Fra Hellerup til One Direction 4

Mist pusten og få sommerfugle i maven...
Så er den 4 og sidste historie om kærligheden mellem Louis Tomlinson og Angel endelig landet.

Kærligheden mellem disse 2 mennesker vokser sig større og større, efter at de er blevet gift. Angel har endelig fået eksamen overstået og Louis turnere hele verden rundt med bandet. Adskillelsen mellem dem er flere 1000 kilometer og det tager hårdt psykisk på dem begge, selvom de begge ønsker, at kærligheden skal sejre. Men et brud i One Direction får Louis udover klippen, som efterlader sig vrede og tårer og Angel får sig en uventet bejler tæt ind på sig. Måske lidt for tæt...

Velkommen til den sidste store kærlighedshistorie i 2015...

30Likes
47Kommentarer
119274Visninger
AA

30. 28.

 


 

Jeg kunne ikke være i min krop! Den kløede over alt for at komme af med denne usikkerhed, som havde indfanget mig og indtaget min krop og sjæl. jeg kløede mig hidsigt på armen og kunne se, at der var kommet et rødt mærke af alt den kløen. Jeg kløede videre omme i nakken og tørrede derefter barnligt min næsen med ærmet i min bluse. Jeg kørte en hånd gennem mit hår og lagde den om min knold og bukkede hovedet. Hele mit hoved var fyldt med stemmer. Stemmer fra min usikkerhed som fortalte mig alverdens dårlige ord om mig. Frygtelige ord om hvor dårlig en kone jeg var og hvor lidt, Louis ville have mig. At han kun havde giftet sig med mig for at have en at komme hjem til, når han kedet sig og ikke gad andre piger længere. Mit tag om min knold blev strammere og jeg kunne mærke, hvordan mine hårrødder gav efter, indtil det gjorde ondt. Jeg slap mit greb om knolden og så op.

Jeg var endelig kommet hjem, efter at jeg havde været til apoteket efter den smertestillende medicin. Det havde været besværligt at køre selv, men jeg kunne ikke overskue at lade bilen stå og finde en taxa, som kunne transportere mig fra hospitalet til apoteket og derefter hjem. Men nu var jeg hjemme... og Louis´s bil var ikke til at se... Jeg var sønderknust. Jeg snøftede og tørrede igen min næse med ærmet, tog min taske over skulderen og åbnede bildøren. Jeg lukkede bildøren og så efter hans bil, hvis han nu skulle have parkeret den et andet sted, men hvorfor skulle han dog gøre det, når vi havde private parkeringsbåse? Jeg gik hen til elevatoren og køre op til 11 sal og lukkede mig ind i lejligheden. Selvom jeg vidste, at han ikke var hjemme, håbede jeg det alligevel. Jeg håbede, at han ville komme løbende og tage mig i sine arme og fortælle mig, at alt var, som det plejede og at jeg intet havde at bekymre mig om. Men intet skete...

Jeg tog min mobil op af tasken og lod derefter tasken falde ned fra min skulder og ned på gulvet i hallen og kunne høre ekkoet forsvinde i den store lejlighed. Der kom intet svar på ekkoet og jeg vidste, at jeg var helt alene i lejligheden. Jeg gik med nedsunket hovedet ud i køkkenet og satte min mobil til opladning og satte mig på den ene barstol ved kogeøen og ventede på, at der kom strøm nok på, til jeg kunne ringe til Louis, mens jeg så tomt frem for mig. Jeg var hverken tørstig eller sulten. Jeg var bundulykkelig og jeg kunne allerede høre den, inden jeg så den. Den sad ovenpå køleskabet og grinede ned til mig, mens den lå på siden og så ned på mig med lysende øjne. Den vippede med den ene fod uden at sige noget, som jeg ellers forventede, at den ville. Men den vidste, at den havde vundet og dermed knækket mig... Den begyndte at fløjte "We are the Champions" fra Queen, mens den rejste sig og gik frem og tilbage oven på de øverste skabe med hænderne på ryggen. Den så ned på mig med et grin og fløjtede drilsk videre og ventede. Den ventede på mit træk og der skete intet fra min side. Jeg så ned i marmorpladen foran mig og sukkede højt og lod tårerne få frit løb over mine kinder og jeg lagde mit ansigt i armen indover bordet og græd. Jeg græd længe og lydløst uden nogen former for trøst, mens jeg stadig kunne høre dens fløjten. Den hvæsede lige pludselig og jeg så forskrækket op og blev bange. Jeg blev bange for dens udseende og rykkede mig hurtigt tilbage i stolen. Den udseende var forandret til... mit? Jeg rynkede panden og så nærmere på den og ganske rigtigt. Det var mit ansigt, jeg så, mens den blev ved med at gå frem og tilbage på skabene og fløjte sin sejrsmelodi.

Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev rasende. Rasende på den! Min usikkerhed! På migselv! Jeg vidste, at den var en refleksion af min grimmeste side, som netop var min usikkerhed og som var blusset op til overfladen. Jeg så ned på skålen med frugt ved siden af mig på køkkenbordet og tog det nærmeste æble og kastede den hårdt efter den, men den hoppede og undveg. Mit spejlbillede hvæsede hidsigt af mig og satte sig ned på alle 4 som en kat og hvæsede igen. Jeg tog endnu et æble og kastede også det og ramte den og den forsvandt. "Og bliv væk...". mumlede jeg grådkvalt. Intet var sikkert endnu. Ikke før det var kommet fra Louis´s mund og ikke et sekund før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...