Fra Hellerup til One Direction 4

Mist pusten og få sommerfugle i maven...
Så er den 4 og sidste historie om kærligheden mellem Louis Tomlinson og Angel endelig landet.

Kærligheden mellem disse 2 mennesker vokser sig større og større, efter at de er blevet gift. Angel har endelig fået eksamen overstået og Louis turnere hele verden rundt med bandet. Adskillelsen mellem dem er flere 1000 kilometer og det tager hårdt psykisk på dem begge, selvom de begge ønsker, at kærligheden skal sejre. Men et brud i One Direction får Louis udover klippen, som efterlader sig vrede og tårer og Angel får sig en uventet bejler tæt ind på sig. Måske lidt for tæt...

Velkommen til den sidste store kærlighedshistorie i 2015...

27Likes
47Kommentarer
116257Visninger
AA

75. 73.

 


 

Jeg gned mig i det ene øje med håndfladen og kunne mærke trætheden i hele min krop. Jeg kunne næsten ikke hænge sammen mere og min hals var øm og min stemme var ru. Jeg havde overanstrengt den ved at synge for meget og ved at synge det samme om og om igen. Det var hårdt men nødvendigt! Jeg ville bare hjem hurtigt og det vidste alle, så jeg havde fået lov til at synge alt det, som jeg skulle synge for at komme hjem hurtigere. Men min stemme kunne ikke mere nu. Jeg sad med en kop kaffe i hånden og et halstørklæde om halsen. Lægen havde været forbi hotelværelset og havde vurderet, at det kun var overanstrengelse og at min stemme skulle have ro de næste par dage, inden jeg skulle synge de sidste par omkvæd, inden jeg kunne flyve hjem. Pis os! Jeg manglede SÅ lidt og alligevel var jeg SÅ langt væk fra London. Jeg tog en stor tår af koppen og skar ansigt, da det gled ned gennem halsen. Det gjorde ondt af helvede til og jeg rømmede mig lidt, for at løsne lidt op i halsen.

Jeg drejede kontorstolen om og så på Harry, som var i fuld gang med at synge inde i boksen. Han så ligeså træt ud som mig, men hans stemme var intakt og flydende som blødt smør. Hans stemme var også dobbelt så god og dobbelt så trænet som min. Jeg rømmede mig igen og lænede mig tilbage i stolen og så hen på Liam, som sad med ansigtet i sine arme og sov henover det store bord, som var fyldt med knapper og dimser. Niall derimod stod og så på Harry ved vinduet med skulderen mod væggen. Den dreng var altid sprængt fyldt med energi og jeg fattede simpelthen ikke, hvor han fik det fra. Måske var det den irske luft i hans barndom, som havde gjort det?! Jeg så op, da jeg kunne mærke en hånd på min ene skulder og så op på Jim, som var chef for studiet. Jeg smilede op til ham, mens han hurtigt gav mit skulder et klap, mens han så ind på Harry. "Harry... Vi tager den lige en gang til ved omkvædet. Bare en sidste gang...", sagde Blake, som var lydtekniker. Han trykkede på nogen knapper og startede for musikken forfra og Harry kørte en hånd genne håret og så ned fremfor sig i gulvet uden at beklage sig over, at han nu skulle synge de samme 8 linje for 20´ende gang. "Det lyder godt!", sagde Jim og nikkede ind mod Harry. Jeg nikkede og rømmede mig igen og lagde en hånd over halstørklædet for at se, at det ikke havde løsnet. "Det lyder sindssygt godt!", sagde jeg en smule hæst og smilede uden at tage øjnene fra Harry. Jim satte sig ved siden af mig og så på mig. "Har du haft en læge til at tilse dig?", spurgte han og henviste til min stemme og jeg nikkede bare og så hen på ham. "Godt...". Han så hen på Harry igen og derefter hen på mig igen og spurgte igen: "Hvornår er det, at din kone er sat til at føde Louis?". Jim var en god ven og vi havde lavet alle vores album i hans studie, så jeg vidste, at jeg kunne stole 100% på ham. "Hun er sat til start juni". Han nikkede med et stort smil og sagde: "Så det er lige oppe over". Jeg nikkede og hostede tørt ned i en knyttet hånd og så hen på ham igen. "Glæd dig!", sagde han med en gnist i øjnene. Jeg vidste, at han selv havde 4 børn med 3 forskellige kvinder, så han måtte kende til følelserne ved at få et barn. "Det gør jeg også Jim!", sagde jeg ærligt og lagde hovedet på skrå. Han smilede til mig og så ind på Harry igen, som var stoppet og holdte om sine høretelefoner pga. noget lyd drillede ham.

Jeg tog min telefon frem fra lommen og så ned på tiden. Den var ved at være 9 om morgen hjemme i London, så Angel måtte snart vågne eller også var hun i gang med at vågne. Jeg rejste mig og åbnede for telefonen og startede et facetime opkald til hende. Forbindelsen blev oprettet og jeg kunne se, hvordan opkaldet blev besvaret. Jeg kunne ikke holde et smil tilbage, da jeg så hendes søde ansigt. Hun lignede en, som netop var vågnet. "Godmorgen...", sagde jeg blidt og kunne ikke lade være med at lade en tommelfinger glide henover hendes kind på skærmen. "Godmorgen Louis...", sagde hun smilende og strakte sig lidt. Det så ud til, at hun sad op og havde sovet. "Vækkede jeg dig?", spurgte jeg og hun brummede som svar, mens hun stadig strakte sig. "Undskyld...". Hun grinede bare et lille grin og sagde: "Det er helt okay Louis...". Jeg grinede til hende og viste hende studiet, hvor alle folk sad eller stod. Og Liam som stadig sad halvt oppe i keyboardet og sov. "Hvad er klokken hos dig?", spurgte hun og jeg svarede: "Den er lidt over 1 om natten". Hun nikkede og satte sig bedre til rette i en hvid lænestol. Var den ny?! "Hvordan går det med halsen? Du lyder stadig lidt hæs?", spurgte hun og jeg glemte alt om den hvide lænestol, som hun sad i. Jeg tog mig til halstørklædet og rømmede mig. Jeg skar ansigt og svarede en smule hæst: "Det går bedre men desværre ikke hurtig nok!". Hun smilede. "Nu skal du ikke forhaste dig Louis...", sagde hun blidt og jeg smilede tilbage til hende. Jeg rystede næsten usynligt på hovedet og grinede lavt. "Det skal jeg nok lade være med", sagde jeg blidt. "Hvordan går det med lillepigen?", spurgte jeg hurtigt for at få hende til at tænke på noget andet. Jeg kunne se, at hun så ned på sin mave og svarede smilende: "Lillepigen har det dejligt Louis. Hun glæder sig til, at hendes far kommer hjem og holder om hende". Varmen bredte sig i mit bryst og jeg kunne ikke lade være med at smile kæmpe stort. Jeg skulle være far og jeg kunne slet ikke vente! Jeg skulle være et lille menneskes far?! Tanken var helt vild og meget overvældende og jeg håbede, at jeg ville klare faderrollen til UG. Jeg ville gøre alt for, at min 2 piger var lykkelige og smilende. Jeg ville forkæle dem begge og se på dem, mens de begge sov i hinandens arme og give dem alt, hvad deres hjerter begærede. De skulle intet mangle!

Efter et par timer kom jeg endelig tilbage til hotelværelset og faldt omkuld i sengen. Klokken var langt over 3 om natten i New York og jeg faldt for første gang hurtigt i søvn. Det havde hjulpet at få snakket med Angel og få visheden om, at hun og lillepigen havde det godt. At hun ikke manglede noget, selvom jeg ikke var der... Dagen efter havde jeg endnu mere ondt i min hals, men da lægen havde været der tidligere, fortalte han, at det var et tegn på, at jeg fik givet halsen og stemmebåndet ro nok til, at det kunne komme sig helt. Jeg måtte stadig ikke synge eller overanstrenge stemmen, så jeg fik besked på at holde en fridag fra studiet, mens de andre arbejdede videre. Dette gjorde, at jeg kunne få ordnet nogen ting, inden jeg fløj hjem til London om 12 dage.

Jeg sad på bagsædet af en stor sort SUV med sorte ruder og så ud på New Yorks gader. Jeg så koncentreret ud på de mange mennesker og kunne tydeligt skelne turister fra dem, som faktisk boede her. Jeg sukkede og kom huen længere ned over ørerne og det irriterede mig, at den skulle kradse i dag. Bilen stoppede for rødt lys og jeg satte mig bedre til rette på sædet uden at have skænket det en tanke, at jeg manglede have tage sikkerhedssele på. "Hvor langt er der endnu?", spurgte jeg chaufføren uden at tage mine øjne fra menneskerne på gaden. Ted, Carl og Angus som var mine 3 bodyguards i dag, sad fordelt i den store bil i tavshed, mens jeg bare så ud af den mørke rude. "Vi er der ca om 2 minutter?", svarede han mig. Jeg var tavs og var i mine egne tanker og så, hvordan folk gik ind i de forskellige butikker på Manhatten. Bilen satte i gang og stoppede igen efter kort tid. "Så er vi her", sagde chaufføren og jeg vågnede ligesom op og bevægede mig på sædet, da alle 3 bodyguards åbnede dørene op og gik ud og så sig omkring. Der var ingen fans, som vidste, at jeg sad i bilen. Angus gik hen til døren til butikken, hvor butiksmanageren allerede stod klar til mit besøg. Julie havde ringet til butikken og fortalt, at jeg ville komme. Angus snakkede med manageren og hun nikkede og lod en butiksvagt i jakkesæt holde døren, da Angus viste med et håndtegn, at der var klar bane. Ted og Carl så sig hurtigt omkring og Carl åbnede døren for mig og jeg gik hurtigt med målrettede skridt og bukket hoved ind i butikken, hvor døren straks blev lukket efter mig. Det hele var gået smertefrit og hurtigt. De kunne virkelig sit arbejde i New York og jeg kunne for det meste være uset, når jeg var her.

"Velkommen til Mr. Tomlinson", hørte jeg butiksmanageren og jeg tog imod hendes hånd. "Mit navn er Caitlynn og jeg er butiksbestyre og det er en ære at have dig her". Jeg sukkede for migselv og fandt mit bedste smil frem til hende, som hun straks gengældte. Jeg var træt af den samme remse, når jeg kom ind i en ny butik. De var alle sammen butiksbestyre, første mand, butiksejere og manageres og de sagde alle, at det var en ære at have mig i deres butik. Kunne de ikke bare sige: "Hej! Velkommen til. Sig endelig til hvis du har brug for hjælp!". Men neeeeeeej... Man fik hele remsen og den vildeste service og jeg ville egentlig bare gerne være Louis Tomlinson, som skulle finde en halskæde til min kone i fred og ro. Jeg blev budt på alt en hel masse drikkelse og jeg afslog alt med et smil og ventede bare på at blive vist hen til de forskellige glasmontre. Endelig bevægede vi os derover og jeg ildede hurtigt derhen og så ned i dem. Jeg rynkede på næsen og skubbede huen halvt om i nakken og kunne ikke lide det, som jeg så. Jeg så hen på Caitlynn, som bare studerede mig med hænderne på ryggen og et stort smil. Hun kunne se, at jeg ikke kunne lide, hvad jeg så og spurgte mig velopdragent: "Leder De efter noget bestemt Mr. Tomlinson?". Bare kald mig Louis... Jeg sukkede og svarede hæst: "Jeg leder efter en guldhalskæde med en diamant". Jeg så mig om i den store smukke butik og fortsatte: "Noget enkelt... Men jeg forestiller stadig, at stenen er lidt stor". Caitlynn nikkede og gentog venligt: "Enkelt men med en større diamant. Hvilken karat?". Jeg så på hende med store øjne og trak derefter på skuldrene. Hun knipsede hurtigt og på under 2 sekunder stod der en høj tynd ung mand, som var tydelig homoseksuel og så på hende. "Gabriel...", sagde hun kort og toneløst. "Hent bakke B57". Gabriel nikkede kort og forsvandt, mens Caitlynn elegant slog ud med armen og viste mig hen til et afskærmet bord for enden af den tomme butik.

Alle medarbejdere var blevet vist væk, inden jeg kom, så der kun var Caitlynn, Gabriel og mig i butikken. Udenfor butikken stod Ted og Angus, mens Carl stod indenfor ved døren med hænderne foldet over vaskebrættet af sin sorte t-shirt. Jeg satte mig ned på den anviste stol og Gabriel kom frem med en bakke, hvor der lå 10 udvalgte halskæder. De skinnede alle om kamp, da den blev sat foran mig, mens Caitlynn satte sig overfor mig og Gabriel stillede sig lydløst hen i hjørnet. Caitlynn forklarede en masse til mig, men hørte hende slet ikke, mens hun viste de forskellige halskæder frem til mig. Hun forklarede om de forskellige diamanters carat og hvor de kom fra, men jeg var allerede i gang med at se alle halskæderne igennem, inden vi overhoved var gået i gang med at forklare om den første. Jeg vidste, at Angel ikke gik op i, hvor mange carat de forskellige diamanter havde. Jeg kunne komme med en fra et loppemarked og hun ville elske den, fordi jeg selv havde udvalgt den og havde tænkt på hende. Hun var en simpel pige, men jeg nød også at forkæle hende til tider. De var alle smukke og den ene var større end den anden, men der var en, som trådte mere frem end de andre, selvom den var den mindst pragende af dem alle. Den var perfekt! Men i mine øjne var det den smukkeste, fordi det var Angels stil. Det var den aller sidste på bakken og der skreg Angels navn.

 

Den var perfekt!


 

Jeg smilede, da jeg tog den op og så stenen hænge ned fra guldkæden. Den bevægede sig smukt i lyset fra gaden og den glimtrede og jeg kunne høre den hviske, at den var den smukkeste til Angels hals. Caitlynn blev straks stum, da hun kunne se, at jeg allerede var forelsket i den. Hun smilede og sagde blidt: "Denne halskæde er lavet ud fra en diamant, som Elizabeth Taylor gik med Mr. Tomlinson. Det er en sjælden halskæde og du finder ikke mange af dens arter mere...". Jeg så hen på hende med et lille smil og hendes øjne lyste. Denne halskæde ville give hende en provision på hele hendes månedsløn de næste par måneder og jeg var ligeglad. Den var smuk! Prisen var fuldstændig lige meget for mig, for jeg ville have råd til den, uanset hvilken pris hun nævnte... "Hvor meget?", spurgte jeg, mens jeg var helt hypnotiseret af diamantens lys. "725.000 dollars", svarede hun med et smil og jeg smilede tilbage. Det var lige under 480.000 pund. Angel skulle aldrig kende prisen på denne halskæde, for så ville hun aldrig gå med den i frygt for, at hun skulle tabe den og jeg ønskede, at den skulle pryde hendes smukke hals. "Tager I imod dankort?", spurgte jeg og jeg kunne se Caitlynns øjne stråle mod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...