Fra Hellerup til One Direction 4

Mist pusten og få sommerfugle i maven...
Så er den 4 og sidste historie om kærligheden mellem Louis Tomlinson og Angel endelig landet.

Kærligheden mellem disse 2 mennesker vokser sig større og større, efter at de er blevet gift. Angel har endelig fået eksamen overstået og Louis turnere hele verden rundt med bandet. Adskillelsen mellem dem er flere 1000 kilometer og det tager hårdt psykisk på dem begge, selvom de begge ønsker, at kærligheden skal sejre. Men et brud i One Direction får Louis udover klippen, som efterlader sig vrede og tårer og Angel får sig en uventet bejler tæt ind på sig. Måske lidt for tæt...

Velkommen til den sidste store kærlighedshistorie i 2015...

27Likes
47Kommentarer
116257Visninger
AA

32. 30.

 


 

Åh nej... Hvad lavede Casper her?! Jeg var ikke 1 sekund i tvivl om, hvorfor han var her og han manglede bare roserne i sine arme ,så havde den været hjemme. Troede han! Jeg stod halvt bag døren, da jeg følte mig dårlig til pas ved at have ham her i døren til Louis´s og mit hjem. Jeg så ned af gangen bag ham og kunne ikke forstå, hvordan han var kommet gennem vagten nede i Receptionen, som altid ringede op til beboerne, hvis der var uventede gæster for at høre, om han måtte lade dem komme videre ind i bygningen. Jeg bed mig i underlæben og smilede et lille smil for ikke at virke utilpas og arrogant. Jeg hev lidt ned i min bluse for at dække de par af centimeter af min bare mave, som jeg vidste, han havde lagt mærke til. "Casper?", sagde jeg og prøvede ikke at virke overrasket over at se ham. Jeg havde slet ikke skænket ham en tanke, siden jeg havde siddet i bilen og ville nok heller aldrig komme til at gøre det. Jeg kunne tydelig se på ham, at han var ekstremt nervøs og han fastholdte mit blik, mens jeg så undersøgende på ham. Jeg var ikke bange for ham og vidste, at han ikke var her for at gøre mig ondt. Jeg vidste, at han var her for at invitere mig ud på en date og jeg vidste, at jeg sagde nej og ville glemme ham, ligeså snart at jeg havde lukket døren efter mig. Jeg så igen ned af gangen og håbede snart at høre min mobil ringe og at det var Louis. "Hv hva hvad laver du her?", spurgte jeg og lod som om, at jeg ikke havde lugtet lunten og håbede, at han ville få kolde fødder og forsvinde igen.

Han så hurtigt væk og bed sig i underlæben og så tilbage til mig igen med store blå øjne. "Jeg...", startede han og gik i stå. Jeg bad en bøn i mit indre om, at han ikke ville invitere mig ud og kunne høre en banken for mine ører, som fortalte mig, at mit hjerte bankede derud af. Hans øjne blev store og han fortsatte: "Angel, jeg ved godt, at det er totalt uprofessionelt af mig at stå her, men...", han stoppede igen og jeg kunne se, at han havde en indre kamp med sigselv og han vidste virkelig godt, at det var meget uprofessionelt af ham, men jeg beundrede ham faktisk pludselig for, at han havde gjort det. Han virkede ikke som typen, som normalt gjorde dette og jeg kunne pludselig ikke lade være med at føle en form for sympati for ham. Og en ærbødighed! Tænk at han havde set en pige, som han havde syntes smadder godt om og faktisk gik alt dette igennem for at invitere hende ud?! Jeg håbede ikke, at det psykiske slag ville gøre alt for ondt på ham. Han virkede ekstremt nervøs og jeg vidste, at dette skyldtes mig og at han stod her som den læge, som hvad behandlet mig, så jeg kom ham i forkøbet. "Casper... Jeg kan ikke gå ud med dig...", sagde jeg meget blidt og lænede min kind mod kanten af døren og smilede et lille smil. Han så på mig med store øjne og han vågnede ligesom lidt op, men et trist drag kom om hans øjne. "Jeg er virkelig smigret. Det er jeg virkelig...", fortsatte jeg og kom lidt mere frem fra mit gemmested bag døren. Jeg kørte en hånd gennem håret og bed mig i læben. "Men jeg er gi...".

"Hvem er du?!", blev jeg pludselig afbrudt af Louis´s britiske stemme og jeg så hurtigt op og så Louis stå 4 meter bag Caspers ryg og han så ned på ham med lidt for smalle øjne. Casper vendte sig hurtigt om og så Louis komme gående mod ham og jeg kunne straks fornemme, at han vidste, at Louis boede her i lejligheden sammen med mig. Casper trådte et par skridt til siden uden at tage øjnene fra Louis, mens han kom nærmere. Min vejrtrækning blev med ét hurtigere og jeg kunne straks mærke, hvordan jeg havde savnet ham og behøvede ham. Jeg havde behov for hans arme omkring mig og mærke hans kærlighed. Utroligt at denne mand kunne give mig så meget hjertebanken som ingen anden...  Louis kom helt hen til os, stillede sig mellem os og så undersøgende på mig med urolige øjne, som for at se, om jeg var okay. Han tog hurtigt om min hånd, mens jeg stod bag ham og han henvendte sig til Casper igen. "Hvem er du og hvad laver du med min kone?". Det var tydeligt at se, at alle alarmklokker hos Casper ringede højt og han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke en eneste lyd ud. Han rystede lidt på hovedet og kom nærmest til sigselv igen og sagde hurtigt: "Det beklager jeg virkelig... Jeg vidste ikke, at hun var...". Han stoppede og pegede på mig med en udstrakt hånd og jeg kunne se, hvor hårdt det psykiske slag havde været og jeg fik ondt af ham. Det måtte være nedværdigende at blive taget på sengekanten af pigens ægtemand. Louis så undersøgende på Casper og derefter hurtigt ned på mig.

Et lille skævt smil kom frem på hans læber, da han kunne se, hvor ubehagelig til mode jeg var og han vidste, at jeg ikke var kommet noget til. Han vidste, at jeg var ubehagelig til mode, fordi en fyr som ikke var Louis, var i gang med at invitere mig ud og at jeg bestemt ikke var interesseret i andre end ham. Louis... Et lille smil lagde sig over hans øjne og han henvendte sig denne gang roligt til Casper. "Men det er hun altså...", sagde han blidt på hans Caspers ufærdige sætning. Casper kørte rystende en hånd gennem håret og vidste ikke, om han bare skulle gå uden at sige noget. "Men hey...", sagde Louis roligt og så ham og Casper så straks på ham uden at sige noget. "Jeg kan godt forstå dig..." og han så derefter ned på mig med et lille skævt smil. "For hun er ret så dejlig...". Jeg var som et dådyr i en bils lys, da han fastholdte mine øjne og jeg kunne se, hvordan hans kærlighed til mig flød igennem dem. Selvfølgelig havde han ikke været mig utro...  Jeg kunne mærke hans fingre kærtegne min kind og jeg smilede mit lille generte smil til ham.

Jeg kunne se, at en ro lagde sig over hans ansigt og jeg kunne igen mærke hans fingre mod min kind. Vi stod bare og så på hinanden, mens mørket lagde sig omkring os og der var kun os i vores sædvanlige egen lille verden. Jeg bed mig i underlæben og nød at mærke hans nærhed og jeg kunne se på ham, at han havde det på samme måde. Men det var stadig ikke overstået. Hvor havde han været? Louis og jeg blev tvunget ud af vores lille verden, da vi begge kunne fornemme en bevægelse ved siden af os og vi så begge derhen. Casper havde vendt sig om og var lydløst begyndt at gå ned af gangen med raske skridt for at komme væk fra hele denne pinlige situation. Jeg så op på Louis, som så fra Casper og ned til mig med et roligt blik. Han kunne se på mig, hvad jeg ville og han kastede stille med hovedet ned mod ham og jeg småløb hurtigt ned af gangen.

"Casper...", sagde jeg blidt, da han var ved at dreje om hjørnet ned mod elevatoren. Han stoppede straks og lavede store øjne, da han så mig komme småløbende. Jeg stillede mig lige overfor ham og så op på hans ansigt, som virkede rødt af pinlighed og jeg kunne ikke lade være med at smile mit lille smil og jeg kunne se, at han tøede lidt op og smilede lidt tilbage. Vi stod og så lidt på hinanden, så jeg stillede mig på tær og kyssede ham fjerlet på kinden og sagde stille: "Hvis jeg ikke havde været gift, så havde jeg sagt ja". Vi så på hinanden igen og jeg kunne se, hvordan det ærgrede ham, at jeg var en gift kvinde. En hel historie gik gennem hans indre omkring os og vores fremtid sammen. "Han er en heldig mand", hviskede han, mens han hurtigt så ned i gulvet mellem os og jeg smilede stadig mit lille skæve smil og trak genert op skuldrene. Jeg gik et skridt tilbage og han så netop op, inden jeg vendte mig om og så ned for enden af gangen, hvor Louis stod i den åbne dør og så ned på os med et lille smil. Han så ud til at nyde denne situation. At vide at jeg var hans og ikke ville have andre end ham. Han strakte sin hånd ud, da jeg var tæt på ham og lagde den i den og vi gik ind i lejligheden og lukkede døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...