Fra Hellerup til One Direction 4

Mist pusten og få sommerfugle i maven...
Så er den 4 og sidste historie om kærligheden mellem Louis Tomlinson og Angel endelig landet.

Kærligheden mellem disse 2 mennesker vokser sig større og større, efter at de er blevet gift. Angel har endelig fået eksamen overstået og Louis turnere hele verden rundt med bandet. Adskillelsen mellem dem er flere 1000 kilometer og det tager hårdt psykisk på dem begge, selvom de begge ønsker, at kærligheden skal sejre. Men et brud i One Direction får Louis udover klippen, som efterlader sig vrede og tårer og Angel får sig en uventet bejler tæt ind på sig. Måske lidt for tæt...

Velkommen til den sidste store kærlighedshistorie i 2015...

27Likes
47Kommentarer
116257Visninger
AA

55. 53.

 


 

2 timer senere lå jeg stadig i samme stilling på gulvet, da jeg vågnede op... Det var ved at blive mørkt udenfor og jeg vidste ikke, hvad klokken var. Jeg satte mig op og så mig omkring i det store køkken og kunne høre... ingenting... Lejligheden lå helt øde hen og der var kun mig. Jeg savnede Louis! Jeg rejste mig op, mens jeg stønnede lavt og kom op. Jeg havde ligget på hoften og havde fået ondt og humpede ind i stuen, som var helt mørk. Jeg tændte trykkede på en knap på væggen og dæmpede lys kom frem flere steder. Lamellerne var stadig trukket for og jeg satte mig i den bløde sofa. Jeg tog mig til hovedet og kunne mærke, at en hovedpine var på vej. Jeg sank og tog min iPhone og kunne se, at Louis havde prøvet at ringe et par gange. Jeg lagde den fra mig og snøftede højt og kom et tæppe om mig. Mine tanker kørte på fuld blus om, hvad der skulle ske og hvad jeg skulle gøre. Jeg rystede på hovedet for at blive fri for dem og lagde ansigtet i min ene hånd. Jeg havde for første gang ikke lyst til at snakke med Louis... Jeg havde ikke lyst til at snakke med min mand, fordi jeg var elendig til at lyve. Og jeg havde heller ikke lyst til at lyve overfor ham, fordi det fortjente han ikke.

Jeg tog en dyb indånding, mens jeg lukkede øjnene og prøvede at få noget ro i hovedet. Hvad skulle jeg gøre? Hvordan skulle jeg fortælle Louis, at jeg i en alder af 23 og han i en alder af 24, skulle være forældre? Hvordan skulle vi få det til at fungere med hans arbejde? Hvordan ville han reagere? Jeg var så bange for, at han ville blive skuffet og irriteret, da hans karriere nu var på sit højeste og han nød det! Jeg kunne se det på ham og mærke det på ham! Han elskede det! Jeg spjættede, da min telefon ringede og på "You and I" fra One Direction tone vidste jeg, at det var Louis. Jeg gjorde intet for at tage den og sad bare og så på den, mens den ringede og ringede højt af mig. Det lød som om, at den skreg, at jeg skulle tage den og fortælle ham sandheden. Jeg lod mig falde ned i sofaen med ansigtet før og lagde en pyntepude over hovedet for at holde den høje ringetone ude. Jeg pressede puden hårdt over ørene og kunne netop kun ane den høje lyd nu og blev sådan længe, selvom den forstummede. Jeg pressede så hårdt, at jeg begyndte at få ondt i tindingerne og slap endelig af i hænderne. Jeg satte mig op igen og lagde puden ovenpå mit skød og sukkede. Jeg snøftede lavt og tørrede barnligt min næse med mit ærme. Hvad skulle jeg sige til ham? Jeg vidste, at han ville blive urolig, hvis jeg ikke snart tog telefonen. Jeg sukkede og lænede mig tilbage i sofaen med et opgivende sind, da telefonen skreg af mig igen.

Den samme ringetone fortalte mig for 2 anden gang på 30 sekunder, at det var Louis, som ringede. Jeg tog mod til mig og jeg tog den hurtigt og svarede ham. "Hej...", sagde jeg blidt. "Hej skat", sagde Louis. Jeg kunne høre på hans stemme, at han smilede og at han med ét blev rolig. "Jeg var ved at blive urolig". Surprise... Jeg rømmede mig for at lyde normal. "Det skal du skam ikke være Louis...". Jeg tørrede mine våde kinder med hånden og så ned på den og så, at det meste af min mascara vist var ved at være væk. "Hvordan går det i Washington?", spurgte jeg hurtigt for ikke at drage opmærksomheden hen på mig. Jeg kunne høre, at han skramlede med noget omkring sig og at han svarede glad: "Super fedt! Som sædvanligt... Publikum er lidt mere rolige i forhold til Pennsylvania, men det er stadig fantastisk". Jeg kunne høre ham grine og det lød som om, at han faldt ned i en stol. Jeg var helt stille og bed mig i læben, mens jeg tænkte, så det knagede. Det var lige på læberne, men der kom ikke et eneste ord frem. Jeg kunne bare sige ordet ´gravid´ og jeg ville være ret sikker på, at han ville forstå det, men jeg forblev helt stille. Jeg sad som stivnet i sofaen og prøvede og prøvede og prøvede, men denne store nyhed forblev stille og ukendt. Han skramlede igen videre og pludselig blev alt omkring ham stille. "Er alt okay?", hørte jeg ham pludselig spørge. Uroen i hans stemme var til at føle på og jeg vidste, at han kendte mig alt for godt. Jeg plejede at plapre løs om, hvor meget jeg savnede ham og om hvordan jeg ville vide alt, hvad han havde oplevet. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at finde alt min styrke til at fortælle ham, at jeg havde brug for ham, men jeg mistede modet i sidste øjeblik og svarede: "Jaja Louis... Alt er okay! Jeg lå bare og sov...". Det var jo heller ikke helt løgn...

Han var stille og jeg kunne mærke på ham, at han ikke troede på mig. "Angel...", sagde han blidt og meget uroligt og jeg kunne mærke tårer ramme mine kinder ved lyden af hans stemme. Vi var helt stille i et minuts tid, mens han ventede på, at jeg sagde noget. At jeg fortalte ham sandheden... Hele min krop skreg efter at fortælle ham sandheden! Jeg tørrede mine kinder og øjne og hviskede grådkvalt: "Jeg savner dig...". Han kunne høre mig snøfte og at jeg græd stille. Jeg kunne høre ham tage en dyb indånding gennem telefonen, som hvis han prøvede på at holde sine egne tårer tilbage og han hviskede tilbage: "Jeg savner også dig Angel...".

Det var blevet til en kort samtale, da jeg var for ked af det, til jeg ville snakke. Louis havde prøve på at overtale mig til at snakke med ham, men jeg sagde, at jeg gerne ville sove. Inden vi havde lagt på, havde han sagt: "Angel...?". Jeg snøftede flere gange, inden jeg svarede ham: "Hvad er der Louis?". Jeg kunne høre ham tage en dyb indånding, da han sagde: "Jeg får Julie til at bestille en billet til dig okay?". Jeg nikkede bare uden at svare, mens tårer løb over mine kinder. Jeg vidste, at han kunne mærke min nikken gennem telefonen. "Til i morgen?", spurgte han forsigtigt og jeg rystede på hurtigt på hovedet. "Ikke i morgen...", svarede jeg hurtigt. "Jeg har noget arbejde, som skal afleveres på fredag. Så fredag vil passe bedst...". Vi lagde på og jeg faldt om i sofaen og græd stille med min telefon mod mit bryst. Hvorfor kunne jeg ikke fortælle ham det? Det var jo bare Louis... Han ville jo ikke blive sur på mig? Måske skuffet men aldrig sur... Jeg satte mig hurtigt op og snøftede hurtigt en sidste gang og rystede hurtigt på hovedet, så mit hår ramte mine kinder. Jeg ville ikke lade dette ødelægge vores ægteskab, for det vi havde, var jo så perfekt og jeg ønskede ikke, at han skulle blive skuffet over mig. Jeg rejste mig hurtigt og gik ind i soveværelset.        

Jeg rev flere trøjer ud af skabet inde i soveværelset og kastede dem ned i kufferten i en fart. Jeg rev derefter nogen jeans ud og kastede ligeså dem i kufferten. Jeg lukkede ikke skabsdørene i, men gik med hastige skridt ud på badeværelset og fandt de vigtigste toiletting frem og lagde dem ovenpå tøjet og lukkede hurtigt kufferten og lynede den sammen. Jeg så mig omkring for at være sikker på, at jeg ikke havde glemt noget. Jeg lagde mit pas og flybilletter ovenpå kufferten og tog en dyb indånding, mens tårer gled over mine kinder. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst og mit blik flakkede! Jeg var bange og nervøs... Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller hvem jeg skulle snakke med. Så det eneste tilflugtsstede jeg havde, var Danmark! Jeg så ud i soveværelset, mens tårer blev ved med at ramme mine kinder. Jeg tørrede dem hurtigt væk og så mig snøftende omkring. Jeg så ned på Louis's pude på sengen og dermed hen på hans skab, hvor lågen var lukket i.

Jeg gik rundt om sengen og ud på badeværelset igen og hen til mit lille make up bord. Et sted hvor jeg kunne bruge timer på at gøre mig smuk for hans skyld... Jeg havde sat en billederamme på bordet med vores bryllupsbillede... Jeg rørte let ved det og lod en finger glide nedover Louis. Jeg tog det op og så på hans smilende ansigt, mens vi stod som et nygift ægtepar med armene om hinanden. Det havde været den lykkeligste dag i mit liv og jeg ville aldrig glemme den. Jeg stillede hurtigt billedet på plads, da jeg kunne høre et hulk i mit hals. Jeg gik hurtigt ind i soveværelset igen og tog min kuffert fra sengen og gik ind i stuen. Jeg så mig omkring for sidste gang, inden jeg gik ud i køkkenet og sugede alle minder og indtryk til mig af vores fælles hjem. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville komme tilbage og se mit hjem igen. Jeg gik langsomt hen til hoveddøren og vendte mig om og tog et sidste blik på det, som havde været mit hjem i næsten 2 år. Aldrig have det været så hårdt at forlade det, som det var nu. Min fremtid lå her i London med Louis og jeg ville for intet i verden ødelægge det... Jeg var lykkelig med ham og ville ikke miste ham og jeg ville ikke have hans dømmende øjne på mig. Jeg var bange for, at han ville pege fingre af mig og sige, at det hele var min skyld. Så derfor havde jeg taget er valg uden ham. Et valg som han aldrig skulle vide og et valg, som jeg ikke ville give ham, når han havde den karriere og det pres på sig, som han havde hver evig eneste dag. Mit valg om at få en abort, uden at han skulle vide det. Et valg jeg skulle leve med for evigt og ikke fortælle ham! Et valg som jeg valgte at være ene og alene om...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...