The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5348Visninger
AA

8. Dagslysere

 

Syv

 

Hver eneste dag i den efterfølgende uge gik Adele på biblioteket for stirre hungrende på Morgensternssværdets montre, hvor det tykke glad var det eneste, der adskilte hende fra det eneste, der var tilbage af Morgensternfamilien. Hun havde stadig ikke fået sine første runer eller en stele, og uden det kunne hun ikke få fat i sværdet. Hun var nødt til snart at overtale Amelia til, at hun kunne få sine første runer.

      Adele havde ikke haft flere drømme om sin far, men en gang i mellem dukkede følelsen af at blive overvåget op. Som om det sorte blik fulgte hvert et skridt hun tog, men af en eller anden grund bekræftede det hende bare i hendes beslutning om at få fat i sværdet. 

     Men det var hverken drømme, runer eller sværd, som fyldte Adeles tanker. Det var Marek. Han var dukket op til morgenmad den morgen, havde været med til at træne, havde været der i teoritimerne, som Amelia havde givet dem, spist frokost med Kath og Adele og efterfølgende sagt ja til at tage over i parken.

     Parken var fyldt med unge mennesker der læste lektier på græsset, par der luftede hunde og legende børn - og alle som en nød de sommerens sidste lune dage. Marek og Kath havde droppet at have jakker på i sommervarmen, så deres runer var til frit skue for alle. Et par piger gik fnisende forbi Marek, mens de kastede med håret, skød brystet frem og blinkede med deres lange mascarafyldte øjenvipper. Kath himlede med øjnene og gav Marek et venskabeligt kys på kinden. Adele prøvede at holde latteren inde, da hun så pigernes skuffede ansigter. 

     Eftermiddagen gik med hygge på græsset. Marek lærte Adele at stå på hænder, og hver gang hun var ved at falde, og Marek måtte støtte hende, fik hun sommerfugle i maven. Det var længe siden, at hun havde været så... glad. Nej, ikke bare glad. Snarer lykkelig. 

     Mareks og Kaths runer var meget opsigtvækkende, og ud over de mange blikke folk konstant sendte dem, spottede Adele en gruppe unge med asiatisk udseende, der længe havde holdt øje med dem. De sagde et eller andet til hinanden og kiggede konstant over mod de tre skyggejægere. Enten var de bare meget interesserede i de sorte runer, der prydede Marek og Kaths hud, eller også var de... Ved Englen!

     "Marek." Adele prøvede at styre sin stemme. "Der sidder tre personer under et bøgetræ cirka tyve meter fra os." 

     "Ja?" Marek havde opfanget alvoren i Adeles stemme, og sendte et hurtigt blik ud af øjenkrogen mod de tre unge. 

     "De har holdt øje med os ret længe nu." 

     Kath kiggede hurtigt i samme retning som Marek. "Tror du, de er..."

     Adele nikkede. 

     "Dæmoner kan da ikke vise sig i sollys..." mumlede Marek. Så blinkede han, da noget gik op for ham. "Kath, kan du huske episoden i Japan i 2011 med det der atomkraftværk?" 

     "Og de dæmoner, der blev ramt af det radioaktive stof," fortsatte Kath, da det gik op for hende, hvad Marek talte om, "fik mulighed for at færdes i sollys." De to skyggejægere stirrede rædselsslagne på hinanden. 

     "I så fald er vi nødt til at forlade parken," mumlede Marek. "Vi kan ikke kæmpe mod dæmonerne, når der er så mange til stede."

     Adeles tanker endte med det samme på Damens Crossheart. Hun så hurtigt over mod gruppen igen. De var fem, fire drenge og en pige. Adele koncentrerede sig om at skrælle lagene af den magiske tåge væk, der gjorde at dæmoner kunne skjule sig blandt mundanerne. En slangetunge hvislede ud af munden på pigen, der pludselig havde fået skællet hud. Adele gispede og blinkede. Slangetungen var væk, og pigens hud var blevet normal igen. 

     "Vi går nu," sagde Adele skarpt, og Marek og Kath fangede med det samme, hvad hun mente: Det var dæmoner. De tre skyggejægere rejste sig og begyndte at gå mod stien, der førte ud af parken. Kath kastede et blik over skulderen. 

     "Pis," mumlede hun. 

     "Hvad?" Marek holdt blikket stift rettet fremad. 

     "De følger efter os." 

     "Har du din seraph-dolk med?" 

     Kath nikkede. "Jeg har den skoen." 

     "Godt." De nåede enden af parken og gik ud på fortovet. Marek åndede fokuseret ud. "Vi lokker dem med ind i en gyde og tiltintetgør dem der. De få dagslysdæmoner, der er tilbage, skal udslette hurtigst muligt. Og Adele." Marek rettede blikket mod hende. "Du går direkte tilbage til Instituttet. Så længe du ikke har runer, kan du hverken bruge nogle af vores våben eller aktivere seraph-dolkene." 

     Adele nikkede. Kiggede hurtigt til venstre. Dæmonerne fulgte stadig efter dem. "De er der stadig." 

     Kath smilede beroligende til hende. "Bare rolig, Adele. Vi har prøvet det, der var værre." Hun blinkede. "Vi ses på Instituttet." 

     Adle nikkede. Så splittede de op, og Adele skyndte sig ned ad gaden, mens de to andre krydsede vejen. Hun gjorde sit bedste for at blande sig i menneskemængden. Alligevel tog hun sig selv i at være rædselsslagen. Hun havde ikke engang være på Instituttet i to måneder, og nu kunne hun have været endt i en kamp mod dæmoner! Hun så sig over skulderen. Hun kunne ikke genkende nogle af de mange forbipassende til at være en af dæmonerne fra parken. Hun slappede af. Dæmonerne var fulgt efter Marek og Kath. De skulle nok klare den. Eller... Nej, selvfølgelig skulle det nok gå. De havde brugt hele deres liv på at jage dæmoner, og som Kath selv havde sagt, så havde de været oppe imod det, der var værre. 

     Adele drejede ned af en lidt mindre befolket gade. Selv om hun var sikker på, at dæmonerne ikke fulgte efter hende, så havde hun følelsen af, at nogen holdt øje med hend- 

     Noget ramte hende fra siden og slog hende ned i fortovet. Smerten skød gennem hele hendes krop, og et øjeblik kunne hun kun se stjerner. Hun kiggede op på, hvad der endt havde angrebet hende, og skreg. En stor insektlignende dæmon med slangehoved og tolv ben, der i enden blev til takkede kløer, stod hen over hende. Gul gift dryppede fra dens hugtænder, og Adele genkendte den med det samme de lektioner om dæmoner, hun havde haft på Instituttet. En elapid-dæmon. 

     Et øjeblik var hun lammet af frygt. Så kom hun på benene og spurtede ned ad gaden med hjertet siddende helt oppe i halsen. Dæmon væltede efter hende i et klodset men alt hurtigt tempo. Til sin rædsel gik det op for hende, at den ville indhente hende, før hun ville nå tilbage til Instituttet. Hun var nødt til at tænke! Hun havde ingen våben, ingen seraph-dolk eller andet, der kunne slå en dæmon fuldstændig ihjel, så hendes eneste håb var, at skære hovedet af den og flygte før den nåede at samle sig igen. Men hvordan? 

     Adele løb uden om en brandhane, som elapid-dæmonen løb direkte ind i og smadrede, så vandet sprøjtede ud. Sammenstødet fik dæmonen til at udstøde et skrig og Adele fik et forspring. Hun fik en ide. Hun zigzaggede med lygtepæle, skraldespande, bænke, cykelstativer og andre ting, der stod på gaden, som dæmonen blindt løb direkte ind i. Adele følte håbet spirre. De mange ugers træning gjorde, at hun sagtens kunne blive ved med at løbe, og dæmonen blev mere og mere udmattet. Hun skulle nok klare den. 

     Den faste grund forsvandt under Adeles fødder, da hun snublede over en flise, der stak op af fortovet. Hun ramte fortovet med hænderne først, der skrabede hen ad fortovet, så huden blev revet op, og hun trillede rundt to omgange, før hun lå stille. Hun prøvede at komme op at stå igen, men dæmonen, der alligevel ikke havde været særlig langt bag hende, bed fat i hendes ben og hev til, så hun endnu en gang væltede ned på fortovet, denne gang med hovedet først. Hendes næse sagde et uhyggeligt knæk ved sammenstødet med fliserne, og hendes mund smagte metallisk af blod. 

     Hun vendte sig om, så hun lå på ryggen og kiggede direkte op på dæmonen. Giften fra dens hugtænder dryppede ned på hende, ramte hendes trøje og ætsede sig gennem den. Hun skreg da giften ramte hendes hud. Det føltes, som om der var ild i hendes kraveben, hvor giften havde ramt. 

     Dæmonen løftede et ben, så den sylespidse klo pegede direkte på Adeles hjerte. Hun fik tårer i øjnene. Var det virkelig sådan her, hun skulle dø?

     Så stivnede dæmonen lige før, den skulle til at hugge sin klo i hende. Fra dens slangemund kom et rædselsfuldt skrig, der skar i ørerne. Dæmonen eksploderede over hende og blev forvandlet til milliarder af små sorte støvkorn, der blæste væk og gik i opløsning. Adele kiggede op på der, hvor dæmonen før havde stået, og så Marek, der stod med et flammende sværd i hånden, stukket ned der, hvor dæmonen havde været ved at dræbe et kort øjeblik siden. 

     "Marek," hviskede hun stakåndet. 

     Flammen i sværdet gik ud, og Marek puttede hurtigt seraph-dolken i lommen. Han satte sig på hug og hjalp Adele op at sidde. 

     "For helvede, Adele," sagde han med et lille, kærligt smil og strøg hende over håret. Han så ned på hendes ankel, hvor dæmonen havde bidt hende. "Tror du, du kan gå selv?"

     "Ja." Hun prøvede at rejse sig, men måtte indse, at det var umuligt uden hjælp. "Okay, jeg vil have hjælp."

     Marek smilede mens han hjalp hende på benene og lagde en arm om livet på hende, så han kunne støtte hende. Lidt længere ende af gaden kom Kath løbende mod dem.

     "Er du okay?" udbrød hun, da hun nåede ned til de to andre skyggejægere. 

     "Aldrig haft det bedre," sagde Adele hæst og spyttede en klat blod på fortovet. Hendes næse og håndflader gjorde helt absurd ondt, og hun var øm i kroppen efter at de to møder med fortovet. Hun så taknemmeligt på Marek. "Hvordan vidste du, at jeg havde brug for hjælp?"

     "Vi fik lokket dæmonerne ind i en gyde, men det gik op for os, at der manglede én," forklarede Marek samtidig med, at de begyndte at gå tilbage mod Instituttet. "Elapid-dæmoner er ikke så kloge, så vi fik hurtigt dræbt dem. Og så hørte jeg dig skrige." Adele kunne mærke sine kinder blev røde. "Men det var egentlig ikke så svært at finde dig," fortsatte Marek, "hele gaden her hen var totalsmadret." 

     "Undskyld, Adele," sagde Kath brødbetynget. "Vi skulle ikke have bedt dig om at gå alene tilbage." 

     "Det går nok." Adele smilede forsigtigt til Kath og prøvede at ignorere smerten i hendes underlæbe, som hun havde bidt hul på, da hun var faldet første gang. "Jeg kom ikke så meget til skade." 

     Marek lo. "Du har det sygeste bidemærke i anklen, har fået ætset din hud af dæmongift, højest sandsynligt brækket næsen og fået en milliard skræmmer, hudafskrabninger og sår. Hvis det ikke er at komme så meget til skade, så vil jeg helst ikke se dig, når du kommer meget til skade."

 

Kath åbnede døren for Marek og Adele, da de nåede ind på Instituttet. Adeles ben havde givet efter en gade før, de var nået tilbage, og Marek havde båret hende det sidste stykke. Han bar hende ind på Instituttets lille hospital og lagde hende i en af de hvide senge. Hun smilede taknemmeligt til ham og mumlede et tak. 

     "Kath, vil du ikke hente Tammy og Amelia?" spurgte Marek. "De skal have at vide, hvad der skete i dag."

     Kath nikkede og forsvandt ud af rummet, og Adeles hjerte sprang et slag over ved tanken om, at hun var alene med Marek. 

     "Jeg vil ønske, jeg kunne tegne en iratze til dig," sagde Marek stille efter lidt tid og satte sig på en stol ved sengen.

     "Det går nok," fik hun fremsagt. "Jeg er bare glad for, at du kom. Ellers var jeg nok død nu." 

     "Du får ikke lov til at dø." Marek rejste sig og gik over til et bord. Adele kunne ikke se, hvad han lavede, men da han kom tilbage, havde han en våd klud, en forbinding og en saks med. Han tørrede blodet af hendes ansigt med blide bevægelser. Adele betragtede ham, mens han rensede hendes sår. Det lille ar over venstre øjenbryn, måden hans hår faldt på, de havblå øjne, der lyste i skæret fra hekselysene. Han var så pokkers smuk, og sommerfuglene fra tidligere den dag vendte tilbage på fuld styrke. 

     Marek klippede hendes bukseben op, så han kunne lægge en forbinding, der hvor dæmonen havde bidt hende. Selv om det gjorde så ondt, at Adele fik tårer i øjnene, sagde hun ikke noget. 

     Dørene til hospitalafdelingen blev slået op, og Amelia kom med faste skridt gående mod Adele og Marek. Bag hende kom Tammy trippende. 

     "Ved Englen," gispede Tammy, da hun så Adele. "Marek, hvorfor har du ikke givet hende en iratze?"

     Marek gjorde forbindingen færdig og rettede sig op. "Fordi hun stadig ikke har fået sine første runer endnu. Hvis jeg skulle til at tegne iratze ved alle hende sår, ville jeg kun skade hende endnu mere." Han så på Amelia. "Og nu vi snakker om runer, så skal Adele have sine runer hurtigst muligt. Vi var i kamp mod fem dagslysdæmoner i dag." 

     Amelia gispede. "Dagslysdæmoner?! Hvordan er de kommet til Amerika?" 

     "Det er sgu da ligemeget," afbrød Marek. "Pointen er, at Adele hverken kan kæmpe eller forsvare sig selv uden runer." 

     Amelia vendte sig mod Tammy. "Vi er nødt til at underrette Klanen om, at der har været dagslysdæmoner." Hun vendte sig igen mod Marek. "Hvor mange var der?"

     "Hører du slet ikke, hvad jeg siger?" udbrød Marek. "Jeg er fuldstændig ligeglad med de dæmoner. Det vigtigste er, at Adele får de runer!" Adele kiggede forlegent væk, men det gjorde hende varm indeni, at Marek gik imod Amelia, for at sikre Adeles sikkerhed. 

     Amelia og Marek havde en tavs diskussion, hvor de sendte vrede blikke frem og tilbage mellem hinanden. Til sidst stønnede Amelia opgivende. "Fint, jeg kontakter De Tavse Brødre." 

     Marek smilede bredt. "Super."

     Amelia himlede med øjnene, vendte om på hælene og forlod hospitalet med Tammy lige i hælene. 

     "Kost," mumlede Marek, og Adele kunne ikke holde et fnis tilbage. 

     Marek blev og holdt Adele med selskab, indtil Kath kom og sagde, at der var aftensmad. Efter Marek var gået, gik det op for Adele, hvor træt hun egentlig var, og før hun vidste af det, var hun faldet i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...