Trumfkort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Færdig

1Likes
0Kommentarer
132Visninger

1. Trumfkort

Alarmen brøler faretruende og de røde lys blinker uafbrudt. Stemmer forsøger forgæves at kommunikere med hinanden, men den altoverdøvende larm reducerer dem til en lav sløret summen. Som når man forsøger at kommunikere under vand. Cassie går med faste skridt ned af gangen i Område 51’s hovedbunker. Hendes høje hæle klikker mod det metalliske underlag. Hun er upåvirket af det inferno som DEFCON 3 har bragt med sig. Hun er efterhånden vant til at vågne op til alarmen på umenneskelige tidspunkter om natten. Ikke at hun stadig kan kende forskel på nat og dag. Det hele smelter sammen her nede i det underjordiske laboratorie. Hun når hen til panserglasdøren, der afskærer laboratoriet fra resten af korridoren. Med en rolig bevægelse lægger Cassie sin hånd på den blanke overflade og døren svinger op.

Også derinde er larmen skrækkelig. Cassie kan mærke en begyndende hovedpine, forme sig bag hendes pande. De andre i lokalet, alle iklædt hvide kitler for at pointere deres autoritet, råber febrilsk til hinanden i et forsøg på at få kontrol over situationen. Hun skynder sig gennem rummet og hen til hendes arbejdsstation. Tommelfingeren bliver presset mod hjørnet. Da scanningen er over kommer et virvar af koder, diagrammer og beskeder til syne over bordets overflade. Hun lægger to fingre på sikkerhedsfilen og indtaler sikkerhedskoden. Alarmen og de blinkende lys ophører. Hendes blik glider fra hendes eget bord og hen mod hendes næstkommanderende. Han står foran sin arbejdsstation og vender og drejer forskellige holografiske modeller luften, for ind imellem at lave nogle små ændringer hist og her. Det er ikke de mange data, der fanger Cassies opmærksomhed. Det er hologrammet i midten af, der viser deres gæst samt et live billede af de hjernescanninger, der hele tiden bliver kørt på den.  Et makabert rumvæsen, med blålig gennemsigtig hud, der gør det muligt for observatører at se hvert et organ bevæge sig derinde. Intet af det, ligner noget, som Cassie kan genkende fra den menneskelige anatomi. Det eneste som er bare en anelse genkendeligt, er væsnets hjerne. Ligesom mennesket er den grålig og foldet, med en fin rille mellem højre og venstre hjernehalvdel. Så for det blotte øje, ser denne del af rumvæsnet menneskeligt ud. Men det er kun indtil man begynder at dykke længere ned.  Scanningerne afslører et ikke genkendeligt flow af energi strømmer mellem de forskellige hjernehalvdele. Uforstyrret af forsinkede neuronforbindelser. De kan se, at den tænker, planlægger og overvejer. Men de har ingen ide om hvad. Selv med al deres fine elektronik og blinkende lamper, kan de ikke se, hvad den tænker. De kan bare se, at den gør det. Nu mere end nogensinde før.

”Har I kørt R-f-MRI scanninger på den?”

”Den boomer fuldstændig ud på alle scanninger. Det er umuligt, at få en præcis læsning på den,” forklarer han hektisk, og for kører igen analyseprogrammet. Samme ulæselige resultat dukker frem ved siden af hologram hjernen, ”den er ude af kontrol”

Cassie bider hårdt tænderne sammen. De er virkelig ude, hvor de ikke kan bunde. De føler sig så smarte, men alt det tager, er en enkelt ubuden gæst udefra, til at reducere dem til en folk retarderede.

”Bedøv den,” kommandere hun med fast stemme.

Hælene klikker igen mod gulvet, da hun bevæger sig igennem det kaotiske laboratorie, og hen til kilden. I en stor metal cylinder fyldt med klar væske, bliver væsenet holdt fanget. Cassie kan se, hvordan de gule øjne, følger hendes skridt. Som altid når man er i nærheden af den, begynder det at summe i hendes hoved. Hun kan høre den hviske i hendes hjerne, som om den har overtaget alle nerveenderne, for at sende en besked direkte til hendes bevidsthed. Beskederne plejer ikke at give meningen. Ikke før i dag.

Du passer perfekt

Stadig med de gule øjne fast rettet på hende, lægger den nænsomt en tentakel mod glasset, der splintres under den, og væsken fosser ud. Cassie står som frosset på stedet, og stirrer skrækslagent mod rumvæsnet. Den læner sig langsomt frem mod hende ud igennem det takkede hul i cylinderne. Hun åbner munden, for at give ordren “skyd”. Men ikke et ord når over hendes læbe. De gule øjenæbler puster sig op, og buler ud af det gennemsigtige hoved. De bliver ved med at vokse indtil overflade sprækker, og de eksploderer i en støv af gul røg, som siver ind overalt. Gennem Cassies øjne og op i hjernen. Gennem munden og ned i lungerne. Resten af væsenet eksploderer med et brag. Slimet grøn substans bliver kastet ud i rummet og Cassie bliver smurt ind i det. Hele hendes mave knuger sig sammen i opkastkramper, da substansen rammer hendes læbe. Hun spytter febrilsk, for at få det væk. De røde lamper går i gang igen, og en formel stemme over højtalerne, beder personalet søge mod dekontamineringsrummene. Men det er for sent. Den fremmede parasit har allerede nået Cassies hjerne og er i gang med at omforme hende til det trumfkort, der skal sikre menneskelighedens undergang, og den nye races fremmarch. Ingen desinficerende væske kan stoppe det nu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...