The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5481Visninger
AA

3. Sorte øjne

 

To

 

Hvis Adele havde vidst, at Marek ville komme og vække hende, havde hun lagt sig til at sove i aftes. I stedet var hun faldet i søvn med hovedet i Den Grønne Bog, hvor siden, der beskrev en koncentrationesrune, nu var våd af savl. Hovsa... 

    "Så står vi op!" Lyden af Mareks stemme rev Adele ud af sin drøm om blade og jordhuler, og med et spjæt satte hun sig op. Pinligt bevidst om sit strittende hår og krøllede trøje sendte hun Marek et forfjamsket smil. 

    "Jeg er vågen!" 

    Marek smilede. "Amelia sagde, jeg skulle vække dig. Der er morgenmad." Han sendte bogen et hurtigt blik. "Den Grønne Bog?"

    Hun nikkede og prøvede så forsigtigt som muligt at tørre savlen væk med kanten af dynen.

    "Clarissa Herondale," sagde Marek. "Fantastisk kvinde. Har du set den ægteskabsrune, som hun tegnede til hende og Jace? Den er utrolig."

     Adele kiggede ned på bogen og prøvede at lade hver med at rødme. Her sad hun med en fremmed dreng og snakkede om ægteskabsruner. "Den er vel fin nok."  

    En akavet stilhed sænkede. Adele pillede ved hjørnet af sin dyne, og trak den lidt længere ned over sine bare ben.

     Marek kiggede forlegent væk. "Skal jeg vendte ude på gangen, mens du skifter? Så kan jeg vise dig ned til morgenmaden bagefter? " Adele nikkede hurtigt gentagende gange og forsøgte at tæmme sit hår, der strittede vildt ud til alle sider. Da Marek forlod værelset og havde lukket døren, lod Adele sit hoved falde ned i puden.

    "Hvorfor?" sukkede hun og rejste sig op fra sengen. Hun stillede sig hen til spejlet, og så hvor bleg hun egentlig var, og det hvide hår hjalp ligefrem ikke. Igen sukkede hun og trak i et par sorte jeans og en sort sweater med krave. Igen stod hun bare og så på sig selv, inden hun satte sit hår op i en hestehale og gik ud til Marek, som stod lænet op ad væggen på den anden side af korridoren.

    Først nu opdagede Adele hans udseende. Han havde mørke jeans på og en sort T-shirt, som kun gjorde alting bedre for ham, og så havde han nogle støvler på. Hans mørkeblonde hår faldt ned i øjnene på ham og hans øjne havde fået en dybere blå farve fra skæret af hekselyslamperne. Han kørte skødesløst en hånd gennem håret og fjernede det fra øjnene. Da han så kiggede på hende, var hun ved at miste pusten helt. Hans smil afslørede en række perfekte hvide tænder, og hans øjne slog gnister, som om de skød lyn. Ikke på den dårlige måde, men den gode.

    Marek rettede sig op og gik hen til Adele, som stod med blikket limet til hans krop. Hun vidste så absolut ikke, hvordan hun skulle opføre sig i skyggejægerens nærhed. Hun kunne jo ikke bare lade, som om hun var der hjemme og kunne hundse rundt med alle.

    Mareks tilbageholdte grin afslørede, at hun måske stirrede lidt for meget. Hun prøvede at slå blikket ned, men det var som at kigge på en engel - så smuk, at man knap kunne tage blikket fra dem. Selvom hun aldrig havde set en engel, så var hun ret sikker på, hvordan de så ud: Ligesom Marek. 

    "Er du klar til at gå ned til morgenmad?" Mareks drillende smil, fik Adele til at føle sig uendelig dum. Hvorfor skulle hun blive så underlig hver gang Marek var i nærheden? Hun kendte jo for pokker ikke engang drengen!

    Hun nikkede forfjamsket. "Ja, ja. Hvorfor skulle jeg ikke være klar?" Flot svar, brokkede hendes tanker sig. Måske fordi dine øjne er som limet på ham.

      "Ikke for noget." Smilet i Mareks mundvige, fik Adele til at krumme tæer. Han har luret dig. Marek vendte sig og begyndte at gå, Adele fulgte bare med ham. De gik tavs gennem gangene, og Adele blev ved med at spekulere på, om hun burde sige noget. Hver gang hun åbnede munden for at spørge om noget, lukkede hun den igen. Spørgsmålene lå underligt i hendes mund og svulmede op til en tyk slimet klump, der mindede hende om den ulækre skumfidus, som en lille pige engang havde smidt i et blomsterbed i Adeles ynglingspark.

     "Jeg tror ikke, jeg har fået præsenteret mig selv ordentligt," sagde Marek mens de gik. Han holdt en lille pause med at tale, og det gik pludselig op for Adele, at han ventede på svar. 

    "Øh, nej, ikke rigtig. Vores møde i går var heller ikke så langt." Hun ville ønske, at hun kunne se hans ansigt. Men okay, hans ryg, hvis musklers bevægelse tydeligt kunne ses under den sorte trøje, var nu heller ikke et helt dårligt syn. 

     "Jeg hedder Marek, hvilket du nok allerede ved, og jeg her boet på Instituttet i de 18 år jeg har levet." 

     "Bor dine forældre her også?"

     "Min far gør."

     Adele bed sig i læben. Ville det være uhøfligt at spørge ind til hans mor? Hun kunne alligevel ikke styre sin nysgerrighed. "Hvad med din mor?"

    "Hun er i Idris lige nu. Det er vist noget med en død vampyr og nogen vrede feer. Hun rejser tit frem og tilbage mellem Idris og New York. Man kan vel groft sagt kalde hende en slags skyggejægeradvokat." 

    "Har du været i Idris før?" Adele havde nogle svage minder fra Idris. Hun havde været der for elleve-tolv år siden, så mindet stod ikke særlig skarpt. 

     Marek lo. "Selvfølgelig har jeg det. Op til flere gange." 

    "Åh," var alt, hvad Adele kunne finde på at svare. Heldigvis behøvede hun ikke at stille flere spørgsmål. Marek var stoppet foran en dør. 

    "Så er vi her," sagde han over skulderen, før han skubbede dørene til en stor spisesal op. Mængden af skyggejægere overraskede Adele. Hvis hun havde forventet tredive-fyrre stykke, så tog hun gruelig fejl. Der sad kun fem. Adele kunne mærke, hvordan hun måbede. Fem skyggejægere var alt. Okay, plus to. Mareks mor var jo i Idris, og hun havde ikke talt Marek med.

     Adele stod lidt i døråbningen, og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre. Hun så på de meget få ansigter og indprentede hurtigt deres ansigtstræk.

    Den ene af skyggejægerne kunne hun med det samme gætte sig til, hvem var. Mareks far. Han havde det samme mørkeblonde hår og skarpe ansigtstræk. Mareks far var bredskuldret, og han var i fuld skyggejægerudrustning. Han lignede en, der tog en morgentur klokken seks om morgenen for at dræbe et par dæmoner, for så at tage hjem og spise et vildsvin, som han havde nedlagt med de bare næver. 

    "Godmorgen, far," sagde Marek afslappet, men Adele opfangede en kølighed i hans stemme. Faren svarede med et nik. Marek drejede hovedet og sendte Adele et kort smil. "Kom." 

    Adele fulgte Marek til spisebordet, hvor alt mulig mad var linet op. Meget af det havde hun aldrig set før, men ting som marmelade og brød kendte hun. 

    Ud over Mareks far sad Amelia og to andre voksne ved bordet, samt en pige med et svagt asiatisk udseende, der nok var omkring 18 år. Marek satte sig ved siden af pigen og uglede hendes hår. Pigen fnes og skubbede irriteret til Marek. Skuffelsen bredte sig som en klump i maven på Adele. Hvorfor hun var skuffet, var hun ikke helt sikker på. Måske var det fordi, hun var vant til at få alt, hvad hun ville, og nu, hvor Marek sad der og havde det sjovt med en anden pige, faldt alting til jorden. 

     "Marek!" Amelia reddede Adele, da hun irriteret rettede på den unge skyggejæger. "Du opfører dig som en på tretten."

     Marek sendte hende bare et smil og uglede pigens hår igen. Og igen skubbede hun hans hånd væk og nev ham i siden som gengæld. 

     "Styrrelse, Whitescar!" sagde pigen. "Synes du ikke, det er lidt upassende nu, hvor der er kommet ny skyggejæger til Instituttet?" 

     Tolv øjne rettede sig mod Adele, der stadig stod op. Hun vred sine hænder. 

    "I Englens navn, vi har jo ikke en gang hilst," udbrød en dame, der ligesom den unge pige, havde sort hår. Damens øjne blev smalle, idet hun smilede. "Tasneem Rosewood. Men du kan bare kalde mig Tammy."

     Adele smilede forsigtigt og håbede ikke, at hendes kinder havde antaget en alt for rødlig kulør. "Rart at møde dig. Jeg hedder Adele Mor-." Hun stoppede sig selv. Hun havde været ved at sige Morgenstern, men noget sagde hende, at de ikke burde kende hendes rigtige efternavn endnu. "Morchase," afsluttede hun.

    "Morchase?" Damen - Tammy - lød overrasket, og de grå øjne spilede sig nysgerrigt op. "Det navn har jeg ikke hørt før. Ved du hvor det stammer fra?"

    Adele rystede på hovedet, og vidste, at hendes løgn ikke ville holde længe. Hun måtte bare prøve at undgå emnet så vidt muligt. Mon Amelia vidste, at Adele bar Morgenstern navnet? 

    "Så, Tasneem. Pigen er lige kommet." Den sidste person ved bordet tog ordet. Han var omkring de 50 og var ligesom Mareks far i skyggejægerudrustning. Et sværdskæfte stak frem bag på han ryg. I stedet for mørkeblond hår ligesom Mareks far, havde manden blond hår og lyseblå øjne. "James Rosewood." Han rakte hånden mod Adele, som tog den. "Velkommen til Instituttet." 

    "Tak." Indtil videre var James - næst efter perfekte Marek - den, Adele brød sig mest om. James' øjne udsendte en ro, der fik Adele til at stole på ham. 

    James sendte Tammy et hurtig men kærligt blik. "Vi tager afsted nu." Han gav Tammy et kys på kinden. Så fulgte han med Mareks far ud af spisesalen, hvis døre lukkede med et tungt bump. Adele så undrende efter dem, mens hun tænkte på, hvor de skulle hen.

    "Sid ned, kæreste," sagde Tammy til hende, stadig smilende. "Har du sovet godt? Vil du have noget at spise?"

    Adele satte sig på en stol ved det lange træbord. "Øh, jeg vil godt bede om et stykke brød." Skyggejægerpigen overfor Adele kiggede ned og prøvede at holde et fnis tilbage. 

     "Kathrine Rosewood, vi griner ikke ad vores gæster," irettesatte Tammy, og Adele ville ønske, at Tammy havde holdt mund. Hvis ikke Adele selv kunne udkæmpe sine kampe, hvordan skule de andre skyggejægere så nogensinde få respekt for hende?

    "Sagde jeg noget forkert?" spurgte Adele roligt og prøvede at få sin stemme til at lyde kølig, mens hun løftede øjenbrynene. Hun kiggede den jævnaldrende pige direkte i øjnene og kunne mærke sine øjne skifte farve fra grønne til sorte. Pigens blik blev pludseligt nervøst, og hun kiggede væk. 

    "Nej, nej," mumlede hun irriteret, og Adele vidste, hun havde vundet. Hun blinkede og kunne mærke sine øjne antage den sædvanelige grønne nuance. Hun vidste ikke, hvor det med den skiftende øjenfarve kom fra, men hendes øjne blev altid mørkere, når hun blev vred eller irrteret. Men det havde virket, og skyggejæger pigen kom hverken med kommentarere eller rullede med øjnene eller andet resten af morgenmaden.

     Efter morgenmaden var Adele fulgt med Marek ned mod træningslokalet sammen med Kathrine Rosewood, som på deres tur ned gennem gangene præsenterede sig som 18-årige Kath. Ordet lå sjovt i Adeles mund og lød, som om man sagde kaf

     "Tammy og James er mine forældre," fortalte hun. Hun var åbenbart ikke sur på Adele. "Min far er parabatai med idiotens far," Kath slog drillende Marek i siden med en albue. Adele knyttede svagt hænderne. Enten var Kath og Marek meget gode venner, eller var de kær- Adele ville ikke engang tænke på det.

     "Vær du glad for, at en Whitescar nedlader sig til at blive parabatai med en Rosewood," drillede Marek tilbage. "Så er der stadig håb for jeres familie." Kath rakte tunge. 

    "Hvad med dine forældre, Dell-pige?" spurgte Kath. "Amelia sagde, at du er vokset op ved Seelie Hoffet." 

    "Mm," svarede Adele. "Min mor er fe, så jeg går ud fra, at min far var skyggejæger."

    "Har du ikke mødt ham?"

    "Ikke rigtig."

    "Surt."

     Så spændte Marek ben for Kath, der snublede, fandt balancen og spurtede efter Marek, der grinende var sat i løb ned ad gangen, og endnu en gang kunne Adele mærke jalousien komme og give hende kvalme. Tag dig dig sammen, sukkede den sædvanelige stemme i hendes baghoved. Hav det sjovt i stedet for at være sur. Og med den tanke satte Adele i løb ned ad gangen efter de to andre skyggejægere. Rusen af at løbe fik smilet til at spire frem på hendes læber, og hun løb så hurtigt hun kunne ned ad den hekselysoplyste gang. Hun drejede om hjørnet efter Marek og Kath og ramlede ind i dem begge to, så de alle tre væltede grinende om på gulvet. Selvom Adele knap nok kendte Marek og Kath, så lå hun nu viklet ind i en bunke af sort tøj og skraldgrinede sammen med dem, med en varm følelse i maven. Så sjovt havde hun aldrig haft det i Seelie Hoffet, og én ting vidste hun med sikkerhed: Det var her hun hørte hjemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...