Silva De Luna - bind 1 forbandelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang
"Til den dag stjernerne befrier dig, vil du se mit kongerige som dit fængsel" det er hvad månegudinden Selene fortæller Ameria og kaster en forbandelse på hende, værre end døden selv. Nu er Ameria fanget i Silva De Luna. Måneskoven. Efter tusinder af år beder Ameria stadig til stjernerne om befrielse. Hvad hun ikke ved er at stjernerne ikke befinder sig på himlen, men på hesteryg direkte mod hende.

1Likes
13Kommentarer
678Visninger
AA

11. Ameria - Forlad skoven

Ameria vågnede tidligt morgenen efter. Hendes tøj var stadig fugtigt af nattens kulde, men hun mærkede intet. Hun kom i tanke om begivenhederne fra den forrige dag. Hun rejste sig og strakte sig. Valiant rejste sig ved siden af hende og strakte sig også. Ameria begyndte at gå mod skråningen. Et godt stykke efter skrænten Ameria var gledet ned af. Lå en skråning der på ingen måde var ligeså stejl som skrænten. Man kunne nemt kravle op af skråningen. Selv Valiant kunne komme op der.

Ameria nåede skråningen og hende og Valiant kravlede op. Da de nåede toppen begyndte Ameria at gå mod det sted, hvor hun var stødt på gruppen, dagen før. Hun var nødt til at være sikker på at de havde forladt skoven. Både af deres egen sikkerheds skyld, men også for hendes egen. Hun kunne ikke løbe rundt i skoven, når hun risikerede at støde ind i dem igen. Hun nåede området, hvor hun havde mødt dem. Hun gik i knæ ved siden af Valiant. ”Hey Buddy, kan du finde dem?” hviskede hun til ulven.

Valiant snuste til jorden og begyndte at gå rundt. Han gik lidt, til han fik en fært. Han begyndte at lunte og Ameria småløb med. De løb et stykke tid, til Valiant satte farten ned og listede hen mod nogle træer. Ameria kunne skimte skikkelser mellem træerne. Hun listede op og gemte sig bag et af træerne. Hun kiggede frem og der lå de. Alle seks. Næsten lige ved hendes fødder lå den lyshårede fyr, der næsten havde fanget hende. Deres heste stod og græssede ikke lang fra. Det bål de havde lavet var gået ud. Ameria håbede inderligt at træet fra bålet var noget de havde samlet op, og ikke brækket af de levende træer.

Selene så ikke kønt på dem der beskadigede hendes skov. Hun listede ind i mellem de sovende. Heldigvis vejede hun ikke rigtigt noget, så uanset hvor mange små grene hun trådte på, sagde de intet. Hun satte sig på hug ved bålet og tog et stykke forkullet træ op i hånden. Hun kiggede grundigt på det og vidste at hun burde få den lille gruppe ud af skoven. Det havde ikke regnet længe, så alt træet fra jorden var knas tørt. Træet i hendes hånd viste tegn på at have kogt. Deraf havde der været vand i træet.

Fjolserne havde taget og ødelagt sunde, levende træer. Det blev Selene ikke glad for. Ameria rejste sig op, hun begyndte at tage nogle af deres ting. Tasker og sadler. Hun gik så lang hun kunne ud i enden af skoven. Der smed hun tingene så langt ud af skoven hun kunne. Hun gik hen til hestene og tog fat i deres tøjler, lykkelig over at hun stadig kunne tage fat i læder. Hun trak langsomt hestene ud til åbningen af skoven og jagede efter dem. Hestene løb et stykke inden de stoppede og begyndte at spise. Ameria stod lidt og kiggede på hestene, da hun hørte en metallisk lyd.

Hun vendte sig om. Der stod manden med den brune hestehale, i hånden havde han et sværd. ”Hvad er det du laver?” spurgte han brysk. Ameria rynkede brynene. Det var ikke meningen nogle af dem skulle have vågnet før hun vækkede dem og lod dem se de manglende ting. Det var måske ikke verdens bedste plan, men det var alt hun havde. Nu hvor han stod der, var den plan gået op i røg. Ameria overvejede at bede manden og hans venner om at forlade skoven, men ombestemte sig.

Dette skulle håndteres anderledes ”Jeg hjælper jer simpelthen bare med at pakke” sagde hun og smilte ondt. Manden løftede sværdet og rettede det mod Amerias hals. ”Og hvorfor ønsker du så forfærdeligt at vi skal rejse?” spurgte han. Ameria lagde hovedet lidt på skrå og hendes smil svandt hurtigt ind. ”I fjolser skulle have forladt skoven, så snart i ankom” hvæste hun. Det trak lidt i mandens mundvig, som om han prøvede at stoppe sig selv i at smile.

Ameria gav ham et dødt blik og sagde følelseskoldt. ”Du syntes det er morsomt. I har forulempet skoven. Jo længere i bliver, jo mere sandsynligt er det for at, i bliver straffet hårdt.” Trækkene i mundvigen stoppede og manden løftede hovedet lidt og lagde det på skrå. ”Straffet?” Ameria overvejede at forklare, da der lød en lyd bag manden. De resterende medlemmer af den lille gruppe, var vågnet og stod nu bag ham.

De to mænd der næsten havde fanget hende, stod og kiggede lidt nervøst på sværdet. Den sidste mand kiggede blot overrasket på Ameria. De to piger stod og skulede lidt mistænksomt til hende. Der var stille længe, indtil den korthårede blonde fyr afbrød stilheden. ”Hvordan overlevede du det fald?” spurgte han. Ameria smilte grumt. Hun trådte få skridt frem og i et snuptag havde hun stjålet den højeste kvindes sværd. Hun trådte tilbage igen og hævede sværdet, Spidsen ramte mandens sværdspids.

Manden kneb øjnene sammen og trådte ned i en kampstilling. Ameria trådte ned i en lidt anderledes stilling. Der var stille lidt. Den ene af mændene sagde stille ”Sirius.” Manden med sværdet kiggede på sin ven og Ameria angreb. Fyren ved navn Sirius var stærk og hurtig med et sværd, men Ameria var lige så hurtig og smidig og undveg, med lethed de svære angreb. De dansede rundt om hinanden i et godt stykke tid, til Sirius trådte tilbage og lavede et kort slag, der slog sværdet ud af hånden på Ameria.

Sirius smilte sejrrigt og lod spidsen af sit sværd hvile mod Amerias hals. Ameria smilte igen og trådte frem. Hele gruppen gispede, da sværdet gled igennem hendes hals. Ameria fortsatte med at smile. Sirius skyndte sig at trække sværdet ud. Han smed det på jorden og trådte frem for at behandle såret. Han standsede, da han så det manglende sår. Han blev hvid i hovedet og trådte tilbage.

Ameria trådte tilbage, smilet falmede og blikket blev trist. ”Jeg sagde jo at, i skulle forlade skoven. Jeg lavede samme fejl som jer, og jeg blev for længe. Nu er jeg forbandet og fanget her. Jeg er ikke levende, ej er jeg død.” Sagde Ameria dystert. Den lille gruppe stod tavse. Flere af dem havde spærret øjnene op. Der var længe stille. Ameria sænkede hovedet lidt. ”Forlad skoven nu” sagde hun hårdt. ”Inden i ender ligesom mig.”Med de ord, drejede hun omkring og forsvandt ind mellem buskene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...