The Scorch Trials

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
Først vil jeg gerne bare lige sige at jeg elsker The Maze Runner, og også har læst bogen, derfor håber jeg virkelig også at jeg kan vinde konkurrencen.

Historien tager udgangspunkt efter Maze Runner, og har taget inspiration fra James Dashner Infernoet.

0Likes
0Kommentarer
451Visninger

1. Infernoet

"Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det", Minhos ord blev ved med at køre rundt i mit hoved, kan ikke sige hvornår i mit liv den sætning faktisk begyndte at give mening, være realistisk, faktisk passe...

Thomas? Er du der?

Hun talte til mig igen. Det var Teresa.

Ja?

Jeg vidste ikke hvor hun var, vi var blevet sat i to forskellige rum, men vi snakkede stadig sammen. Telepatisk.

Tror du nogensinde at vi kommer til at se hinanden igen?

Man kunne høre at hendes stemme ikke var optimistisk.

Jeg skal nok finde dig. Det lover jeg.

Jeg vidste ikke om jeg kunne holde det, men jeg vidste at jeg ville prøve.

Lyset i det lille rum tændte, og man kunne for første gang se rummet, der var tremmer for vinduet, én dør, én lampe og alle lysboerne der var kommet igennem labyrinten, bortset fra Chuck. Det at se din bedste ven blive slået ihjel lige for øjnene af en. Det var det værste. Det mest smertefulde i hele ens liv, og det gjorde ondt bare at tænke på det.

Så jeg vil gå igennem alle de teste der nu skal til; og jeg vil gøre det for Chuck, det eneste der vil gøre mere ondt, var hvis han døde for ingenting.

"Kommer du Tom?" Det var Newt, alle lysboerne stod og kiggede på mig, og havde åbenbart haft en fælles snak.

"Ja, selvfølgelig" svarede jeg bare, og nikkede, som om jeg havde hørt det.

Vi gik alle ud af døren, og kom ud i et stort rum. Vi stod allesammen og vendte os om, og kiggede forvirrende på hinanden da en mands ansigt lige pludselig dukkede op på væggen.

"Velkommen gruppe A, til fase 2."

"I har klaret jer igennem fase 1, labyrinten. Labyrinten vil være ingenting i forhold til hvad i nu skal udsættes for. I har én udfordring der venter jer. I skal igennem flere kilometers tørke så i til sidst når til nødhavnen i tide. Det er jeres mål."

"I har nu 5 minutter til at komme igennem den væg her, og i gang. Hvis i ikke når ud herfra på 5 minutter vil i dø. God fornøjelse"

Sagde manden, hvis ansigt der nu var forsvundet fra væggen igen, og en port var dukket op, hvor væggen havde været.

"Hvad fanden skal det betyde?" Spurgte Minho, og var ligeså forvirret som alle os andre.

"Lad os sku da komme igennem, hørte du ikke manden, ellers vil vi dø" kom det fra Winston, og vi gjorde os alle enige.

"Vi har klaret labyrinten, og kampen mod fangere, vi kan sku godt tage en lille smule tørke, kom nu, ikke bak ud nu." Råbte Newt som det bedste kampråb vi kunne have fået lige nu, og med ét løb alle ellers igennem væggen, uden at vide hvad der ventede os forude.

Solen brændte i alles øjne, og der var varmere end man nogensinde har prøvet før, alle lysboerne stod med hænderne over øjnene, for at prøve at dække for solen, og se om de kan se noget, andet end sand. Se noget der kunne ligne en nødhavn. Men der var intet. Heller ingen Teresa.

"Drenge, hvor er Teresa?" Spurgte jeg, og alle blev bare ved med at kigge ud og prøve at finde ud af hvad vi skulle gøre nu.

"Jeg aner det ikke, nogen der kan se noget der ligner en nødhavn?" Spurgte Newt.

"Nej, men vi bliver vel bare nødt til at prøve at gå, vi finder ikke nogen nødhavn, eller Teresa hvis vi bare bliver stående her, lad os gå". Alle var enige med Minho, og snart var vi alle løbet.

Det var hårdt at løbe i den her varme, og pludselig kunne jeg godt se hvad manden havde ment med at det her ville blive hårdt.

Da vi havde løbet i flere dage i træk i ren tørke sagde Newt pludselig noget.

”Hey drenge, kan i se det der?”, og vi kiggede alle fremad, og der stod hun. Teresa.

Jeg løb, og det gjorde alle de andre også.

”Teresa jeg er så glad for at se dig, jeg sagde jo at jeg nok skulle finde dig” sagde jeg og omfavnede Teresa.

”Tomas der er andre, vi må nå til nødhavnen før dem” sagde Teresa, og jeg kunne mærke at hun rystede.

”Hvad mener du andre?” kom det fra Minho, men Teresa rystede bare på hovedet, ”Vi må skynde os”, og med de ord løb vi alle igen.

Vi løb ikke ligeså lang tid som sidst, da vi nåede til en pæl med et flag. Newt gik hen og rullede flaget ud, ”’Nødhavn’, hvad mener de med det?” spurgte Newt, og kiggede på os, ”det må være en joke, har vi gået i komplet tørke flere dage i træk, for at nå til et flag?!” spurgte Minho frustreret, og det var i det øjeblik at der kom andre. En anden gruppe kom væltende mod os, der var bare en forskel..

De her var piger..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...