The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5106Visninger
AA

2. Instituttet

 

Et

 

Adele trådte ind ad New York instituttets døre med sin kuffert slæbende efter sig. Hun skyndte sig hen til elevatoren og gik ind i den. Mens hun blev kørt op til selve instituttet, tænkte hun på sine forældre, Sebastian Morgenstern og Seelie hoffets dronning. Det var svært at tro, at hun var fedronningens datter. At hun var Seelie hoffets prinsesse. Hun have boet hos sin mor i så mange år, at tanken om at bo sammen med skyggejægere virkede helt uvirkeligt. Sidst hun havde været på Instituttet, havde hun været fem år, så hun huskede ikke ret meget fra den gang. Men nu var hun her takket været sin fars skyggejægerblod. Hendes far, der aldrig fandt ud af, at hun eksisterede. Det var måske også det bedste for alle...

     Adele lagde ikke mærke til, at hun var nået Instituttet, før Fall - hendes kat - begyndte at miave af hende. Hun rakte ned og kløede Fall bag øret og trådte ud af elevatoren. På instituttets vægge hang der hekselyslamper, der gav stedet et varmt og overnaturligt udseende. Der var kæmpe malerier af Raziel, der steg op fra Lyn søen i Idris med et sværd løftet i den ene hånd og et bæger i den anden. Det hele var et underligt syn for Adele, der var vant til at se jordvægge og planter overalt.

     "Adele." En kvinde på omkring de 30 år kom med et stort smil på læberne gående mod hende. Noget sagde Adele, at hun havde set denne kvinde før, men hun kunne ikke huske hendes navn eller hvorfor hun genkendte hende.

     "Ved Englen, hvor er du vokset meget, " lo damen. Adele smilede stille, mens hun desperat prøvede at komme i tanke om damens navn. Havde hun ikke set det brune hår og de nøddefarvede øjne før? Det havde hun sikkert.

     "Undskyld, " sagde Adele og kunne fornemme sine kinder blive varme, da hun opgav sin  kamp om at huske damens navn. "Men jeg ikke huske hvad du hedder. "

     Damen lo. "Det må du undskylde. Det er trods alt 12 år siden, du sidst så mig. " Hun smilede, så de nøddebrunde øjne funklede i skæret fra hekselysene. "Amelia Carstairs."

     Damen - Amelia - smilede stort til Adele og kom helt hen til hende. Hun slog armene om hendes og gav hende et knus. Adele var alt for overvældet til at kunne gengælde knuset, men det tog Amelia sig ikke af. Hun lagde en arm om hendes skulder og begyndte at gå ned ad en af de utallige gange.

    "Ser du, der er sket meget siden sidst du var her." Amelia fortalte, mens hun trak Adele efter sig. Amelia fortalte om tidligere skyggejægere, Instituttets historie og helt balsale ting, som hvor badeværelset lå. Hun viste Adele malerier af Idris, Raziel og Clarissa og Jonathan Herondale - hendes faster og onkel. Adele tog sig i at se misundeligt på de to smilende mennesker, som var illustreret på billedet. Clary holdt en stele og Jace en genstand, som hun vidste havde været med i den endelig kamp mod hendes far. Hun knyttede næverne. 

     Amelia fortalte om de skyggejægere, der boede på Instituttet. Adele havde for travlt med at betragte et maleri af skyggejægere i rødt, der kæmpede mod sortklædte krigere, til at høre efter. 

    "Det her," sagde Amelia kort efter og åbnede en dør, "er træningslokalet." Der gik et sug gennem Adele, da hun så det fantastiske rum. Skydeskiverne, sværdene, der hang på rad og række langs væggene, knivene, buerne, skjoldene, piskene og de mange rebskaber, ting, som hun havde været afskåret fra hele sit liv. Redskaber, som hendes skyggejægersjæl hungrede efter at få fingrene i.

     "Her er fantastisk" sagde Adele målløst og trådte ind i træningslokalet. Dette lokale indeholdte alt det, hun som skyggejæger begærede.

     Alle våbnene, den hårde træning, kampene med dæmonerne, det var alt sammen noget hun kun kunne drømme om, men nu, nu kunne hun gøre det til sin virkelighed. Det var hendes virkelighed, indså hun. Det var her, hun hørte til. Trangen til at tage det første og bedste sværd i hånden og finde en flok dæmoner, fik det til at prikke i hendes fingre. 

     Adele vendte langsomt blikket væk fra de mange våben og så på Amelia med et stumt wow

    Amelia lo. "Og du har ikke engang set biblioteket endnu." Og hun fik ret. Da Adele så biblioteket kunne hun ikke holde et gisp tilbage. Hun havde altid elsket bøger. Elsket hvordan sorte klatter på papir kunne give en tekst med handling. Hos hendes mor havde der ikke været noget at læse i, udover det Mark Blachthorn havde smuglet ind på det underjordiske slot. En eller anden havde en gang sagt, at man altid ønsker sig det, man ikke kan få, så lige nu følte Adele sig som et barn i en legetøjsbutik, hvor altid var gratis. Alle de ting, hun havde drømt om, var lige foran hende. Bøger i lange rækker, våben i alle afskygninger og muligheder så langt øjet rakte. Kun et ord kunne beskrive hendes følelse: Frihed.  

    Adele glemte alt om at være høflig. Hun løb ned ad den lille stentrappe, som førte ned til bibliotekets midte, der var omgivet af reoler og en vindeltrappe i hver side. Enden af biblioteket var prydet af en marmorstatue af Raziel. Adele rev en bog ud fra reolerne. Dæmonkopper - symptomer og behandling. 

     Hun hev bog efter bog ud og trykkede dem ind til sig. Et øjeblik var hun helt ør af lykke, og hu- Alle bøgerne forsvandt ud af hendes favntag og faldt til jorden med tung bump, og hele verden stoppede med at dreje rundt. Hun prøvede at lade hver med at stirre for meget på døren ind til biblioteket, hvor en ung skyggejægerdreng var trådt ind. Adele kunne næsten ikke tro sine øjne. Hun havde bogstavlig talt levet under en sten i så mange år, at hun havde glemt menneskelige mænds skønhed. Hun sugede hver en detalje til sig. Det mørkeblonde hår, de gråblå øjne, der mindede hende om de lave stykke vand på stranden, hvor sandbunden er helt dækket af sten. Det skæve smil, der prydede hans kønne ansigt. Og runerne. På halsen kunne hun ane en rune, som hun svagt genkendte som hukommelsesrunen mnemosynesom hun havde læst om i en af de bøger, som Mark i smug havde givet hende. Hans bare arme var dækket af runer, og hun kunne skimte en rune for stilhed på hans ankel. Han var vidunderlig!

    "Marek!" sagde Amelia, og hendes øjne lyste op. Hun holdt af drengen, det var tydeligt af se. Amelia vendte sig mod Adele. "Adele, det her er Marek," og så henvendt til Marek: "Marek, det her er Adele. Hende jeg fortalte om i går." 

     Drengen, Marek, gik afslappet ned ad trappen, og Adele så ham lidt som Solen, som hele hendes verden drejede sig om. Det var så længe siden, hun havde set en dreng - hvis ikke Mark talte med -, at det føltes, som om at hvis ikke hun blev venner med Marek, ville hendes verden gå under. 

    "Hej," sagde Marek, da han stod ud for Adele, der pludselig fik meget travlt med at pille ved sine hvide hårspidser. Hvordan skulle hun nogensinde snakke med en dreng?! Hendes mor havde lært hende ting som at manipulere med folk, mænd, men hun havde aldrig lært hende, hvordan man taler med drenge. 

    "Øhm, hej!" fik hun befippet fremstammet. Marek smilede, men hans øjne lo, så de havfarvede øjne skinnede som vandet ved en solnedgang. Han stirrede et øjeblik på hende - lidt længere end hvad man plejer -, så vendte han sig væk.

    "Nårh, men jeg kom egentlig for at hente en bog om, " Han så på reolen ved siden af Adele, der følte at hun stod i vejen. Hun betragtede hans øjne gennemsøge reolen for så at kigge ned på gulvet, hvor der lå ti bøger med åbne sider og skæve forsider. Så lo han. "Der er den." Han rakte ned efter bogen med et skævt smil om læberne, og da han rettede sig op så han på Adele.

     Adele mærkede blodet stige op i sine kinder, da hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre eller sige. Hun pillede stadig ved sin hvide hårlok og snoede den om fingeren. Hun så ned i gulvet, da hun kunne mærke Marek stirre på hende og vidste, at hun nu lignede en tomat i ansigtet. Hun vidste, at han smilede, hun kunne ligefrem mærke det. Pokker tage dig bleghed!

    "Jeg håber, du vil synes om at være her." Hans ord gjorde hende varm om hjertet. "Ellers siger ud bare til." Og med de ord vendte Marek sig med et smil om og forlod biblioteket. Amelia kiggede betaget på ham, da han gik forbi, og et stik af had prikkede Adele i maven. Hun vil tage ham fra dig! Hun slog hurtigt tanken væk. Amelia så ud til at være mindst 15 år ældre end Marek. Fjollet tanke.

     "Skal jeg vise dig op til dit værelse? " Amelia smilede.

     Adele nikkede. "Det ville være dejligt."

     Ruten fra biblioteket til hendes værelse var kort, hvilket Adele så som en fordel. Så efter at hun havde pakker sine ting ud, begav hun sig ned ad gangen i et ivrigt tempo, hvilket ville sige at hun løb ned mod biblioteket. Hun gik ind ad bibliotekets døre og ned ad stentrappen, hvorefter hun så standsede midt i rummet. Hun så sig om i et stykke tid, før hun begav sig op ad en vindeltrappe og hen til mod montre. Pladsen var udfyldt af et langt sværd, hvis blad skinnede sort og sølv i det dæmpede lys. Nede ved skaftet var der fem stjerner, og selve skaftet var sort. Adele så fascineret ned på sværdet, og gispede da hun indså, at det var et Morgensternsværd. Det var det sværd der havde tilhørt hendes far Jonathan Morgenstern. Hendes far.

     Hun lagde en hånd på glasset og bøjede sig længere ned for at studere sværdet. Hun havde aldrig set et Morgensternsværd. Hun havde intet, der kunne bevise, at hun var en Morgenstern, heller ikke en familiering. Det her var den eneste rest fra Morgensternfamilien. Hendes moster havde taget sin ægtefælles navn, og faktummet, at hun var den sidste, fik et klaustrofobisk gys til at gå gennem hende. 

    Der er kun dig!

     Hun stirrede på sværdet et øjeblik mere. Så afsøgte hun montreen efter muligheder at få sværdet ud på. Hun vidste, hun bare måtte røre det. Hun var nødt til det!

    En åbnrune, hviskede en stemme i hendes baghoved. Selvfølgelig! Der var bare et problem: Hun kunne ikke huske, hvordan den så ud.

     "Pokkers, " mumlede hun til sig selv og gik på jagt efter en bog med runer. Hun faldt over en grøn bog med orangerøde bogstaver. Den Grønne Bog. Adele bladrede igennem et par af siderne. Hun kunne ikke genkende en eneste rune. Det var først flere sider inde i bogen, hun fik øje på en. Alliancerune, beskrev snirklede bogstaver den som. Noget sagde hende, at hun havde set den før, men ligesom med Amelia, kunne hun ikke komme på hvor. Så hun fortsatte sin søgen efter den manglende rune. Men de mange forunderlige runer fik hende hurtigt til at glemme sin iver efter Morgensternsværdet. Hun havde aldrig set en bog lignende. Runerne emmede af magt, kraft og godhed, og efter at have kigget sig omkring, stak Adele bogen ind under sin trøje og ned i bukselinningen.

     "Den låner jeg lige, " sagde hun til den tomme plads på reolen. Hun vendte sig om og begyndte at gå hen mod stentrappen og op ad den. Adele gik ud af bibliotekets døre og hen ad gange og var lettet over, at hun ikke skulle gå så langt for at komme til sit værelse. Hun åbnede døren og gik ind på værelse, hvorefter hun så skiftede til en poset T-shirt og hoppede op i sengen. Hun tog bogen med sig og slog op på første side. Den første rune hun så var Frygteløshedsrunen. Hun vidste godt at hendes faster havde lavet dem, hun kendte jo godt til hendes evne, men at hun havde lavet så mange? Det vidste hun ikke, så hun var fascineret over, at der nu var en hel bog fyldt med Clarys runer.

    Et øjeblik stirrede hun bare på bogen. Smilede. Så bladrede hun videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...