Løb

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2015
  • Opdateret: 21 aug. 2015
  • Status: Færdig
Elina vågner op et fremmed sted. Hun aner ikke, hvor hun er, eller hvad der er sket.
Hun finder dog hurtigt ud af, at hun er jaget vildt. Bedre bliver det ikke, da hun møder Carnaghe.

1Likes
2Kommentarer
176Visninger

1. Elina

”Mor!”

Elina satte sig op med et sæt med sveden haglende af sig, pludselig meget vågen. Hjertet hamrede hårdt mod den spinkle brystkasse, truede med at stikke af, og hun måtte presse hånden mod det, for at berolige sig selv – selvom det ikke rigtig virkede.

Det havde kun været en drøm...

Men hvorfor var det, så stadig svært at trække vejret? Hvad var det, der lå over hendes næse og mund? Hvorfor havde hendes øjne så svært ved at vænne sig til mørket?

Forsigtigt førte hun hænderne op til ansigtet, lod dem bevæge sig hen over, hvad end det var, der forhindrede hende i at trække vejret ordentligt.

En maske af en art.

Overrumplet af en pludselig klaustrofobi rev hun den af sig, kastede den ud på gulvet og gispede grådigt efter den luft, som var blevet hende frarøvet.

Den sødelige lugt af råddenskab var det første, der ramte hende, og den gav hende en øjeblikkelig tung kvalme, der ikke kunne holdes nede. Febrilsk tumlede hun ud på gulvet, landede med et hårdt bump og lod mavens bitre syre vælte ud af munden, mens kroppen trak sig sammen i smertefulde kramper.

Gud, hvor gjorde det ondt. Og hun kunne ikke stoppe. Hele hendes krop modarbejde hende, forsøgte tydeligvis at vende vrangen ud på sig selv. Hendes hænder afsøgte hektisk gulvet, søgte efter masken, der var alt for langt væk. Øjnene fungerede ikke endnu. Om det var på grund af mørket, eller om det var fordi kroppens spasmer tvang tårerne frem, vidste hun ikke. Hvorfor helvede havde hun også smidt masken fra sig? Hun ville skrige, hvis ikke hele hendes system var ved at bryde fuldstændig sammen.

”Det er gassen.” Stemmen var en forvrænget, brutal knurren, og sekundet efter ordene havde forladt den fremmedes mund, blev masken holdt op mod hendes ansigt igen.

Og hvor var det en vidunderlig følelse. Med det samme holdt maven op med at rumstere, lungerne blev, hvor de skulle være, selvom de første vejrtrækninger var svidende smertefulde.

”Tak,” mumlede hun ned i gasmasken, mens venlige hænder førte gummistroppen op over hendes hoved, så masken kunne sidde af sig selv.

”Jeg havde ikke regnet med, at du ville væres så dum at tage den af,” sagde den fremmede.

Elina vendte sig over mod lyden, men kunne stadig intet se, anede ikke, hvor han egentlig befandt sig.

”Hvor er jeg?” spurgte hun nervøst – og valgte bevidst at overhøre hans kommentar om hendes intelligens. ”Hvorfor er her så mørkt?”

”Mørkt?”

”Ja,” svarede hun endnu mere urolig. Havde gassen gjort hende blind?

Selvom hun ikke kunne se, kunne hun tydeligt fornemme, at den fremmede trak sig væk fra hende.

”Sig mig lige engang,” startede han. ”Er du et – menneske?”

Hvad fanden skulle hun ellers være…? Sjovt nok indbød hans tonefald ikke ligefrem til at stille spørgsmålet højt.

”Hey,” brummede han hårdt, da hun ikke svarede, og en stærk hånd greb hårdt fat om hendes hage og holdt hende fast, drejede hende over mod sig. ”Svar mig!”

”Ja,” stammede hun.

”Hvad hedder du?”

”Elina.” Hans greb var så fast, at hun ikke turde andet end at svare.

Den lyd, han kom med, var langt mere dyrisk end menneskelig – hvilket for alvor skræmte hende.

”Her,” sagde han og tvang et eller andet ned over hendes ansigt, ned over hendes blinde øjne, der taknemmeligt tog imod gaven.

Selvom det langtfra var optimalt, begyndte hendes øjne at vænne sig til brillernes grønlige lys, og hun kunne faktisk begynde at ane sine omgivelser.

Og den enorme skikkelse, der sad overfor hende var pludselig meget virkelig. Hvor dyrisk lydende end havde været fra ham, var det intet i sammenligning med det monstrøse ansigt, der stirrede ned på hende. De røde øjne lyste med et sygeligt raseri. Huden om det nederste af ansigtet var en grålig sort, der strakte sig hele vejen op til ørene, og skønt det meste var skjult bag masken, var hun bange for at tænke på, hvad der ellers gemte sig bag den.

”Åh, Gud,” gispede hun forfærdet.

Han fortsatte bare med at stirre. ”Navnet er Carnaghe.” Et drilskt glimt spillede i de røde dybder.

Sekundet efter rystede hele bygningen, og den voldsomme rumlen, der fulgte i kølvandet var et overgreb mod hendes øre.

Selv denne Carnaghe krympede sig sammen i et split sekund. Han var dog hurtigt oppe – langt hurtigere, end hun nogen sinde ville kunne. I én glidende bevægelse flåede han hende op fra gulvet og trak hende med sig gennem en labyrint af gange.

”Hvad sker der?” skreg Elina, da endnu et brag fik jorden til at bevæge sig under dem.

”Bare følg mig og løb som om dit liv afhang af det. For det gør det,” vrissede Carnaghe og førte dem ned af en lang række trapper.

Han sparkede en tung dør op, med en voldsomhed, Elina aldrig havde set.

Og de tumlede lige ud i et skarpt lys, der blændede dem totalt, samtidig med at en øredøvende larm tvang dem til at stå stille.

Carnaghe vendte sig om mod hende med noget, der lignede frygt i sine røde øjne. ”Løb, Elina. Hvis de får fat i dig…”

Hun nåede ikke at reagere, før hun hørte et våben blive affyret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...