Den Sidste Dans (Teaterstykke)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2015
  • Opdateret: 30 aug. 2015
  • Status: Færdig
En kvinde rammes af sygdom og dør for sin doktors hånd. En dreng hopper ud foran et tog. Døden henter dem begge, og de opdager, at de har noget til fælles. De to mennesker kastes hurtigt ud i en længe igangværende konflikt mellem Døden og Livet i en verden, de næppe havde forestillet sig ville fortsætte den første.
En teater-komedie om efterlivet og forståelsen af døden. En komedie spørger du? Ja en komedie. Deal with it.







Jeg udlægger historien med en såkaldt 'Creative Commons'-licens.

1Likes
0Kommentarer
1548Visninger
AA

12. \\ Scene 6 //

(I det Hinsidige + Tidens hjem)

(Melodi fra Tangled up in blue)

 

Thomas:

Så vi går mod nord?

 

Rosa:

Stik nord.

 

Thomas:

Men Rosa, burde vi ikke, du ved, tænke over det her? Tror du ikke, at der er en grund til, at ham der Vita ikke skal have det timeglas?
 

Rosa:

Hold så op Thomas! Du er bare en dreng, du kender ikke til den ægte kærlighed! Det er et fucking timeglas, det er sikkert bare et eller andet trofæ, som livet savler over. Det er livet, Thomas, hvorfor skulle han dog nogensinde ville os noget ondt? Døden leger med dig, hvorfor kan du ikke se det?

 

Thomas:

Men Rosa–

 

Rosa:

Jeg er så træt af alt dit teenagehormon-pis. Hvad i fuck er der egentlig at blive så deprimeret over, at man hopper ud foran et tog? Løb din mobil tør for strøm eller hvad? Fik  du ikke en ekstra stor is? Man begår sgu da ikke selvmord bare fordi … Hvorfor hjælper du mig egentlig?

 

Thomas: (helt ødelagt af Rosas ord)

Jeg … jeg … når du fortæller om far, så … Jeg vil bare gerne have, at han bliver lykkelig.

(pause, hvor teksten til Tangled up in blue starter)

Du havde ham meget mere end mig, det ved du godt ikke? Du betød langt mere for ham! Han stoppede med at lave mad til os … han stoppede med at tjekke om vi havde fravær i skolen… han stoppede med at smile. Du betød alt for ham Rosa…

 

Rosa:

(pause) Kom, stik nord.
 

(Rosa og Thomas ud, dansere ind, dansenummer)

(Sang; ‘Tangled Up’ In Blue af Bob Dylan)

 

Kor/Band

Early one morning the sun was shining

I was laying in bed

Wond'ring if she'd changed it all

If her hair was still red

Her folks they said our lives together

Sure was gonna be rough

They never did like Mama's homemade dress

Papa's bankbook wasn't big enough

And I was standing on the side of the road

Rain falling on my shoes

Heading out for the East Coast

Lord knows I've paid some dues getting through

Tangled up in blue.

 

She was married when we first meet

Soon to be divorced

I helped her out of a jam I guess

But I used a little too much force

We drove that car as far as we could

Abandoned it out West

Split it up on a dark sad night

Both agreeing it was best

She turned around to look at me

As I was walking away

I heard her say over my shoulder

"We'll meet again someday on the avenue"

Tangled up in blue.

 

I had a job in the great north woods

Working as a cook for a spell

But I never did like it all that much

And one day the ax just fell

So I drifted down to New Orleans

Where I happened to be employed

Working for a while on a fishing boat

Right outside of Delacroix

But all the while I was alone

The past was close behind

I seen a lot of women

But she never escaped my mind my love just grew

Tangled up in blue.

 

She was working in a topless place

And I stopped in for a beer

I just kept looking at her side of her face

In the spotlight so clear

And later on as the crowd thinned out

I's just about to do the same

She was standing there in back of my chair

Saying "Jimmy, Don't I know your name ?"

I muttered something underneath my breath

She studied the lines on my face

I must admit I felt a little uneasy

When she bent down to tie the laces of my shoe

Tangled up in blue.

 

She lit a burner on the stove and offered me a pipe

"I thought you'd never say hello" she said

"You look like the silent type"

Then she opened up a book of poems

And handed it to me

Written by an Italian poet

From the thirteenth century

And every one of them words rang true

And glowed like burning coal

Pouring off of every page

Like it was written in my soul from me to you

Tangled up in blue

 

I lived with them on Montague Street

In a basement down the stairs

There was music in the caf, s at night

And revolution in the air

Then he started into dealing with slaves

And something inside of him died

She had to sell everything she owned

And froze up inside

And when finally the bottom fell out

I became withdrawn

The only thing I knew how to do

Was to keep on keeping on like a bird that flew

Tangled up in blue.

 

So now I'm going back again

I got to get her somehow

All the people we used to know

They're an illusion to me now

Some are mathematicians

Some are carpenter's wives

Don't know how it all got started

I don't what they're doing with their lives

But me I'm still on the road

Heading for another joint

We always did feel the same

We just saw it from a different point of view

Tangled up in Blue.

 

(Høj bankelyd)

 

Rosa:

Hallo? Er der nogen?

 

Thomas:

Han er nok ikke hjemme.

Døren er ikke låst; tror du ikke bare, vi skal gå igen?

 

Rosa:

Kom nu Thomas.

 

(Thomas + Rosa ind)
(Scenen er sparsom, det eneste mærkværdige er timeglasset der står på en piedestal midt i rummet, Tiden sidder skjult i baggrunden)

 

Thomas:
Waaauuuw, det er ægte mahogni!

 

Rosa:

Mahogni? Thomas, det er et timeglas?

 

(Tiden bevæger sig langsomt frem)

 

Tiden:

I kommer for sent!

 

Rosa:

(forskrækket) Fuck.

 

Thomas:

(hvisker) Hvor er hun lækker! Altså jeg troede, at det var noget med at Tiden var en gammel mand eller noget i den retning, men– (Rosa sparker diskret til ham)

 

Rosa:

Hej … Mit navn er Rosa og denne unge mand hedder Thomas og … øhm … vi kom lige forbi for at hilse på—

 

Tiden:

I KOMMER FOR SENT! Den 25. juli 2014 klokken 13:05:43 skulle I komme ind af min dør ret så uforskammet! Ja, ret så uforskammet, I kommer endda for sent. Klokken er allerede 13:10!

Det hele er din skyld! (peger på Thomas)

 

Thomas:

Hvad?

 

Tiden:

Ja, dit tog, det kom for sent, fem minutter for sent! Hvad bilder du dig ind! Det er ikke engang et tog fra DSB!

 

Thomas:

Hvad snakker du om?

 

Tiden:

Nej vent, det er din skyld!

(peger på Rosa)

Togets vogn nummer 43’s døre havde besvær med at lukke sig og skabte dermed en fem minutters pause på sidste station! Den mand, hvis arbejde var at vedligeholde disse døre var sygemeldt. Han havde fået et omfattende tilfælde af Diderodromofobi; Dagen forinden forsinkelsen var han gået til byens doktor, men doktoren var optaget. Optaget af dig! Ved du hvad du har gjort, Rosa. Du har reddet hans liv.

(peger på Thomas)

 

Rosa:

Du har tabt mig hundrede procent.

 

Tiden:

Nej nej nej nej nej nej, du vil, du vil gøre. Nej … du har gjort? Nej? Du har mulighed. Du har, nej. Du. Du er halvvejs. Du har mulighed for at gøre det. Eller. Måske har du. Hvis du skynder dig.

 

Rosa:

Øhmm…

 

Tiden:
Vent!

(Vender sig om mod sig selv)

 

Der er stadig tid. tid. TID. Mangler tid. Mangler tid.

 

(Hvisker manisk og hurtigt med sig selv, så Thomas/Rosa ikke kan høre hende)

 

Må hjælpe dem, men de må ikke vide det. Thomas. Thomas. Plan. Må lægge plan, planlægge plan… De må ikke vide det. De må ikke vide, at jeg ved det. Hele verden er på spil.

 

(Vender sig igen mod de to, skifter attitude)

 

Besøgende, hvor dejligt! Det gør skam ikke noget, at I kom for sent, nej. Det gør skam slet ikke noget, nej. Slet ikke, nej. I kommer ind af døren, gisper, nikker, stjæler mit timeglas og stikker af, ja. Sikke dog noget, hva? Det kommer jeg til at blive vred over, men heldigvis ligger det i fremtiden. Hvor er jeg dog glad for, at I er kommet! Det er første gang jeg får besøgende i to årtier! Lad mig hente noget the-eeeee!

 

(Tiden ler og går ud)

 

Rosa:

Ej, det er jo næsten for nemt det her!

(Tager timeglasset)

 

Thomas:

Rosa…

 

Rosa:

Hvad mon det kan, siden det er så vigtigt?

 

Thomas:

Noget masseødelæggende måske. Atombomber kan sprænge byer i luften, og de er også små.

 

Rosa:

Slap nu af, knægt. Hør, hvis det var så skidefarligt, hvorfor har de så ikke ødelagt det, hva’? Hvis det var mig, der stod med en atombombe i hånden, ville jeg nok lige vælge at kaste den i skraldespanden i stedet for at sætte den op på en skide træpind!

 

Thomas:
Hvad nu hvis–

 

Rosa:

Vil du hjælpe mig eller ej? Kom nu!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...