noveller

Har skrevet nogle forskellige noveller og putter dem i denne bog-ting

0Likes
2Kommentarer
245Visninger
AA

1. Til døden gør os lykkelig

Alice styrtede ind af døren. Ikke på samme måde, som alle andre dage. Denne dag var special. Special på den måde, at hun havde fået nok. Nok af alt og alle. Nok af andres meninger om dit og dat og whatever. Hun havdet truffet sit vagl. Vaglet lå liggende oppe på hendes værlse, eller ik? Hendes eneste tanke var at rebet måtte være der. Men hvad nu hvis det ikke var der, hvad skulle hun så gøre? Måtte hun tænke hurtigt? Hurtigere end hun plejer at høre.

Alice tryrtede op at trappen. Nok var hun ved at vælte, da hun sprang to trin over, men det lod hun sig ikke plage af. Da hun var kommet til sit bærlse, stoppede hun. Hun vidste, at når hun første var trådte ind af den dør, var der ingen vej tilbage. Hun måtte tænke det godt igennem, men var det ikke det, hun havdet gjort den senest måndel? Jo, menbdet var hendes livs største beslutning.

Hun gennemsøgte sit værlse, men nej ingenting. Rebet var væk. Væk! Hvordan? Det må-nej, det er umuligt. Ingen, ingen vidste hvor det reb var, eller skulle være. Kun hende, men når hun ikke vidste det, hvem gjorde så? Igen. Hun måtte tænke sig godt om nu, hvad skulle hun gøre? Hun havde en ide, men det havde hun udlukket, da hun traf sit vagl. Nu var det, det eneste hun kunne gøre.

Alice satte sig halvt på gelænderet, og rutsjede ned. Hun skyndte sig ud i køkknet. Tog vejen hen til skuffen, med bestik i, med to skridt. Hun åbnede skuffen, og tog spise kniven ud. Kørte sin lillefinger over dens skarpe side, men nej den var ikke skarp nok. I noget der lignde en bevægelse, stod hun over ved kødknivene. Hendes far havde altid sagt til hende at hun ikke måtte røre dem, fordi de var for skarpe, og ikke noget legetøj. Nu var alt det hendes far havde sat lige meget, lige som alt andet. Hun kiggede godt på dem, fot at se hvilken der var den skapeste. Den helt ude til højre. Hang der en kniv den havde hendes far fået af sin bedsteven, som arbejder i slagteren.

Hun tog den vejede den i hånden. Den vejede næsten intet sagde hun til sig selv, så det ville muligvis lihne et uheld. Det håbede Alice ikke, for det var hendes valg. Men det var ikke hendes skyldbat det var gået så langt ud. Det hele var bare en stor spøg.

Hun kørte sin lillefinger over dens skabe side. Blodet der kom frem fik hende til st følge sig lykkelig. Eller det sage hun i vært fald. Hun førte kniven op ad sin arm. Fandt et sted og skar sig selv i en langsom bevægelse. Der kom mere blod. Blodet begyndte at dryppe ned ad hendes arm, og landede på gulvet. Og det så ikke ud til, at ville stoppe foreløbigt.

Glad lavetvAlice et lille smil, for at udtrykke sin glæde. Hun førte kniven længere ned mof sit venster pulsåre, men ikke helt ned til det. Hun stoppede cirka. 5 cm fra det, og skar sig selv igen. Der kom mere bold frem på hendes nomal så nydlige arm. Der dryppede blodet ikke, men der kom en lille, lang rød sterg, som løb ned af hendes arm, og ramte gulvet.


På gulvet havde blodet formet en lille sø, som kun så ud til at blive størren fra det blod, der var pånvej. Hun førte kniven flere hen på sin arm, som om hun ikke kunne bestemme sig. Og skar sig selv flere gsnge. Før havde hun kun to og tre hvis man talt det med lillefingeren med. Nu havde hun noget der lignede ti, men jeg talte ikke.

Nu så hun lige fram lykkelig ud. Så hun tog chancen, skar sig selv to gang på sit venster pulsåre. Blodet løb ned, ikke som noget dryppende noget. Nej det løb ned, løb som en tændte vandhane.

Den lille blodsø på gulvet var blevet større, meget større. Hun gjorde det præcist samme på sin højre side. Blodet løb ned af hende, og landede på gulvet, i den blodså der kun var i gang med at vokse. Der sgade hun "Undskyld at jeg udsatte dig for det her. Du må heller gå nu." Jeg nikkede bare. Gik hend til hende og klappede hende på skulderen og hviskede "Jeg håber du bliver lykkelig nu, vi sesi døden." Da jeg kom til døråbningen, stoppede jeg, vendte mig om , og sagde " jeg ville holde på vores hemmelighed til vi mødesi døden." Jeg vendte mig om og gik stille hend til det vindur vi havde aftalt at jeg skulle gravle ud af. Da jeg var kommet ud fra Alices hus løb jeg hjem. Helt uvidende om hvad der mere skulle ske for Alice i dette liv eller hendes næste.

Det var den historie. Historien om min bedstevenindes, nej eneste venindes selvmord. Jeg synes du skulle hører det fordi jeg ikke ville tage det med i døden. Uden nogle ved det. Tak fordi du gad hører det. Jeg ved godt du ikke har noglet vagl. Du et jo trods alt min dagbog, du har intet liv eller har du? Nu er jeg latterlig. Jeg har aldrig fortalte denne historie til nogle. For hvis jeg havde ville man nok sige at jeg er sindsyg, eller hvad de nu ville sige. Dagbog det er nok også det sidste du hører fra mig af. Tak fordi du har følt mig i mine gode og mine dårlige tidder. Du har aldtid været der for mig. Hvem havde troet det skulle ende sådan her? Ikke mig oh jeg tror hælder ikke du havdet troet det. Det er dig har betydet mest for mig. Indtil jeg mødte Alice, men nu hvor Alice er væk har jeg kun haft dig.


Hilsen Lyce. Farvel for altid

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...