The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5168Visninger
AA

11. Fall

 

10

 

Det føltes, som om hun druknede i iskolde flammer. Verden bestod af smertende ildtunger, der snoede sig som tusinde slanger ind og ud i mellem hinanden igennem hendes stakkels lunger, der raspende hev efter luft. Men alt der kom ned var en kvælende tørhed, som havde hun slugt en sandkasse. 

     Et glimt af noget blåt lyste op, stemmer, havblå øjne.

     Så blev alt mørkt igen. 

 

Den her gang var de isnende flammer erstattet af en flammende hede, der fik Adeles krop til at vride sig. Flammerne udsprang fra hendes brystkasse og slikkede hen over resten af hendes krop. Hun lænede hovedet tilbage i et lydløst skrig. 

     En stille bøn om at fritage hende fra det smertehelvede, hun befandt sig i, gav genlyd i hende hoved.

     Dræb mig...

 

Adele vågnede med at gisp. Hun var vågen - det var hun sikker på. Dog var hendes tanker ikke tilstede sammen med hendes krop. Det føltes, som om hun var revet over i to dele: Den ene del lå ubevægelig og følelsesløs i en af sengene på Infirmeriet, mens den del af hende, der var vågen, betragtede hendes sovende jeg.

     Hun ville gå hen til sig selv, men det gik op for hende, at hun ikke befandt sig på gulvet - snarer midt i luften, hvorfra hun kunne overvære, hvad der skete i det store lokale. Hun rakte hånden ud og ramte en blød usynlig væg, der føltes ligesom vand. Hendes første tanke var, at Magnus Bane måtte have spærret hende inde i en stor sæbeboble, og det hele var en eller anden dårlig joke, men så lød en stemme i hendes hoved.  

     Adele Morgenstern. Hun genkendte med det samme Broder Manochs stemme i sit hoved. Jeg tillod mig at vække dit sind; jeg mente, du burde høre dette.

     "Hvad er det, jeg skal høre?" ville hun have spurgt, men der kom ikke en lyd over hendes læber - men okay, gik det op for hende, hendes sind kunne selvfølgelig ikke snakke. I stedet rettede hun så sin koncentration mod handlingerne på den anden side af sæbeboblevæggen, og skikkelser blev tydelige. En ung fyr med blond hår stod ved den seng, som Adeles krop lå i, og to skikkelser i pergamentfarvet kåber stod kort derfra. Det måtte være Border Manoch og Broder Nidiruis. 

     "...får I ikke love til," lød en stemme, som Adele med det samme genkendte som Mareks. Det lød som om, at han snakkede gennem vand, og ordene flød så meget ud, at det var svært at høre, hvad der blev sagt. Alligevel var hun ikke i tvivl om, at han lød vred. "Bare se, hvordan Englerunen virkede." 

     Brødrene behersker andre helbredelsesmetoder end måder med runemagi, Marek Whitescar. Selv om Adele kun kunne høre Broder Nidirius' stemme i sine tanker, så syntes hun, at han lød fornærmet. Vi ønsker at hjælpe hende ligeså meget, som du gør. 

     "Nårh ja," sagde Marek spydigt, "for sidst I ville 'hjælpe hende', lavede jeres iratze et kæmpe sår i hendes skulder. Brødrenes metoder er forældede. Clarissa Herondale er den eneste, der kan hjælpe." 

     Lad ikke dine følelser stå i vejen for din dømmekraft, unge Skyggejæger.

     Marek rettede sig op med et ryk og stirrede rasende på Border Manoch. Hans stemme var så lav, at Adele måtte læne sig så langt frem, som hun kunne, for at høre, hvad han sagde. Hans tonefald fik hende til at krympe sig. "Jeg har mistet før, Border Manoch, og jeg har ikke tænkt mig at miste flere af dem, jeg elsker." 

     "Vi burde tilkalde Clarissa, det ville være det bedste for Adele." Adele havde ikke set, at Kath også var tilstede. Hun stod lidt ude i siden med armene over kors. Kath så på brødrene med et bestemt blik, men virkede mere rolig end Marek. "Se bare på hendes skulder og huden ved hendes hals! Hun kunne ligeså godt været blevet stukket ned med et kinjal-sværd!" 

     Adele betragtede sin sovende krop og fik kvalme. Lige over kravebenet havde De Tavse Brødre forsøgt med en iratze, men resultatet havde været det samme som med Englerunen. Runen havde skåret ned i hendes hud og efterladt et snitsår med form som den helbredende rune. 

     Clarissa Herondale befinder sig i Idris nu for tiden. 

     "Brug en portal," afbrød Kath. "En warlock kan få hende hertil på få sekunder, eller hun kan skabe sin egen portal." 

     Det er risikabelt at lave en portal ind på Instituttet, og-

     "Har I overhovedet lyst til at hjælpe hende?!" Marek havde knyttet hænderne, så knoerne blev hvide. "I kommer med den ene dårlige undskyldning efter den anden. I er De Tavse Brødre, for helvede! Det er meningen, I skal hjælpe Nephilimerne - ikke lade dem dø, fordi I synes, det er for besværligt at redde dem."  

     Din forelskelse blinder dig, Marek Whitescar. Vi behøver ikke tilkalde Clarissa Herondale - De Tavse Brødre kan hjælpe hende. 

     Der gik et gib gennem Adele ved Broder Manochs ord. Kunne... kunne Marek lide hende? Hun stirrede på Marek med store øjne, men mærkede skuffelsen lægge sig som en tung sten i hendes mave, da han hvæsede: "Jeg er ikke forelsket. Men I skal slå både mig og Kath ihjel, før vi lader jer tage hende med til at jeres støvede skodby." 

     Og med de ord satte han sig stædigt på Adeles seng. "Kath, vil du være sød at sende Clarissa et ildbudskab? Hendes niece er i livsfare." Han vendte sig mod De Tavse Brødre. "I må godt gå nu." 

     Lige inden Brødrende gik, vendte Broder Manoch sig og så direkte på Adele. Din kat er kommet tilbage, var alt han sagde, før han fulgte efter Broder Nidirius. 

     Så sprang den sæbeboble, der holdt Adele ved bevidstheden, og hun faldt ned i mørket igen. 

 

Det første Adele så, da hun vågnede, var de engle, der prydede det blå loft i Infirmeriet. De havde alle lyst hår og blå øjne, og Adele tænkte, at hvis det var sådan, engle så ud, så måtte Marek være en engel. Hun smilede ved sig selv. 

     Den sagte lyd fra en person, der sov, fangede Adeles opmærksomhed. Hun så til højre og fik øje på Marek, der var faldet i søvn på en stol ved siden af hendes seng. Lyset, der strømmede ind gennem vinduerne, faldt på hans ansigt og fik hans hår til at skinne som guld. Hun overvejede, om hun skulle vække ham, men da hun ville løfte arme, gik et lyn af smerte gennem hendes arm, og hun gispede. 

    Først nu opdagede hun forbindingerne. Fra halsen og ned til under brystet var der forbindinger. Flere steder var forbindingen rød af blod. Forsigtigt lod hun en fingerspids følge kanten af en af forbindingerne. Hun lavede en grimasse, da hun ramte den skulder, hvor iratze skulle havde været.

     Et skrig flængede tavsheden, og Adele spjættede overrasket. På trods af de mange forbindinger, ømheden i kroppen, hovedpinen og den brændende smerte i hele overkroppen, sprang hun ud af sengen - klar til kamp. Ved siden af hende var Marek vågnet og stod med en trukket kniv, som han åbenbart havde sovet med. Skyggejægere, nåede Adele lige at tænke. De er da altid klar til kamp

     "Hoveddøren," konstaterede Marek, og sammen skyndte de sig lydløse ud af Infirmeriet. Mareks skridt var hurtige og lange, og Adele måtte småløbe for at følge med.

     Endnu et skrig rungede gennem Instituttet, og Adele kendte stemme. Kath. 

     "Jeg troede ikke, at dæmoner kunne komme på Instituttet," sagde Adele til Marek.

     "Det kan de heller ikke," skumlede han. "Kom, det kommer fra kirkens skib."

     Under andre omstændigheder ville Adele have elsket at tage elevatoren alene med Marek, men med skrig som baggrundsstøj var det ikke ligefrem de mest romantiske omgivelser. Elevatoren stoppede knirkende, og dørene gik op. Adele beredte sig på at se kirken fuldt med blod, skræmmende skabninger, og Skyggejægere med flammende seraph-dolke i kamp. I stedet så hun noget helt andet.

     Kath stod med en kæmpe lysestage og fægtede mod et dyr, der lignede en lille bjørn. En lille grå bjørn med gule øjne og skarpe klør. 

     "Fall?" udbrød Adele, da hun genkendte sin kat. Hun løb hen til katten og løftede den op i sin favn. Katten begyndte straks at spinde. 

     "Hvad foregår der?" forlangte Marek at få at vide og stirrede fra Kath, hen på Adele og tilbage på Kath. Hendes hår var uglet, og hun havde flænger i ansigtet fra klør. 

     "Broder Manoch fortalte mig," sagde Kath stakåndet, "at jeg skulle gå herned, og da jeg kom, blev jeg overfaldet af en grande monsterkat." Hun stillede lysestagen fra sig og så på Adele. "Kender du den?"

     "Det er faktisk min kat," indrømmede hun. Hun havde haft den med til Instituttet, men den var stukket af igen. "Men jeg har ingen ide om, hvad den laver her."

     Marek satte sin stele mod Kath hud, så sorte streger flød fra den og dannede en iratze. Da han var færdig, stak han kniven tilbage i sin sko og stelen i bæltet. De to Skyggejægere så bebrejdende på Adele. 

     "Næste gang du beslutter dig for at smugle en psykokat ind på Instituttet," sagde Kath irriteret, "så advar os lige." 

     "Og hvis der er flere af dine kæledyr, der beslutter sig for at prøve at tage livet af en af os," tilføjede Marek, "så laver jeg dem om til pelsfrakker." 

     Hans ord var som et slag i ansigtet. Hans bitre ord fra tidligere gav pludselig genlyd i hendes hoved, jeg er ikke forelsket, jeg er ikke forelsket, jeg er ikke forelsket.

     Han bryder sig slet ikke om dig, hviskede en stemme pludselig i hendes hoved. Han ville ønske, du aldrig var kommet, så kunne han vær alene med Kath.

     Adele kunne mærke det stikke i hjertet og  snurre i sit hoved, kunne fornemme, hvordan hendes grønne øjne formørkedes, og hun så med blæksort ligegyldighed på Marek, der stirrede skræmt på hende, på hendes øjne.

     "I er sørme nogle dygtige Skyggejægere," sagde Adele koldt. "Hvis I ikke engang kan forsvare jer mod en enkelt kat, så forstår jeg pludselig meget bedre, hvorfor I mistede ham Damen."

     Og men de ord vendte hun sig om og gik ind i elevatoren. Dørene lukkede, før hun nåede at få dårlig samvittighed. 

 

Adele lod fingrene glide gennem sin kats pels. Hun skævede hen til at knuste lampe, som hun i frustration havde kylet ind i væggen, da hun var nået tilbage til sit værelse. Marek og Kath havde fornærmet hendes indre fe, der blussende var kommet frem og havde ramt dem dér, hvor de var allermest sårbare. Men nu, hvor hendes øjne var blevet grønne igen, var hun bare led og ked af dét, hun havde sagt. 

      Hendes fingre gled rastløse gennem kattens pels. Hendes bevægelse stivnede, da hendes fingre strejfede en snor. Hun lænede sig frem og fik øje på et tyndt bånd, der løb om kattens hals. Et stykke papir sad under det. Adele frigjorde den lille lap og foldede er tynd bøgeblad ud med små bogstaver skrevet på. Hun genkendte den svungne håndskrift med det samme. 

 

    Seelie Hoffet byder Hoffets Prinsesse og hendes Nephilimske ledsagere på middag under fuldmånen.

Din hengivne Dronning

 

Adele stirrede lamslået på den korte besked. Hun, Kath og Marek var inviteret til middag på Hoffet, og det kunne kun ende på én måde. Galt. 

     Adele foldede forsigtigt bøgebladet sammen igen og lagde det på natbordet, så fortsatte hun med at ae Fall over pelsen, og høre hende spinde, mens hun tænkte på invitationen. Hvis Seelie Hoffets dronning inviterede dem, så ville hun have noget ud af det, og det ville sikkert ikke blive et rart gensyn. Det eneste Adele tænkte på, var de mange katastrofale udfald middagen kunne få. Hun ville hellere takke nej til invitationen, men det kunne hun ikke. Med et suk lagde Adele sig ned i sengen på ryggen, og kunne mærke Fall lægge sig til rette på hendes mave. Så lukkede hun øjnene og slappede af til kattens spinden, mens hun strøg den forsigtigt gennem pelsen.

     "Det ser ud til, at vi skal besøge mor... "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...