Fra Hellerup til One Direction 4

Mist pusten og få sommerfugle i maven...
Så er den 4 og sidste historie om kærligheden mellem Louis Tomlinson og Angel endelig landet.

Kærligheden mellem disse 2 mennesker vokser sig større og større, efter at de er blevet gift. Angel har endelig fået eksamen overstået og Louis turnere hele verden rundt med bandet. Adskillelsen mellem dem er flere 1000 kilometer og det tager hårdt psykisk på dem begge, selvom de begge ønsker, at kærligheden skal sejre. Men et brud i One Direction får Louis udover klippen, som efterlader sig vrede og tårer og Angel får sig en uventet bejler tæt ind på sig. Måske lidt for tæt...

Velkommen til den sidste store kærlighedshistorie i 2015...

27Likes
47Kommentarer
114204Visninger
AA

60. 58.

 


 

Jeg gik ned af trappen og ned i køkkenet med min iPhone i hånden. Jeg havde prøvet at ringe til Louis et par gange, men den var gået på telefonsvare efter et par ring. Jeg havde set på klokken og vidste, at tidsforskellen kunne være et stort problem for os. Jeg kunne høre en rumstere i underetagen og så Jewel, da jeg trådte ud i det store hvide køkken. Hun sad ved spisebordet med sin bærbar, da hun så op på mig. "Jamen godmorgen med dig", sagde hun smilende. Jeg mumlede og gik hen til køleskabet og så ind. Jeg tog noget juice og et glas og satte mig træt overfor hende og hældte noget op. Jewel så på mig fra den anden side af bordet, mens jeg drak lidt af glasset. "Der er vist en, som er træt hva? Du har sovet i næsten 15 timer", fortsatte hun. Jeg stillede glasset fra mig og trak på skuldrene. "Jeg har virkelig sovet dårligt i nat", svarede jeg hæst og tog mig til hovedet. Jeg følte mig stadig træt i hele kroppen og kunne sagtens sove et par timer mere. "Hvad laver du?", spurgte jeg og nikkede ned på hendes bærbar at snakke om noget andet. Hun vendte øjne af mit spørgsmål og sukkede: "Mit CV". Jeg vendte ligesom hende øjne og forstod udemærket godt hendes reaktion. Jeg lænede mig indover bordet og så på hendes skærm og vendte øjne. At lave CV, havde været dødens pølse for mig, for i en alder af 18 år, var der ikke særlig meget at notere udover sin studenteruddannelse og sine jobs i diverse supermarkeder. Jeg lænede mig tilbage i stolen og sendte hende et lille smil, som hun straks gengældte og tastede lidt videre i stilhed.

Jewel havde altid været en tro kopi af mig både af udseende men også af sind... Hun havde valgt det samme gymnasium som mig og havde valgt den samme linje, så jeg var ikke blevet meget overrasket over hendes valg af jura som hendes fremtid. Hun var fornuftig og dygtig og skulle nok klare sig på sit nye studie... Det jeg dog var blevet overrasket over var, at hun havde valgt Danmark fra og dermed havde valgt at tage pladsen på jurastudiet i London. Hun havde været sønderknust, da hun havde indset, hvor meget hun ønskede det, selvom hun havde Noah her i Hellerup. Men hun ville så gerne have den perfekte uddannelse og det skulle et forhold i så ung en alder ikke komme i vejen for. Det der så havde overrasket mig endnu mere var, at Noah var gået med til at studere de sidste 4 år af sin uddannelse i London, så det kun var det første år, at de skulle pendle frem og tilbage mellem Danmark og England. De havde fået lov til at bo i Lisas og min gamle lejlighed i London, efter at Jewel havde boet hos os det første år af sin studietid. Mine forældre havde det bestemt ikke godt med, at hun skulle bo alene i London det første år, så Louis og jeg var trådt til og sagt, at det ikke ville være problem at have hende hos os i 12 måneder i vores store lejlighed. Så kunne Noah komme på besøg ligeså tosset, som han havde lyst og de ville kunne se, om de ville kunne klare afstanden. Jeg glædet mig til at få min lillesøster tæt på mig og til at bo sammen med hende igen for en stund.

Hoveddøren gik op og min far kom ind med en mappe i hånden. "Hej tøser!", sagde han glad og lagde mappen på køkkenbordet. Han gik hen og kyssede os begge på håret og gik hen til køleskabet og fandt en dåsecola frem. Han knappede den op og så på mig, mens jeg stadig stod i pyjamas. Han smilede til mig og pegede på mig. "Du hygger rigtig i dag hva Angel...". Jeg grinede bare og satte mig ved siden af Angel og ville ikke lade ham vide, at jeg næsten lige var vågnet, selvom klokken var over 16 om eftermiddagen. Jewel sagde heller intet... Han satte sig overfor os og jeg så på, mens han hjalp Jewel med sit CV. Jeg havde glemt alt om det og nød bare at være hjemme og være sammen med familien .

Min mor ville først komme hjem sent i aften pga. et møde inde centrum omkring mulig udvidelse af hendes lille butik på strandvejen... Også vidste jeg, at det ville stå på pizza og cola i aften og jeg glædet mig som et lille barn. Lille barn...? Jeg lagde en beskyttende hånd over min mave og så hen på min far og Jewel igen og kunne mærke, hvor splittet jeg igen blev over at vide, at jeg skulle have en abort om 2 dage. Jeg skulle have den, mens de alle var på arbejde og i skole og jeg ville være hjemme, inden de kom hjem. Lægen havde sagt, at det ville være hurtigt overstået og ville være smertefrit. Jeg rejste mig hurtigt, så stolen under mig skramlede og både min far og Jewel så på mig, mens jeg satte juicen tilbage i køleskabet. De sagde ikke noget, men da jeg så hen på dem, kunne jeg se Jewels blik mod mit virke bekymret, mens min far igen så ned i hendes bog og forklarede en masse. Jeg blinkede roligt til hende og et lille smil kom frem på hendes læber.

Jeg reagerede pludselig på en bevægelse og så ud af køkkenvinduet, men der var intet at se. Jeg lænede mig indover køkkenbordet og så uroligt ud af det igen, men det måtte være det begyndende mørke, som spillede et puds med mig. Jeg rynkede min pande og vendte mig om og lænede min lænd mod køkkenbordet. Vi reagerede alle ved, at køkkendøren ud til haven blev åbnet op og blev lukket i igen. Det måtte være min mor, som kom tidligt hjem fra mødet. Øv! Ingen hyggepizza til os i aften. Jeg så ned i gulvet foran mig og vippede med strømperne på mine fødder og så en skikkelse komme frem i døren. Min far og Jewel så derhen uden at sige noget og skikkelsen blev bare stående uden at sige noget. Jeg vippede lidt mere med fødderne og så derhen og kunne straks mærke mit hjerte oppe i halsen. Louis? Jeg blinkede hurtigt et par gange for at være sikker på, at det var ham! Den var god nok! Han stod her i mit barndomshjem i Danmark, når han burde være i Washington. Han virkede forpustet og urolig, som han stod der og så på mig med store blå øjne. Jeg kunne ikke røre mig ud af stedet, mens vi bare stod og så på hinanden. Han tog et skridt frem mod mig ud i køkkenet, mens han stadig havde vinterjakke og varme støvler på.

Jeg kom til migselv og kunne straks mærke, hvordan jeg havde brug for ham og brug for hans støtte netop nu. Men jeg var bange... Bange for at han skulle dømme mig og fortælle mig, hvordan jeg ville ødelægge hans karriere og os! Hvordan jeg var skyld i denne graviditet og skyld i, at vi ikke kunne leve, som vi plejede... Jeg var ikke klar til det, så jeg gjorde noget meget kujonagtigt! Jeg løb! Jeg vendte mig simpelthen om og løb ud i hallen og tog min jakke og støvler på og stormede ud i det grå kedelige vejr uden at lukke døren efter mig. Jeg kunne høre ham løbe efter mig, mens han kaldte på mig. "Angel? Stop!". Hans skridt kom tættere og tættere på mig, da jeg drejede om hjørnet og ud i vores have for at slippe gennem havelågen ud til bagvejen af huset. "Angel stop så!", hørte jeg ham igen. Jeg løb alt hvad rammer og tøj kunne holde, men da jeg var nået halvvejs gennem haven, kunne jeg mærke hans hånd tage fat om min arm og holde mig tilbage. "Stop Angel!". Han holdte hårdt fat i mig og vendte mig hurtigt rundt og så på mig med store bange øjne. Han holdte mig fast med sine hænder om mine overarme og fangede mit blik. "Hvad fanden har du gang i Angel?!", hørte jeg ham sige højt og bange. "Ved du hvor urolig, jeg har været?! At komme hjem til en tom lejlighed uden at vide hvorfor?! Det må du ALDRIG nogensinde gøre igen Angel! ALDRIG! Høre du mig! ALDRIG!". Hans blå øjne var blanke af tårer, mens hans blik stadig fastholdte mit. "ALDRIG!", gentog han, men denne gang råbte han det.

Jeg gav straks slip og lagde mit ansigt i mine hænder og begyndte at hulke højt. Louis trak mig hurtigt ind til sit bryst, mens jeg bare hulkede mod hans jakke. Han lagde begge arme om mig med den ene hånd om mit hår og kyssede det varmt, mens han lod mig græde højt. "Shhhh...", sagde han blidt og gav ikke slip på mig. Hans arme om mig, var som et skjold mod alt det dårlige, som skete i verden. Hans greb om mig blev strammere, mens han stadig havde sine læber mod mit hår. Jeg hulkede stadig højt og puttede mig godt ind til hans bryst og ønskede ikke, at han skulle give slip. Og han holdte fast om mig... "Angel...?", hviskede han meget blidt ned i mit hår. Jeg nød at høre hans stemme og at indsnuse hans duft... "Jeg troede, at jeg havde mistet dig...". Han virkede sårbar, da han sagde den sidste sætning. Han trak mig blidt lidt ud for sig og lagde begge hænder om mit ansigt, mens hans ansigt var få cm fra mit. Han studerede hele mit forgrædte ansigt, mens jeg hikkede af gråd mellem hans hænder. Hans øjne var stadig blanke, da de fandt mine og så undersøgende ind i dem. Han slap mig pludselig og lagde en hånd over ansigtet og lod den derefter køre gennem sit hår. Han så med ét træt ud...

Han tog en dyb indånding og så igen på mig og spurgte: "Angel...?" og stoppede igen. Han bed sig i læben og fortsatte: "Har jeg gjort noget galt?". Jeg blev overrasket over, at han troede, at det var pga. ham. Jeg rystede hurtigt på hovedet, mens han blev ved: "For jeg har været alt igennem i mit hoved og jeg kan ikke komme på noget, som jeg skulle have gjort galt!". Han reagerede ikke, da han så, at jeg rystede på hovedet, men så bare på mig. "Hvad er det så? Er det min fortid igen? Megan? Eleanor? Mit arbejde? Er du ulykkelig?", spurgte han hurtigt og slog ud med hånden mod mig. "Nej Louis", hviskede jeg næsten lydløst og kunne ikke holde mine tårer tilbage og lod dem få frit løb igen. Han vendte sig opgivende om og gik 2 skridt væk fra mig og vendte sig hurtigt om igen. "Mangler du noget?", fortsatte han hurtigt. "En ny bil? Nyt tøj? Smykker? Et eller andet...? Jeg vil give dig det hele! Bare du er lykkelig! Fortæl mig det!". Hans ansigtsudtryk var stadig uroligt og han gik hurtigt hen til mig og lagde på ny beskyttende armene om mig. Jeg græd lydløst, mens jeg lagde mit øre mod hans bryst og kunne høre, hvordan det galopperede vildt afsted. Han var bange... Han holdte mig tæt ind til sig og hviskede næsten grædefærdigt: "Så fortæl mig det Angel... Lad mig hjælpe dig... Lad mig få din smerte til at få væk! Please fortæl mig det!". Jeg kunne høre, hvor bønfaldende hans stemme var og var bange han lød. Så jeg vidste, at jeg måtte fortælle ham det. Jeg snøftede og tørrede mine kinder lidt og så op på ham med tårefyldte øjne og hviskede: "Jeg er gravid Louis...".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...