Braveheart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2015
  • Opdateret: 2 sep. 2015
  • Status: Igang
Katie kommer til Dauntless og kæmper for at falde til der. Hvad der skulle have været et ophold der, hvor hun ikke kom i ballade, ender som det modsatte, da et sammenstød med træneren Four ændrer hendes liv og hun finder beskyttelse i den ellers hårde Eric.

6Likes
1Kommentarer
568Visninger

4. 4

“Hvornår er dine ekstra træningstimer med Eric?”, spurgte Christina nysgerrigt, da vi bevægede os hen til træning. Tris gik tavst ved siden af os, uden at sige noget. “Efter den normale træning”, sagde jeg til Christina, i samme øjeblik vi kom ind i træningshallen. Jeg så rundt og fik øje på Eric, som snakkede med en af de andre trænere. Han så rundt og da vores øjne mødte hinandens, så han hurtigt væk igen. Vi bevægede os hen til vores faste pladser og begyndte vores træning. Jeg slog til dukken og gjorde det igen et par gange. Jeg skulle til at sparke igen, da en stemme stoppede mig: “du slår ikke hårdt nok, til at rent faktisk ville kunne slå nogen ud”. Jeg så bagud hvor Four kom gående. Han så på mig med et overlegent blik og fortsatte hen til Tris, som han hjalp med at slå. Jeg sukkede og rullede øjne, mens jeg skulle til at slå igen. “Du gør det fint”, Eric kom op ved siden af mig og jeg så overrasket på ham. Han så ned på mig og jeg sendte ham et smil, som  han gengældte det hurtigt. Han gik om på den anden side af mig og førte sine fingre hen over min skulder, i forbifarten. Hans berøring var forsigtig og blid, som at han var bange for at ødelægge mig. 

“For at slå bedre, skal du gøre sådan her”, han lagde en hånd på begge mine arme og løftede dem lidt. “Knyt hænderne”, bad han roligt og rykkede sig lidt tættere på mig. Vores kroppe rørte hinanden og fik mig til at holde vejret, mens jeg fokuserede på hans bevægelser. “Når du slår, så fokuser på dit åndedrag”, forklarede han og jeg nikkede, mens han slap mig og sagde: “hvis du fokuserer på din vejrtrækning, bliver du automatisk mere rolig”. “Hvis du ikke fokuserer eller trækker vejret, slår du ikke hårdt eller præcist nok, og kan derfor nemt blive slået ud”. Jeg tog en dyb indånding og slog mod dukkens hoved, men ramte lidt ved siden af. Hans arme lå omkring mig og hver gang han spændte dem, kunne jeg mærke det. Det fik min puls til at stige og jeg prøvede at forholde mig rolig. Jeg slog efter dukken igen og ramte næsten midten af hovedet. “Det var bedre. Øv dig lidt i det”, han fjernede sine arme fra mig og gav min skulder et klem, inden han gik videre. Jeg så efter ham og lagde mærke til hvordan alle omkring os, så på mig. Varmen steg op i mine kinder og jeg sank en klump. Christina så på Eric, og da han havde passeret hende, listede hun hen til mig og spurgte: “hvad skete der lige der?”. “Han hjalp mig med at slå bedre”, sagde jeg forvirret og så rundt, hvor folk var begyndt med deres træning igen. “Der var så meget noget andet i det der”, påpegede hun med et smil og jeg rynkede panden. “Katie, han har aldrig stået så tæt på en deltager før”, påpegede hun ivrigt og så rundt, inden hun fortsatte: “han kan så meget lide dig”. “Det gør sikkert ikke nogen forskel, han er en træner og jeg er en deltager”, mumlede jeg og kunne ikke undgå at lyde en anelse skuffet. “Det tror jeg han er ligeglad med”, sagde hun og jeg så på hende. Hun blinkede til mig og nikkede mod noget foran os, inden hun fortsatte træningen. Automatisk så jeg fremad, hvor Eric stod ved knivkastning. Han så hen på mig og så hurtigt væk, da vi fik øjenkontakt. Det fik mig til at smile og bide mig selv i læben. Jeg så rundt igen og fik øje på Four, som så overrasket på mig. Han så derefter hen på Eric, der var fortsat med at gå rundt. Four så tilbage på mig og jeg så væk, mens jeg fortsatte min træning. 

Tiden gik hurtigt. Efter et stykke tid ved dukkerne, havde vi rykket os hen til knivkastning og bagefter løbetræning på løbebånd. “Vi ses”, Christina klappede mig på ryggen og sendte mig et smil, da den normale træningstid var slut. Tris så på nogen bag mig og tilbage på mig, inden hun hviskede: “pas nu på ikke?”. Eric kom hen til mig, mens alle de andre gik hen mod udgangen. Tris vinkede til mig og jeg sendte hende et smil, inden jeg så op på Eric. Han stod og så hen mod udgangen, hvor de sidste var ved at gå ud. “Hvad er det første jeg skal lære?”, jeg vendte mig mod Eric, som nu så ned på mig. Han smilede lidt og slikkede sig på læberne, inden han så rundt i lokalet. “Du skal lære at blokere slag”, han nikkede op mod bokseringen og gik derhen, hvilket fik mig til at følge tavst efter ham. Da vi kom ind i ringen, vendte han sig pludseligt mod mig, så jeg var ved at støde ind i ham. Han sendte mig et skævt smil og trådte et skridt tilbage. “Hvis jeg slog dig nu, hvad ville du så gøre?”. Han så alvorligt på mig og jeg sank en klump. Han hævede armen og jeg farede sammen, hvilket fik ham til at stoppe i en bevægelse. “I det mindste reagerer du hurtigt”. Han trådte frem mod mig og tog fat om mit højre håndled. “Løft armen”, kommanderede han og jeg lagde mærke til en ændring i hans toneleje. Den ellers blide tone, var blevet erstattet med en mere hård tone. “Når nogen slår imod dig, så skærmer du med den ene arm”, han gjorde sådan at jeg havde min arm inde foran mit ansigt og derfor skærmede for det. “Også slår du dem”, han slap taget om min hånd og så afventende på mig. Langsomt sænkede jeg armen, mens jeg så rundt. Der var helt stille og vi var de eneste her. “Prøv at slå mig”, han vinkede mig hen mod sig og jeg rynkede panden. “Slå mig. Lad som om at jeg er en du hader”. “Lad som om at jeg er Four”, rettede han sig selv og jeg trak hurtigt på smilebåndet, inden jeg bed tænderne sammen og slog ud efter ham. Han afværgede mit slag og vinkede, som tegn på at jeg skulle fortsætte. Jeg slog ud efter ham og han slog min hånd væk, mens han gik frem mod mig. “Du skal være hurtigere og mere præcis. Gå efter de steder, hvor han ikke ser det komme”, sagde han hårdt og puffede til min arm. “Igen”. Jeg slog ud efter ham og sigtede denne gang efter hans mave, i stedet for hans arm. Han undveg dog stadig og fik slået min arm væk, hvilket fik mig til at sparke ham i stedet for. Jeg ramte hans hofte og han greb fat om mit ben, inden han gik bagud, så jeg var ved at vælte. Han slap mit ben og jeg slog ud efter ham igen.    Sekundet min hånd strejfede ham, tog han fat om min arm og fik mig drejet rundt. Min arm var vredet om på min ryg, så jeg intet kunne gøre og han havde sin frie arm omkring mig, så jeg var holdt fast. Jeg stod med ryggen presset op mod hans front. Jeg kunne mærke hans hånde mod min hals. “Du kæmper godt, men ikke godt nok”, han slap sit greb om mig og jeg rykkede min arm til mig i en vred bevægelse, mens jeg gik fremad og tog mig til skulderen. “Undskyld, hvis jeg tog for hårdt fat”, sagde han og jeg vendte rundt for at se på ham. Han så undskyldende på mig og sank en klump. “Jeg er ikke særlig god til det her”, påpegede jeg og han så tavst på mig. “Jeg er ikke ligesom dig eller Four. Jeg er ikke dygtig til at kæmpe, jeg kan ikke finde ud af det”. “Jeg er for lille og for svag”, sukkede jeg og så ned i jorden. Mine kinder brændte og jeg kunne mærke hans blik på mig, hvilket gjorde at jeg ikke turde at se op. “Katie”, hviskede han og sukkede, mens han nærmede sig mig. Han rakte hånden frem mod mig og placerede en finger under min hage, for at løfte mit hoved op. “Der er intet der hedder for svag. Four og jeg har gjort det her i lang tid og vi er trænere, så selvfølgelig er vi gode til det”, forklarede han og smilede opmuntrende, mens han lod sin hånd hvile på min arm. “Du skal nok blive god”, påpegede han og jeg smilede, hvilket gjorde at hans smil voksede sig større. 

•••

“Hvordan gik din træning med Eric i går?”, spurgte Tris til morgenmaden og jeg så på hende, mens jeg sank min mad. Vi sad med Will, en af Christina's gode venner, der hurtigt også var blevet min gode ven. “Det gik fint. Stille og roligt”, svarede jeg og så på Christina, der smilede til Will. “Når dine træning med ham er slut, så skal du holde dig fra ham”, sagde Tris og vi så alle forvirret på hende, mens jeg spærrede øjnene op. “Hvorfor?”, hvinede jeg og Tris så på mig, mens hun fugtede sine læber. “Han er farlig Katie? Han skader dig bare”, påpegede hun alvorligt og jeg fnøs, mens Will påpegede: “Eric har ikke været andet end sød mod Katie”. Jeg så på ham og Tris spærrede øjnene op. “Det er sikkert bare skuespil”, påpegede hun flabet og Christina sukkede, inden hun mumlede: “det tvivler jeg på”. “Ikke mit problem hvis der sker hende noget”, sagde Tris irriteret og rejste sig op, inden hun stormede væk. Vi så alle overrasket efter hende og jeg skulle til at rejse mig op, da Will stoppede mig. “Lad hende køle ned”, foreslog han roligt og jeg nikkede. “Jeg ved ikke hvad der sker med hende for tiden”, sukkede Christina og vi så begge på hende, mens jeg sank en klump. “Hende og Four har snakket meget sammen på det seneste”, fortalte Will og vi så på ham, inden jeg spurgte: “hvordan?”. “Han hjælper hende meget med træning og de snakker nogengange sammen efter træningen og efter mad”, forklarede han og tog en mundfuld af sin yoghurt. “Det har jeg godt lagt mærke til”, mumlede Christina og tog sit ansigt i sine hænder, inden hun sukkede højlydt. 

Jeg tog lidt yoghurt i munden og så på Christina. “Hvorfor er begge mine veninder i et hemmeligt forhold med vores trænere?”, spurgte hun sig selv og jeg var ved at få yoghurten galt i halsen, så jeg begyndte at hoste. Folk så hen på os og Will klappede mig på ryggen, mens han sendte Christina et advarede blik og hun begyndte at fnise. Da jeg fik luft, daskede jeg til hende og hviskede: “jeg er ikke i et hemmeligt forhold med Eric”. Hun rullede øjne og så væk, hvilket fik mig til at se hen mod der hvor trænerne stod. Eric så herhen og rynkede panden, mens han sank en klump. “Var du overhovedet til stede til træningen i går? Da han hjalp dig med at slå?”, konstaterede Christina og jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Jeg så på hende igen og Will lænede sig frem mod os. “Hvad snakker du om?”, spurgte han nysgerrigt og sendte mig et skævt smil, hvilket fik Christina til at smile stort. “Eric viste mig bare hvordan man slog”, sagde jeg og Christina viftede med hånden. “Han omfavnede hende nærmest bagfra, for at vise det. De stod så tæt at de ligeså godt kunne have været limet sammen”, indskød hun og Will så måbende på mig, mens han rettede sig op. “Hun overdriver”, forsvarede jeg mig selv og pegede på Christina, der brød ud i grin og rystede på hovedet. “Jeg overdriver tit, men ikke omkring hvad der skete i går. Ikke den her gang”, fik hun fremstammet mellem at hun grinede og kæmpede for at få luft. Mit blik landede på Eric, der så forvirret på mig. Four så også på mig, men hans udtryk var mere advarende. “Christina, dæmp dig”, bad jeg og så tilbage på hende og Will, som grinede og så på mig. “Hvorfor?”, spurgte hun kækt og lagde hovedet på skrå, mens hun smilede flabet. “Du tiltrækker opmærksomhed”, mumlede jeg og nikkede hen mod trænerne. Hendes smil falmede og hun så sig over skulderne, hvor alle trænerne så herhen. “Skal vi ikke gå til træning?”, foreslog Will og vi så begge på ham, inden vi nikkede og rejste os. Vi bevægede os ud af kantinen og jeg holdte mig bag dem. De gik og snakkede lavmælt sammen, hvilket fik mig til at smile. Christina havde et kæmpe smil klistret henover ansigtet og Will så på hende med et fascineret udtryk i øjnene. 

“Katie”, sagde en stemme bag mig og jeg så bagud, hvor Eric kom gående. Jeg så tilbage på mine venner, der fortsatte væk. Det fik mig til at gå hen til Eric og stoppe op foran ham. Han så på Christina og Will, som man stadig kunne høre. Da der blev stille, lod han sit blik hvile på mig. “Hvad skete der i kantinen? Tris der stormede ud?”, spurgte han forsigtigt og jeg så på ham, mens jeg sank en klump. De blå øjne borede sig ind i mine og jeg mistede pusten, mens jeg kæmpede for at finde ordene. “Hun”, jeg stoppede og trak på skulderne. “Hun påstår du er farlig for mig og at jeg skal holde mig væk”, ordene røg ud af mig og jeg bed tænderne sammen. “Ifølge hende er Four meget bedre”. Hans ansigtsudtryk ændrede sig til forvirret og han rettede sig op, mens han så rundt. “Det har hun vel ret i”, mumlede han og jeg sukkede højlydt. “Det har hun netop ikke, kun lige i hendes tilfælde. For sagen er at du behandler mig en del bedre end Four gør, hvilket hun åbenbart ikke fatter”, sagde jeg vredt og det gik op for mig, hvor sur jeg egentlig var over det. Han så på mig, uden at sige noget. “Four behandler mig dårligt og prøver at gøre mit liv her surt, men det kan hun ikke se. Hun kan ikke se at du faktisk hjælper mig”, jeg fortsatte og tog mig til hovedet, mens tårerne steg op i mine øjne. Han tog fat i mine skuldre og jeg tog armene om ham, hvilket fik ham til at trække mig ind til sig. Han sagde ikke noget, men det behøvede han heller ikke. Hans arme lå beskyttende om mig og jeg slappede automatisk mere af i kroppen. “Det skal nok gå alt sammen”, hviskede han og strøg mig over håret, mens jeg strammede mit greb om ham og klemte øjnene sammen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...