Dødninge pigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Færdig
Jeg pressede øjenlågene hårdt sammen, jeg ville ikke se hende. Jeg vidste hun var der, men jeg ville ikke se hende. Hun skræmte mig, hendes sorte kolde øjne, hendes smalle mund, hendes lange fedtede mørke hår og hendes blege hud. Hun står ved mine sengekant. Det gør hun hver nat. Hun følger altid efter mig.
Jeg er aldrig alene.

3Likes
1Kommentarer
219Visninger
AA

1. Dødninge pigen

Jeg pressede øjenlågene hårdt sammen, jeg ville ikke se hende. Jeg vidste hun var der,

men jeg ville ikke se hende. Hun skræmte mig, hendes sorte kolde øjne, hendes smalle mund,

hendes lange fedtede mørke hår og hendes blege hud. Hun står ved mine sengekant. Det gør hun hver nat. Hun følger altid efter mig. Jeg er aldrig alene.

Jeg havde rørt ved hende engang. Hendes hænder og arme var tynde og benet, hun var som en dødning, jeg ved det ikke gav nogen mening men, det var det der beskrev hende bedst. Dødninge pigen, det var det jeg kaldte hende.

 

Det var koldt i værelset. Vinduet stod åbent. Og gardinerne blafrede i vinden, men det var ikke der fik kulden til at sprede sig, i hele min krop. Det var hende, dødninge pigen. Hun var iskold som et lig. Død. Alle hårene på min krop rejste sig. Jeg kunne høre hende, hendes gråd. Jeg ønskede hende væk,

jeg ønskede at hun bare kunne forsvinde.

 

Jeg kunne mærkede mit hjerte banke af sted, som en pumpe midt i min krop.

Jeg mærkede tårerne presse sig på. Stilheden forsvandt og blev i et kort øjeblik erstattet af et skrig om hjælp. Stilhed.

Var det ovre? Var hun væk? Jeg turde ikke åbne øjnene,

ikke før jeg var helt sikker. Helt sikker på hun var væk. Jeg vidste dog hun ville komme igen.

 

Jeg hørte nogen åbne døren og forsigtigt lukke den bag sig.
“Jannie det er tid til at stå op, du skal vågne nu.” Min mor ruskede mig blidt.

Vågne? Jeg havde jo ikke engang sovet, faktisk havde jeg ikke sovet i flere dage.

Og når jeg så faldt i søvn, så var hun der, dødninge pigen. Hun hjemsøgte mine drømmen.

‘Hjemsøgte’? Sikke et åndssvagt ord endeligt. Jeg drejede mig i sengen, så jeg lå på maven.

 

“Jannie” Sagde mor og satte sig på sengekanten “Klokken er ti”

Jeg åbnede øjnene, og blinkede et par gange for at vende mig til lyset.  

Jeg tog mig til hovedet. Mor havde trukket mig ud af skole for nogle år siden,

efter mit problem var blevet værre   

“Der er morgenmad om lidt okay?” spurgte mor smilende.

“Okay.” mumlede jeg søvndrukkent. Mor havde ændret sig, hun så træt ud hele tiden,

og en masse nye rynker dækkede hendes ansigt, og hendes øjne som før altid havde været fyldt med liv, var sunket helt ind i hendes kranie, og var blevet den samme grå farve, som resten af hende.

Hun lod som om alting var fint,

men jeg vidste det var mig.





 

Mor rejste sig fra sengen, og gik ud af døren. Jeg smed dynen på gulvet og rejste mig.

Det var koldt i rummet og jeg skyndte mig over til vinduet der havde stået åbent hele natten,

og smækkede dét hårdt i. Jeg hoppede i et par grå træningsbukser, og en orange t-shirt.

Jeg redte mit fedtede håret igennem og lod det hænge.

 

“Godmorgen skat” Sagde mor i fuld gang med at stille forskellige marmelader på bordet.

Jeg mumlede et ‘godmorgen’ og satte mig. Jeg snuppede et stykke brød,

og smurte noget jordbær syltetøj på det. “Doctor Stone kommer klokken 4, er det fint med dig?”

Spurgte mor idet hun trak stolen ud og satte sig. Jeg nikkede kort,  

Jeg  forstod ikke hvorfor hun blev ved med at spørg, om det var ‘Okay’ han havde jo været her hver dag,

de sidste par år. “Sov du godt?” mor smurte noget nutella på en skive franskbrød.

“Hmhmm...” svarede jeg kort og koncentrere mig så igen om brødet.

Jeg var endeligt ikke sulten, men hvis det gjorde min mor glad så tvang jeg gerne maden ned.

Vi afsluttede morgenmaden og mor tog af bordet.

 

“Jeg skal lige på toilet” mumlede jeg og rejste mig fra bordet.

“Tak for mad” jeg gik roligt ud på toilettet. Jeg havde kvalme, jeg rev toiletsædet op

og stak 2 fingre i halsen. Jeg kunne ikke klare at holde maden nede.

Jeg hostede, og pressede fingrene længere ned i ganen. Blanke tårer fyldte mine øjne, og løb ned over mine kinder. Jeg blev ved med at mase fingrene ned indtil de ikke kunne komme længere. Min hals trak sig sammen. Jeg hosted igen. Så kom det, mit liv. Det kom helt nede fra maven, og landede lige i toilette. Jeg skyllede jeg ud og tørrede mig om munden.

Jeg åbnede vandhanen og tog en slurk,

for at få den grimme smag ud af munden. Jeg hadede mad.

Jeg kiggede op.

Ind i spejlet.

Der står hun, dødninge pigen.

Med hendes sorte kolde øjne, hendes smalle mund,

hendes lange fedtede mørke hår og hendes blege hud.

Jeg havde rørt ved hende.

Hendes hænder og arme var tynde og benet.

Hun opslugte mig. Jeg forsvandt ind i hende. Jannie var væk, nu var der kun dødninge pigen tilbage. Jannie var væk for altid. Forsvundet. Død.

 

Dødninge pigen, det var det de kaldte hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...