Den sorte fugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 aug. 2015
  • Opdateret: 21 aug. 2015
  • Status: Færdig
"Sov sødt, mit barn, og drøm om forsvundne tider, du aldrig vil kunne huske. Drøm om mig, om vores eventyr. Han lå der igen, pakket ind i det rosenmønstrede tæppe, og barnevognen lyste i solen. "

6Likes
0Kommentarer
314Visninger

1. Den sorte fugl

Flaksende, flagrende, flyvende kom jeg frem. Jeg lyste op, lyste op i mængden og alligevel var der ikke nogen der lagde mærke til mig. Mine støvler, høje, sorte støvler gnavede og lavede vabler på mine svedige ankler. Som en skygge gik jeg blandt personer, som kun så hinanden og folk, som kunne gøre dem nytte. Som et stort bølgende væsen bevægede folk sig. Ud og ind, og gennem hinanden. Jeg var ikke en del af det væsen, ikke en del af det liv. Ikke lavet til denne verden. Med mine stækkede vinger, fløj jeg ind i parken, hvor græs og grønt og træer dækkede min forskruede krop. Her kunne jeg være i fred, mit tilflugtssted. Her kunne jeg iagttage uden at blive iagttaget. Her kunne jeg blive dækket og skjult. Ingen øjne, ingen øjenvidner.                                                                        

En kvinde stod lidt derfra med sine børn. Legende, smukke, irriterende børn. Små lyshårede engleunger, skabninger i hendes liv. Og jeg listede, sort, fortvivlet, sort forbi. Et par med en barnevogn. Høje, smukke, grimme mennesker med en barnevogn. De lo, grinede, af mig? Nej, ikke af mig. Af livet. Måske et liv uden mig. Måske det liv deres børn ville vokse op og få uden at komme til at ligne mig. Og der var børn. Børn, babyer, liv alle vegne. Væsner jeg kun kunne se udefra. På afstand kunne jeg skimte legepladsen. De små, uskyldige børn, som aldrig havde set verdens indre kun overfladen, overfladen af den lykkelige boble de levede i, de børn var iklædt farvestrålende tøj og små fine sko. De løb rundt mellem hinanden og var til stede. De var til stede, her og nu, og de blev hørt, de blev set på. Jeg, den sorte fugl, lurede i busken, mens jeg iagttog dem. Ingen så mig, hørte mig, aldrig nogensinde.
En barnevogn stod i hjørnet af pladsen. Den lyste op i solen, klare farver. Blå med grønne striber. Jeg luskede op foran den og kiggede ind. En lille dreng sov sødt med tommelfingeren i munden. Den lille røde hjerteformede mund. Hans hår var gyldent, og han var pakket ind i et rosenmønstret tæppe. Jeg bredte mine vinger ud over åbningen, så der blev dannet et rum, kun for ham og mig. Dækket af min jakke, kunne vi være sammen. Han var blot en unge. En der ikke kendte sandheden om mig, om skovens omega. Han var perfekt. 

”Hvad har du gang i? Væk fra mit barn, kvinde!”

En mand kom løbende hen i mod mig. Jeg prøvede febrilsk at forklare, hvordan jeg havde hørt gråd og troede det kom fra barnevognen, men stammede så meget, at det ikke nyttede noget. Jeg havde aldrig været god til at snakke. At føre en samtale lå mig lige så fjernt som at se folk i øjnene, og bare det at han talte til mig, kaldte mig kvinde, fik mig til at skælve. Han bad mig skride af helvedes til. Og det gjorde jeg. Det gjorde jeg altid, hele tiden. Jeg holdt mig i bevægelse og bevægede mig væk. Væk fra folk, fra alle de folk, der kun ville mig det ondt. Men tilbage kom jeg hver eneste dag. Tilbage til parken, tilbage til det eneste sted jeg kunne lade op, se og høre liv.
Jeg stirrede på de hjælpeløse individer, der kun blev afholdt af de evindelige vogtere. Og den blå barnevogn lyste i solen, børnene hvinede af fryd, mens de legede med vand. Der var en glæde, glæde ved livet, og den blå barnevogn lyste i solen. Dens vogter var ude af syne. Jeg ville være den nye vogter over drengen, jeg var bedre, jeg elskede ham. Jeg ville tage ham under mine vinger, lige indtil den dag han kunne flyve fra reden. Så skulle han flyve med mig, vise mig frem.
Han sov så fredligt i barnevognen. Jeg listede en hånd ned til ham, og aede ham på kinden. Det var som et elektrisk stød, der gik igennem mine fingre, op til min arm og hele vejen ned til hjertet, hvor det lagrede sig som en stor, tung sten af kærlighed. Han udbrød et lille grynt, og jeg så rundt. Jeg var alene med drengen, alene lige i det øjeblik. Pludselig lå han i mine arme, han duftede godt og varmt, som kun babyer gør. Jeg skyndte mig at gå derfra, flyvske små hop, men endelig ingen opmærksomhed. I min taske lå nu et lille væsen, mit lille væsen. For han var mig, jeg var ham. Vi var en del af hinanden, og han vidste det. Vi gik sammen, gik ture, så verdenen. Han så den med mine øjne, mit sind, mig. Men det var en meget lille evighed. Aldrig så snart havde han åbnet øjnene, blinkede, så på mig. Store, dybe øjne. Han vågnede op af sin døs, og jeg gik med hastige skridt. Jeg troede han ville brede sine egne små vinger ud, flyve op til mit hoved, og sætte sig på min skulder. Jeg troede han ville nusse mig med sine fjer på min kind. Han så blot undrende på mig, han lå lige så stille. Lille og forkrøblet. Uden vinger. Nervøsiteten, frygten, mennesker omkring mig.
Jeg havde fået min stund, mit øjeblik. Min dreng skulle tilbage, tilbage hvor han hørte til. Det var ikke rigtigt, sådan her fungerede verden ikke. Jeg var ikke hans beskytter, jeg kunne ikke engang beskytte mig selv.
Tyv! Jeg var en tyv! Men de andre var også tyve. De havde stjålet min livsglæde, og brugt den på noget, der kun hørte sorg til. Jeg var grim, led. Vig bort fra mit barn, ville alle de store, kluntede forældre sige. Jeg var grim, grim i sjælen. Skulle jeg udstoppes, eller flyve bort til de varme lande? Skulle vagthunden flå, bide mig sønder og sammen, når det eneste jeg ville var selv at blive en vagthund, en vogter.

Sov sødt, mit barn, og drøm om forsvundne tider, du aldrig vil kunne huske. Drøm om mig, om vores eventyr. Han lå der igen, pakket ind i det rosenmønstrede tæppe, og barnevognen lyste i solen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...