The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5163Visninger
AA

5. Forklaring

 

Fire

 

Sandheden. Adele sank en klump. "Okay." Alligevel fortsatte hun ikke med at snakke. Der var noget i Mareks blik. Den måde det flakkede på. Noget sagde Adele, at han havde en indre diskussion med sig selv. Så fandt øjnene ro på et punkt, og Adele begyndte på en forklaring, som hun synes fandt sted alt for tidligt. Det var kun hendes anden dag på Instituttet. Hun havde ellers haft regnet med at kunne holde på sin hemmelighed lidt længere. 

    "Mit rigtige efternavn er Morgenstern," sagde hun og holdt blikket stift rettet mod et punkt på skrivebordet foran sig. Hun kunne ikke se Marek i øjnene. "Min far var Sebastian Morgenstern." Hun knyttede næverne, hadede at snakke om sin far. Hendes hænder rystede, og hun kunne mærke uroen i sine øjne, der truede med at skifte farve. 

    "Din mor?" Mareks stemme var som et oprørsk hav. Både rystende, stabilt, vredt, blidt og hundrede andre ting. 

    "Det er..." Hun kunne ikke sige det, og inderst inde forbandede hun Alexander Lightwoods høflighed, der havde afsløret hende. "Hun er fe." 

    "Adele." Hun så op. Mareks blik fangede hendes, så hun ikke kunne kigge væk. "Jeg har hele dagen," sagde han. "Du kan lige så godt komme med svarene med det samme." 

    "Mmh," mumlede hun bare. 

    "Hvad hedder din mor?"

    "Det er..." Hun tog en dyb indånding. Det føltes mærkeligt at fortælle Marek om den ondeste skyggejæger, der nogensinde havde sat sin fod på Jorden (og alle de andre dimensioner, Sebastian havde været i) have en form for affære med Seelie Hoffets dronning.

     "Seelie Hoffets dronning," sagde hun og så op på Marek med trodsighed i øjnene. Hun kunne mærke sine øjne blive mørkere i takt med, at hendes humør blev mere og mere irriteret. Lige meget hvor hun kom, blev hun dømt som barn af Sebastian Morgenstern. Hun fik aldrig chancen for at få status som god. Her havde hun undladt at fortælle sit navn i troen på, at hun ville kunne blive behandlet som alle andre. Men den plan havde Alec trampet i stykker, i det øjeblik han så hende. Hendes øjne blev mørkere og det ulmede i hende.

     "Adele-"

     "Hvad?" afbrød hun ham. "Har du tænkt dig at sende mig væk? Straffe mig for hvem mine forældre var? Dømme mig til at være som min far, før jeg overhovedet har fået chancen for at vise noget andet? Du er præcis ligesom alle andre!"

    "Det var ikke det, jeg havde tænkt mig at sige," bed Marek hende skarpt af. 

    "Nårh, men det er det, I alle tænker." Hendes ord kom ud lidt for skarpt, og hun slog blikket ned. Sukkede. Vreden sev stille ud af Adele, som var hun en ballon, som al luften susede ud af. Nu følte hun sig i stedet bare... modløs. Hun kunne mærke sine øjne reagere, følte at de fik en lysere farve. 

    Det blev stille i kontoret. Adele kunne ikke se Marek i øjnene. Af en eller anden grund havde hun dårlig samvittighed. Det var ikke Mareks skyld, at hun var forkert. At folk var bange for, at hun ville blive ond - bare se på hendes stamtræ

    "Adele," sagde Marek stille. "Ikke for at forsvare mig selv, men når man kigger på Morgensternfamilien, så har den i de sidste to generationer ført til flere dødsfald og krige end de sidste 30 år har gjort - tilsammen. Hvis du havde været i mine sko, ville du så ikke også være bekymret, hvis der dukkede en efterfølger op?" Adele så på sine slidte sko. 

     "Men det var jo ikke mig, der gjorde det," mumlede hun. Hun følte sig dum og barlig og lille og... dum. 

     "Nej," sagde Marek stille. "Det var det ikke."

     "Vil du sende mig tilbage til Seeliehoffet?" Hendes stemme var mere panisk, end hvad hun syntes om. 

     Marek tænkte sig om en gange. Så rystede han på hovedet. "Jeg stoler på Alexander Lightwood. Han har mødt og overlevet to slag mod Morgenstern, så hvis han stoler på dig, gør jeg det også."

    Marek kunne lige så godt have slået hende utallige gange med en støvle. Hans ord gjorde ondt helt ind i marven, og Adele kiggede ned for at skjule sine øjne, der pludselig var blevet blanke. Hvorfor hadede alle Morgensternfamilien så inderligt?!

     "Du har aldrig mødt dem," hviskede hun. "Du ved ikke, hvordan de var."

     "Har du mødt dem?" svarede Marek igen. "Adele, bare spørg Amelia. Eller Tammy. Eller James, eller min far. Du kan spørge alle skyggejægere over 25 om, hvordan de var. Og ordet god vil ikke indgå i nogen af beskrivelserne."  

     "Men det er ikke min skyld!" Hun så direkte ind i Mareks havblå øjne med sine blæksorte, hvor en enkel tåre havde revet sig fri fra øjenkrogen, og nu løb stille ned ad hendes kind. 

    "Adele," sagde Marek. "Så derfor-" 

    "Du forstå det ikke!" afbrød hun, mens hun lagde armene om sig selv. Det føltes, som om hun ville smuldre, hvis ikke hun holdt sammen på sig selv. "Det er ikke din familie, der er hadet overalt, hvor du går. Du har selv bestemt, hvordan folk skal se dig. Jeg har aldrig fået chancen."

     Der var pludselig stille igen. Marek svarede ikke eller sagde hende imod, men det havde hun heller ikke regnet med. Hun vidste, at han ikke ville kunne sige det imod, for det var alt sammen sandt. Alle, der så på Adele, så ikke hende, men hendes far, Sebastian Morgenstern, og det var ved at drive hende til vandvid! Selv da hun havde været i Idris, havde folk set hende som datter af Sebastian Morgenstern. Hun huskede, at hun havde gemt sig bag sin faster Clary og prøvede at undslippe alle de dømmende blikke, men de fulgte bare med. Det gjorde de lige meget, hvor hun tog hen, lige meget, hvor hun var. 

    "Adele." Marek brød forsigtigt stilheden. Han tænkte sig om engang. Så så han på hende med milde øjne, og Adele vidste, at han havde taget beslutningen om, hvor vidt hun måtte blive. "Jeg ved ikke, hvor meget matematik, du har haft hos Seeliehoffet."

    Blidheden i hans stemme fik et lille håb til at blomstre i hende. Måske kunne hun blive...?

    "Men," fortsatte han, "jeg har altid fået at vide, at minus gange minus giver plus." Han fangede hendes blik og gav hende det lille skæve Marek-smil, som hun efter to dage allerede elskede. "Så jeg fortælle ikke det her til de andre, men lad mig ikke fortryde, at jeg lod dig blive." 

     Et smil bredte sig på Adele læber, og før hun vidste af det, var hun sprunget op fra stolen og kastet sig armene på Marek, der overrasket lagde armene om hende. Glæden føltes som en sæbeboble, der blev pustet kæmpe stor af et par glade barnelunger.

     "Af hele mit hjerte tak, Marek!" hviskede hun mod hans skulder. Så gik det op for hende, hvad hun lavede. 

     "Undskyld, Marek," udbrød hun nervøst og trak sig væk fra ham. Det trak dog lidt i hendes mundvige, da hun så hans kinders lyserøde farve. "Jeg skal nok lade vær med at sige det til Kath."

    Marek blinkede overrasket med et mærkeligt smil på læben. "Hvorfor skulle vi ikke sige det til hende?" Han så helt oprigtigt forvirret ud, hvilket gjorde Adele forvirret.

    "Er I ikke kærester?"

    Marek spærrede øjnene op, og hans latter gjorde Adele pinligt berørt. "Nej, hvorfor tror du det?"

    "Øhm," sagde Adele med blodrøde kinder. Hvorfor endte hun altid i akavede situationer, når hun var sammen med Marek? Han havde lige ladet hende blive, og nu ødelagde hun allerede alting. "Altså, I virker bare sådan ret tætte, så jeg gik vel bare ud fra at... ja," prøvede hun. 

    Marek smilede. "Jeg ville være verdens værste skyggejæger, hvis jeg datede Kath."

    "Er hun så slem?"

     Marek grinede ad hende. "Du er skør, Adele."

     Adele vidste ikke helt, hvad hun skulle svare. Marek snakkede videre: "Har feer ikke også den uskrevne regel, at man ikke er sammen med sin bedste vens ekskæreste?"

     "Ikke rigtigt," indrømmede hun. På hoffet havde feerne været ret ligeglade med, hvem der havde været sammen med hvem.

     "Den regel følger man til gengæld hos skyggejægerne." Marek fik et trist udtryk i øjnene, der gjorde Adele endnu mere nysgerrig på, hvem den "bedste ven" mon var. Hun havde nemlig ikke set andre drenge - eller piger, for den sags skyld - på Instituttet. 

     Adele kunne ikke dy sig. "Hvem var Kath da kæreste med?" 

     Marek smilede, men hun kunne se sorgen i hans øjne. Var han ked af, ikke at kunne være sammen med Kath, eller...? Tanken gav Adele underligt ondt i maven, og hun fik en klump i halsen. 

    Marek rystede pludseligt på hovedet. "Den historie må du få en anden dag."

    "Okay." Noget sagde dog Adele, at der ville gå meget lang tid, før Marek ville fortælle hende det - hvis han altså overhovedet ville fortælle hende det. 

     Adele så ned med et lille smil om læberne. Det var svært ikke at smile, når hun var i nærheden af Marek. I de to dage hun havde kendt ham, havde hendes fegeners magtbegærlige side hvisket fire ord i hendes hoved, hver gang Marek var i nærheden: Han skal blive din.

     Da Adele så op igen, tog hun Marek i at betragte hende undersøgende. 

    "Vi burde gå tilbage til de andre," sagde Marek og vendte sig hurtigt væk fra Adele. Han åbnede døren og gik uden at vente på hende. 

 

 

Kath sad på en stol i biblioteket og så tomt ud i luften, da Adele og Marek trådte derind. De gik direkte hen til hende, trak to stole hen til Kath og satte sig. Adele satte sig ned med rank ryg - sådan som hun havde lært - og med benene over kors. Marek satte sig bare omvendt på sin og hvilede armene mod stolens ryglæn. De så begge på Kath og ventede på, at hun ville gå i gang med at tale. Da hun ikke begyndte at tale, begyndte Marek at tromme utålmodigt med fingrende og vippe sin fod i en rytmisk bevægelse.

     "Hvad?" spurgte Kath. "Kan du nu ikke en gang sidde stille i to minutter, Whitescar?" Den hånlige klang fik det til at trække i Adeles ene mundvige. Det var den Kath hun kendte!

     Marek himlede med øjnene. "Hvad er der sket? Hvad sagde Magnus Bane?" Han så på Kath med en alvorlig mine, og stoppede med at tromme med fingrene og vippe op og ned med foden. Hvilken lettelse. I stedet så han mere en alvorligt på Kath, mens hun pillede ved sømmen til hendes bluse og så ud i luften igen.

     "Det rager dig en papand," fnøs hun. 

     "Right, og månen er lavet af dæmonost. Come on, Kath. Hvad er der sket?" Det fik Kath til at vende hendes hoved mod ham igen. Først nu så Adele Kaths forgrædte øjne. Kaths krop rystede kort, og hendes læbe bævrede. Så begyndte der langsomt at løbe tårer ned ad kinderne på hende, da gråden kom. Adel tog sig selv i at synes, at Kath var grim, når hun græd med tårerne strømmede ned ad hendes kinder, mascaraen, der løb ud og trak sorte stripper efter sig, og næsetippen, der blev rød, og det samme skete med hendes ører. Efter et sekund eller to kastede hun sig i armene på Marek, og Adele kunne ikke lade vær med at føle sig til overs.

     Kath begravede sit ansigt ved Mareks skulder, og han begyndte at stryge hende over håret. Han hviskede beroligende til hende, og forsikrede hende om, at det nok skulle blive okay. Adele fik en grim smag i munden og vendte hovedet væk og stirrede på statuen af Raziel. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, og hun indså nu, at en lille snert jalousi var rettet mod Kath. Men det burde den ikke... Vel? Nej. Kath var ked af det, og Marek trøstede hende bare. Det var det hele. De var bare venner. Bedste venner, hviskede en stemme til hende.

     "Det er min far..." fik Kath fremstammet. "Magnus har healet ham, men han ligger i en midlertidig koma. Vi ved ikke hvornår han vågner." Kath  hikstede, og Adele så på hende med store øjne. Koma...

     "Shh... " Marek sagde ikke, at det hele nok skulle gå, men det havde Adele heller ikke regnet med. De levede i skyggeverden og så alting klart. De var ikke som mundanerne, der gik rundt og ikke anede, at flere tusinde skyggejægere ofrede deres liv, for at beskytte dem. Men alligevel - hvis de kendte til skyggejægerne ville alt blive kaos!

     "Kath," sagde Marek blidt. "Skal vi ikke sige, at du tørrer dit ansigt, så du ikke ligner en panda længere." Kath kom med en lyd, som Adele ikke kunne beslutte om det var et fnis eller snøft. "Og så køber vi verdens største iskaffe og æder nudler til frokost."

    Kath trak sig lidt væk fra Marek og smilede svagt. Hun knubbede sine øjne med håndryggen så mascaraen blev tværret endnu mere ud, men de lysende øjne, der strålede af tillid, fik hende til at ligne en kriger i stedet for en bekymret teenagepige. Hun nikkede, kastede med det mellemlange sorte hår og snøftede en sidste gang. 

    "Giv mig 20 minutter, så er jeg klar ved elevatoren." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...