Fønix

Dette er en skriftlig fremstilling fra en tidligere terminsprøve.

0Likes
0Kommentarer
162Visninger

1. Fønix

Jeg lader mit hoved glide over venstre skulder da et ildrødt advarselslys lyser skinnende og skrigende op som et lynild, og overdøver selv den grædende pige som sidder ved siden af mig, og knuger om sit lår.

Fuglen, begynder at ryste, eller også er det mig. Helt ud i fingerspidserne, begynder en pinefuld sitren og trykken. Jeg griber fat om mit armlæn, og presser neglene ind under det snusede, gamle og faldefærdige betræk, som er ombundet om sædet. En hede nærmer sig med kraftig hast, en fugtig, men alligevel knasende tør vind som at få en knytnæve lige i ansigtet. Aldrig før, har den purpurrøde sol været så tæt på.

Alting slører rundt, som en kæmpe tæppe, der har lagt sig over os. Jeg er rastløs, og har svært ved at ånde. Jeg tager fat om min hals, som et råb om hjælp. Hårene på mine arme rejser sig, som en manke på et dyr. Pludselig falder en blå iltmaske ned fra loftet, og hænger og dingler som en luftballon i en tågende, sydende dis af offerluft.

 

Jeg lader blikket glide hen over kabinen fyldt op med ængstelse.

En ældre mand dykker ned i sin rygsæk, og roder rundt i den, som en hjemløs, der leder efter mad. Han får fisket et sidste måltid op, inden at han vil dø af nattens kulde. En lommelærke. Han tager en ordentlig slurk, og lader den løbe ned igennem svælget. En stærk lugt af spiritus samler sig rundt omkring i kabinen, og flere mennesker beder ham om en sidste slurk.

En kvinde, med anden etnisk baggrund, holder om hendes halskæde der forstiller et kors, samtidig med, at hun skriger op om Jehovas vidner.

Alles blikke er tomme, som universitets mørke tomgang, af uvished. Ingen ved hvad der er ved at ske, end ikke Gud.

Mange familier er gået i gang med at takke hinanden, kaste kærlighedserklæringer rundt i kabinen, med betuttede kinder og røde, våde øjne. Pigen ved siden af mig, sidder stadig med kinderne op til øjnene, med tårer trillende nedad med raketfart. Jeg tager hendes hånd fra hendes lår, og trykker den ind til mit bryst, og sender hende et usikkert, skævt smil. Men hendes gråd er ustoppelig.

En klump sniger sig helt ned i maven på mig, og giver mig kvalme. Jeg har mest af alt lyst til at flygte, men som et dyr i et bur, er jeg fanget.

 

Pludselig bliver der udsendt lyd, fra højtaleren, om, at det er nødvendigt med en nødlanding. En ro sænker sig over de panikslagne dyr. Stille før stormen.

Denne gang er det flyet der ryster. Ryster af skræk for, hvad der skal til at ske. Det ryster for alle os individer, som ubevidste er blevet bragt med på vores sidste rejse i livet. Som en bitter pilgrimsfærd.

Jeg trykker pigens hånd endnu hårdere end før og lukker øjnene i. Om få millisekunder vil min sjæl forlade min krop, og lade den forblive her på jorden, hvor at den vil blive fundet, død, og kold som en kølig vind i oktober.

 

Med et KÆMPE brag, lander flyet med fulde drøn, flænser alt på sin vej, og ligger forankret i kulde. Min nakke bliver kastet tilbage i et kæmpe stød, helt ned igennem rygraden. Mit hjerte pumper nu endnu hårdere end før, og hvert et hjerteslag, gør næsten ondt i brystkassen. Jeg er tom for luft, som en ballon, der har ligget flere dage og er skrumpet længere og længere ind, til at man til sidst kan presse det sidste luft ud af den. En følelse af kun et enkelt åndedræt tilbage. Sveden klasker ned over mit ansigt, og fugter mit pandehår, så det klistrer sig fast til min pande. Jeg kan smage en blodpøl ligge inde i min mundvie, der næsten sjasker rundt som et hav.

123 passagerer og 6 besætningsmedlemmer. Vor knogleknuste kroppe ligger nu rundt omkring i flyet. Følelsesløse, skræmte, og smertefulde timer går vi nu i møde, indtil at guderne, vil afgøre om det er vores tid til at forlade Terra.

 

Jeg griber fat i stoleryggen foran mig, og får trukket mig opad. Der er åben himmel over mig. Et lille sollys kan skimtes i klippernes sprækker, eller også er det en lommelygte, eller flere lommelygter. Jeg vil skrige, men har ikke mere luft. Så jeg trækker armene op, og vifter med dem, for de sidste kræfter jeg har tilbage. Guderne har taget deres beslutning, og sendt Thor ned, for beskyttelse og velsignelse.

 

En efter en, bliver folk hjulpet ud af flyet. Nogle er mere sårede end andre, men alle er i live. To mænd, med store iltmasker på, kommer over til pigen som grædende ligger på mit skød. Derefter er det min tur.  De griber fat under mine arme og i samarbejde får de revet mig ud, af den store, brændende fugl. Vi bliver begge lagt ud på jorden, for at blive hjulpet til vejrs igen, og sammen ånder vi, liggende i glansen fra den indbildske, purpurrøde sol, og fortære livet.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...