The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5304Visninger
AA

4. Lightwood

 

Tre

 

Adele fnøs irriteret af hendes kastekniv, som endnu en gang ramte langt forbi målet og landede med en klirren på gulvet. 

    "Med den teknik er du død, før du kan nå at sige dæmonkopper," grinede Marek og stak Adele på armen med sin albue. Berøringen sendte glødende stød af glæde ud gennem hendes arm.

    "Ha-ha," sagde hun og formede en sur trutmund med læberne. "Jeg har ligesom heller ikke haft atten år at træne i."

    "Det kan man sgu godt se," lo Kath. "Du rammer dårligere end en blind skyggejæger, der står med ryggen til." Til den kommentar rødmede Adele og rakte tunge af den ældre pige. 

    "Hvor er I dog imødekommende," muggede hun. 

    "Det er vores speciale." Kath blinkede. 

     Det var efterhånden som dagen var skredet frem, gået op for Adele, hvor imødekommende Kath og Marek egentlig var. De to skyggejægere havde kendt hinanden hele deres liv, men de havde taget imod Adele, som var hun blot en kusine, de ikke havde set i lang tid. 

    Adele prøvede endnu en gang at spidde den rædbrækkede skydeskivemand Kip med den kniv, som Marek rakte hende, men hun ramte en halv meter forbi hans knæ. "For pokker!" 

    "Hey, se det fra den lyse side," opmuntrede Marek. "50 centimeter mere til venstre, og så kan han kun hinke." 

    "Jeg kan ikke lige se, hvor meget det skulle hjælpe." 

    "Tro mig," sagde Marek, hvis øjne fik et strejf af alvorlighed. "En hinkende modstander gør livet tusinde gange nemmere. Been there, done that."

     Adele rystede smilede på hovedet, for så at samle de fem mislykkede knive op. Den første kniv hun havde kastet var smuttet ud af hendes hånd, var fløjet i en "bue" på cirka 20 grader og havde spiddet trægulvet 30 centimer fra Adeles fod. Kath havde grinet så meget, at hun havde fået tårer i øjnene og noget galt i halsen. 

    "Vi prøver igen," sagde Marek og stillede sig bag Adele. Han tog fat i hendes højre hånd, som hun kastede med, og førte hendes hånd i en bue mod sig selv. Hun kunne mærke hans vejrtrækninger mod sin ryg. Bevægelsen fik kuldegys til at løbe ned ad ryggen på hende, og hun bed sig nervøst i læben. 

    "Hvis du så kaster så hårdt du kan i en vandret linje," instruerede Marek i hendes øre, "så burde du ramme hjertet." Han slap hende, og hun stremmede grebet om kniven. Tog en dyb indånding. Så kastede hun som havde han fortalt hende. Shing! Kniven susede gennem rummet og snittede en to centimeter bred rift af skydeskivemandens skulder. 

    "Hold da kæft!" hvinede Kath. "Du flækkede Kip!" 

    "Ikke dårligt af en halv fe!" Adele modtog en high-five fra Marek. "Så skal du bare lige øve i atten år mere, så kan du også gøre det her." Marek huggede en af Adeles knive i en hurtig bevægelse, snurrede en omgang, og kastede kniven så hårdt, at Adele knap så den flyve mod Kip, der med et hårdt slam, fik sin hals gennemborret. 

    "Blær," mumlede hun og så på kniven som Marek lige havde kastet. Han gik hen og trak den ud og kom så tilbage til Adele. Hun stod stadig og så på det sted, hvor kniven lige havde siddet. Marek knipsede med fingrene foran hendes ansigt, og hun vågnede op af sin trance med et sæt.

    "Slap af, Adele," sagde han drillende. "Som du selv sagde, så har vi haft et lille forspring. Du må ikke forvente at lære alt på én dag."

     Adele viftede afværgende med hånden og så på Kip. Hun tog fat om en kniv og stirrede fokuseret på Kips bryst. Hun kunne mærke sine øjne blive mørkere, og følelsen af ydmygelse og vrede fik det til at snurre i hendes fingre. Hun lagde armen tilbage og kastede kniven, så hårdt hun kunne, men lige før hun gav slip på den, gav hun et svip med håndleddet, så kniven fløj i en bue gennem luften. Kniven ramte dukken lige ved hjertet, og der kom en høj lyd fra træet, der flækkede. Adele smilede og slappede af i skuldrene. Lukkede øjnene, mens den sorte farve blev grøn igen. Så så hun på Kath og Marek og smilede selvtilfreds. De stod med let åbne munde og kiggede frem og tilbage mellem kniven og Adele.

    "Hvordan kan du kaste sådan? " spurgte Kath med beundring, "Marek har først lige lært at kaste med håndleddet."

     Adele prøvede at holde et flabet smil tilbage. "Begynderheld?" Marek skulede til hende. 

     Kath, der sad med benene over kors i vindueskarmen og pillede ved en kniv, skiftede pludselig emne:"Marek, en tier på, at jeg kan ramme skæftet på Adeles kniv herfra."

     "Får jeg en tyve hvis jeg rammer skæftet på din bagefter?" 

     "Du får en halvtredser, hvis det umulige faktum, at du kan ramme, sker. "

     Marek grinede. "Du har virkelig ikke særlige høj tiltro til min præcision. "

     Adele blandede sig uden om. Man behøvede ikke at være et geni for at regne ud, at hun havde trådt på deres ære, som de nu ville vinde tilbage. Og hun vidste, ligeså vel som de to andre, at hun selv aldrig ville kunne ramme skæftet på Mareks kniv, som ville side fast i Kath kniv, som ville side fast i hendes kniv. Tanken gjorde hende ør i hovedet.

     Hun betragtede Kath kaste sin kniv gennem rummet. Det overraskede hende ikke engang, da spidsen borrede sig ind i Adeles kniv. Hun havde forudset det. Kath var trænet til at være skyggejæger, så hendes præcision med at ramme, overraskede ikke Adele. Kaths kniv vibrerede, men blev siddende, spiddet på den anden kniv. 

     "Yes! Du skylder mig en tier, Whitescar."

    "Vent og se, Rosewood," lo Marek. Han førte hånden i en bue om bag skulderen med hånden om en kniv. Adele betragtede betaget hans koncentrerede ansigt. Hvordan har kneb øjnene en smule sammen og lukkede alt andet end målet ude. 

    Det næste, der skete, gik så hurtigt, at Adele knap kunne følge med. Samtidig med, at Marek slap kniven, blev døren til rummet revet op, så Marek blev distraheret, og kniven røg i Adeles retning. Med et hvin dukkede hun sig. 

     "Tammy!" sagde Marek med en stemme der dirrede af både vrede, forbløffelse og bekymring. "Tænk, hvis jeg havde ramt Adele!" Så lagde Marek mærke til Tammys ansigt. Hendes øjne lyste af frygt og bekymring. 

    "Mor?" Kath rejste sig fra vindueskarmen. "Hvad sker der?"

    "James," fremstammede Tammy bare. Kath udvekslede et blik med Marek. Så styrtede de ud ad døren. Tammy fulgte efter dem.  Adele stod helt paralyseret et øjeblik, men så løb hun så med de andre ud. Hun kunne se og mærke, at de var på vej i retningen af infirmeriet.

     De brasede alle sammen ind på infirmeriet, hvor Amelia stod henne ved et vindue og stirrede ud af det, men hun havde foldet hænderne omme på ryggen. Mareks far sad på en stol og holdet sin parabatai i hånden. Han mumlede nogle ord til James, men Adele var for langt væk til at kunne høre det. Der stod også en fremmed mand bøjet ind over James, og man kunne se blå gnister springe frem fra mandens hånd. Warlock. Da Kath så sin far ligge helt bevidstløs i sengen, styrtede hun hen til ham og skubbede warlocken til side. Man kunne se på Kath, at hun var chokeret og ville være i fred og det var sikkert derfor Marek trådte væk.

    "Far... " kunne man høre hende hviske. Kath havde taget fat i James hånd og gav den et klem. Adele kunne tydeligt se, at de to havde et stærkt bånd til hinanden. At de var tæt knyttet. Marek tog fat i Adeles arm og trak hende med ud fra infirmeriet. Han lukkede forsigtigt døren efter sig og lænede sig op ad væggen ved siden af. Adele vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun stod bare stift midt i gangen.

    "Han kunne intet havde gjort," lød en stemme henne fra døren. Det fik Adele til at rette sig op. Hun vendte sig om og så ind i et par velkendte blå øjne. Den ældre fyr henne ved døren var klædt i en slidt sweater med et hul ved albuen og et par sorte jeans. Han havde sort hår og blå øjne, som præget af et hvert Lightwood familiemedlem. Han sendte hende et lille smil.

    "James og Mickeal kunne intet havde stillet op. De var i undertal." sagde han, denne gang henvendt til Marek. Men Marek ikke så meget som så på ham, og Adele var heller ikke sikker på, om han lyttede til, hvad Alexander Lightwood fortalte ham.

    Adele tog stille ordet. "Hvad skete der?"

    Alexander smilede. "Adele Morgenstern. Sidst jeg så dig var i Idris for, hvad er det, 12 år siden?" Ved siden af sig kunne Adele se Marek stivne. 

    "Øhg," var alt Adele kunne få frem. Pis! Det var ikke meningen, at nogen skulle vide, at hun hed Morgenstern til efternavn og især ikke folkene på New York instituttet. Hun måtte bare prøve at overtale Marek til at holde på hendes hemmelighed. 

    "Det er ikke sikkert du husker det," sagde Alexander. "I må have mig undskyldt, jeg skal lige hente noget for Magnus." Med de ord forlod han de to skyggejægere. 

     Da Alexander Lightwood var ude af syne vendte Adele sig stille mod Marek, der, uden Adele havde lagt mærke til det, var kommet tættere på. Han greb fat i hende, og hans hånd strammede sig hårdt om hendes arm. Hans øjne lynede, da han med den frie hånd pressede hendes skulder mod væggen, så hun ikke kunne komme fri. 

    "Morchase?" vislede Marek. "Står der idiot i panden på mig?"

    "Lad mig forklare, Marek," bad hun. Selv om Marek var fantastisk, så var han frygtindgydende at stå over for, og Adele var sikker på, at hvis ikke hun skulle blive smidt ud, så måtte hun fortælle Marek alt. Hvor hun kom fra, hvem hendes mor var, bare alt. "Du har jo selv set, at jeg ikke er ligesom ham." 

     I et par sekunder nidstirrede Marek bare Adele, der nervøst bed sig i læben. Sekunderne føltes som minutter for Adele, der ville ønske, at Marek ville slippe hendes arm, der var begyndt at gøre ondt. Meget ondt. 

    Slip mig nu, bad hendes tanker. Og dog, rettede hun sig selv. Bare lad være med at hade mig

     Mareks øjne lyste vredt, men Adele kunne se tvivlen i dem. Hun kiggede ham lige i øjnene og holdt hans blik fast. Så løsnede han grebet om hendes arm en smule og trak sig væk, og hun åndede stille ud, pinlig opmærksom på, at hun havde holdt vejret. 

    "Kom," mumlede Marek og trak Adele med sig ned ad gangen. De drejede til højre, gik op ad en trappe, ned ad endnu en gang, til højre igen. Videre og videre indtil Adele havde mistet overblikket. Hun måtte få Amelia til at lave et kort - hvis hun altså ikke blive smidt ud af Instituttet først. 

    Marek åbnede døren ind til et rum og slap hendes arm. Hun trådte ind i rummet og sendte sin arm et flygtigt blik. Hun kunne se, hvor hans hånd havde strammet. Så skuede hun ud i rummet, der egentlig bare lignede et ganske almindeligt kontor med træmøbler, hekselys og store kort, hvor Idris var tegnet ind med guld. 

    "Sæt dig," sagde Marek en smule hårdt. 

     Åh Gud, han hader mig. Adele satte sig i stolen overfor den, som Marek havde taget plads i. Hun stirrede lige ind i de havblå øjne, der skinnede endnu mere blå i hekselyset skær. 

     Han kiggede hurtigt på sine hænder, knyttede dem. Så kiggede han på hende igen. "Så vil jeg godt have sandheden."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...