Braveheart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2015
  • Opdateret: 2 sep. 2015
  • Status: Igang
Katie kommer til Dauntless og kæmper for at falde til der. Hvad der skulle have været et ophold der, hvor hun ikke kom i ballade, ender som det modsatte, da et sammenstød med træneren Four ændrer hendes liv og hun finder beskyttelse i den ellers hårde Eric.

6Likes
1Kommentarer
566Visninger

3. 3

Da jeg mødte op til morgenmad med Tris og Christina, fandt jeg hurtigt Eric i mængden. Han så hen mod mig og rettede sig lidt op, mens han fugtede sine læber. Jeg sendte ham et lille smil, men han så væk og fortsatte sin snak med de andre trænere. Four sad ved bordet og han så bagud, hvor vi fik øjenkontakt. Jeg rettede mig op og sank en klump, mens han spændte i kæben. Da vi havde hentet mad, gik vi hen mod vores bord. Jeg satte mig ved siden af Tris og fugtede mine læber, mens jeg hældte vand fra kanden på bordet op i en kop. “Hvad gør du egentlig med træning?”, spurgte Christina forvirret og de så begge på mig, mens jeg drak lidt af vandet. “Jeg starter igen i morgen og så får jeg ekstra timer, for at indhente jer”, forklarede jeg og de nikkede, mens jeg satte glasset på bordet og kørte fingerne ned over det. “Hvem skal træne dig?”, spurgte Tris nysgerrigt og tog en mundfuld af sin yoghurt, hvilket fik mig til at se på hende og smile lidt. “Eric”. Hun så væk og rystede lidt på hovedet, mens hendes smil falmede. “Hvad gør du, hvis det bliver Four?”, spurgte Christina og mit smil falmede, mens jeg så på hende. Bekymringen stod ud af hendes øjne og jeg fik ondt i maven ved tanken om hvis det skete at Four skulle træne mig. 
 

“Det tør jeg slet ikke tænke på”, mumlede jeg og tog en tår af mit vand. Christina lænede sig lidt ind over bordet. “Både Four og Eric sidder og kigger herhen”, hviskede hun og jeg sank en klump, mens jeg så på Tris som så ned i bordet. Jeg så hen mod Eric, der så på Four med et advarende blik. Four så direkte hen mod mig, hvilket fik min mave til at trække sig sammen. 

Da vi var færdige, rejste de fleste sig for at gå til træning. “Hvad skal du lave i mellemtiden?”, spurgte Christina, da vi var på vej ned til træningshallen. “Jeg ved det ikke, kigger vel bare på”, sukkede jeg og samlede mit hår i en hestehale, mens vi drejede om hjørnet. Jeg stødte ind i en og så smilende op, da jeg forventede en flabet kommentar fra Eric. Men det var ikke ham, det var Four. “Det må du virkelig undskylde”, hvinede jeg og så på Tris og Christina, som var stoppet op og så bagud. De frøs begge og spærrede øjnene op. Da jeg så tilbage på Four og skulle til at gå forbi ham, tog han fat i min arm og trak mig tilbage. “Hvad laver du her, du må ikke træne”, påpegede han alvorligt og jeg så forvirret på ham. Hvorfor gik han overhovedet op i det, han var skyld i at jeg ikke kunne træne. Jeg sank en klump og rykkede min arm til mig, mens jeg irriteret spurgte: “tror du ikke jeg ved det?”. Mit svar kom ud mere flabet end jeg havde regnet med og jeg fortrød det straks. Jeg slog blikket ned og skulle til at gå forbi ham, da han tog fat om mit håndled og strammede til. Jeg prøvede at komme forbi, men han trak mig tilbage og tvang mig til at se op på ham. “Hvad får dig til at tro at du kan bruge den tone mod mig?”, spurgte han vredt og så mig dybt i øjnene. Jeg prøvede at komme fri fra hans greb, men han holdte mig med lethed stille, da han var stærkere end mig. “Four, slip hende”, sagde en dyb stemme truende bag mig og det fik mig til at ånde lettet ud, mens jeg så bagud. Eric kom op ved siden af os og lagde en hånd på min ryg, mens han så advarende på Four. Jeg så tilbage på ham og han smilede skævt. Han slap grebet om mit håndled og jeg trådte bagud, mens jeg gned min hånd mod området hvor han havde haft fat. 

Four fugtede sine læber og så på mig i nogle sekunder, inden han gik forbi os og stødte ind i Eric på forbifarten. Jeg så på Eric, som sukkede og så bagud efter Four. Han fjernede sin hånd fra min ryg og jeg sank en klump, da han nu så på mig igen. “Hvad laver du hernede, du må ikke træne”, vi begyndte at gå og jeg rykkede mig ubevidst tættere på ham, hvilket ikke virkede til at gøre ham noget. “Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal lave”, mumlede jeg og smilede genert, hvilket fik ham til at grine. “Begynd træningen”, råbte han ud over lokalet og straks kom der liv i folk. De begyndte på at slå eller sparke på dukkerne, bryde mod hinanden, kaste med knive eller noget helt andet. Det eneste man kunne høre var deres gipsen efter vejret og lyden af slagene. “Er du bange for mig?”, Eric så nu på mig og jeg rynkede forvirret panden. “Vil du have at jeg er bange for dig?”, spurgte jeg kækt og lagde hovedet på skrå, inden jeg bed mig selv i underlæben. Han smilede stort, inden han så rundt og tilbage på mig. Han så anderledes på mig end han gjorde ved de andre. Det var som om at han så mig som en ven og ikke bare en deltager. Der var noget i hans blik jeg ikke kunne tyde. 

“De andre er bange for mig”, konstaterede han ærligt og jeg fugtede mine læber, mens jeg så væk. Vi stoppede med at gå og han vendte rundt, så han stod foran mig. Han lagde armene over kors og jeg fugtede mine læber, mens jeg så ham i øjnene. Han var en del højere end mig. Jeg gik ham til skulderne og skulle derfor se op, for at få øjenkontakt med ham. Hans blik blev ved med at hvile på mig og hans ene mundvig trak sig op i et skævt smil. Min puls steg og jeg smilede lidt, mens jeg så væk for at skjule det. “Du har ikke givet mig nogen grund til at være bange for dig”, konstaterede jeg ærligt og så tilbage på ham, hvor han sendte mig et oprigtigt smil. 

“Det håber jeg heller ikke at jeg kommer til”, indrømmede han med et smil på læben og vi så på hinanden i et par sekunder uden at sige noget. Noget mellem os klikkede. Jeg følte mig sikker omkring ham. Om det var fordi at han rent faktisk beskyttede mig mod Four eller noget helt andet, vidste jeg ikke. Der var noget ved ham jeg fandt utrolig tiltrækkende. Han passede på mig og det kunne jeg godt lide. Han rømmede sig og jeg opdagede at jeg havde stået og set på ham, uden at sige noget. Jeg kunne mærke varmen skyde op i mine kinder og vi brød øjenkontakten. Han så ud mod de andre, mens jeg slog blikket ned og fugtede mine læber. “Vent her”, han rørte kort ved min arm og efterlod mig alene, mens han gik hen mod en elev som kastede med knive. Følelsen af hans berøring på min arm, var der stadig. “Føler du dig tryg omkring ham?”, spurgte en stemme bag mig og jeg så bagud, hvor Four stod. “Ja”, svarede jeg kort og så væk igen, mens jeg prøvede at virke stærk. “Hvorfor?", han lød nærmest jaloux, og kom nu op ved siden af mig. Jeg rettede mig op og så nu på ham, inden jeg sagde: “fordi han behandler mig med respekt, hvilket du ikke gør”. Han så ned på mig og vi fik øjenkontakt, inden jeg vendte rundt og gik hen mod døren. Inden jeg forlod rummet, så jeg bagud, hvor Eric så i min retning. Bagefter så han hen mod Four og hans ansigtsudtryk ændrede sig fra forvirret til vred.   

•••

Jeg kørte børsten gennem mit våde hår og stirrede tomt ud i luften. Tris lå i sin seng og læste i en bog. Det der skete mellem Eric og mig i dag, hvor vi bare stod og så på hinanden, blev ved med at køre rundt i mit hoved. Han behandlede mig ordenligt, med respekt. Derfor forvirrede det mig, at Tris havde sagt at han var værre end Four. Det var det modsatte.

“Hvordan behandler Eric dig?”, spurgte jeg uden at tænke over det og stoppede derfor med at børste mit hår, for at se på Tris. Hun så overrasket på mig og bed tænderne sammen, samtidig med at hun satte sig lidt mere op. “Dårligt”, hun slog blikket ned og sank en klump, inden hun så på mig igen og sagde: “han er et ondt menneske Katie. Han behandler os dårligt og råber af os, for sjovs skyld”. Jeg så overrasket på hende og rystede på hovedet. Det var løgn. “Han er ikke god, du burde holde dig fra ham”, sagde hun alvorligt og jeg lagde børsten fra mig. “Og Four skulle være bedre?”, spurgte jeg og hun nikkede, mens hun rynkede panden. “Det du lige sagde om Eric, det er sådan Four er ved mig”, påpegede jeg og hun så væk, mens hun åbnede bogen igen og fortsatte med at læse. Jeg bed tænderne sammen og pustede luft ud gennem næsen, inden jeg satte mig op med et ryk. “Jeg går en tur”, mumlede jeg monotont og greb en striktrøje fra min seng, som jeg trak over hovedet. Jeg gik hen til døren og åbnede den, inden jeg forlod boligen og satte kurs mod altanen, som lå ved siden af deltagerne og trænernes boliger. Jeg åbnede døren og gik ud, hvor jeg trak luft dybt ned i maven. Med forsigtige skridt bevægede jeg mig hen til gelænderet og støttede armene på det, mens jeg så ud over byen. “Burde du ikke sove?”, spurgte en stemme bag mig og jeg farede sammen, mens jeg vendte rundt. Eric kom hen mod mig og fjernede ikke sit blik fra mig, før han stod ved siden af mig. Han lod sit blik glide henover byen, inden han så på mig igen og løftede det ene øjenbryn. 

“Jeg kunne ikke”, fik jeg fremstammet og fortrød at jeg var gået ud. Han så tavst på mig og jeg skulle til at gå, da han blidt lagde hånden på min arm. Jeg stoppede op og så på ham. “Du må godt være her”, grinede han og jeg rødmede lidt, hvilket fik mig til at slå blikket ned og bide mig selv i læben. “Hvad sagde Four til dig tidligere?”, spurgte han direkte og fjernede sin hånd fra mig, for at lægge begge hænder på gelænderet. Jeg trådte hen ved siden af ham og så på hans hænder, der knugede om metallet. “Ingenting”, mumlede jeg og så ud over byen. Four havde spurgt mig omkring Eric, hvilket jeg ikke kunne få mig selv til at sige. “Det så ikke ud som ingenting”, påpegede Eric skeptisk og jeg drejede hovedet for at se på ham. Han så på mig med et opløftet øjenbryn og jeg bed mig selv i læben. Han rettede sig op og gjorde tegn til at gå, hvilket fik mig til at spørge: “hvornår begynder træningen?”. Han så på mig og fugtede sine læber. “I morgen. Efter den normale træning”, med de ord, vendte han rundt og gik væk. Jeg så efter ham og sukkede, inden jeg så ud over byen igen og klemte øjnene sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...