Take my hand Amanda 2

Forsættelse af Take my hand Amanda.....
Der er gået 1 år og 3 måneder og Amanda har født deres datter Dublin. Men det hele går ikke som det skulle, og Harry skal på Tour igen, men Amanda er ikke så glad for det og hun har ikke haft det så godt, så hun gjordt noget hun ikke skulle have gjordt mod sig selv. Hvordan går det med Amanda og Dublin når Harry er væk fra dem, er det det samme når Harry kommer hjem igen fra Tour og har Amanda og Harry de samme følelser for hinanden som før.
Find ud af det hele ved at læse denne forsættelse.....

10Likes
2Kommentarer
11007Visninger
AA

20. The pregnancy

2 måneder efter…

 

Privat hospital, klokken 14:46 

“Jeg vil nødig komme med den her meddelse, men børens hjerter slå ikke som det skal” sagde Lily der scannede Amanda’s mave. Amanda holdte hårdt fat min hånd. “Hjerterne slå alt for langsom” sagde hun og Amanda begyndt at græde og det samme gjorde jeg. “Jeg er virkelig ked af det, for ellers ser de rigtig fint ud, men det er et håb tilbage” sagde hun og slukkede maskinen der viste børnene. “Nu vil jeg giver jer noget tid” sagde hun og gik ud af rummet. “Jeg er så ked af det Harry” sagde Amanda. Jeg kyssede hende på panden. “Det er ikke din skyld skat” sagde jeg og arrede hende over hår. “Jo det er min skyld” græd hun og holdte sig for hovede. “Nej skat det er ikke din skyld, du kunne jo ikke gøre noget” gentog jeg “Hvorfor er de så døde” “De er ikke døde Amanda, det er stadig et håb” sagde jeg og hun stoppede lidt med at græde. Det bankede på døren og Lily kom ind med et glas piller i hånden. “Amanda og Harry, jeg har talt med overlægen og han siger at du kan tage de her piller og så er der en chance for at børnene får en normal hjerterytme” sagde hun og gav mig pilleglasset. “Du skal tage en hver dag” sagde hun og skrev noget ned. “Når der ikke er flere så skal i her ind igen, men hvis du mærker noget eller har spørgsmål så ringer i bare” sagde hun og smilte venligt. 

“Jeg ved hvordan du har det, for jeg er gået igennem det samme” sagde hun til Amanda. “Har du” spurgte han og stoppede med at græde. “Ja og det var forfærdelig, men du skal nok kommer over det.” sagde hun venligt og Amanda smilte tilbage til hende. “Der er til 2 uger af piller, men kom i ind om 1 uge klokken 10, så ser vi på hvordan det går” sagde hun…

 

Da vi kom ud fra hospitalet var der virkelig mange paparazzier der tog billeder af os, men vi havde begge solbriller på, så de kunne ikke se at vi havde grædt. Da vi kom ind i bilen var vi begge stille.

“Amanda vi bliver nød til at snakke om det her” sagde jeg og lagde min hånd på hendes lår. “Vil du ikke lade vær med at rør mig lige nu” spurgte hun og jeg fjernede min hånd. “Det skal vi Amanda” sagde jeg. Hun sukkede og så ud af vinduet. “Amanda svar mig nu” sagde jeg lidt vredt “Hvad vil du have mig til at sige” “Bare noget, du kan ikke undgå at snakke om det og” “Kan du ikke bare stoppe med at snakke imens vi sidder her, så tager vi den når vi kommer hjem” afbrød hun mig, surt og jeg sukkede bare af hende og stoppede med at snakke.

 

Hjemme, klokken 16:58

“Jeg tager ud og løber” sagde jeg til Amanda der sad i sofaen med et tæppe og så ud af vinduet. “Ja det gør du bare” svarede hun surt. Jeg gik bare uden at sige mere.

 

Hvorfor skulle det her også ske, hvorfor lige for os. Det skal nok gå hvis Amanda tage de piller. Nu glemmer jeg det bare imens jeg løber og så tager vi den når jeg kommer hjem igen. Tænke jeg og satte musikken på og begyndte at løbe.

 

Efter en times tid kom jeg tilbage…

“Amanda jeg er her” sagde jeg. Jeg kunne høre at hun græd udefra badeværelse. Der var også små skrig med. “Amanda hvad laver du” spurgte jeg og gik hurtigt hen til badeværelsedøren. Jeg tog i håndtage, men den var låst. “Amanda lås op” sagde jeg i panik, hun begynde bare at græde mere og mere. “Kling” sagde det som det siger når en kniv lander på gulvet. ”AMANDA ÅBEN” råbte jeg næsten. Jeg slog hårdt til døren. “Amanda åben døren eller jeg sparker den op” advaret jeg og hun svarede ikke så jeg sparkede så hårdt jeg kunne til døren. Den gik op. Amanda sad og græd op af vægen, med hendes ansigt gemt i hendes hænder. Men hun havde ikke skåren sig. “Skat” sagde jeg og gik hen og satte mig ved siden af hende. “Jeg er så ked af det Harry” sagde hun og lagde sig ind til mig og græd. “Det må du ikke gøre mod mig igen” sagde jeg “Undskyld” græd hun. Jeg kyssede hende på hendes hår og holdte hende ind til mig. “Jeg er så ked af det der er sket Harry” græd hun og jeg vuggede hende lidt. “Det er okay, bare du ikke gør det igen” “Det lover jeg” sagde hun og så op på mig. “Kom” sagde jeg og rejste mig op og tog hende i hånden. “Nu skal vi hygge os” sagde jeg og satte mig i sofaen. Amanda, lagde sig ind til mig og jeg lå og nussede hende imens vi så en film.

 

3 dage efter…

“Her din pille” sagde jeg og gav Amanda den. “Tak” sagde hun stille og tog den. “Jeg har aftalt med Sophia at vi skal ud og shoppe og spise frokost” sagde hun og jeg nikkede, “Okay, jeg har også aftalt med Niall at vi skal ud og spille golf.” “Du henter Dublin og Milan i dag ik” spurgte hun “Jo det skal jeg nok, men har du aftalt noget med mor hvornår jeg henter dem” “Ved 15 tiden” “Okay det gør jeg” sagde jeg og vi tog af efter morgenmaden vi lige havde spist. 

 

2 en halv time sener…

“Godt skudt Harry” sagde Niall og stille sig op til at skyde. Niall var beder til det end mig, men ellers var jeg meget god til det. “Har i ikke sagt det til nogle i nu” spurgte han og skød. “Nej, men jeg regner med at Amanda siger det til Sophia i dag” sagde jeg og vi gik hen til golfbilen. “Du skal bare vide at jeg er der ligegyldig hvad der sker” sagde Niall og vi satte os ind. “Tak det er jeg glad for, men jeg har det som om der vil ske et eller andet, men jeg ved ik hvad det er” sagde jeg og kørte. 

 

Mor’s hus, klokken 15:26…

“Far” sagde Dublin og løb/gik over til mig. Jeg løftede hende op. “Har du hyggeligt dig” spurgte jeg og mig nikkede. “Der er noget jeg skal fortælle dig mor” sagde jeg og satte mig ned i sofaen ved siden af hende. “Er der sket noget” spurgte hun “Ja det kan man godt sige” sagde jeg og satte Dublin ned på gulvet. “Amanda er gravid, men børnene har ikke den rigtig hjerterytme, så ja” sagde jeg og hun tog sig til munden. “Det er ikke rigtig vel” spurgte hun “Jo, men hun har fået nogle piller der måske får dem til at få en normal hjerterytme igen” sagde jeg. “Men virker det” “Det finder vi ud af i overmorgen, men det håber jeg” sagde jeg og hun lagde en hånd på mit ben. “Det skal nok gå altsammen” sagde hun og jeg tog hendes hånd…

 

Overmorgen, klokken10:08…

“Lad os se på det” sagde Lily og satte den der scanner på hendes mave. “Ja og nu kan man høre hjerte lyden” sagde hun og stykkede på en knap. Der kom 2 lyde op, den ene var hurtigere end den anden. “Det lyder til at den ene slår rigtig” sagde hun og så glad ud. “Her kan i se” sagde hun og vi kiggede på skærmen. Det så lidt undeligt ud, men jeg vidste godt hvad jeg så på og hvor jeg skulle kiggede. “Det ene hjerte slå rigtig, men det gør det andet ikke” sagde hun og jeg kiggede på Amanda. “Men hvad med det der ikke slå rigtig” spurgte Amanda, “Det ved jeg ik, men hvis du bare bliver ved med at tage pillerne så tror jeg på det og det er jo godt at det ene slår rigtig nu” sagde hun og slukkede scanneren. “Næste gang i kommer ind kan i få deres køn af vide” sagde hun og Amanda smilede rigtig stort. “Alså hvis i vil have det af vide” sagde hun og skrev noget ned. “Det vil i gerne, ikke også Harry” spurgte Amanda. “Jo helt sikkert” svarede jeg og Lily så op fra papiret. “Godt så gør vi det” sagde hun og smilede. “Vi ses bare i næste uge” sagde hun og gav os hånden…

 

Bilen…

“Skal vi ikke hente Dublin og Milan nu” spurgte Amanda og jeg så på hende. “Nu” “Ja, hvorfor ik” “Okay, men, okay” “Hvad mener du med men” spurgte hun “Ik noget, vi henter dem bare nu” sagde jeg. “Nej Harry der er altid noget når du siger men” sagde hun og jeg sukkede. “Jeg tænkte på om vi ikke kunne tage ud og spise frokost eller noget, bare os to” sagde jeg og hun lagde sin hånd på mit lår. “Jo selvfølgelig kan vi det” sagde hun. “Hvad med O’li, den er lige åbnede” spurgte hun. “Okay det kan vi godt” sagde jeg og jeg kørte der hen…

 

Kapitel 19…

Håber i kunne lide det og tak til Amanda Jensen som har hjulpet mig, mange tak. Tak fordi du læser det er jeg glad for… Mange kys her fra…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...