Den Sidste Dans (Teaterstykke)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2015
  • Opdateret: 30 aug. 2015
  • Status: Færdig
En kvinde rammes af sygdom og dør for sin doktors hånd. En dreng hopper ud foran et tog. Døden henter dem begge, og de opdager, at de har noget til fælles. De to mennesker kastes hurtigt ud i en længe igangværende konflikt mellem Døden og Livet i en verden, de næppe havde forestillet sig ville fortsætte den første.
En teater-komedie om efterlivet og forståelsen af døden. En komedie spørger du? Ja en komedie. Deal with it.







Jeg udlægger historien med en såkaldt 'Creative Commons'-licens.

1Likes
0Kommentarer
1465Visninger
AA

7. \\ Scene 1 //

(Libitinas hjem)

(Libitina, Thomas og Rosa ind i Libitinas dagligstue. Jesper står og vasker op)

 

Dødens Hund:

Vuf, vuf, vuf!

 

Libitina:

Stille, din infernalske hund!
 

Og det her er så stuen, det er ikke noget særligt, men–

 

Jesper:

(misbilligende med progressiv vrede) Endelig! Endelig er du hjemme, altså, overarbejdet er virkelig ved at tage overhånd. Jeg kan nå at rengøre huset hele to gange, inden du kommer hjem. Se, jeg har endda bagt småkager…

 

Og nu må du altså holde op med at bringe alle de døde mennesker herind. En lille dreng, som lugter som om  han ikke har været i bad i et årti og en kvinde, der ser ud til at være død af en luftbåren version af byldepest … Den stank.
 

Libitina:

Men skat, jeg–

 

Jesper:

Nu skal jeg jo til at sprøjte hele huset til med Ajax igen! Det har jeg altså ikke tid til, okay! Jeg har faktisk et liv.

 

Libitina:

Jamen skat, de–

 

Jesper:

Bare fordi du ALDRIG er tilstede, så har jeg faktisk interesser; Bridge og … Jeg har altid gerne villet lære at danse ballet, men er du mon nogensinde hjemme til at passe hunden? 

 

Libitina:

Drengens familie…

 

Jesper:

Nej nej, du arbejder bare, dag for dag, NONSTOP! Og så tager du arbejdet med hjem. Jeg finder mig ikke i det!

 

Libitina:(råber)
Hans familie er levende!

 

Jesper:
Er de levende? … Alle sammen?

 

Libitina:

Alle sammen!

 

Jesper:

Det gør mig ondt. Jeg kondolerer.

 

Libitina:

Altså … så var der et tog og en mand og et kor og alt muligt. Og så var der den her kvinde, det er som om at de hænger sammen på en måde, de to her. Jeg blev nødt til at tage dem med. Forstår du ikke, at det både er synd og interessant på samme tid? Det er ligesom den der bog, du læser skat, Var det Defaults in our Cars?

 

Jesper:

The Fault in our Stars! Skat, jeg fatter altså ikke, at du ikke har læst den endnu. (Hiver bogen op fra sit forklæde) Du fjumrer! Man kan altså ikke sammenligne Augustus Waters krystalklare smil med det ansigt der; Ikke for at sige noget ondt om dit ansigt, søde skat, men det egner sig i den grad ikke til en sommerromance.

(akavet pause)
Hvor er mine manerer? Sæt jer dog ned. Vil I have en småkage? Kaffe, the? Nu henter jeg noget the!

 

(Rosa kigger ned i skødet, grædefærdig. Thomas kigger rundt)

 

Thomas:

Sååå … det her er Døden?

 

Libitina:

Altså, det her er min stue, men jeg forstår godt din pointe. Det kan godt være lidt svært for især nytilkomne at tilpasse sig den nye tilværelse. Du vil nok opleve at det hele er lidt mindre … pompøst end du forventede. Det er mere (skævt smil) ‘Back-stage’, hvis du forstår, hvad jeg mener. (smil falmer)

 

(tager Thomas skulder)
Hey, jeg forstår godt, hvis du er lidt ked af det—

 

Thomas:(distræt)

Nej, det er fint nok …

 

Libitina:

Er du sikker? Hvad med dine forældre? Hvordan har de det, tror du? Altså … jeg har en hvid due på lager et eller andet sted som jeg kunne sende til dem, hvis det kunne hjælpe. Hvad med venner? Skal jeg få en af mine bekendtskaber til at muntre dem lidt op? Jeg synes, at jeg så nogle tæt på—

 

Thomas:

Det er helt fint, tak!

 

Libitina:

Nå nå, ja okay. Følsomt emne. (lang pause). Skal I ikke spørge?

 

Thomas:

Om hvad?

 

Libitina:

Jo, I ved. Det I mennesker altid spørger om: Meningen med livet, hvor jeres bedsteforældre er henne, om man må parkere med sin sofacykel heroppe (griner men stopper hurtigt igen). Come on, Thomas, lad være med at se så nedtrykt ud. Det er overstået. Nu behøver du aldrig mere tænke over, hvad der sker efter døden. Vidste du, at de fleste mennesker ignorer mig, bare fordi de er bange for mig. Mig? (pause) Hør nu, i det mindste er du da ikke den tog-chauffør, som ramte dig med 120 km/t og sikkert vil leve med en depression  resten af sit…
(hendes begyndende joke dør langsomt ud efter Thomas dræbende blik.)

 

Thomas:

Okay, fair nok. Et spørgsmål: Hvorfor?

 

Libitina:

Hvorfor?

 

Thomas:
Ja, hvorfor? Hvorfor kommer du og henter alle os mennesker?

 

Libitina:

Fordi det er mit arbejde.

 

Thomas:

Arbejde? Arbejder du som Døden?

 

Libitina:

Ja, I know. Det er lidt noget møg. Det var slet ikke meningen, at det skulle blive ved i så lang tid, men pludselig blev jeg sådan lidt klemt i situationen. Jeg blev ansat i ... lad mig se 85’, tror jeg. Jeg var lige kommet ud af universitetet, og som det nu engang plejer at være, kunne jeg ikke bruge min uddannelse til en fløjtende fis, så jeg blev nødt til at tage, hvad jeg kunne.

 

Thomas:

Så du fortæller mig, at du er blevet ansat til at slå hele verdens befolkning ihjel?

 

Libitina:

Slå ihjel? Nej for Guds skyld, nej dog. Jeg slår jer sgu da ikke ihjel, det gør I helt fint selv. Jeg transporterer bare. Du ved, ligesom en taxi.

 

Thomas:

En taxi?

 

Libitina:

Ja lidt, lugten er nogenlunde den samme, men desværre er jeg ikke på provision.

 

Jesper(kommer ind):

The-tid!

 

(Før hun sætter Thomas og Rosas the på bordet spritter hun af med en ajax-flaske.)

 

Nå mine venner. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får jer indlogeret. Har I nogle bekendte, som I kan bo hos? En tante, en onkel, en folkeskolelærer. Hvad som helst, så skal min mand nok finde dem til jer, ikke?

 

Thomas:

… Nej, der er ikke rigtigt nogen.

 

Jesper:

Hvad?! Ingen? Hvordan kan det dog gå til?

 

Thomas:

Jeg er øhm … Jeg er forældreløs. De eneste, jeg kendte var min plejefamilie og de er jo ikke døde alligevel…

 

Jesper(sukker):

Okay så … Hvad så med dig, min ven?

 

Rosa(hviskende efter pause):
Jeg er ikke død!

 

Jesper:

Hvabehar? Min ven, jeg tror desværre—

 

Rosa:

Jeg er ikke død! Det er helt umuligt!

 

Jesper:

Hør her; Det er helt normalt at–

 

Rosa:

JEG ER IKKE DØD.
(farer op af sofaen og løber ud)

 

Jesper(sukker):

Stakkels dame; Hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke skal dø en dag. Selvom det nok ville betyde, at du for en enkelt gangs skyld ville bruge noget tid sammen med mig.

 

Libitina:

(ignorerer sin mand) Du bliver nok nødt til at løbe efter hende.

 

Thomas:

Jamen, jeg kender hende jo ikke engang. Og hun er jo voksen.

 

Libitina:

Ja, men I bliver nok alligevel nødt til at holde sammen hernede. Pas på, hun kan nemt fare vild, hvis hun løber for langt væk, det er ikke så nemt at finde vej. Ret så tomt, forstår du.

 

Thomas:

Jeg … ja … okay.
(Rejser sig og går ud, han falder næsten over Dødens Hund, som ligger på gulvet. Den bjæffer.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...