hende, men hun løb bare. Hun ønskede ikke an at engagere sig med mennesker. Hun huskede stadig den mand.

Det havde været efter en 1000 år her i skoven. Han var faret vild i skoven og hun havde vist ham vejen ud. Efter han havde spurgt om hun ville med ham, havde hun fortalt ham om sin forbandelse. Han havde været opsat på at befri hende og taget ud til templet. Hun havde bedt ham om ikke at gøre det, men han var gået ind og havde prøvet at få hende ud ved hjælp at sit sværd. Et hvidt lys havde oplyst rummet og han var blevet forvandlet til knogler. Ameria havde endnu engang været alene. Siden da havde hun holdt sig væk fra mennesker. Hun ønskede ikke at være skyld i endnu flere dødsfald.

Hun huskede stadig hans navn. Alcor. Manden hun havde forelsket sig i, kun for at se ham dø. Ameria fortsatte med at løbe et stykke til, inden hun stoppede ved søen der lå foran hende. Hun kiggede lidt på det klare vand og hoppede i. Hun kunne ikke mærke vandet, men hun tog stadig bad. Selvom hun ikke svedte, blev hun stadig beskidt af alt jorden. Ameria dykkede under vandet og pustede ud. Som ånd behøvede hun ikke at trække vejret, men hun gjorde det stadig, da det gav hende følelsen af liv. Over sig hoppede Valiant også i. Han hundesvømmede rundt i søen.

Ameria svømmede rundt i bunden af søen. Fandt et sted ud vand planter og lukkede øjnene. Når hun var ud og svømme og dykke, elskede hun at lege. Hun snoede sig rundt, lavede kolbøtter og legede krokodille. Selvom Ameria var 17 år, eller teknisk set 4017 år, så var hun stadig et legebarn. Hun brugte de lange dage i skoven på at dagdrømme, svømme, løbe og klatre i træer. Hun havde også lært sig selv at danse og spillede små melodier i sit hoved. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at glemme forbandelsen og de lange dage.

For det meste virkede det. Dog var der tidspunkter, hvor legene ikke virkede og depressionen tog over. Ameria åbnede øjnene. Det gik op for hende at vandet var blevet meget mørkere. Hun svømmede op og da hun brød igennem overfladen, så hun at det var hen på aftenen. Hun havde været på bunden i timer. Valiant lå rullet sammen til en kugle på bredden og sov. Ameria svømmede hen til ham og hev sig selv op ved siden af ham. Hun var drivvåd, men mærkede intet. Hun sank sammen ved siden af ulven og lukkede øjnene endnu engang. Hun sov hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...