Den Sidste Dans (Teaterstykke)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2015
  • Opdateret: 30 aug. 2015
  • Status: Færdig
En kvinde rammes af sygdom og dør for sin doktors hånd. En dreng hopper ud foran et tog. Døden henter dem begge, og de opdager, at de har noget til fælles. De to mennesker kastes hurtigt ud i en længe igangværende konflikt mellem Døden og Livet i en verden, de næppe havde forestillet sig ville fortsætte den første.
En teater-komedie om efterlivet og forståelsen af døden. En komedie spørger du? Ja en komedie. Deal with it.







Jeg udlægger historien med en såkaldt 'Creative Commons'-licens.

1Likes
0Kommentarer
1467Visninger
AA

15. \\ Scene 8 //

(I det Hinsidige)

(Libitina står ved siden af scenen med en lang liste.)

 

Libitina:

(sukker) Endnu en arbejdsdag, endnu en flok bortgangne dødelige. Lad mig se, hvem skal hentes først? En ‘Allan Kjær Andersen’, en ‘Helle Thorning’ … ‘Dovne Robert’, hmf for doven til at kunne huske sit eget efternavn… Hov en notits. Specialydelse? Den modsatte vej, hvad i Van Helsing? Jamen, det er jo … det er jo … Rosa?

 

(Dødens Hund ind)

 

Libitina:

Rollo, hvad laver du? Du må da ikke løbe herud. Slemme hund!

 

(Dødens Hund løber forbi Libitina og op på scenen)

 

Hey, kan du så komme her, din skide lortehund. Hey! Kom så her! Kom så her!

 

(Libitina jagter hunden op på scenen. Thomas og Rosa ind)

 

Dødens Hund:

Vuf!

 

Rosa:

Fuck (sagt på samme måde som sidste sidste gang, hun sagde ‘fuck’)

 

(Rosa gemmer timeglasset bag ryggen)

 

Rosa:

Heeej Død, hvordan går det! Vi tænkte lige, at vi ville kigge forbi. Hvordan, ææ, har du det?

 

Libitina:

Dig? Hvad har du lavet? Jeg skal hente dig? Det er jo umuligt, Rosa. Man kan jo ikke bare tage nogen tilbage til livet. Der er jo noget, der hedder livsbetingelser! Din hjerne er helt kogt.

 

Rosa:

Hvad sagde du?

 

Libitina:

At man ikke bare kan tage nogen tilbage til livet. Når du kommer tilbage vil du nok have ligeså mange hjerneceller som en gulvspand.

 

Rosa:
Nej før det.

 

Libitina:

At jeg skal hente dig? Hvordan kan du ikke vide det? Er det ikke dig, der har–?

 

Rosa:

(afbryder, råber) Mener du det?

(hviner og tager sig til munden, timeglasset falder på jorden med et dunk)

 

Libitina:

Hvad er det? Det er jo timeglasset, er det ikke? Hvad fanden laver I? Lyttede I slet ikke efter?! Jeg sagde jo, at I skulle holde jer fra det, hvis jeg ikke havde pågrebet jer, kunne I have ødelagt alting!

 

Rosa:

Libitina … Forstår du ikke, at jeg blev nødt til at stjæle det? Det er mit liv, det handler om.

 

Libitina:
Hvordan kunne I overhovedet stjæle det fra hende? Hun er jo fem-dimensionel for helvede, hun ved det hele.

 

Rosa:

Død, måske burde du ikke lade gamle fjendskaber ødelægge dit liv. Livet er altså en helt okay fyr. (pause) Han har fortalt mig om jer.

 

Libitina:

Hvem tror I dødelige, at I er, sådan at vurdere os? I skal godt nok være glade for, at jeg er på arbejde! Jeg tog jer ind i mit hjem!

 

Rosa:

Du tog os ind i dit hjem, fordi du er ensom!

 

Libitina:
Hvad ved du om ensomhed?

 

Rosa:

Du blev afvist, kom over det. Libitina, han har aldrig kunnet lide dig. Bare fordi han var ærlig overfor dig, behøver du ikke behandle ham som en lort. Bare fordi du har haft et lorteliv med et lortejob og en lortemand, så behøver du sgu da ikke at … Kærligheden er en følsom størrelse, det ved jeg mere end alle, Død! Men det er på tide, at komme vi–

 

Libitina:

(råber) HOLD SÅ FUCKING KÆFT. Jeg tåler ikke at høre mere af dit propaganda-pis. Hvad ved du om noget som helst; Kærlighed, ensomhed, livsglæde, det er noget vi har skabt for jeres art. Du kommer her, jeg har et arbejde at få gjort. Og dig (peger på Thomas), du bliver stående lige der! Rollo (knipser og peger). Så Rosa nu skal du med!

 

(Libitina+Rosa ud. Hunden tager fat i Thomas bukseben)

 

Dødens Hund:

Vuf!

 

Thomas:

Slip mig.

 

Dødens Hund:

Vuf!

 

Thomas:

Hør, det er ikke mig, der blander mig i en årtier lang romance. Jeg har ikke noget at bruge alt det lort der til.

 

Dødens Hund:

Vuf!

 

Thomas:

Jamen … Jeg er jo kun et barn.

 

Dødens Hund:
Vuf!

 

Thomas:

Jamen, det kan godt være, at jeg løber fra alting, det er bare—

 

Dødens Hund:

Vrrr Vuf!

 

Thomas:

Ja, jeg er alene igen! Mutters alene. Jeg troede, det ville ændre sig. Jeg troede jeg ville slippe væk fra det hele. Men det er præcis det samme.

 

Dødens Hund:

Vuf!

 

Thomas:
Jamen, forstår du ikke, at jeg blev nødt til at hjælpe hende. Også selvom verden bryder sammen. Også selvom jeg vil fortryde det. Men det er vel også ligemeget nu. Hun har fået det, hun gerne vil have. Rosa lever og Thomas dør. Vi har alle fået det præcist, som vi vil have det. Har du læst Brødrene Løvehjerte?

 

Dødens Hund:

Vuf!

 

Thomas:
Nej okay. Men pointen er, at jeg er blevet narret hele mit liv. At jeg har fået fortalt at døden er et eventyr, en ny begyndelse, en ven … Men nej, der er kun ingenting. Hvorfor er der aldrig noget, der sker nogen steder? Hvorfor er alting altid det samme; igen og igen?

 

Dødens Hund:

Vuf!

 

Thomas:

Hør; Der er ingen, der giver en fuck om, at jeg lever eller dør, fatter du det ikke? Alle er ligeglade! Jeg har ikke nogle forældre … Ikke nogen far eller nogen søskende! De er alle sammen så ligeglade.

 

(Vita ind)

 

Vita:

Er du sikker på det?

 

Dødens Hund:

VUUUUF!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...