The Last Morgenstern - Blood of The Shadowhunter

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 sep. 2015
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Da den 17-årige Skyggejæger Adele Morgenstern bliver sendt til Instituttet i New York, møder hun den unge Skyggejæger Marek, som hun forelsker sig hovedkuls i. Men som tiden går, bliver Mareks had til Klanen og den mundane verden større, så da Marek forsvinder og en masse mord på Skyggejægere dukker op, sætter Klanen en eftersøgning ind på Marek. En eftersøgning, som Adele er nødt til at deltage i. Men kan man kæmpe mod en, man elsker?
//Historien er en videredigtning på TMI-serien, så vi anbefaler, at man har læst den først - ellers kan der være spoilers!//

39Likes
88Kommentarer
5163Visninger
AA

9. Betaling

 

 

Otte

 

Da Adele slog øjnene op, så hun en mand - eller hvad man nu kunne kalde ham - stå bøjet ind over hende. Hans mund var syet sammen, øjnene var tomme sorte huller og han havde runer i ansigtet og på toppen af sit skaldede hoved. Fra skuldrene hang en lang pergamentfarvet kappe.

     Adele krappede sig væk fra ham, og et skrig kom ud over hendes læber ved synet af manden. Hun pressede ryggen op mod sengehovedet, så hun var sikker på, at hun ikke kom i nærheden af ham, men efter hendes mening, var han stadig for tæt på. Hun stirrede på ham med store øjnene og åben mund. Den uhyggelige mand stod stadig med sine tomme øjne rettet mod Adele fuldstændig upåvirket af hendes skrig. 

     Vær ikke bange, barn. Adele hørte en stemme i sit hovedet, men det var ikke den sædvanlige stemme, der plagede hende om at tage Morgensternsværdet, denne stemme var helt ny.

     "Adele!" Hun vendte hovedet mod stemmen og så Marek komme løbende med Amalie lige i hælen. De måtte havde hørt hendes skrig. Adele blev rød i hovedet af flovhed og kiggede væk fra Mareks undersøgende øjne. Han kom hen til sengen og satte sig. "Hvad sker der?"

     "Hvem er det?" fremstammede hun med rystende stemme og stirrede forfærdet på manden med den sammensyede mund. 

     Bag Marek trådte Amelia frem med et irriterende smil. "Godmorgen Adele. Jeg kan se, du har mødt Broder Nidirius." Hun nikkede mod manden. "Han vil tegne dine runer senere i dag."

     "Okay." Hendes stemme var kun en hvisken. Hun sendte manden et ærgerligt blik. Hvorfor skulle det absolut være en eller anden creepy gut, som kørte en way-over-the-top goth-stil, der skulle tegne hendes runer? Han lignede ikke engang en rigtig skyggejæger.

     "Broder Nidirius er en af De Tavse Brødre," oplyste Marek hende stille om, og hun blev mere rolig. Hun havde godt hørt om De Tavse Brødre, men hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at de var så uhyggelige. 

     "Super," sagde hun bare og prøvede med et smil, der sikkert så dødfalskt ud. 

     "Klokken 11 vil runeceremonien finde sted," sagde Amelia og sendte Adele et smil. Noget sagde den unge pige, at Amelia ikke brød sig synderlig meget om hende. "Nå, men jeg vil vende tilbage til min morgenmad." Hun gjorde mine til at gå, men vendte sig mod Marek. "Marek?"

     Marek så på Adele en sidste gang og gav hende et opmuntrende blik, der lovede hende, at det nok skulle gå. Så fulgte han efter Amelia. På vej ud krydsede de endnu en Tavs Broder, der stille, nærmest svævende, nærmede sig Adeles seng.

     Skønt, mumlede hun for sig selv. Flere af de uhyggelige mænd

     Adele Morgenstern, sagde Broder Nidirius i hendes hoved, da døren smækkede i bag de to skyggejægere.  

     "Hvordan ved du, hvad jeg hedder?" Hun havde ikke fortalt dem sit navn, den eneste, der vidste det var Marek.

     Jeg ved mange ting, var det eneste svar, hun fik. 

     "Du må ikke sige mit navn til de andre," sagde hun. "Jeg vil ikke have, at de ved, hvad mit efternavn er. De ender bare med at hade mig for, hvem min familie var." 

     Du kan ikke lyve forevigt, barn. Broderens tommer øjne hvilede på Adele. Men jeg vil hjælpe dig. Morgenstern-familien er stor familie skabt til store ting. Desværre har magt drevet den i fordærv.  

     Adele vidste ikke, om hun skulle sige tak eller blive fornærmet, så i stedet rettede hun samtalen - hvis man kunne kalde den det - tilbage på det oprindelig emne. "Jeg har fortalt Amelia, at jeg hedder Morgenchase." 

     Broderen nikkede langsomt, og Adele var sikker på, at hvis han havde haft øjne, ville han have kigget skulende på hende. Han løftede hånden i en gestus mod den nyankomne Broder. Dette er Broder Manoch

     Broder Manoch lignede Broder Nidirius, men der var noget ved hans ansigtstræk, der fik ham til at se ung ud, som om han ikke havde været en af De Tavse Brødre særlig længe. 

     Lad ikke fortiden ødelægge din indentitet, Adele Morgenstern. Endnu en stemme lød i Adeles hoved, men denne gang tilhørte den Broder Manoch. Adele så ned, overvejede hans ord. Hun var den, hun var, så folk måtte tage hende, som hun var. 

     "Du har ret," sagde hun og så op. Hun følte det, som om tusindvis af kilo blev løftet fra hendes skuldre, da hun sagde: "Jeg er en Morgenstern." 

 

Kath kom forbi da klokken var omkring ti. 

     "Her," sagde hun og rakte Adele en sort skjorte. "Da jeg fik min første rune, havde jeg en T-shirt på, og det var ret akavet at skulle tage den helt af for at få tegnet Englerunen."

     Adele tog i mod den med et grin. "Tak." 

     Kath satte sig på sengen. "Hvordan går det med foden?"

     Adele kastede et blik ned på sin ankel, der allerede var helet ret godt. Tammy havde været forbi tidligere og set på den. Hun havde sagt, at såret næsten var helet ligeså hurtigt, som hvis hun havde fået en iratze. "Overraskende godt," sagde Adele og svingede benene ud over sengekanten. Hun holdt forsigtigt kjolen op og så på Kath.

     "Nåh, men jeg har tænkt mig at prøve denne lækre sag," sagde hun sarkastisk, og Kath grinede. Hun rejste sig op og humpede hen bag en hvid skærm, så hun kunne skifte. Hun trak hurtigt den sorte trøje af og kom ud af det, der var tilbage af hendes bukser, så trak hun i skjorten, og kom frem fra skærmen igen. Hun så ned af sig selv. Skjorten gik hende til midt på lårene og ærmerne ned over hendes hænder. Hun så på Kath.

     "To ting; Kan jeg få et par bukser til den her?" Kath nikkede, "og hvis skjorte er det her? For det er helt sikkert ikke din. Det er den for stor til."

     "Det er Mareks," sagde hun, og Adele kunne mærke rødmen sprede sig fra halsen og op i kinderne. Hun rystede svagt på hovedet og prøvede ikke at tænke på, at Marek havde haft den her på. 

     "Forresten, så overhørte jeg min mor og Amelia snakke sammen. Magnus Bane kommer." Kaths øjne blev en smule større og stålede spændt, da hun nævnte warlockens navn. "Han havde åbenbart hørt om din skade og var ivrig efter at komme og møde dig." 

     "Fantastisk," sagde Adele ironisk. Sidst hun mødte warlocken var i Idris, da hun var fem, og Magnus havde plaget Clary om lov til at farve Adeles hår stribet. "Mere glimmer." 

     "Slap af," grinede Kath. "Han er egentlig-"

     Hvad Kath var ved at sige forsvandt, da en sky af blåt glimmer eksploderede få meter fra Adele, der kom med et hvin, og en skikkelse dukkede op i skyen.

     "Var der nogen, der sagde glimmer?" Midt i glimmerskyen stod en ung fyr med strittende hår, katteøjne, blåt jakkesæt op grønne hjemmesko. Magnus Bane. 

     Adele hev lagnet fra sengen så hurtigt til sig for at dække sine bare ben, at et skarpt jag gik gennem hendes ben og gjorde hende svimmel. Hun satte sig på sengen ved siden af Kath og stirrede på warlocken. Der sad lyskæder på de grønne sutsko, der blinkede skiftevis orange, gult, turkis og pink, matchende til den festlige, lille hat, der sad på warlockens hoved. 

     "Godmorgen, de damer." Magnus bukkede dybt og rettede sig op med blikket rettet mod Kath. "Frøken Kathrine, kan jeg være alene med din veninde?" Kath rødmede ved lyden af sit fulde navn og rejste sig hurtigt og vimsede ud af sygestuen. I det døren smækkede efter Kath, rettede Magnus' katteøjne sig mod Adele med et intenst blik. Adele trak sig en smule tilbage. Blikket mindede hende om drømmen om sin far. 

     "Adele Morgenstern," sagde Magnus langsomt med tryk på hver et bogstav. "Det er en ære at møde dig." For at understrege ordene begyndte skoene at blinke lyserødt og guld. "Jeg har hørt en lille fugl synge om, at en dagslysdæmon havde revet benet af dig, men jeg kan se, at det ikke er så slemt."

     "Nej, det..." Adele skævede til sin fod.    

     "Lad mig." Warlocken knipsede en enkelt gang, så det stod ud med blå flammer og glimmer fra hans fingre. "Bedre?"

     Adele gispede, da hendes ankel for øjnene af hende begyndte at hele. 

     "Og angående de der syrepletter på dit kraveben, så er du nok nødt til at knappe lidt op, darling." Adele rødmede ved hans ord og gjorde sit bedste for ikke at se Magnus i øjnene, da hun knappede to af knapperne i skjorten op, så den røde og betændte hud kom til syne. "Jeg tillader mig lige..." mumlede Magnus for sig selv og placerede en hånd et par centimeter over hendes hud. Blå flammer skød frem og lagde sig om sårene, så Adele måtte knibe øjnene sammen og bide sig hårdt i læben for ikke at skrige. 

     Magnus trak sig tilbage igen. "Så skulle den gerne være der, sveske." 

     "Tak," fik hun fremstammet og knappede hurtigt skjorten helt op igen. Hun følte sig alt for piget sammen med warlocken, der knap havde brugt et minut på at hele hendes sår. 

     "Jeg har set det, der var værre. Men nu min pris." Magnus' øjne glødede, som et lille barn, der havde revet vingerne af en sommerfugl. 

     "Pris?" Hun spærrede øjnene op. "Men jeg har ikke nogen penge."

     Magnus lo. "Tror du virkelig, at jeg, den mest magtfulde warlock i New York, vil have penge i betaling?" Han fnøs. "Dem har jeg skam rigeligt af, snuske. Så fortæl mig i stedet, Adele. Hvad har du, som jeg ikke har?"

     "Det ved jeg ikke," sagde hun. "Blond hår?"

     Magnus fnøs. "Det havde jeg i 80'erne. Tro mig, det var ikke kønt. Nej, ser du, det jeg vil have er noget, som kun er dit. Det starter med b."

     Hvad ved jeg, tænkte hun. Han kunne være ude efter alt fra en balkjole til mine ben... Vent en gang. Ben. Blod! 

     "Mit blod?!"

     "Så er der noget inde bag de kønne lokker." Magnus prikkede hendes på næsetippen med pegefinger. "Selv om din far var en ulidelig satan, så var han den eneste af sin slags. Men du, Adele, er endnu mere speciel. En dråbe af dit blod vil kunne gøre fantastiske ting, hvis man ved, hvordan man skal behandle det." 

     "Hvad vil du gøre ved det?" svarede hun. Tanken om Magnus, der sad og lavede eksperimenter med hendes blod, var ikke ligefrem betryggende. 

    "Bare lidt forskning." Magnus blinkede, og hjemmeskoene begyndte at lyse brun, blå og rød som for at understrege pålideligheden. 

     "Jeg ved ikke helt... " sagde hun tøvende og så ned mod sit ben. Hvad ville han ikke kunne gøre, hvis han havde noget af hendes blod. Hun kunnne høre Magnus sukke og hun så op på ham. Han smilede beroligende til hende.

     "Der sker ikke noget med det, " forsikrede han og Adele sukkede.

    "Okay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...