Totally Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2015
  • Opdateret: 27 dec. 2015
  • Status: Igang
Mød Hayley Payne.
20 år, genert, usikker og ødelagt. Sådan vil hun beskrive sig selv.
Hayley er søster til superstjernen Liam Payne, fra det verdensberømte boyband. Det har dog ingen betydning... Hayley er blevet mobbet siden 6 klasse. Hun er helt knust. Hun har ingen selvtillid tilbage. Men fortæller hun Liam det? Nej. For ham ser hun ikke meget til.
Men hvad sker der når Liam kommer hjem med en nyhed. En nyhed der måske kan ændre det hele?
Find ud af det i; Totally Broken.

5Likes
2Kommentarer
584Visninger
AA

4. Kapitel 2.

"It's like screaming, and no one can hear..." Kender I den? Den har hjulpet mig igennem mange svære stunder, men aldrig på en positiv måde. Mere en måde, hvor jeg glemmer alle de ting, som jeg har i hovedet om hvad der er galt med mig, og tankerne istedet ryger over på ting der er endnu værre. Ting som selvmord, cutting, osv. Jeg gør intet af det, og derfor er det en hjælp, at få tankerne over på de "positive" ting.

Jeg tørrer atter en gang mine øjne, inden jeg kigger mig selv i spejlet. Kæft hvor ser jeg herrens ud. Men alle er ligeglade med mit udseende... Ligeglade med mig generelt. Jeg er verdens største nul, og burde dø... Er det ikke sådan sætningen lyder? Sådan alle siger til sig selv, inden de begår selvmord, eller noget andet dumt. Bare rolig jeg har ikke tænkt mig at begå selvmord. Så let slipper I ikke for mig.

 

Min beslutning er taget, og det er forsent at fortryde. Stille bevæger jeg mig hen mod trappen der fører nedenunder, hvor jeg ved alle sidder samlet i stuen, eller næsten alle, for der mangler jo to. Jeg mangler dernede og selvfølgelig familiens stolthed; Liam. Da jeg træder ind i stuen dør alt snak ud, og alles blikke rammer mig. Det er usædvanlig det her, de plejer ikke at opføre sig sådan.

"Noget galt?" Mit spørgsmål kommer vist ikke bag på dem, for de sidder stadig med helt samme blik. Haaallo er jeg blevet stum eller hvad? Eller er I blevet døve?

"Søde skat kom og sid ned." Det er min mor der bryder tavsheden, og lige nu er jeg faktisk taknemlig for det, for denne her stilhed dræber mig. Først kigger jeg lidt skeptisk på hende, men må til sidste trække på skulderene og gøre som hun siger. Så med små dovne skridt finder jeg vej over til hende, hvor jeg slår røven i sædet.

"Hvad sker der??" Nu kan jeg ikke holde det ud mere! Jeg vil have svar på hvad der sker!!

"Jo skat.. Vi har alle bemærket, at du har været meget nedtrykt, siden Liam rejste..." Bare at hun nævner hans navn giver mig kuldegysninger.. Jeg mærker stille tårerne der presser sig på... Jeg savner ham jo! Bare fordi jeg ignorerer ham, så betyder det jo ikke jeg er ligeglad. Han er min bror, og jeg elsker ham så fandens meget!

"Årh skat da, det er helt okay at savne ham.. I to er søskende og var meget tætte..."

"Det gør bare ondt at jeg har skubbet ham væk, hver gang han har været her... Men det var jo kun fordi, at jeg var bange for at blive såret..." Okay, hvad skete der med min facade?? Den facade jeg havde holdt oppe siden han rejste... Forlader den mig nu også? Skal jeg være en svag og skrøbelig lille pige, som der ikke kan tage ansvar for sig selv? Nej tak siger jeg bare..

"Årh Hayl det er helt okay.. Vi laver alle fejl, som vi ikke er stolte af" Ruth sender mig et opmuntrende smil, og lige nu vil jeg gerne sende et tilbage, men det kan jeg ikke. Jeg er for trist... Mit savn til Liam fylder aaalt for meget lige nu, til at jeg kan smile til min søster. Min søster som der aldrig gav op, og blev ved med at prøve at få mig tilbage, uanset hvor mange afslag hun fik, og jeg er taknemmelig for, at hun blev ved.

"Nårh men vi har altså planlagt..." Min mor bliver afbrudt, da jeg kan høre hoveddøren gå op, så min nysgerrighed tager over... Hvad? Det er da ikke min fejl, at jeg er nysgerrig... Jeg vender blikket mod døren til stuen da en alt for genkendelig skikkelse træder ind.. Liam... Kan det virkelig passe at min højt elskede bror er kommet hjem? Men det her ligner slet ikke min selvsikre beskyttende bror, men mere en som er blevet såret lidt for mange gange.. Jeg kan ikke klare synet af ham på den måde, sådan skal han ikke se ud! Er han bange for, at jeg skal ignorere ham igen?

"Hej hayl" hvordan kan han være så usikker på sig selv? Er det mig der har gjort det mod ham? Er det mig der er skyld, i den Liam der står overfor mig lige nu? Kan det tænkes at han det på samme måde, som jeg har det lige nu? Jeg ryster kort på hovedet, og rejser mig med blikket rettet mod ét mål.. Frygten i hans øjne afløses af glæde og lettelse, i samme øjeblik jeg svinger armene rundt om halsen på ham.. Jeg lukker øjnene og nyder et kram fra min storebror, som jeg har savnet alt for længe. Det hele er så urealistisk for mig, så jeg ikke kan følge mig... Jeg kan først følge med da ordene har forladt hans mund, og alle tårene strømmer ned af mine kinder, mens jeg maser mig længere ind mod ham. Da disse ord forlod hans mund vidste jeg, at han virkelig var her, at han virkelig er her, og at han aldrig nogensinde ville forlade mig igen.

"Jeg er sådan savnet dig Hayley... Så forfærdelig meget!"

*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*

Jaaaa.

Ej ved godt at jeg ikke er så god endnu, men prøver og gør det bedste jeg kan og så kan man ikke forlange mere.. Men I kan jo smide en kommentar om hvad jeg kan gøre bedre, men med hensyn til at publicere, så gør der lidt tid mellem kapitlerne, og sådan er det bare...

Det skyldes at jeg har nogle psykiske problemer.

Emma D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...