Silva De Luna - bind 1 forbandelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang
"Til den dag stjernerne befrier dig, vil du se mit kongerige som dit fængsel" det er hvad månegudinden Selene fortæller Ameria og kaster en forbandelse på hende, værre end døden selv. Nu er Ameria fanget i Silva De Luna. Måneskoven. Efter tusinder af år beder Ameria stadig til stjernerne om befrielse. Hvad hun ikke ved er at stjernerne ikke befinder sig på himlen, men på hesteryg direkte mod hende.

1Likes
13Kommentarer
592Visninger
AA

3. Ameria - Forbandelsen

Ameria løb gennem skoven. De bare tæer ramte den bløde bund. Bag hende hørte hun svagt poterne ramme jorden. Hun drejede hovedet og kiggede ind i de ivrige gyldne ulve øjne. Ameria smilte og fortsatte med at løbe til de nåede udkanten af skoven. Først der stoppede hun og ulven bag hende stoppede også. Hun smilte til ulven.

”Jeg kom først min ven” grinte hun. Hun kastede et enkelt blik på markerne ved siden af skoven, sukkede og vendte sig om. ”Kom Valiant. Lad os gå tilbage.” Han ulven Valiant fulgte efter. Han luntede op på siden af hende. Hun kiggede på den sølvgrå pels. Hvor hun dog ville elske at lade fingrene løbe gennem den bløde varme pels. Det kunne hun ikke. På grund af forbandelsen. Hvis hun prøvede at røre ved ulven, ville hendes hånd løbe igennem ulven, som om den var et spøgelse. Hun sukkede igen. Det var ikke ulven der var et spøgelse, men hende. Nej, vent. Det var ikke korrekt. Ikke et spøgelse, men en ånd.

Ameria mindes den dag alt forandrede sig. Hun huskede det som var det i går, selvom det var en 4000 år siden. Der var dog andre ting hun ikke kunne huske. Sit eget efternavn, forældrenes ansigter, eller om hun havde haft søskende. Den dag Ameria var flygtet ind i Silva De Luna. Hun havde besudlet det hellige tempel og var blevet straffet med en skæbne værre end døden. Nu var hun som en ånd, mens hendes krop var fastlåst inden i en krystal i templet. Ameria huskede hvordan hun var vågnet op, efter hvad hun havde troet var et mareridt. Da hun kiggede op, så hun sig selv fanget i krystallen og Ameria havde hylet af sorg, da hun nu vidste hvad det betød.

Hun var en forbandet. Hendes krop var fastlåst i krystallen, men det så ud som om hun sov. Hun hang der bare, slapt med hænderne ned langs siden og et forpint ansigtsudtryk. Efter det kunne Ameria ikke længere forlade skoven. Hvis hun prøvede, var det som en usynlig mur, der skubbede hende tilbage. Hun kunne ikke røre ved levende ting. Hun kunne dog røre træer, men hun mærkede intet. Hun kunne ikke mærke den ru overflade, som om alt følelse var væk. Al mad hun spiste eller vand hun drak, smagte af ingenting. Hun havde ingen behov, hun kunne bruge til på. Hun vandrede bare rundt dag ud og dag ind. I starten havde hun bedt Selene om at gøre det om. Hun havde bedt foran den store aftegning, der ikke længere så levende ud.

Det var hurtigt gået op for hende, at Selene intet hørte. Ameria havde hverken set eller hørt til gudinden siden. Hun brugte dage på at spekulere hvad det betød, at stjernerne ville sætte hende fri og hver aften bedte hun til dem, i håb om at nogen ville høre hende. Hun vidste ikke hvad der var sket, om nogen havde hørt hende eller ej. En dag efter ca. 2000 år mærkede hun noget, hun ikke havde mærket længe.

Hun jublede da det gik op for hende, at det var træthed. Hun havde fået lov at sove igen. Det var som et mirakel for hende. Hun nød stadig søvnen og drømmene. For få år siden var hun blevet venner med Valiant. Han strejkede om alene og det var som om de forstod hinandens ensomhed. Hun ville dog ønske at hun kunne røre ulven. Mærke den skønne pels. Ameria sukkede endnu engang om kiggede op mod solen. Ikke engang den gjorde ondt i øjnene. Ameria var i live, men hun kunne lige så godt være død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...