Braveheart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2015
  • Opdateret: 2 sep. 2015
  • Status: Igang
Katie kommer til Dauntless og kæmper for at falde til der. Hvad der skulle have været et ophold der, hvor hun ikke kom i ballade, ender som det modsatte, da et sammenstød med træneren Four ændrer hendes liv og hun finder beskyttelse i den ellers hårde Eric.

6Likes
1Kommentarer
595Visninger

2. 2

“Jeg udvælger to til at slås”, Eric stod på en forhøjet boksering, mens han så rundt. “Dig”, han pegede på en dreng, som gik op til ham og så rundt. “Mod hende”, Four kom frem bag mig og lagde hånden på min skulder, mens han puffede mig fremad. Jeg kunne mærke håbet forsvinde fra mig og jeg så på Tris, som stivnede. Drengen var dobbelt så stor som mig. Et slag, og så var jeg nede. Eric trådte ned fra bokseringen og så på Four, med et forvirret udtryk. Four strammede sit greb om min skulder og puffede mig op mod Eric. Han slap sit greb om mig og jeg passerede Eric, der så på mig og sank en klump. Da jeg trådte op til drengen, så jeg ud på de andre deltagere. De så alle overrasket på mig og da Four råbte at vi skulle starte, så de nærmest skræmt på hinanden og ned i jorden. Jeg nåede kun lige at vende mig mod drengen, da jeg blev slået i gulvet. Panisk gispede jeg efter vejret og kæmpede for at komme op at stå igen. Da jeg rejste mig, slog jeg ud efter ham og strejfede ham kun lige. Han grinede hæst og slog til mig, så jeg gik bagud. Han slog igen og jeg kunne mærke smerten i mit ansigt. Han slog mig i gulvet og mit syn blev utydeligt, da jeg så hen mod ham. Jeg spyttede blod ud på gulvet og hostede, mens jeg fik tårer i øjnene. Min krop rystede og jeg kæmpede for ikke at bryde sammen. Han trådte hen mod mig og jeg rettede mig op, hvilket fik ham til at sparke til mig i maven, så jeg lå på jorden og så op på ham. Han sparkede mig igen og jeg mistede luften. Jeg gispede panisk efter vejret og prøvede at sige stop, men jeg kunne ikke. Han skulle til at sparke igen, da en dyb stemme brød stilheden: “stop”. Der blev helt stille og jeg kæmpede for at få luft, mens der lød trin omkring mig. Jeg kunne ikke mærke min krop, kun de steder der dunkede af smerte. Jeg klemte øjnene sammen og prøvede at fokusere på noget andet, mens jeg tog dybe indåndinger. Det peb for mine ører og mit syn var utydeligt. Drengen forlod bokseringen og en anden trådte herop. Det fik mig til at åbne øjnene for at se hvem. Jeg kunne mærke at jeg langsomt blev bevidstløs, men stadig var til stede. Jeg kunne høre folk omkring mig snakke lavmælt sammen, men mit syn var sløret og jeg kunne derfor ikke se hvem der nærmede sig mig. Vedkommende bukkede sig ned og løftede mig op i sine arme. Jeg blev løftet væk og gik ud som et lys.  

•••

Jeg vågnede med et sæt og så rundt. Jeg lå på sygeafdelingen. “Endelig er du vågen”, sagde en dyb stemme ved siden af mig og jeg farede sammen, samtidig med at jeg så rundt. Henne ved vinduet, stod Eric og så ud. Han drejede hovedet og så bagud på mig. “Hvor lang tid har jeg været bevidstløs?”, spurgte jeg træt og tog mig til hovedet. Jeg havde et plaster over højre øjenbryn og jeg rørte forsigtigt ved det, hvilket fik mig til at bide tænderne sammen. “I et par timer. Du gik ud som et lys”, han greb fat om en stol og trak den hen ved siden af sengen, hvor han satte sig. “Hvordan har du det?”, spurgte han stille og lænede sig lidt fremad, så han støttede sine arme mod sine albuer. Han pressede fingerspidserne sammen og så afventende på mig, med opløftede øjenbryn. Jeg fugtede mine læber og drejede hovedet lidt. Jeg havde ondt i hele kroppen og det fik mig til at bide tænderne sammen. “Det tager jeg som at du ikke har det godt”, han pegede på mig og smilede lidt, hvilket fik mig til at smile. Mit smil falmede hurtigt og jeg slog blikket ned. Mine hænder var forslået lidt og jeg havde blå mærker på armene. Der lød trin udenfor døren og jeg stivnede, mens jeg så derhen og holdte vejret, i frygt for at det var Four. Døren åbnede ikke, så jeg slappede automatisk af i kroppen igen. Mit blik landede på Eric, der så forvirret på mig og hen på døren. “Du er bange for Four”, sagde han ærligt og så tilbage på mig, med er koldt ansigtsudtryk. Jeg knugede om dynen og sank en klump. “Kan jeg være andet med hvad han gør mod mig?”, mumlede jeg og der blev stille, mens han rejste sig. “Kom, lad os få dig tilbage på dit værelse”, sagde han og jeg så på ham, inden jeg rettede mig op. Han rakte hånden frem, men jeg tog ikke mod den. Da jeg rejste mig, knækkede mine ben sammen og jeg var ved at falde. Eric var hurtig til at gribe fat om mig og holdte mig oprejst. “Der var en grund til at jeg rakte hånden frem”, påpegede han grinende og jeg så op på ham, hvor han så ned på mig og smilede skævt. Vi bevægede os ud af rummet og han strammede sit greb om mig. Han skubbede døren op med sin frie hånd og holdte døren, mens vi gik ud. En sygeplejerske kom gående ud af et rum og så på os. Da hun så på Eric, bed hun tænderne sammen og så væk. Hun så nærmest skræmt ud. Hun skyndte sig ind i et andet rum og vi var igen alene på gangen. Jeg så op på Eric, som så direkte fremad. Langsomt så jeg fremad, mens jeg virkelig fokuserede på ikke at vælte. Vi kom ud af sygeafdelingen og ud på gangene, hen mod træningshallen. Eric havde stadig fat om mig og det var det eneste der stoppede mig fra af falde. 

Vi kom hen til en dør og han åbnede den. Det gik op for mig at det var en anden indgang til boligerne, til trænernes lejligheder. Vi kom ind på en lang gang og fortsatte ned af den. Min fod smuttede under mig og Eric greb fat om mig, så han fik mig op at stå igen. En dør åbnede og vi så op, hvor Four trådte ud. “Du er vågen”, påpegede han og jeg holdte vejret, mens han så afventende på mig. “Du tog imod nogle rimelig hårde slag”, påpegede han og lagde armene over kors. Eric trådte ind foran mig og skubbede mig bagud, men holdte stadig fast om mig. “Lad hende være Four”, sagde han advarende, inden han fortsatte: “du har allerede gjort nok. Du får ikke lov til at røre hende igen”. Jeg så overrasket på ham, hvilket Four også gjorde. Eric så ned på mig og tilbage på Four, inden han guidede mig udenom ham. Da vi var kommet væk fra ham, så jeg op på Eric og sank en klump. “Med hensyn til træning, så får du en times træning ekstra hver dag med mig”, forklarede han monotont og jeg nikkede, mens jeg så fremad. Vi kom hen til deltagernes bolig og han stoppede op foran døren til mit værelse, som jeg delte med Tris. Eric bankede på og så ned på mig, inden han slikkede sig i mundvigen. “Du skal ikke bekymre dig om Four, så længe du er omkring mig, så burde du være sikker”, han lagde sin frie hånd på min skulder og gav den et klem. Døren åbnede og Tris så ud. Hun lyste op i et smil og så på Eric, hvilket fik hendes smil til at falme lidt. “Passer du på hende?”, spurgte Eric og et strejf af bekymring var til at ane i hans stemme. Tris nikkede og tog fat i min hånd, mens jeg så på Eric, som nikkede til mig og gik væk. Tris trak mig indenfor og lukkede døren, inden hun omfavnede mig. “Hvor er det godt at du er okay”, hvinede hun og holdte mig ud i strakte arme, inden hun sagde: “jeg frygtede du var kommet slemt til skade. Sådan, virkelig slemt”. “Hvem bar mig væk tidligere?”, spurgte jeg forvirret og vi bevægede os hen til min seng, hvor jeg satte mig. “Eric, hvorfor?”, hun rynkede panden og satte sig foran mig. Jeg sank en klump og lagde mig ned, mens jeg bed tænderne sammen. “Ikke for noget, jeg undrede mig bare”, mumlede jeg og sendte hende et smil, inden jeg trak dynen over mig og lagde mig til rette i sengen. 

•••

Det skal lige siges at jeg har ikke læst Divergent bøgerne, og jeg kan næsten ikke huske filmene. Derfor kommer alt ikke til at ligne dem. Der er lavet en del om. Jeg bed godt Four ikke er så led rigtigt og Eric er ikke så sød, men det er jo en fanfiction ;) Håber stadig i vil læse med ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...