The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5104Visninger
AA

6. Hemmeligheder

 

Fem

 

For Adele føltes det slet ikke som om, hun kun havde boet på Instituttet i to dage. Sammen med Marek og Kath føltes tiden anderledes. Tiden var for kostbar for de to skyggejægere, til at have tid til at skulle være skeptiske over for Adele. De havde taget imod hende hurtigt og behandlede hende allerede som en barndomsven, og med en kop iskaffe hver i hånden, gik de nu ned ad New Yorks gader. 

    "Jeg troede ikke, skyggejægere blandede sig med mundanerne," sagde Adele og sendte Kaths langærmede jakke et flygtigt blik. Skyggejægerens jakke dækkede hendes arme og hals, så ingen af de blæksorte runer var synlige. 

    "Det gør vi normalt heller ikke." Kath tog en slurk af sin kaffe. "Marek og jeg gør det mest bare for at mindes en gammel ven." 

    Noget sagde Adele, at den omtalte ven nok ikke levede mere, og ud fra dagens tidligere begivenheder, besluttede hun sig for at lade emnet ligge. I stedet spurgte hun: "Hvornår får jeg egentlig nogle runer?" 

    "Er man lidt ivrig?" Marek puffede hende i siden og sendte bølger af varme gennem hendes krop. 

    "Måske," sagde hun og puffede tilbage. 

    "Det tager lidt tid at arrangere." Marek udvekslede et blik med Kath. "Det er en af De Tavse Brødre, der skal tegne runen. Skyggejægerne får normalt sine første runer, mens de er børn, så du skal sikkert igennem alt muligt rune-halløj, hvor du skal vaske dine fødder i dæmonsavl blandet med fetårer eller sådan noget"

    Kath fik sin is kaffe galt i halsen, da hun grinede, så et voldsomt hosteanfald fik hende til at stoppe op og holde sig for maven. Adele så bare nervøst på Marek. Dæmonsavl? Skulle hendes fødder vaskes i dæmonsavl? Nej, han laver sjov med dig, sagde en stemme i hendes baghoved, og hun slappede af igen. Men Marek havde godt nået og se hendes ansigt, så nu stod han grinende.

     "Adele... Du skulle havde set dit ansigt! " grinede han.

     "Idiot," sagde hun og himlede med øjnene. Hun så lettere irriteret på ham og begyndte at gå ned ad gaden igen. Hun kender intet til skyggejægerverden. Hvordan skulle hun vide, at det ikke var sand? Det ville hun jo aldrig havde gættet! Det havde måske været en dum ide at tage til Instituttet... Adele lukkede sine øjne og kunne mærke dem blive sorte. 

     Slap af, mumlede hendes tanker. Det var bare for sjov, ingen grund til at blive vred. Hendes øjne blev en smule lysere. Hun åbnede sine øjne og så på Kath og Marek. Kath havde røde kinder og hendes næsetip var også blevet rød. Hun stod nu og drak af sin iskaffe. Marek stirrede på Adele med rynkede bryn. Han grinede ikke længere, men Adele havde på fornemmelsen, at han vidste, hvorfor hun havde lukket sine øjne.

     "Det var for sjov, Adele. Du behøver ikke at blive vred. " sagde han. Hun sukkede og tog sig sammen. Selvfølgelig var det ment som en joke... Han havde ikke ment det, og det burde hun havde vidst.

     "Nej, nej," sagde hun og forsøgte med et smil. 

 

 

I de efterfølgende dage var Adele meget opmærksom på hendes humør. Marek skulle helst ikke finde ud af mere om hende, end hvad hun selv fortalte, så hun holdt sig for sig selv, når ikke hun trænede sammen med de to ældre skyggejægere. Hendes kat Fall havde hun ikke set, siden hun var ankommet til Instituttet, og noget sagde hende, at katten ikke brød sig om stedet. Den var nok taget tilbage til Seelie Hoffet. 

     Selv om de ikke snakkede om det, så kunne Adele fornemme Kaths dårlige humør. Hendes far var stadig ikke vågnet, og selv to uger efter skyggejægerens tilskadekommende, var han stadig ikke vågnet, noget, hverken Kath eller Marek virkede særlig begejstrede for. Adele, der ikke vidste, hvordan hun skulle hjælpe, havde en aften taget sig sammen og var smuttet ned på biblioteket for at søge efter en kur eller noget, der kunne hjælpe Kaths far. 

     Hun ledte bog efter bog igennem. Hylde efter hylde blev tjekket, og stakken over bøger, hun havde kigget i, blev højere og højere. Bag vinduerne gik solen ned, og eftermiddagslyset, der havde lyst biblioteket op, var forsvundet, så hekselysene nu var den eneste lyskilde. Som bog efter bo blev kigget igennem Med et gab besluttede Adele sig for, at det var på tide at gå i seng. Hun stillede alle bøgerne på plads igen og så modløst på dem. Det eneste hun havde fået ud af sine timer på biblioteket havde været, at hun havde fået en masse unyttig skyggejægerviden. Nu vidste hun for eksempel, hvad hun skulle gøre, hvis en dæmon, der lignede en flyvende gris med slangetænder og kohale, angreb hende. 

    Hun lukkede dobbeltdøren bag sig, da hun forlod biblioteket. Da hun gik forbi Kaths værelse stoppede hun. Hun kunne høre Mareks stemme derinde fra. Hun burde gå videre i stedet for at stå og smuglytte, det vidste hun, men hendes indre fes videnbegærlighed fik hende til at standse. 

     "Det ender ligesom med Damen!" sagde Marek på den anden side af døren. Hans stemme lød vred og rystede lidt, som om han prøvede at lade være med at råbe. "Kath, jeg kan ikke bare sidde her og trille tommelfingre. Jeg er nødt til at gøre noget!"

     "Kan du ikke gøre det fra Instituttet?" Kaths stemme var grødet, og Adele spærrede øjnene op. Hvad skete der? 

     "Men der er jo flere muligheder i Allicante, Kath." Adele kunne lige se for sig, hvordan Marek frustreret kørte hånden gennem håret, en vane hun havde bemærket hos ham. Bare tanken fik det til at snurre fjollet i hendes mave. 

     "Tag dig dog sammen, mave," mumlede Adele til sig selv. "De snakker om noget alvorligt." 

     "Kath." Mareks stemme lød igen fra den anden side af døren. "Vi kan hjælpe hundredevis af skyggejægere på den her måde. Hvis ikke det havde været for mundanerne, havde Damen stadig været her, og din far ville ikke ligge og være ligeså levende som en broccoli. Mundanernes uvidenhed skader mere end den hjælper!"

     "Det kan godt være, du synes det, Marek," hvæsede Kath med stadig grødet stemme. "Men den del af din plan vil jeg ikke være med til. Og jeg vil heller ikke lade dig flytte til Allicante." 

    "Fint." Mareks stemme var så kold, at hvis han havde brugt den overfor Adele, ville hendes krummede tæer have gravet hul i gulvet. "Så har vi ikke mere at snakke om nu." Der lød skridt, og alt for sent forstod Adele, at Marek skulle til at forlade lokalet. Med et gisp sprang hun et par skridt baglæns og løb lidt ned ad gangen mod biblioteket, for så at vende sig om, da Marek stormede ud fra Kaths værelse. 

     "Adele?" Marek lignede et barn taget med fingrene i kagedåsen. "Hvad laver du her?"

     "Jeg var på vej tilbage fra biblioteket." Adele håbede, at hun ikke lød for forpustet efter de hurtige ryk. Samtidig sendte hun en lykkelig tanke til sine fegener, der gjorde at hun ikke behøvede tænke over, hvilken løgn hun skulle finde på, da feer kun fortalte den del af sandheden, der kom dem selv til gode. Og det var jo ikke løgn - hun havde været på vej tilbage fra biblioteket. 

     "Hørte du noget af den samtale, jeg havde med Kath?" Mareks øjne undersøgte hende ansigt for tegn på, om hun løg. 

     "Jeg hørte dig sige noget om, at du ikke havde mere at snakke med hende om." Heller ikke løgn. 

     "Okay." Marek sendte hende et hurtigt smil. Så blev hans øjne brødbetyngede. "Adele, du har ikke rigtig vist dig så meget på det sidste. Er der noget der går dig på? Savner du Seelie Hoffet?"

     Hans betænksomhed overraskede Adele. Hun havde ikke overvejet, at det kunne ligne, hun ikke brød sin om Instituttet.

     "Nej, nej." Hun smilede overbevisende. "Jeg kan godt lide at være her, der er bare mange nye ting at skulle vænne sig til."

     Marek på tænksomt på hende. "Okay." Han sendte hende et af de smil, der fik hendes knæ til at blive bløde som smør. "Jeg tror, jeg smutter i seng nu. Vi ses i morgen."

     Adele nikkede og prøvede at sige noget som 'Sov godt' eller ' Vi ses', men det blev kun til en utydelig klump af ord. Hun begyndte at sno sit snehvide hår om sin hånd og så ned på det. Da hun kiggede op igen var Marek gået.

     Med et stille suk gik hun tilbage til sit værelse. Da hun lå i in seng og kiggede ud i mørket, hørte hun Mareks stemme i sit hoved. Det ender ligesom med Damen! Jeg kan ikke bare sidde her og trille tommelfingre. Jeg er nødt til at gøre noget!

     Hun var nødt til at finde ud af, hvem Damen var. Ud fra, hvad hun havde hørt Kath sige, så vidste hun, at Marek havde en plan, som Kath ikke brød sig om. 

    Jeg finder ud af det i morgen, lovede hun sig selv. Så lagde hun sig til at sove med et lille smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...