The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5170Visninger
AA

12. Morgensternsværdet

 

11

 

Adele vidste ikke, hvor lang tid hun havde ligget og strøget Fall gennem pelsen, men hun måtte være faldet i søvn på et tidspunkt, for da hun slog øjnene op, kradsede hunkatten på døren. Adele satte sig forsigtigt op og skar en grimasse, da smerten skød gennem hendes overkrop. Hun tog en dyb indånding og gned sig derefter i øjnene, før hun rejste sig og åbnede døren for Fall, der fór ud og løb ned ad gangen. Adele så efter den og sukkede.

     "Fall, altså... " mumlede hun og ville havde lukket døren, hvis ikke det var fordi, hun så Fall komme trippende tilbage mod hende. Katten standsede og så på hende med hovedet på skrå, og Adele sukkede endnu en gang. Hun trak på skulderne og fulgte med katten ned ad gangen. Hun måtte småløbe for at følge med kattens skridt, der blev hurtigere og hurtigere, og før hun vidste af det, var hun havnet foran biblioteket. Katten krattede intenst på døren. 

     Adele åbnede tøvende døren, og katten spurtede ind, som om den havde været der tusind gange før. Adele fulgte forvirret efter den op ad trappen og endte så ved den selv samme montre, som hun op til flere gang havde stået længselsfuldt ved og stirret på. Fall kom med et tilfreds miav og trillede om på ryggen med en spinden. Adele stirrede ned gennem glasset med længselsfulde øjne.

     Morgensternsværdet lå som sædvanelig diagonalt i montren, og sølvet skinnede som altid. Adele lod fingrespidserne glider over glasset og tog så en hurtig beslutning. Så hamrede hun hånden ned i glasset. 

     Smerten skød gennem hendes arm, da glasset smadrede og skar hendes højre hånd til blods, og hun gispede. Glasskår regnede ned i montren og over hendes hud. Adeles fingre gled over sværdet, og hun lukkede sine blodige fingre om skæftet og hev sværdet op. Hun trådte et skridt tilbage og vejede sværdet i hånden. Det lå fantastisk, det var let og passede perfekt til hendes hånd. Hun vendte det i lystet og blev helt betaget af det. Det lå ikke kun godt i hendes hånd, men det var også et smukt håndværk. De små sølvstjerner, der prydede metallet, glimtede i lyset.

      Hele Adeles krop dirrede af glæde. Endelig - endelig! - stod hun med sværdet i hånden, det eneste klenodie, der var tilbage fra Morgensternfamilien. Det eneste andet tilbageværende skulle være det andet af de to Morgensternsværd. Det sværd, Adele nu stod med, var det største af de to sværd, og var i følge historien smedet af familien Wayland - et til hans ven og et til vennens søn. Det sværd, der var smedet til sønnen, havde Adeles moster højest sandsynligt. Det var det sværd, der havde slået Adeles far ihjel.

     Det ulmede i Adele ved tanken om Clary, der havde stukket sværdet i hjertet på sin egen bror. Adele kendte godt historien: Sebastian havde stolet på Clary, bedt hende kysse sig for at besegle deres pagt om fælles herskerskab over Helvede, og hun havde stukket sværdet i hjertet på ham. Det øjeblik, han havde stolet mest på hende, havde hun slået til. Det var i følge Adele det mest feje, man overhovedet kunne gøre. 

     Næst efter at svine sine bedste venner til, og vanære deres parabatai og forhenværende kæreste, hviskede en forræderisk stemme i Adele hoved. 

     "Hold kæft," hvæsede hun. 

     Nede ved hendes fødder miavede Fall. Den lød nærmest nervøs. 

     "Hvad er der?" spurgte Adele. I samme øjeblik blev dørene til Instituttet slået op, og Marek trådte ind. Adele kastede sig ned på gulvet, så Marek ikke ville opdage hende. Hun hev katten ind til sig, så den ikke ville afsløre hende, og ignorerede smerten i armen, da den utilfreds begyndte at gnave i hende. Morgensternsværdet var endt i en mærkelig position under hende, så spidsen prikkede mod hendes højre håndled, og små dråber blod lød ned ad håndledet, men hun bemærkede det ikke. 

     Hun fulgte i stedet Marek med blikket, da han hastigt listede ned bagerst i biblioteket. Han lod fingerspidserne glider over bøgerne, mens han læste deres titler, og hev ind i mellem et par ud.

     Adele rynkede panden, da det gik op for hende, hvilken sektion, Marek tog bøger fra. Det var på de hylder, hvor bøgerne om underjordiske var, og Marek hev bog efter bog ud om warlocks. Bag efter gik han videre til bøgerne om portaler og til sidst om besværgelser. Adele genkendte en bog om sporringsbesværgelser, og hun blev endnu mere forvirret. Hvad foregik der?

     Da Marek ikke kunne bære flere bøger (nogen af dem havde han endda stukket ned i bukselinningen for at kunne have dem), gik han med hastige skridt tilbage til dørene og så sig til hver side, før han listede ned ad gangen til højre. 

     Adele talte til ti, før hun satte sig op igen. Fall udstødte et irriteret miav, før den trippede ned ad trappen og fulgte efter Marek.

     "Fall!" Adele skulle til at følge efter katten, men greb først det tilhørende bælte til Morgensternsværdet og hev det over hovedet, så sværdet ville hænge på ryggen af hende. Hun stak sværdet i skeden og skyndte sig efter sin kat. Sværdet dunkede mod hendes ryg i takt med hendes skridt, og mindede hende om en puls. 

     Hendes højre hånd dunkede smertefuldt efter mødet med glasmontren, og blodet løb stadig ned over huden og efterlod et dryppende blodspor på gulvet. Hun tørrede hurtigt hånden af i sine bukser og fortsatte efter katten, der var drejet til venstre lidt længere nede af gangen. Adele genkendte ruten - de var på vej mod Mareks værelse. 

     "Adele!" 

     Adele stivnede og bandede lydløst, før hun langsomt vendte sig om. 

     "Kath." Hendes stemme var koldere end ment. 

     "Adele," sagde Kath igen og kiggede ned. Hun så nærmest undskyldende ud. "Angående tidligere, så... Det var ikke meningen at gøre dig ked af det. Men jeg synes, du skal snakke med Marek." 

     Den dårlige samvittighed vendte tilbage på fuld skrue, og et øjeblik kunne Adele ikke få vejret, da det gik op for hende, hvilke skrækkelige ting, hun havde sagt om Mareks afdøde parabatai. "Kath, jeg er ked af det," mumlede hun. "Det er bare svært at være mig. Jeg har både Skyggejægernes og feernes stolthed på en gang, og blandet med vreden fra det dæmonblod, der løber i mine åre... Jeg kan ikke altid gøre for det." 

     Kath smilede medfølende. "Det er okay, Adele. Det der pis med, at ægte venner er dem, der ved alt om en, tror jeg ikke på."

     "Hvad tror du så på?" spurgte Adele, da hun kunne mærke, at Kath lagde op til spørgsmålet.

     "Jeg tror, dine ægte venner er dem, der kan leve med både de gode og de dårlige sidder af dig." 

     De to piger lagde armene om hinanden.

     "Tak Kath," sagde Adele stille. 

     Kath trak sig tilbage igen. Hun spærrede øjnene, da hun først nu fik øje på sværdskæftet, der stak op bag Adeles skuldre. "Hvad er det for et sværd?"

     "Det er..." Adele så ned på sine hænder, men mandede sig op. Hun var en Morgenstern, og hun havde ret til sværdet. "Det er Morgensternsværdet." 

     "Hvordan fik du..." Kath afbrød sig selv, da hun fik øje på Adeles blodige hånd. "Åh... Jeg ville gerne tegne dig en iratze, men, du ved, det er måske ikke ligefrem hensynsmæssigt." 

     Adele smilede. "Nok ikke." 

     Kath smilede kort tilbage. Så gjorde hun et lille kast med hovedet mod den gang, Adele havde været på vej ned af. "Afsted med dig. Ud og find Marek."

     Adeles smil voksede en takt, og hendes hjerte bankede en anelse hurtigere ved tanken om Marek. "Tak, Kath," sagde hun igen. Så vendte hun om og fortsatte ned ad gangen. 

 

Hun bankede tre gange på døren og trådte så et skridt tilbage. Det puslede bag døren. Få sekunder efter åbnene døren på klem, og Marek kiggede ud. Hans øjne blev kolde, da han fik øje på Adele, der sank en klump. Hun hadede, at Marek kiggede sådan på hende, og det gav hende lyst til at græde. Trangen blev endnu større, da han skulle til at lukke døren.

     "Undskyld," udbrød hun, og han stivnede. "Undskyld, Marek," gentog hun. "Jeg skulle ikke have sagt det om Damen." 

     Han åbnede døren en smule mere. Han så på hende og sagde koldt: "Adele, da jeg først mødte dig, troede jeg, du var anderledes, men jeg tog fejl. Du er en Morgenstern, og de ødelægger det, de elsker." 

     "Sådan er jeg ikke," hviskede hun med en klump i halsen og mærkede sit hjerte splintre i tusind stykker.

     "Gå, Adele!" Så lukkede han døren. 

     Hun stirrede på døren med åben mund og blanke øjne. Hun bankede på igen. 

     "Marek, hør nu på mig," sagde hun, og hendes stemme knækkede over. Der kom intet svar. Hun lagde hånden på håndtaget, tøvede. Knugede om håndtaget så hendes blodige knoer blev hvide. Hun tog en dyb indånding og blinkede tårene væk. Så åbnede hun og gik ind. 

    Hun havde været på Mareks værelse et par gange før, men der havde værelset set anderledes ud. Nu var værelset rodet og lignede ligeud sagt noget, der var løgn. Sengen var rodet, tøj lå smidt rundt omkring, og opslående bøger, notarark, udrevne sidder, skitser og billeder dækkede træskrivebordet. Væggen bag bordet var plastret til med billeder og noter. 

     Marek trådte skærmende ind foran skrivebordet, så hun ikke længere kunne se i det, og sendte hende et vredt blik.

     "Ud!" hvæsede han. Hans ellers rolige blå øjne mindede hende nu om et oprørt hav. 

     "Tving mig," sagde hun med bævende stemme og lagde armene over kors, fast besluttet på ikke at gå, før han havde tilgivet hende. Hun tog sig selv i at stirre på ham. Hans havde en stramt sort t-shirt på, så hun tydeligt kunne se de markerede muskler. Fokus! Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Da hun åbnede dem igen, stirrede hun ind i Mareks blå øjnene. "Marek, jeg kom for at sige undskyld." 

     Han så på hende med sammenknebne øjne. "Undskyld?" Hans stemme var hadsk. "For hvilken del? Den, hvor du kaldte Kath og mig dårlige Skyggejægere? Eller måske for, at du lukkede en monsterkat ind på Instituttet. Nå ja - eller den del, hvor du vanærede min parabatai's død?"

     Adele sank en klump og så ned. Marek skulle ikke se, at hun havde tårer i øjnene. Hun vidste, hvor stor en ting parabatai-ritualet var for Skyggejægere - de fleste elskede deres parabatai højere end sig selv, og ville hellere dø end miste den anden. Og efter det Adele havde sagt, kunne hun ikke se, hvordan Marek skulle komme til at tilgive hende. 

     Hun så kort op på ham og kvalte et gisp, da det gik op for hende, at han også så trist ud. Hans øjne var blanke. 

     Du gjorde ham ikke vred, gik det op for hende, du sårede ham bare... utrolig meget. 

     Adeles hadede pludselig sig selv for det, og hun vidste, hun bedre havde kunne lide, at han var vred på hende, end visheden om, hun havde gjort ham ondt. Hun kunne se smerten i hans øjne, den smerte hun var skyld i ved at minde ham om det skrækkelige tab, han havde lidt for blot to år siden. Hun kunne skimte toppen af den falmede parabatai-rune ved hans kraveben, det eneste han havde tilbage af Damen Crossheart. 

     Før Adele vidste af det, havde hun tilbagelagt afstanden mellem dem og lagt armene om Marek. Hun knugede ham ind til sig og kunne mærke ham gispe. Så, helt forsigtigt, lagde han armene om hende, og hun trykkede sig ind mod ham. 

     "Undskyld," hviskede hun mod hans skulder. Han knugede hende tættere ind til sig. Sådan stod de og bare holdt om hinanden, og alle de ord, Adele ville have sagt, alle de undskyldninger, hun villet være kommet med, var ikke nødvendige længere. Det var nok at trykke hovedet mod Mareks skulder. Også selvom det var en smule akavet, når hun havde et kæmpe sværd hængende på ryggen. 

     "Jeg har fået en dårlig vane," sagde han med at skævt smil, da han trak sig tilbage igen, "med at tilgive dig alt for hurtigt." 

     Hun daskede ham blidt på armen. "Errare humanum est, ignoscere divinum, som man jo siger," sagde hun. At fejle er menneskeligt, at tilgive er guddommeligt​.

     "Det kan du have ret i," sagde han og lænede sig en smule frem, og hele Adeles krop snurrede af lykke, for hun vidste, at han ville kysse hende. Hun strakte halsen en smule frem. 

     Lyden af en dør, der gik op, rev Adele ud af sit lille boble af lykke, og fik både hende og Marek til at trække sig tilbage med at ryk. 

     "Adele, er du- wow!" Kath stod i døråbning og stirrede på dem med åben mund og polypper. "Øh... Kommer jeg midt i noget?"

     Marek mumlede et eller andet, og Adele havde lyst til at skrige af Kath, der havde afbrudt dem lige før- nej, Adele kunne slet ikke holde ud at tænke på, hor tæt hun havde været på at kysse Marek. Hun stirrede vredt på Kath. 

     "Hvad vil du?"

     "Jeg er ked af at forstyrre," sagde Kath og skar en grimasse, "men Clariassa Herondale er lige ankommet, og hun virker ikke som typen, der kan lide at vente." 

     "Det er bare så typisk hende," mumlede Adele og så på Marek ud af øjenkrogen. Han stirrede på hende, som om det først nu var gået op for ham, hvor tæt de havde været på hinanden og næsten kysset. På den ene side var Adele lykkelig - dette var et bevis på, at han også følte noget for hende - men på den anden side, var hun også trist over, at Kath var kommet og afbrudt dem. Adele sukkede. "Lad os komme afsted. "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...