solipsisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 aug. 2015
  • Opdateret: 22 aug. 2015
  • Status: Igang
et essay om alle universer taget udgangspunkt i spørgsmålet ”hvad nu, hvis vi ikke er alene?”

21Likes
50Kommentarer
874Visninger

2. solipsisme


Hvordan definerer man universet?
  Som værende 9. klasseelev har jeg ingen astronomiske briller at tage på, men jeg må også - uden ydmyghed - indrømme, at jeg med lidt tænkning kan give en præcis, men subjektiv besvarelse på dette nagende spørgsmål. Skønt jeg blot, i dette tilfælde, er en ubeslutsom dreng, der ser universet som kilden til mangfoldig viden, og som til tider glemmer nuet, afviser det ikke min undren over det ukendte. Netop fordi jeg må affinde mig med det faktum, at jeg er skabt til at bevæge mig på denne jord. Og kun denne. Eller er jeg?
  Da jeg var lille og uvidende, kendte jeg ikke til andre universer end den mellem hjemmets fire vægge, og der var faktisk ingen rumvæsener i huset, undtagen når mor eller far i perioder var excentriske. Faktisk forekom nattehimlen mig en smule uhyggelig, for når man er dum og lille, forstår man ikke en dyt af alle de blinkende rumfartøjer(?) eller bare stjernerne; en stjerne er en sol, det vidste jeg ikke dengang. Men så bliver man ældre, og dermed begynder man også at forstå - også selvom man ikke vil. Man begynder pludselig at tænke over, om der ikke findes noget derude i den fjerne, mystificerede intethed, bare et eller andet. Selvfølgelig gør der det.
  Men sådan føles det ikke altid.
  Engang for længe siden - en udvisket aften på børnehjemmet - da jeg var naiv, havde jeg aldrig troet, at livet havde en skæbnesvanger bagside. En grim tvillingesøster. Eller faktisk er hun mest kendt som døden. Vinduespartiet var et levende billede af natten, da jeg løftede telefonrøret. Dyyyyt. Sådan brokkede telefonen sig i et stykke tid, indtil far havde taget sig sammen til at tage den. Han var havnet på hospitalet med en underlig lungebetændelse, sagde han skrattende. Og jeg fattede ikke en skid. Og så var der den dér lille dumme pause lige pludselig. Jeg begyndte at græde.
  Nogle uger senere fik han konstateret kræft. En måned senere døde han. Bare sådan.
  Jeg fornemmer meget mere fra det øjeblik, end da jeg sad med telefonrøret i hånden. Nu, hvor jeg spekulerer, er det mærkværdigt, hvordan man kan se tilbage i tiden og fornemme nye ting i en forældet situation. Så ser billedet af minderne pludselig helt anderledes ud; lige nu kan jeg for eksempel fornemme bekymringen i fars stemme, hvorfor den skrattede sådan, skønt det hele virker så fjernt og ligegyldigt.
  Noget, jeg heller aldrig vil forglemme, var, da, jeg vaklede ind på den sjælsforladte hospitalsstue på dødsdagen, og selv om jeg græd mig blind, var mit blik stadig meget klart. Dér lå far, fuldstændig livløs, og jeg var overbevist om, at jeg kunne se ham trække vejret, det var hele familien vist. Sov han ikke bare? Så gik min søster ud og besvimede.
  Dengang kollapsede mit indre univers og blev så indskrænket, at jeg følte, jeg var fanget i en celle; forskellen var, at den knap kunne kapere mig. Derinde var jeg helt alene, ingen rumvæsener eller smukke stjerner, bare helt og aldeles lille mig. Jeg var sikker på, jeg var den eneste i hele verden, ja, hele universet. Ingen forstod mig eller forsøgte at prøve, sådan føltes det i hvert fald. Og jeg kan huske, jeg bildte mig selv ind, at det hele var en ond spøg, og at min far lige om lidt ville dukke op i døren og sige, det hele bare var for sjov.
   Han kom aldrig.
   Og jeg syntes ikke, han fortjente at dø, men alligevel ønsker jeg ikke mit eller hans liv anderledes.
   Nu ser jeg tilbage i fortiden og ser ikke andet end grimme fejl. Jeg var lykkelig, inden far blev syg. Det var først mange måneder efter, da jeg flyttede i plejefamilie, at jeg indså, hvor uperfekt og ustruktureret mit liv havde været. Pludselig var jeg ude af ‘hjemmets fire vægge-universet’, og så var jeg som en nål, der prikkede hul til en ny verden; nemlig den, jeg bor i nu. Sommetider savner jeg at vende tilbage til mit trygge - og ensomme - fædreland, også selv om jeg bare ville ønske, jeg kunne affeje den som en nullermand. Men jeg må også erkende, at hvor jeg er nu, der vil jeg altid finde tryghed.
  Mine forældre har altid ønsket det bedste for mig, selv om de måske ikke altid har orket at forholde sig til familielivet. De var alkoholikere, bebyrdet med mentale problemer, og min mor er til stadighed psykisk syg - skønt jeg husker hende som en handlekraftig og (over)beskyttende mor - men det vidste jeg bare ikke på daværende tidspunkt. Det eneste, jeg vidste i vores lille skøre univers, var, at nogle gange agerede de excentriske rumvæsener; så fløj de ud af huset til deres alkoholiske venner og efterlod mig i hjemmet. Og så var jeg igen alene.
  Men hvad hvis jeg var og er alene i verden?
  Måske er alt, hvad jeg ser og hører, bare et blændværk; hjernens evigt kontinuerlige billeddannelser. Det kaldes solipsisme - en filosofisk teori om, at man er den eneste, der udgør universet, og at alt andet ikke reelt eksisterer. Jeg er ikke decideret bange, men tænker stadig over, om jeg en dag vågner og ser intet for mig - kun stjerneløs sorthed - og svæver i et tomrum, fordi min hjerne har glemt at manipulere med fantasien. Eller om jeg en dag ser et andet spejlbillede, et andet ansigt eller bare ingenting.
  Jeg har udsigt til en abstrakt fremtid, der kan gå alle veje. Men jeg forstår ikke, hvorfor det er så vigtigt for mig og alle andre at være gode nok. Egentlig ved jeg jo ikke, hvem jeg er - eller rettere; hvad jeg er - for jeg vil aldrig finde ud af, hvordan eller hvorfor jeg ud af hele syv milliarder mennesker er endt som dette individ. Jeg er programmeret til at leve med denne krop i al evighed, eller i hvert fald indtil livets grimme tvillingesøster mener, at jeg skal videre, så hvorfor tage mit liv bogstaveligt?
  Nu, hvor jeg er ældre, forstår jeg, hvorfor jeg overhovedet er til, altså hvad der er meningen med livet - faktisk tror jeg ikke, der er nogen mening med livet, men at der er noget i det hinsides, som har været meget ihærdigt. Jeg tror på, at alle væsener på denne jord, uheldige som heldige, er legemliggørelsen af desperate sjæle, fordi de har det mål at opnå succes.
  Måske gav mine forældre mig ikke det, der kunne give mig succes, men de gav mig kærlighed, meget endda, hvilket jeg tror på er min drivkraft, når jeg skal gå ad mine egne veje i fremtiden. Jeg har lært, at oplevelser ikke er smukke, når man besøger tropiske lande eller rejser op til månen, men at oplevelserne er smukke, når man gør noget sammen. Så er man aldrig alene.
  Jeg ser ud i rummet og forsøger at definere universet, og jeg kigger indad og forsøger at definere mit eget - prøver at finde en sammenhæng mellem begge universer. De er så forskellige, men alligevel så parallelle, for jeg har følt mig både alene og lykkelig i begge uforståelige galakser. Alligevel er jeg bange for at give en endegyldig definition, for jeg er ikke engang sikker på, at nogen forstår, hvad jeg mener med dette rod af tankespind; universet er abstrakt, hvilket vil sige, at man altid vil have en meget individuel og personlig vurdering af det. Derfor er jeg en ret upålidelig fortæller.
  Nu, når jeg tænker over det, er det måske alligevel ikke helt sandt, at jeg er skabt til kun at bevæge mig på denne jord. Efter alle disse udsagn vælger min hjerne måske at virkeliggøre en rumrejse til en fremmed planet, hvor alverdens væsener vil ønske mig pænt goddag. Bare kald mig skør, men livet er, hvad man gør det til - eller hvad hjernen gør det til, i hvert fald hvis man kun supponerer sin egen eksistens for at være reel.
  Teknologien er også en afgørende og potentielt livsændrende faktor. Den er stærkt udviklende og kan i tilfælde være meget farlig, men hvad gør man ikke for at blive klogere på det ukendte? Vi mennesker er jo så bange for alt, hvad vi ikke kender til - det ved jeg, fordi jeg engang var så bange for døden - og vi vil helst (og alligevel ikke) finde ud af, hvad det ukendte er og betyder. Hvis jeg skal sige noget klicheagtigt, er det umuligt at være alene i et evigt(?) univers, og faktisk synes jeg, det er ret diskriminerende over for galaksernes livsformer at kalde dem aliens, når jordboerne ligeledes kunne være de skræmmende rumvæsener. Jeg tror på, at alle i dagens Danmark - og resten af verdenen - at hvis vi dog bare husker at smile til hinanden, så kan vi blive et samfund, der hverken er ensomt eller fragmenteret, for jeg må erkende, at man ikke kan være glad alene.
  Jeg ser på mig selv nu og tænker, om jeg vil blive lykkelig af at finde ud af, om jeg er alene eller ej. Og svaret er ret så simpelt, selv om jeg ikke baserer min aktuelle viden på, hvad jeg ved, men hvad jeg føler, fordi jeg er sikker på, at både mine følelser og ord har ret. Jeg afslutter og sætter en sidste endegyldig stopklods for min tankestrøm, tøver i et kort sekund og beslutter mig for, at jeg vil være lykkelig sammen med andre: “Vi er ikke alene.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...