Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3497Visninger
AA

10. Kapitel 9: "Darkeya" - Catriana

"De dræbte mor," mumlede Kiuna. Og jeg kunne se hadet i begge søstres blikke. Og der tænkte jeg åh-åh da det gik op for mig, hvad de begge var på vej til. Og der trådte de begge to ud af hoveddøren og ud på den øde landevej, hvor de fem faldne engle ventede på os. Vi andre fulgte med dem, både som opbakning og af nysgerrighed. James havde sin hånd i min som for at påminde mig om, at han var her, og at han ville beskytte mig. Men jeg var så ligeglad med James i det øjeblik. Jeg ænsede kun mit eget bankende hjerte og manden, der nu stod tre meter fra mig, og som jeg ikke havde set siden jeg var tolv på den skæbnesvangre dag vi i dag kaldte Falddag nede i Helvede.

     "Jeg havde ikke regnet med at finde en hel flok af teenagere tilbage i huset," sagde manden, der stod et skridt foran de fire andre faldne engle. Han trak sin hætte ned, og nu kunne jeg se ham helt tydeligt. Han var ung, og han havde korngult kort hår, mørkegrønne øjne og det altid dovne, lidt arrogante smil. Darkeya. Anføreren af de faldne engle. "Jeg havde egentlig højst regnet med, at de to piger ville være der."

     "Hvem er du?" spurgte Kiuna barskt. Hun stod ret op og lidt foran os andre, og hun viste ikke den mindste snært af frygt. "Og hvorfor - "

     "Hvorfor dræbte vi jeres mor?" gættede Darkeya, og han smilede skævt sådan som Darkeya gjorde det bedst. "For at lokke dig til, selvfølgelig."

     "For at lokke mig til...?" gentog Kiuna forvirret. Jeg skimmede de andre, de så alle lige så forvirrede ud som jeg følte mig.

     Darkeya sukkede over vores alles uvidenhed. "Mit navn er Darkeya. Som I nok HAR gættet er vi faldne engle. Ser I, jeg har denne her lille plan, et lille foretagende. Og for at det skal lykkes har jeg brug for Kiuna Sorthjerte."

     "Hvorfor?" spurgte Rin. Kiuna så ned, og jeg overvejede, om hun måske allerede kendte svaret. Ena så heller ikke forvirret ud længere, blot skrækslagen.

     "Hun har ikke sagt det?" spurgte Darkeya, han nød tydeligvis alt det vi ikke vidste. "Kiuna er såmænd datter af ingen anden end Gud ham selv."

     Der lagde sig en uendelig stilhed over forsamlingen. Ingen sagde noget. Ingen gjorde noget.

     Så begyndte Kira at grine.

     James gav hende et puf med armen, og Kira holdt sig for munden og forsøgte at holde det indenbords. En del af mig havde også lyst til at grine, den del af mig der ikke ænsede hvilken situation, vi befandt os i. Den del af mig, der fandt det både ironisk OG komisk, at den samme kvinde havde fået barn med både Mørket OG Lysets fader.

     Men min trang forsvandt så snart Darkeya fik øje på mig. Og han så direkte på mig. Han havde altid været i stand til at se os i øjnene, og da jeg var lille havde jeg været taknemmelig - nu gjorde det mig bare gal, at jeg havde mistet et højst nyttigt våben imod ham.

     "Om det ikke er lille Cat," sagde han og lagde hovedet på skrå. Han smilede ikke længere, han havde tydeligvis ikke set det komme, at han ville støde ind i mig her. Jeg kunne mærke alles blik på mig.

     "Hej, Darkeya," sagde jeg og forsøgte at fylde stemmen med så meget foragt og kulde som muligt, hvilket ikke viste sig at være særlig nemt i betragtning af at jeg havde hjertet bankende helt oppe i halsen på mig.

     "Interessant," sagde Darkeya, og nu smilede han. "Du er jo blevet voksen. Jeg havde ikke regnet med at se dig her."

     "Så er vi to," mumlede jeg, hvorefter jeg spurgte ham: "Hvad er dit foretagende, Darkeya? Var det ikke nok for dig at - at - ?" Jeg kunne ikke forme sætningen. Der var for meget bag det, og bare tanken om at sige det højt gav mig lyst til at græde, hvilket jeg ikke kunne tillade mig selv her.

     "Jeg hørte om krigen," sagde Darkeya. "Den blev afblæst, hørte jeg. Så jeg tænkte, at nogen jo er nødt til at gøre det, som Lucifer ikke magtede. Men siden, at du også er her, Cat, så behøver vi måske ikke at tage herfra med kun en halv gevinst."

     Jeg stirrede indædt på ham, forsøgte inderligt at brænde ham op indefra med mit blik. Hvilket selvfølgelig ikke virkede.

     Så sagde jeg: "Gå indenfor."

     "Hvad?" spurgte James.

     "Gå indenfor, lige nu," gentog jeg, og jeg så på dem, ikke i øjnene selvfølgelig, men så de forstod, at jeg mente det. De lod mig ikke gentage det en anden gang og løb ind ad døren igen. Jeg fulgte efter dem, inden hverken Darkeya eller nogen af de andre kunne nå at gøre noget. Jeg smækkede døren efter os. Så placerede jeg mine hænder fladt imod døren, og jeg tog en dyb indånding, hvorefter jeg dannede et magisk skjold rundt om huset.

     "Du kender dem?" spurgte James. Jeg vendte mig om imod de andre, stadig med den ene hånd på døren for at holde på skjoldet.

     "Ja," sagde jeg. "De var min fars... hjælpere."

     "Men hvis de var hans hjælpere, hvorfor angriber de os så?" spurgte Brandon.

     "Fordi de VAR hans hjælpere. Nu er de hans ærkefjender."

 

"Okay, så der er en masse ting, der sker lige nu," sagde Kira, som vi alle stod stivnede inde i den stille stue. "Så I to." Hun pegede på Kiuna og Ena. "I er døtre af Gud og Lucifer. Sådan... jeres mor fik faktisk BØRN med dem begge to? Korrekt?" Både Kiuna og Ena nikkede lidt tøvende. "Jeg er imponeret," sagde Kira og kiggede rundt på os andre. Så kiggede hun på mig. "Og DU kender ham Darkeyafyren, fordi han engang var din fars... hvad helt præcist?"

     "Åh, de var mange ting," sagde jeg med et træk på skuldrene. "De var... bedste venner, kunne man sige, næsten som brødre. Hjælpere, partnere og ledere af Helvede." Jeg prøvede at kaste det hen som en bagatel, hvilket ikke lykkedes ifølge de blikke, som de andre sendte mig.

     "Men hvad... hvad SKETE der?" spurgte James, jeg kunne se, at han følte sig en smule forrådt over, at jeg aldrig havde fortalt ham det før. "Hvis de var som brødre... hvad skete der?"

     Jeg rystede på hovedet. "Vi kan ikke tale om den slags nu. Det er en lang og irriterende historie, og vi er lidt i et hastværk."

     "De vandrer rundt som ulve derude," påpegede Kiuna. "De er her efter mig. Jeg... jeg burde have set faren, da mor døde. Jeg har bragt jer alle sammen ind i det her."

     "Kiuna, det er ikke din skyld," sagde Ena. "Men HVORFOR? Hvorfor vil han have dig? Og hvad mente han dér til sidst med kun en halv gevinst?"

     "Jeg ved ikke HVORFOR, men han..." sagde jeg. "Jeg tror, at han skal bruge et barn af begge... fædre. Han vil have et barn af Gud - Kiuna - og han vil have et barn af min far - "

     Ena stirrede på mig. Og jeg kunne se, at det hele gik op for hende. "Tror I, at han ved, at jeg - ?"

     "Nej," sagde jeg. "Så ville han have gjort det tydeligt. Men han så mig. Og nu... han vil også have mig."

     James gik helt hen til mig, og han så på mig med sine blå øjne. Han behøvede ikke engang at sige noget. Vi tog hinandens hænder, og jeg fandt en smule trøst.

     "Så... hvad gør vi?" spurgte Brandon. "Bliver her og håber på, at de går igen?"

     Det var der ingen, der kunne svare på. I hvert fald ikke lige med det samme.

     "Jeg har en idé," sagde Rin og stampede i jorden. Pludselig havde der dannet sig et enormt hul i gulvet, som gik langt ned. Kiuna skreg.

     "Det var min mors GULV," sagde hun åndeløst.

     "Undskyld professor Sorthjerte," sagde Rin med et hånende buk. "Men det her handler om liv og død."

     "Det lyder fornuftigt," sagde James. "Kan vi det?" spurgte han mig.

     "Vi... ja, det kan vi vel godt, men hvis jeg ikke er her vil skjoldet ikke holde længe," sagde jeg. "De vil snart være i hælene på os."

     "Jeg er med på at tage chancen," sagde Kira. "Der findes så mange tunnelflugter, der er gået fortrinligt."

     "Og så mange, der er gået forfærdeligt galt," påpegede Brandon.

     "Vær ikke sådan en kylling," spyttede Kira.

     "Og jeg vil gerne lige påpege," sagde Rin, "at jeg er fantastisk til at lave tunneler. Jeg kan dække den til igen. Faldne engle kan ikke betvinge stenhård jord - vel?"

     "Ikke hvad jeg ved af," sagde jeg."

     "Goodie," sagde Kira og gjorde et let hop. "Lad os gøre det."

    

Og sådan blev det. Rin sprang ned i tunnelen først, dernæst Sorthjertesøstrene. Så gik Brandon og Kira også derned. James insisterede på ikke at gå derned uden mig, så han blev der sammen med mig, da jeg gav slip på døren, og han sprang med mig ned i tunnelen sammen med de andre. Bagefter sammentvang Rin en stor bunke jord og lavede det om til klippehård sten, som hun dannede en slags lukning til tunnelen med.

     "Så," sagde hun. "Det skulle afholde Darkeya & Co. at følge efter os for en tid. Skal vi gå?"

     Og så gik vi. Brandon betvang ild, så vi havde lidt lys. Ingen sagde noget i lang tid. Vi gik bare, mens Rin betvang tunnelen foran os, og vi kom længere og længere væk, og jeg tror kun, at Rin vidste hvor vi var på vej hen.

     "Har du tænkt dig at fortælle mig om det?" hviskede James til mig på et tidspunkt.

     "Om hvad?" hviskede jeg tilbage.

     "Om ham Darkeya."

     Jeg bed mig i underlæben. "Det er lidt meget at fortælle."

     "Vi har vel tid nok," insisterede James.

     Jeg rystede bare på hovedet. "Jeg vil ikke fortælle dig om det lige nu."

     Et kvarter senere stoppede Rin op. Hun spredte sine fingre, og der dannede sig et hul i loftet. Lyset trængte igennem, og et kort øjeblik var vi alle sammen blændet af aftensolen.

     "Hvor er vi?" spurgte Brandon Rin.

     "Langt nok væk i hvert fald," svarede Rin. Hun lavede en stige ud af sten og kravlede op. Vi andre fulgte efter. Vi befandt os i en skovlysning. Jeg havde ingen idé om HVOR den skovlysning befandt sig henne. Rin trampede i jorden igen, og hullet lukkede sig. Hun stod i lidt tid med lukkede øjnene og et sammenbidt ansigtsudtryk. Jeg kunne skimte en sveddråbe, der løb ned over hendes pande. Så rettede hun sig op og tog en stor indånding efter luft.

     "Så," sagde hun med åndenød. "De kommer ikke til at følge efter os gennem DEN tunnel."

     "Du betvang den væk?" spurgte Kiuna. Rin nikkede.

     "Som jeg sagde," pustede hun. "Er jeg fantastisk med tunneler."

     "Ja, du ER meget fantastisk med tunneler må jeg sige," sagde en stemme et sted. Det gav et gib i mig, da Darkeya trådte frem fra træernes skygger sammen med nu... tyve-tredive andre faldne engle. Mange af dem genkendte jeg fra da jeg var lille. Forræderiet sved. "Men jeg fik vist ikke nævnt, at jeg var det første mørkevæsen, der nogensinde blev skabt, gjorde jeg?"

     "Nej..." mumlede Rin. "Det glemte nogen af nævne."

     "Hvor gammel ER du?" spurgte Ena.

     "Jeg er stoppet med at tælle," sagde Darkeya kort for hovedet og nikkede let. Så angreb de faldne engle, alle som en. "Husk," hørte jeg ham sige. "Dræb ikke Kiuna Sorthjerte - eller Cat."

    

Vi havde ikke en chance, det vidste vi godt. Jeg vendte mig personligt om og løb, men i min panik faldt jeg og vrikkede min fod om, hvilket bare udelukkede den plan - samt alle andre handlinger, der krævede, at man kunne stå - som for eksempel at forsvare sig.

     Denne her faldne engel angreb mig lige efter, og jeg havde ingen chance imod ham. Jeg tror, at han havde fået mig lige dér, hvis ikke James havde forvandlet sig til en kæmpestor hvid ulv og bidt ham i halsen. Han var død på stedet. Bagefter kom James hen til mig og snusede til min hals med sin store ulvesnude.

     "Du er så barnlig," mumlede jeg kærligt. James logrede.

     Så hørte vi Ena skrige. Vi så hen imod skriget og så Kiuna blive grebet af to faldne engle. Og Darkeya stod kun en halv meter fra hende, og han sagde noget til hende. Hendes øjne blev store. Der holdt hun op med at kæmpe imod. Darkeya mumlede et par ord, og en slags portal kom frem i den fri luft. De faldne engle fløj derind med Kiuna. Ena blev også ført derind, holdt godt fast i af to andre faldne engle. Portalen forsvandt, og Darkeya vendte sig om imod os og så mig direkte i øjnene.

     "Det var den ene," sagde han, og han smilte ondt. Jeg kunne mærke skrækken sætte ind. "Nu mangler vi bare den sidste."

     James knurrede som kun en for stor ulv kunne gøre det. Han trådte ind foran mig, og Darkeya bakkede et halv skridt tilbage.

     "James, stop det," hviskede jeg, i smerter over min fod.

     "Hvem er du?" spurgte Darkeya. James forvandlede sig tilbage til menneske, stadig stående beskyttende foran mig.

     "Mit navn er James," svarede han.

     Darkeya trak på smilebåndet, og han kluklo. "Jeg gad godt se Lucifers fjæs, da I fortalte ham DET."

     "Du har ingen ret til at nævne hans navn," snerrede jeg. Darkeya så grumt på mig.

     "Lille Cat," sagde han koldt. "Jeg har stået ved hans side siden før vi kunne gå. Siden vi var engle oppe i Himmelen. Jeg var der sammen med ham under oprøret. Jeg var der, da han kom hjem med dig i armen. Jeg blev hos ham selv da Chariisy tog af sted. Jeg forrådte ikke ham. Han. forrådte. mig."

     Det sagde han bare ikke. Dårlig fod eller ej, nu skulle han få, så blodet flød!

     Ikke at jeg nåede at føre mine planer ud i livet, før James løftede mig op. Han forvandlede sig til sin ulv igen, og jeg endte op på ryggen af ham. Så satte han i løb ind imod skoven. Jeg så mig tilbage imod Darkeya. Han var ved at skyde lynkugler efter et eller andet. Så fik jeg øje på et lille rødt væsen, der spurtede rundt for hans fødder. Kira. Jeg så Rin og Brandon, der var i kamp og uden for vores hjælp nu.

     "Glem de to!" råbte Darkeya så, og de faldne engle, der var i kamp imod mine venner, stoppede op. "Fang CAT!"

     Imens han var ude af fokus spurtede Kira væk fra ham og efter os. Hun var faktisk forbløffende hurtig, og hun indhentede os hurtigt. Og så havde vi en storm af faldne engle efter os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...