Braveheart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 aug. 2015
  • Opdateret: 2 sep. 2015
  • Status: Igang
Katie kommer til Dauntless og kæmper for at falde til der. Hvad der skulle have været et ophold der, hvor hun ikke kom i ballade, ender som det modsatte, da et sammenstød med træneren Four ændrer hendes liv og hun finder beskyttelse i den ellers hårde Eric.

6Likes
1Kommentarer
567Visninger

1. 1

Jeg tog en dyb indånding og slog til dukken, mens jeg udstødte et grynt. Den rykkede sig lidt og jeg slog igen. Tris, min veninde, stod ved siden af mig og trænede. “Det er ham jeg snakkede om. Four”, Tris tog fat i min arm og jeg så forskrækket på hende. Hun kiggede på noget et sted bag mig og jeg så bagud, hvor vores trænerne kom gående. Vi havde været her i Dauntless i en uges tid nu og jeg vidste ikke hvad jeg skulle synes om dem. De snakkede ikke rigtig med mig, men Tris snakkede vist lidt med ham den ene, Four. Ham ved siden af ham, så anderledes ud. Han havde to piercinger over højre øjenbryn, to kæmpe tatoveringer på halsen. Han bar en langærmet trøje, så om han havde andre tatoveringer kunne jeg ikke se. Han så rundt i træningsrummet og så direkte hen på mig. “Hvad hedder ham den anden?”, spurgte jeg nysgerrigt og løftede hovedet lidt. Jeg så hen mod dem igen og de så nu begge hen mod os, hvilket fik mig til at se hurtigt væk. “Det ved jeg ikke. Jeg ved kun at han skulle være mere led end Four”, mumlede hun og så på mig. Jeg skulle til at sige noget, da hun slog blikket ned og så væk. Det fik mig til at bide tænderne sammen og vende rundt. Jeg udstødte et gisp, da Four stod lige foran mig. “Hvad hedder du?”, hans dybe stemme brød stilheden over os og jeg sank en klump, inden jeg forsigtigt sagde: “Katie”. Mit blik landede på ham med tatoveringerne, som stod en meter bag Four. Han så på Four, med et irriteret blik. Da vores øjne mødte hinandens, rettede han sig op og fugtede sine læber. “Katie, er der en grund til at du forstyrre din ven i hendes træning?”, Four snakkede igen og jeg så på ham, inden jeg så bagud på Tris. Hun stoppede op og fugtede sine læber, mens hun rystede på hovedet. “Hun forstyrrede mig ikke. Jeg snakkede til hende først”. 

“Du skal ikke dække for hende”, Four så alvorligt på Tris, der rynkede panden og åbnede munden for at fortsætte: “det gør jeg ikke, jeg”. “Fortsæt din træning”, sagde han alvorligt og Tris bed tænderne sammen, inden hun fortsatte med at slå på dukken. Jeg så på ham den anden, der sukkede og slog blikket ned. Bagefter kløede han sig over det ene øjenbryn og så op igen. Mit blik landede igen på Four, som så alvorligt på mig. Han tog en dyb indånding og skulle til at sige noget, da ham den anden kom op ved siden af ham. “Four, lad hende fortsætte sin træning”, han lagde sin hånd på Four's skulder, hvilket fik ham til at spjætte lidt. Den anden træner så nu på mig og sagde flabet: “hun har brug for træningen”. “Fint”, mumlede Four og rullede øjne, inden han påpegede: “hvis du gør det igen, så får du en straf”. Da ordene havde forladt hans læber, vendte han rundt og gik væk. Jeg så overrasket efter ham og sank en klump. “Tak”, jeg så på ham den anden, som var ved at vende rundt. Han stoppede i en bevægelse og så på mig, mens han fugtede sine læber. Han så tavst på mig, som han virkelig overvejede sine ord nøje. “Fortsæt din træning”, kommanderede han og jeg slog blikket ned, mens han gik væk. 

•••

Da vi samme aften, sad i kantinen til aftensmad, kunne jeg ikke lade være med at være på vagt. “Han siger ikke noget til dig”, mumlede Tris og puffede til mig med albuen. “Hvem?”, spurgte Christina nysgerrigt og så skiftevis på os. Tris så rundt, inden hun så på Christina og sagde: “Four var efter hende, uden nogen grund”. “Jeg så det godt, hvad skete der?”, spurgte hun forvirret og så nu på mig, mens hun lænede sig lidt over bordet. “Han skældte mig bare ud fordi jeg havde forstyrret Tris”, mumlede jeg og viftede med hånden, hvilket fik Tris til at sukke. “Du forstyrrede mig ikke, det var mig der havde forstyrret dig”, påpegede hun undskyldende og jeg trak på skulderne, mens jeg tog en bid af min sandwich. Jeg havde en smule ondt i maven og følte mig fanget herinde. Et eller andet sted sad Four og jeg frygtede at han ville gøre noget mod mig. Jeg sank mundfulden og lagde min sandwich på tallerkenen foran mig, inden jeg tørrede mine hænder af i mine bukser. “Jeg tror jeg går ud og trækker lidt luft”, mumlede jeg og rejste mig, før de kunne nå at sige noget. Da jeg bevægede mig hen mod udgangen, så jeg rundt. Four sad ved bordet med de andre trænere og snakkede. Han sagde noget og de grinede, mens han så rundt. Vi fik øjenkontakt og hans smil falmede, hvilket fik mig til at se væk og sætte farten op. Jeg gik ud af døren og drejede om hjørnet, hvor jeg stødte ind i en. Panisk så jeg op, hvor det var ham med tatoveringerne.    “Det må du virkelig undskylde”, sagde jeg panisk og så bagud, hvor Four var ved at rejse sig op. “Katie, var det ikke?”, spurgte træneren og så tilbage på ham, inden jeg smilede lidt og nikkede. Jeg trådte til siden og skulle til at gå videre, da han tog fat i min arm og stoppede mig. Da vi så på hinanden, så han mig dybt i øjnene og spurgte tøvende: “er du okay?”. Mit blik landede igen på Four, som gik herhen. “Ja, jeg er helt okay. Jeg har bare brug for luft”.    Jeg sendte ham et falskt smil og han så skeptisk på mig, som om at han kunne se at det ikke var derfor jeg gik. Han slap mig og så på noget bag mig, hvilket fik mig til at gå væk. “Eric?”, spurgte en velkendt stemme bag mig og min puls steg.    “Hvor skal hun hen?”, spurgte han bagefter og jeg drejede om hjørnet, ud mod en gårdhave der var. “Bare ud at have noget luft”, sagde Eric og jeg skubbede døren op. Den lukkede i bag mig med et brag og jeg trak vejret panisk, mens jeg satte mig op af væggen og tog mig til hovedet. Døren åbnede og Four kom ud. Han gik lige forbi mig og så rundt, ligesom at han ledte efter nogen. Det fik mig til at rejse mig hurtigt op og smutte indenfor, inden døren lukkede i. Jeg løb hen mod kantinen og i det jeg drejede om hjørnet, kom nogen ud. Vi stødte ind i hinanden og jeg så op, hvor Eric stod. “Vi er nød til at stoppe med at møde hinanden sådan her”, sagde han i en flirtende tone og jeg smilede genert, mens jeg så bagud. “Flygter du fra Four?”, spurgte han og blev straks alvorlig. Da jeg så på ham igen, løftede han spørgende det ene øjenbryn og sendte mig et lille smil. “Jeg øhm”, jeg stoppede og så bagud, i frygt for at Four ville komme gående. Jeg lød nervøs og rystede, hvilket fik hans smil til at falme. Jeg slog blikket ned og sank en klump. “Du må godt gå tilbage til dit værelse”, påpegede han og jeg så tilbage på ham, mens jeg overrasket skød øjenbrynene i vejret. “Bare rolig, jeg siger intet til ham”, han lagde en hånd på min skulder og jeg sendte ham et taknemmeligt smil. Han puffede til mig og jeg begyndte at gå, mens jeg så efter ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...