Den Sidste Dans (Teaterstykke)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2015
  • Opdateret: 30 aug. 2015
  • Status: Færdig
En kvinde rammes af sygdom og dør for sin doktors hånd. En dreng hopper ud foran et tog. Døden henter dem begge, og de opdager, at de har noget til fælles. De to mennesker kastes hurtigt ud i en længe igangværende konflikt mellem Døden og Livet i en verden, de næppe havde forestillet sig ville fortsætte den første.
En teater-komedie om efterlivet og forståelsen af døden. En komedie spørger du? Ja en komedie. Deal with it.







Jeg udlægger historien med en såkaldt 'Creative Commons'-licens.

1Likes
0Kommentarer
1501Visninger
AA

11. \\ Scene 5 //

(Libitinas hjem.)

(Thomas + Rosa ind)

Rosa:

Død! Jeg skal spørge dig om noget.

 

Libitina:
Der var I? Ved I, hvor lang tid jeg har ventet på jer? Jeg har sendt Jesper ud efter jer. Vi har været ude af os selv af fortvivlelse.

 

Rosa:
Bare rolig Libitina, vi har fundet et sted at sove.

 

Libitina(tydeligvis skuffet):
Nåå, okay. Det var da godt. Så bliver Jesper heller ikke så manisk med lugten mere…

 

Rosa:

Ja Libitina, men jeg bliver altså nødt til at spørge dig om en ting. Øhm, hvad kender du til … øh. Tidens?

 

Thomas:
Timeglas.

 

Libitina:
Nej ... Han har talt til jer. Han har fortalt jer om ... om …

 

Rosa: (afvæbnede)
Hvem?

Libitina:
LIVET SELVFØLGELIG! Hør her Rosa, Vita er den værste person, du nogensinde har mødt.

Jeg gik på gymnasium med ham, han ... han ...
Han er grunden til, at folk er begyndt at sige: ‘Life’s a bitch’.

 

Rosa:
 Nej, nej, Død. Øhm, det var slet ikke ham. Øhm. Det, det, det var noget helt andet jeg–

 

Libitina:
Lyv ikke for mig! Jeg har ret, har jeg ikke?

Han har fortalt jer om timeglasset!

Han vil ... han vil have jer til at ... nej, det kan ikke være sandt. Det må I ikke.

For femten år siden blev der lagt en forbandelse over timeglasset, det var der en grund til, Rosa! Hold dig fra timeglasset, det er noget af det mest magtfulde–

 

Rosa:
En forbandelse?

 

Libitina:
Ja, ingen af os umenneskelige kan komme i nærheden af Tidens hus derovre.

 

Thomas:
Hvad så med tiden selv? Kan han heller ikke?

 

Libitina:
Tiden er ikke ligesom os. Han er anderledes, han er...
Rosa, du må love mig, at du aldrig nærmer dig det hus.

 

Rosa:
Selvfølgelig. Men hvis jeg aldrig skulle nærme mig det hus, tænker jeg, så bliver jeg vel nødt til at vide, hvor det er. Så ved jeg jo, hvor jeg aldrig skal nærme mig, ik’?

 

Libitina:
Nå jo, selvfølgelig. Det er bare lige stik nord et par kilometer.

 

Rosa:
Mange tak, Libitina. Nå … men vi tager tilbage til min søsters hus, okay? Vi ses en anden gang, ikke?

 

Libitina:
Joo, det gør vi vel.

 

(Rosa og Thomas går. Dødens Hund går hen til Libitina og begynder at trække i hendes arm)

 

Libitina:
Hva, sker der Rollo? NEJ. Hold så op, jeg vil ikke lege!

Dødens Hund:
Vuf vuf!

Libitina:
Jeg sagde hold op, ti stille.
 


(Dødens Hund går væk fra Libitina)
 

Dødens Hund:

Hvorfor kan hun ikke se det? Hvorfor kan hun ikke se, hvad der vil ske, hvis hun ikke griber ind. Hvis Vita får fat i timeglasset, så falder lortet hernede sammen. Hvorfor vil hun ikke forstå, at alle vores liv afhænger af, at hun rejser sig op fra den sofa. Se et ben! Nej, ingen hundetanker. Jeg har ikke lyst til det her mere. Jeg har ikke lyst til at gø sådan her mere. Jeg bliver nødt til at bevise overfor hende, at jeg duer til noget. At jeg ikke bare er en hund. Vuf! Det må blive mig, som redder dagen. Vuf.

 

(Sang; Hundecover af ‘Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø’ fra De Eneste To af Marcus Uhre)

 

Jeg har lyst til at hapse en bid af mit postbud,

hoppe op på bordet, tage min frokost på forskud
Jeg har lyst til at løbe ud og også røve en slagter

Vinde et løb, selvom jeg ik magter
Og magterne tvinger mig helt ned at ligge

Og så ligger jeg der uden at kunne bedække en skid
Jeg har ikke lyst til at gø

 

For 117. gang skal jeg køre rutinen

Stikke hovedet i jorden og så vende maskinen

Der er så trygt ved blondinen

Jeg skal nok komme op, det er der nogen der vil sørge for

Spørg mig ikke hvordan, og spørg mig ikke hvorfor

For jeg fatter det ikke

Men jeg har ikke lyst til at gø!

 

Jeg har lyst til at grave så jeg støder mod bunden

Den bund som er lavet af jeg-ved-hvem

Jeg har lyst til at æde fisk på Noma

Og starte en hundepark op fra dyrenes proforma

Jeg har lyst til at gnaske alle skoene i gangen

Og tage min straf men nu bare uden tvangen

Jeg har ikke lyst til at gø!

 

Det er tungen ud af halsen og smage på det hele

En tur i parken er det jeg vil dele

Og vi skal mærke det hele

Alle på én gang, en vej uden ender

Bag hvert halsbånd, folk jeg kender

Vi kalder os venner

Og vi har ikke lyst til at gø!

 

Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min herre
Og sige til herreløse at de ikke fatter en skid, skid

skide være med at skide i haven

Det er en konsekvens af livet som slaven af døden
Som råber og skriger og raser, men jeg må leve med.
Og det må nu gøres godt igen, åh jeg var slem
Jeg har ikke lyst til at gø

Jeg har ikke lyst til at gø

Jeg har ikke lyst til at gø

Jeg har ikke lyst til at gø

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...