The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5286Visninger
AA

7. Crossheart

 

Seks  

 

Adele befandt sig i en meget åben stue, hvor der var en sofa, hvori der sad en mand med hvidt hår. Hun rørte sig ikke ud af stedet. Bange for om dette var virkeligt eller ej, men manden i sofaen delte ikke samme tanke som hende. Han vendte sig halvt om, så han så sig over skulderen, og så Adele lige i øjnene. Adele gispede forunderet over mandens øjenfarve. Den var sort. Han vendte sig helt om, og hvilede sin hage mod sofaens ryglæn. Hun kunne ikke tage øjnene fra ham. Der var noget over ham, men hun vidste ikke hvad.

     "Sæt dig endelig ned," sagde manden roligt og sendte hende et skævt smil. Adele begyndte meget langsomt at gå og satte sig. Hun var ikke helt tryg ved situationen, men på den anden side, så nød hun at være her. Det var som om hun kunne være sig selv. Helt sig selv. Gøre hvad hun ville, uden nogen fra Instituttet eller Seelie Hoffet sagde noget til det. Hun smilede lidt ved den tanke og foldede sine hænder i sit skød.

    "Adele, ved du, hvem jeg er?" spurgte manden, og hun så op på ham. Adele lagde mærke til, at manden lignede hende, bare i en mandelig udgave. Han havde sorte øjne, hvidt hår, der faldt ned i øjnene på ham og marmor skarpe ansigtstræk, han var også ligeså bleg som Adele selv. Hun så på ham med store øjnene, da det gik op for hende, hvem denne mand var.

     "Jonathan Christopher Morgenstern," sagde hun nærmest hviskende. Hun mærkede sine øjne blive blanke.

     "Jeg fortrækker at blive kaldt Sebastian, men i dit tilfælde er det okay," sagde Jonathan, hendes far. Adele åbnede munden for at sige noget, men ingen lyd kom ud af den, så hun lukkede den hurtigt igen.

     "Er det her virkeligt?" spurgte hun og så sin far smile. Han rystede på hovedet med et grin.

     "Nej, det er en drøm, " svarede han og blev straks alvorlig. "Men gør det det mindre virkeligt?"

      Adele vidste ikke, hvad hun skulle svare, så hun så væk. 

     "Adele." Hendes fars stemme mindede hende om historierne om Sirenerne fra den græske mytologi. Ufattelig lokkende, men mindst ligeså farlig. Hun tog mod til sig og så direkte ind i det sorte blik, der borrede sig ind i hendes og gav hende kuldegysninger. Sebastian smilede uhyggeligt. "Jeg vil have dig til at tage sværdet."

 

Adele vågnede med et sæt. Hun trak vejret i små stød, mens sveden pilede ned fra hendes pande. Drømmen havde været alt for livagtigt. Adele tørrede sveden af panden med en rystende hånd og så op i loftet. Havde det virkelig været hendes far? Den grusomme Sebastian Morgenstern?

     Hun prøvede at få sit hamrende hjerte til falde til ro igen. Bare en drøm, bare en drøm, det var bare en drøm! ​Lige meget hvor meget hun fortalte sig det, hjalp det ikke på hendes vejrtrækning eller hamrende hjerte, dog var hun holdt op med at svede. 

     Adele rejste sig op fra sin seng og tog et langt varmt bad, for at få den ubehagelige følelse væk. Alligevel kunne hun stadig mærke følelsen af Sebastians sorte blik hvile på sig. Da hun trådte ud af badet, tog hun hurtigt noget tøj på. Igen var dette helt sort, men denne dag satte hun sit hår i en fletning. Hun trådte ud på gangen og gik ned mod biblioteket. Hun havde en underlig trang til at være der, som om der var et eller andet, der kaldte på hende.

     Hun slog dobbeltdørene op til biblioteket og trådte ind. Uden at tænke over det lod hun sine ben føre sig gennem lokalet. Det var først, da hun stoppede op, at det gik op for hende, hvilken montre hun stod ved. Morgensternsværdet. 

     Jeg vil have dig til at tage sværdet, havde Sebastian sagt i hendes drøm. Tanken gav hende gåsehud. Men nu stod hun her. Præcis som han havde bedt hende om. De små sølvstjerner på skæftet blinkede lokkende til hende. 

     Tag det ud, hviskede en lokkende stemme i hendes hoved. Det tilhører jo dig, så de har ikke ret til at låse det inde. Adele lagde hovedet på skrå, studerede sværdet. Hun tog en dyb indånding. Det var bare en drøm! Og det var egentlig rigtigt nok, at sværdet tilhørte Morgentern-familien. Hun havde vel ret til at tage det ud. Hun lod fingrene glide over glasset. Det eneste hun skulle var at tegne en åbn-rune. Hun vidste bare stadig ikke, hvordan den så ud, og hvis hun gjorde, ville hun ikke have muligheden for at tegne den, da hun ingen stele havde.

     ​Adele tog hurtigt hånden til sig, da hun hørte en komme gående ind på biblioteket neden under hende. Hun gik forsigtigt hen til gelænderet og så ud over det. Marek. Han gik ind og ud mellem reolerne, mens han så sig om, lige som for at sikre sig at han var alene. Adele lænede sig længere frem for at få et bedre syn på det, han havde i hænderne. En bog. Selvfølgelig var det det, de var jo på et bibliotek. Hun rystede på hovedet og gik tilbage til montren. 

     Alligevel pirrede synet af Marek hende. Hvorfor havde han tjekket, om han var alene?

     Det er lige meget, overbeviste hun sig selv om. Hvis Marek syntes, der var noget, hun skulle vide, så ville han have sagt det. 

     Snart forstummede lyden fra Mareks fodtrin, og hun var alene igen.

     Følg efter ham, hviskede stemmen fra bagerst i hendes hoved. Hun slog tanken hen og rystede på hovedet af sig selv. Men alligevel tog hendes nysgerrighed over, og hun kunne ikke stoppe sig selv i at liste ned ad trapperne, tværs gennem biblioteket og ud på den store gang. Længere nede ad gangen kunne hun se Marek gå med bøjet hoved. Selv om Adele kun kunne se ham bagfra, kunne hun se, at han bar på en masse bøger i en høj stak, hvor der stak ældgamle pergamentfarvede kort ud fra. 

     Marek drejede om et hjørne, og Adele listede stille efter, mens hun lovede sig selv at anskaffe sig en stele hurtigst muligt. En stilhedsrune ville eller have været meget belejlig til hendes spontane spion-stunt gennem Instituttet. Hun fulgte efter Marek et par hjørnet mere indtil det gik op for hende, hvor han var på vej hen - hans værelse.  

     Adele stoppede op og stirrede på trædøren, der lukkede sig med et lille klik efter Marek.

    "Flot, Adele, " mumlede hun, irriteret over sig selv. Selvfølgelig lavede Marek ikke noget mistænksomt. Hvad havde hun forventet? At han skjulte drager i skabet og læste bøger om ond magi eller sådan noget? Hun sukkede over sig selv og satte kurs mod sit værelse. 

 

Adele så ikke Marek resten af dagen. Han dukkede hverken op til morgenmad, træning eller den runeteoristime, som Amelia havde arrangeret, hvor Adele havde set sit snit til at finde ud af, hvordan åbn-runen så ud. Marek kom heller ikke til frokost eller den efterfølgende træning. Da hun spurgte Kath, hvor han var, havde hun bare mumlet noget om en forkølelse eller noget i den retning. 

     Resten af dagen prøvede Adele at finde en anledning til at spørge ind til, hvem ham Damen var. Der kom bare aldrig et godt tidspunkt, så hun lovede sig selv at spørge til aftensmaden. Men som klokken nærmede sig den normale spisetid, blev Adele mere og mere nervøs. 

     Der var en trykket stemning omkring bordet i spisesalen, hvor Kaths fars stol stadig stod tom. Adele skævede til den og til Mareks stol, der også stod tom. En sær skuffelse fyldte hende, og hendes skuldre sank. Hvad skete der for Marek?

     Klirren fra bestikket var det eneste, der brød tavsheden i den alt for store sal. Adele så ned på sin mad og stak nervøst til det. Hun havde en fornemmelse af, at hendes spørgsmål ikke ville blive taget så godt i mod. Hun tog dyb rystende indånding. Tog mod til sig.

     Så brød hun tavsheden. "Boede her engang en, der hed Damen?"

     Ved siden af hende fik Kath sin mad galt i halsen, og hun hostede højlydt, mens de vokse skyggejægeres blik alle rettede sig mod Adele, der pludselig følte sig som en skuespiller, der havde glemt sine replikker. 

     "Øh," kvækkede hun. "Altså, jeg hørte Marek nævne ham, og så tænkte jeg at... ja, at jeg gerne ville vide, hvem det var." Hun så genert ned i sin mad. Den efterfølgende stilhed fik hende dog til at se op. Alle de omkringsiddende skyggejægeres øjne var fulde af sorg - selv Mareks far, som Adele ellers kun havde set sur, havde et sørgmodigt blik i øjnene, og Adele vidste, at hun måtte have ramt et ømt punkt. 

     Amilia smilede vemodigt. "For to år siden boede Damen Crossheart på Instituttet med hele sine forældre." 

     "Hvorfor bor han her ikke mere?" spurgte Adele stille. 

     "Fordi han er død." Kaths stemme var ikke præget af sorg men tværtimod iskold. 

     "Kath," sagde Tammy stille. 

     "Hvad?" hvæsede Kath og så rasende på sin mor. "Vi kan ikke blive ved med at lade, som om det aldrig skete. Det mindste vi kan gøre er at huske ham." Hun sendte et blik mod døren til det rum, hvor hendes far lå. "Man er først helt død, når man er glemt." 

     Tammy og Amelia udvekslede et blik, som Adele kunne læse til at betyde noget i retningen af: Vil du, eller skal jeg? 

     Tammy sukkede stille. "Damen var født og opvokset på Instituttet. Da Mareks familie flyttede ind, da han var syv, blev Damen og ham venner." Hun smilede svagt ved mindet. "Damen var nok det mest uselviske menneske, jeg nogensinde har mødt. Han fik det bedste frem i os alle."

     "Allerede som fjortenårige blev Damen og Marek parabatai," indskød Amelia.

     "Hvordan døde han?" Adele skævede til Kath. Noget sagde hende, at Damen og Kath havde været mere end blot venner.

     Amelias blik flakkede over også mod Kath. "Det var kun et par uger efter Damens sekstensårs fødselsdag, da vi fik varsler om, at der var en stordæmon i New York. Vi tog alle sammen afsted efter den."

     Kath kiggede ned, og der gik op for Adele, at Kath også måtte have været tilstede den gang. Kath havde skulle stå over for en stordæmon som sekstenårig. Adele gøs ved tanken, kunne lige se sig selv fra år siden stående og skulle kæmpe om liv og død. Det måtte have været forfærdeligt. 

     "Damens forældre blev dræbt alt for hurtigt," fortsatte Amelia tungsindet. "Vi gik fra at være otte voksne mod dæmonen, til kun at være seks voksne. Og som du nok ved er Skyggeverdenen skjult for mundanerne. Hele kampen foregik midt på en befærdet gågade, uden at en eneste lagde mærke til det. Der døde fem mundaner, der intetanende gik direkte ind i kampen og blev flået i småstykker af stordæmonen."

     Pludselig gav Mareks ord fra aftenen før mening for Adele. Mundanernes uvidenhed skader mere end den hjælper! 

     "Det var da en lille pige skulle til at gå direkte ind i dæmonen, at vi mistede Damen." Amelia så mut ned på sin mad. "Han skubbede hende væk og blev i stedet dræbt. Han ofrede sig for en, der ikke engang ved den dag i dag, at han døde for hende."

     Adele forstod efterhånden godt, hvorfor Damen Crossheart ikke ligefrem var det bedste samtaleemne. Adele gispede, da noget gik op for hende. Marek havde mistet sin parabatai. Hun fik ondt i maven og en klump i halsen på hans vegne. På Seelie Hoffet havde Mark fortalt hende om det at miste sin parabatai. Det var nærmest som at blive skåret over på langs - en evig smerte i en umulig søgen efter sin anden halvdel. 

     "Hvad med Marek?" Hendes stemme lød mere ynkelig, end hvad hun brød sig om. 

     "Han var tæt på selv at blive dræbt." For første gang var det Mareks far, der have taget ordet. "Det var en hård dag for New York Instituttet." 

     Adele nikkede. Af en eller anden grund havde hun dårlig samvittighed. Hun skulle ikke have spurgt ind til Damen. "Tak for at I fortalte mig det," mumlede hun. Så tog hun sin tallerken og forlod lokalet. 

     

Adele listede ned ad gangen med en tallerken mad, som hun havde hugget i køkkenet. Inderst inde håbede hun, at Marek ville blive så glad for at se hende, når hun kom med mad, at han ville fortælle hende, hvad han havde gået og lavet klokken lort om morgenen på biblioteket. Måske ville hun også få lejlighed til at spørge endnu mere ind til ham Damen Crossheart. 

     Hun nåede døren til Mareks værelse og skulle til at banke på, men stoppede sig selv. Hvad nu hvis han ikke ville lukke hende ind? Han havde trods alt gemt sig på sit værelse hele dagen. 

     Vi gør det bare på den hårde måde, bestemte hun sig for. Så bankede hun to hurtige bank, lukkede døren op uden at vente på svar og trådte ind. 

     Marek vendte sig overrasket mod Adele. Han sad ved et skrivebord, der var fyldt med stakkevis af bøger, der så så gamle ud, at måtte være fra før selv Magnus Bane blev født. Her og der var sider revet ud af bøgerne, ord var streget under og illustrationer og kort var hængt op på væggen bag skrivebordet med tape. En hel stak papir fyldt med nedkrattede notater lå til højre for Marek. 

     "Adele?" udbrød Marek, tydeligvis overrasket over at have fået besøg. "Hvad laver du her?" 

     "Øh." Adeles tunge slog knuder. Hvorfor havde hun ikke forberedt, hvad hun skulle sige? "Jeg tænkte bare, om du var sulten." 

     Marek smilede undskyldende. "Jeg har allerede spist."

     Adele skulle lige til at spørge hvornår, men lod vær. I steder var der et andet spørgsmål, hun ikke kunne holde inde. "Hvor har du været hele dagen?" 

     Mareks smil blev stift. "Her." 

     "Og lavet hvad?" Adele håbede ikke, at hun lød snagende. 

     "Jeg har, øh..." sagde Marek, og et øjeblik fangede Adele et glimt af panik i hans øjne. "Jeg har studeret runemagi." Løgnen var så tydelig, at Adele var lige ved at fnyse. Marek var den, der havde sværrest ved at sidde stille, når Amelia fortalte om runer, så tanken om, at han havde siddet en hel dag og læst om runer, var utænkelig. 

     "Okay," sagde Adele bare. "Nå, men vi ses i morgen." 

     "Mmh." Marek vendte atter blikket mod sine bøger. Han lagde ikke engang mærke til, at Adele forlod hans værelse. 

     Adele åndede tungt ud, da hun nåede tilbage på sit eget værelse og dumpede ned på sin seng. Hun løsnede håret og lod fingrene glide gennem de lyse lokker. Hun faldt bag over og stirrede op i loftet. Foldede hænderne bag nakken. Med tankerne drønende rundt i hovedet og en million ubesvarede spørgsmål, lukkede hun øjnene og lod søvnen overtage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...