Enken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
The struggle you're in today is developing the strength you need for tomorrow.

1Likes
2Kommentarer
277Visninger

1. Enken

Hun sidder i en salig fryd, en stille ro, der elles har ligget meget fjernt fra hende. Al den mørke, skyggerne, som ellers aldrig har kunne slippe hende, er forsvundet. De mørke stunder, der har klæbet sig til hende og lavet et skjold, som ingen har kunne slippe igennem er blæst væk nu. Hun føler sig ren og fri. Og hun føler sig klar til at gøre det, der måske vil ændre alt. Tankerne flyver gennem hendes hoved, og hun har svært ved at holde styr på dem. Glimt fra hendes lykkelige fortid dukker op, og billeder af de gode dage bliver ved med at vise sig for hendes blik.

De sad på de soltørrede sten ude ved vandet, og det var en smuk dag. Den nylagte sne lå som et glitrende tæppe, der strakte sig over landskabet. Der var ikke en sky på himlen, og langt bag dem kunne man ane den lille by, de begge var vokset op i. Det havde været den sidste gode dag. Det ved man aldrig den dag. Da er det blot en dejlig dag. Man ved først, at det var den sidste bagefter.
”Min kære”, havde han sagt, ”jeg ville egentlig vente med at fortælle dig det til efter vores vielse, men du har ret til at vide det nu. Jeg fortalte dig kort før forlovelsen, at jeg ville holde et års pause fra havet, men ser du, kaptajn Wilcke har besluttet, at han vil forfremme mig til næstkommanderende på hans flåde. Det stod mellem mig og tre andre. De er gode mænd alle tre, men jeg blev altså valgt. Så vi rejser om en lille måned. Vi vil bringe en overflod af varer med, varer som europæerne ikke har set magen til. Min egen, vi bliver rige, og vi vil leve godt. ”
Det kunne han vel ikke mene. Ikke så kort efter deres bryllup. Ak, tænkte den unge kvinde. Hvad skal der dog blive af mig?
”nej, se ikke så trist ud. Jeg kommer hjem igen om 10 måneder. Det kan du vel klare? Og tænk på vores børn, de vil vokse op i velstand. Hold ud for vores børn, for mig og den familie vi vil skabe, når jeg engang er hjemvendt. Lov mig det. ”
De begyndte at tale om deres fremtidsplaner, og de sad der på de varme sten, og lyttede til havet, lige til solens sidste stråler forsvandt bag den rødgule horisont. Åh ja, det havde sandelig været en smuk dag.

Enken vender tilbage til sig selv, til virkeligheden. Den dæmpede brusen fra vandet langt under hende, har fået hende til at glemme hvad hun kom op for. Hun er sunket helt ned i tankernes lykkelige verden, måske for at glemme den mørke virkelighed der nu er blevet hendes hjem, måske for at give hende styrke til det hun nu skal til at gøre.
Hun lukker øjnene fast i, og hører de sidste ord hendes mand sagde til hende, før havet jog sine glubske kløer i ham, og trak ham med ud. Åh, hun havde vidst det. Lige fra morgenstunden.

Hun blev vækket af den uhyggelige lyd. Lyden af uvejr. Den første tanke, der slog ned i hende var, at hendes mand under ingen omstændigheder skulle ud på vandet. Det gik ikke, nej hun kunne mærke det helt ned i maven, lige det sted det gør ondt, når nogen eller noget er på færre. En knugende fornemmelse af, at hvis han tog afsted nu, ville hun ikke komme til at se ham igen, fyldte hende. Aftenen før havde de sagt farvel. Bagefter var han draget ned til havnen for at gøre klar, for de skulle tidligt afsted den næste morgen. De havde spist et dejligt måltid, som ellers kun hørte sig til, når der var fest. Han gav hende en kæde med et lille vedhæng af hvaltand, og det hele så vel meget fint ud, men inden i hende var der stormvejr. Hun ville ikke have, at han rejste, hun ville ikke sige farvel. Hun ville ikke have den kæde, som måske ville blive det sidste minde om ham.
”Jeg elsker dig Miji. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg vil savne dig noget så forfærdeligt når jeg forlader dig. Men jeg vil tænke på dig og husk, at jeg gør det for os. Vi må udholde smerten ved at være væk fra hinanden og glæde os til, at blive genforenet. Det skal nok gå. Og når du kigger op på nattehimlen så tænk på, at selvom jeg er langt fra dig, ser vi på den samme himmel, de samme stjerner. Og gennem vores tanker vil vi være sammen. Altid”

Sorgen overvælder hende, og hun kan mærke klumpen i halsen blive større. Hendes syn bliver sløret og hun kæmper med tårerne. 
Enken ser op. Hendes knoer er helt hvide af at knuge korset så hårdt. Det der må gøres, må gøres nu, tænker hun. Hun prøver at bevæge sig, men hendes krop er blevet helt stiv af at sidde i den samme stilling så lang tid. Det må briste eller bære.
Hun tvinger sit hjerte til at banke normalt, og trækker vejret dybt.
Hun sidder et stykke tid, tavs og anspændt. Det er ikke sandsynligt, men tænk hvis det virker. Der går lang tid. Hun sidder bare der, i blæsten og lytter til vandet, som minder hende så smertefuldt om ham. Inderst inde ved hun godt, at der ikke er noget at gøre. Så nu sidder hun på den snebeklædte klippe og tænker på ham. Tænker på alt det de kunne skabe sammen, de børn de kunne havde fået. Det liv hun næsten fik, det liv de måske vil få. Hun ved at hun vil se ham igen, det har hun vidst lige siden det sidste glimt af ham forsvandt.
Enken rejser sig, langsomt. Hun står så lille, så sorgbar, på klippen, kanten mellem liv og død. Som et lille sort insekt står hun på den vældige sten. Et sus af forventning og frygt blæser hende omkuld og hun lægger fladt på maven med hovedet ud over kanten. Mørke. Lyden af havets dansende bølger er det eneste tegn på vand, for under hende flyder mørket som en tåge af usammenhængende ondskab.
Hun kom herop for at gøre det utænkelige, det umulige. Det uundgåelige. Og hun skal gøre det, hun må gøre det. Hun kan ikke vige tilbage nu, ikke nu. Ikke i dette øjeblik. Hun er kommet så langt, hun er der næsten. Et skridt. Et skridt skal der til. Men hendes ben er lammede, hendes krop er tung. Et lille skridt.
Det lille sorte insekt står nu og svajer, mens det nynner en gammel grønlandsk melodi fra glemte tider. Og pludselig er der ikke længere et insekt på toppen af klippen.
Enken flyver, svæver, hamre ned mod vandet langt under hende. Hun ved at der er enorme sten dernede, skarpe sten lige under overfladen. Springet var en dødsdom og hun skal nu henrettes. Hendes sorte kåbe er bredt ud som et par vinger, og hun har lukkede øjne.
”Nu kommer jeg, skat, nu kommer jeg.”
Hun er der næsten, et par sekunder til og det er fuldført. Et par sekunder til og…
Med ét bliver alt stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...