The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5168Visninger
AA

10. Englerunen

 

Ni

 

Efter Magnus var gået og havde fået sin "betaling", vidste Adele ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun ville havde lagt sig til at sove, men søvnen kom aldrig til hende. Så hun endte med at gå ned og hente en bog på Instituttets bibliotek. Da hun kom tilbage til infermeriet, satte hun sig på den seng, hun havde fået tildelt og begyndte at læse, men kunne ikke rigtig koncentrere sig.

     Hun sendte sin arm et muggent blik. Et regnbuefarvet plaster dækkede det lille sår på hendes underarm, hvor Magnus havde taget blod fra hende. Hun trak i skjorteærmet for at dække det. Skjorten emmede af Marek, og duften af dreng til det til at trække i hendes mundvige. 

     "Adele!" Dørene blev skånselsløst revet op, og Kath - what a big surprise - kom løbende. Hun havde favnen fuld af tøj. "Skynd dig at skifte!"

     "Hvad?" Adele lagde bogen fra sig. "Hvorfor det?" Inderst inde var hun en smule ærgerlig over, hun skulle tage Mareks skjorte af. 

     "Det er sådan noget traditionsnoget," sagde Kath og lagde tøjet på sengen. Adele fangede et muntert glimt i Kaths øjne, så det kunne ikke være seriøst. "Kom nu, Adele, skynd dig. Jeg forklarer mens du skifter." 

     Adele satte sig modvilligt med ryggen til Kath og knappede skjorten op. 

     "Det er fordi, du får dine runer så sent," sagde Kath. "Efter runeceremonien brænder de dit tøj, og Marek får et flip, hvis hans trøje bliver brændt." Adele smilede indvendigt over Kaths forklaring. Hun kunne lige se Mareks ærgerlige ansigtsudtryk, hvis han fandt ud af, at hans trøje var blevet brændt.

     "Hvorfor vil de brænde det?" Adele tog skjorten af og trak den, Kath var kommet med, over hovedet. Den mærkelig nuance mellem rød og orange fik Adele til at se syg ud og gav håret et gulligt skær. "Jeg troede kun, man brændte døde skyggejægere." 

     "Det har vist noget at gøre med nogle traditioner og regler," sagde Kath. "Seriøs, der er regler for nærmest alting, selv hvilket tøj du skal have på."

     "Så modepolitiet findes altså." Adele himlede med øjnene og trak i det nye par bukser. 

     "Ha, ha," vrængede Kath. "Skyggejægere tager traditionerne meget seriøse. Marek og jeg lærte den her remse som små: Black for hunting through the night / For death and mourning the color's white / Gold for a bride in her wedding gown / And red to call the enchantment down / White silk when our bodies burn / Blue banners when the lost return. Og det er så det her stykke, du skal tænke på: Flame for the birth of a Nephilim and to wash away our sins."

     Adele, der havde tabt tråden ved rød, stirrede lost på Kath. "Så det vil sige...?"

     Kath sukkede højlydt. "At de brænder dit tøj." 

     "Siger din remse så også noget om, hvad du skal have på? Du ved," foreslog Adele, " 'Wear orange like a sunset / when your friend will some runes get'?" 

     Kath himlede med øjnene. "Rent faktisk," surmulede hun, "så skal vi have en ceremonikåbe med røde og gyldne runer på." 

     "Hvad har røde runer noget at gøre med de runer, jeg får?" spurgte Adele, og Kath sukkede opgivende.

     "Bare glem det." Den ældre pige sendte et flygtigt blik med døren og studerede derefter sine negle, der var lakeret røde. "Amelia kommer om lidt." 

    "Fantastisk," mumlede Adele. Hun vendte sig om mod Kath og så ned ad sig selv. "Jeg ligner et omvandrende Sankt Hans-bål." 

     Før Kath nåede at sige noget, bragede lyden fra en kirkeklokke gennem infermeriet, og elleve slag fik det til at runge for Adeles ører. Hun pressede håndfladerne mod sine ører i et desperat forsøg på at holde lyden ude. 

     "Noget siger mig," sagde Kath, da bragene var stilnet af, og tinnitussen skar sig gennem Adeles hoved, "at klokken er elleve."

     Infermeriets døre åbnede, og Amelia - der sikkert havde ventet ved døren for at gøre en god entré - trådte frem i en lys kåbe, og de gyldne og røde runer, der prydede stoffet, snoede sig som flammer. Skyggejægerens hår var kunstfærdigt sat op med gyldne og orange perler. "De Tavse Brødre er klar til dig," bekendtgjorde hun.  

    Adele tog en dyb indånding. Så fulgte hun med Kath og Amelia ind i storsalen. 

 

Omgivet af Skyggejægere i flammende ceremonikåber, satte Adele sig midt i Instituttets storsal på en træstol med detaljerede udskæringer. Konklaven var kommet for at overvære den specielle runeceremoni, så godt og vel 80 øjne fulgte hver og en af Adeles bevægelser. Følelsen af at være et forsøgsrotte, som nogle professorer skulle overvære blive skåret op, fik Adele til at rykke nervøst på sig. De to Tavse Brødre gjorde heller ikke ligefrem noget godt for hendes nervøsitet. De stod ude i siden i deres pergamentfarvede kåber og betragtede hende med deres tomme øjne. De førte sikkert en tavs samtale gennem deres tanker. 

     Konklavens medlemmer diskuterede også lavmælt sammen. Adele opfangede blandt andet ordene "Jonathan Morgensterns datter", "halv fe" og "dæmon". Pludselig forstod hun sin mosters nervøsitet over for store selskaber meget bedre - der måtte have været hvisket mange grumme ting om Clary gennem tiden.

     Adele lod blikket glide hen over forsamlingen i håb om at spotte Marek og Kath, men alle de opslåede hætter gjorde det umuligt for Adele at finde dem. Hun bed sig nervøst i læben.

     Broder Nidirius' stemme - hvis man altså kunne kalde den det - skar gennem hviskeriet og fik alle til at tie. Adele Morgenstern, er du parat til at få dine første runer?

     Der var stille et kort stykke tid. "Ja," sagde hun så. Hendes stemme lød lille i det store rum, og hun rømmede sig stille. De to Tavse Brødre gik hen mod hende, den ene med en stele i hånden. 

     Den første rune, lød Broderens stemme igen, vil være Englerunen

     Adele nikkede stille og sendte Kath en lykkelig tanke, da hun knappede de to øverste knapper i den orange skjorte op. Hun så på Broder Manoch, der sendte hende det tætteste en Tavs Broder kunne komme på et smil. Hun smilede svagt igen. 

    Broder Nidirius satte stelen mod hendes hud omkring fem centimeter under det punkt, hvor hendes hals sluttede. Adele gispede, da smerten skød gennem hver en nerve, som om hun havde fået stød. Broderen tøvede. 

     "Bare fortsæt," fremstammede hun og bed sig hårdt i underlæben, da den tavse Bror begyndte at tegne. 

     Hendes negle borede sig ind i håndfladerne, og knoerne blev hvide. Marek havde fortalt hende, at det sved lidt at få tegnet sin første rune, men det sved ikke bare - det gjorde direkte ondt, forbandet ondt. Den Tavse Bror kunne lige så havde dolket hende med en rødglødende kniv, og Adele var sikker på, at det havde gjort mindre ondt, end at få tegnet Englerunen. 

     Hun blinkede hastigt for at forhindre sine øjne i at løbe i vand og rykkede på sig. Det var næsten umuligt at sidde stille - hver en nerve i hendes krop skreg, at hun skulle flytte sig, fjerne sig fra stelen, der fik det til at føles, som om der var ild i hende. 

     Hendes negle rev hul på hendes håndflader, og blodet dryppede ned fra hendes knyttede næver. Et enkelt hulk forlod hendes mund. 

     Den Tavse Brors hånd rystede en smule. Adele vidste, at han kun havde tegnet toppen af runen, og tanken om, at den ikke engang var halvvejs færdig, fik hendes øjne til at løbe endnu mere i vand. 

     Den første tårer trillede ned ad hendes kind, og svag mumlen spredte sig i lokalet. I øjenkrogen kunne hun se Marek træde ud af den cirkel af Skyggejægere, der var dannet rundt om hende, og han stemme lød uendelig fjern, da han bad Broderen stoppe. Adele kneb øjnene i og snøftede en enkel gang. "Fortsæt," hviskede hun med grødet stemme. Hun ville havde den rune. Også selvom det føltes, som om hendes hendes overkrop blev flået fra hinanden af flammende kløer. 

     Broder Nidirius begyndte at tegne anden halvdel af runen, og Adele udstødte et svag skrig. Smerten gav hende hovedpine, og hende stakkels hænder, som hun havde kradset til blods, skreg bedende til hende, at hun skulle løsne grebet. 

     Hun vred sig under stelens smertende dans over hendes hud, der sendte bølger af hvide lyn gennem hendes krop, og gjorde hendes kinder drivende våde af tårer. Hendes ansigt krudsede i en smertende grimasse. 

    "Stop," ville hun sige, men ordet forsvandt i blod og tårer. Hendes mund smagte metallisk, efter hun havde bidt hul i læben og kinden. "Stop!" hviskede hun igen, og hende skuldre rystede, da hun hulkede og så bedende op på den Tavse Broder. "Vil du ikke nok stoppe?"

     Den er næsten færdig, lød Broder Enochs stemme beroligende i hendes hoved. Bare et øjeblik mere. 

     Adele kunne ikke holde sin gråd tilbage. Hun havde ellers sagt til sig selv, at hun ikke ville gærde, når der var så mange til stede, men den plan var forsvundet som dug fra solen. Hun hulkede ustyrligt og trak sig selv i håret, så de forrevne hænder efterlod striber af blod i det hvide hår. 

     Blodet i hendes årer føltes som ild, og hun skreg af smerte. 

     En skikkelse stod pludselig foran hende. Hendes blik var slørret, men hun kunne genkende det mørkeblonde hår, havblå øjne og blide stemme. Han tog fat i hendes blodige hånd og strøg den forsigtigt, hviskede stille, at det snart var overstået, runen var næsten færdig. 

     Pludselig forsvandt alt smerten. Broder Nidirius trak stelen væk. Adele havde det, som om hun havde ligget under en lastbil - nej, et bunke store sten, faktisk et helt bjerg! - som endelig var blevet fjernet, og hun kunne trække vejret og slappe af igen. Et øjeblik troede hun, at smerten var forbi. 

     Så vendte smerten tilbage med 180 i timen og ramte hende ti gange hårdere end før. 

     Hun skreg, som hun aldrig havde skreget før, da huden revnede der, hvor de sorte streger dannede Englerunen, og blodet fossede ud og løb ned af hendes trøje og dryppede ned på gulvet. Dybe glødende kødsår dannede omridset af det, der for et øjeblik siden havde været Englerunen. 

     Adeles øjne mødte Mareks. Så blev alting pludselig meget mørkt, og Adele faldt ned i det kulsorte tomrum. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...