Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3379Visninger
AA

9. Kapitel 8: "Begravelsen" - James

Begravelsen skulle holdes fem dage efter Ena havde modtaget sit opkald. Det var fem rædselsfulde dage. Ena kom og gik imellem hjem og skole, Catriana vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv og var splittet mellem medlidenhed og forræderiet, hun følte for... tja... os alle sammen.

     "Okay, så I har vidst det i hvad... ugevis?" spurgte hun mig en dag. "Og I sagde aldrig noget?"

     "Ena ville jo ikke have det, Catriana," forklarede jeg halvhjertet.

     "Men jeg har vel en RET til at vide, hvem der er min søster og hvem der ikke er."

     "Men - "

     "Og jeg troede, at vi var kærester? Er det ikke noget, der følger med i pakken? Det med at - du ved - FORTÆLLE hinanden ting? Eller har jeg komplet misforstået pointen?"

     Derefter stod hun med næsen i sky og armene over kors lidt. Jeg tror, at hun ventede på, at jeg skulle komme med et eller andet forsvar. I stedet rejste jeg mig op og omfavnede hende bagfra. Jeg kyssede hende på halsen.

     "Undskyld," sagde jeg. "Du må ikke være sur. Det har bare... været lidt kompliceret."

     "Jah," mumlede Catriana og lænede sig tilbage imod mig. Hun sukkede opgivende. "Og nu er Enas mor død. Bare sådan."

     "Ja."

     "Livet er skørt."

     "Ja."

 

Torsdag eftermiddag skulle begravelsen finde sted. Ena var helt ude af sig selv, som hun pakkede, fortalte Kira. Med røde øjne og det hele. Og hendes hår var uredt.

     Der var også noget ved Kira. Hun snakkede oppe i det hysteriske toneleje halvdelen af tiden, hun kunne ikke sidde stille og hendes ører vrikkede konstant. Flere gange havde jeg lyst til at spørge hende, hvad der dog var galt, men jeg magtede ikke at tage stilling til flere problemer lige nu, og Kira var jo i midten af puberteten og alt muligt. Det var sikkert ikke noget særligt.

     En halv time før Ena tog af sted fortalte vi hende alle sammen, at vi tog med.

     "Nej... nej det behøver I ikke," sagde Ena og tørrede sine øjne endnu en gang.

     "Selvfølgelig," sagde Rin og omfavnede hende. "Mine forældre er der alligevel også. Og vi er dine venner, selvfølgelig vil vi være der."

     "Men..." Ena skimmede os alle sammen. "Jer alle sammen?"

     "Os alle sammen," forsikrede Catriana hende om. Ena betragtede sin søster for en stund, hvorefter hun nikkede.

     "Okay, tak..." sagde hun, hvorefter hun begyndte at græde igen.

 

Så vi ankom til kirken i samlet flok. Det var ikke en af den slags normale kirker, som man ellers forestiller sig de ser ud. Denne her var mørk, og på siden så man Mørkets Tegn og mange forskellige skulpturer af faldne engle og den slags ting. Nogle kaldte kirkerne for mørkevæsner for Faldne Kirker, men mange kaldte dem bare mørkekirker eller simpelthen bare kirker.

     Men der var ikke den store forskel på sådan en kirke og en lyskirke. Begravelsesceremonien var den samme, der blev bare ikke sunget salmer og sagt ord fra Bibelen. Halvdelen af tiden anede jeg ikke, hvad præsten snakkede om.

     Bagefter ceremonien kunne vi alle gå op til kisten og sige farvel til den afdøde, inden hun blev sænket ned i jorden. Kira tog fat i min arm.

     "Vil du gå med mig derop?"

     "Vil du nu også sige farvel?" spurgte jeg.

     Kira nikkede. "Jeg vil bare gerne se hende. Vil du gå med?"

     Jeg vidste ikke, hvad det skulle til for, men jeg nikkede og gik med hende.

     Jeg lagde hovedet på skrå, som jeg stod og betragtede Enas døde mor. Hun lignede hende en del. Hjerteformet ansigt, sort glat hår og de andre asiatiske kendetegn. Hun var smuk, som hun lå dér... død og alt muligt. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Hun var ikke særlig gammel. Og hun var død. Kiuna og Ena havde ikke andre end hinanden nu.

     Så lagde jeg mærke til, at Kira stod og skælvede.

     "Kira? Hvad foregår der?"

     "Det..." Kira pegede med en rystende finger på Enas mor. "Jeg drømte om hende for to uger siden. Hun... Åh gud."

     "Hvad mener du med, at du drømte om hende? Du drømte om Enas mor eller hvad?"

     "Nej jeg... jeg drømte, at hun DØDE, James. Jeg drømte om en død kvinde, og hun... det er hende. Jeg drømte om Enas mor før jeg havde set Enas mor for første gang og - "

     "Kira, slap af," sagde jeg og tog fat om hendes skuldre. Jeg så hende ind i øjnene. "Tag en dyb indånding. Forklar mig, hvad der er sket."

     Og det gjorde hun så. Langsomt fortalte hun mig om den mærkelige drøm, hun havde haft, om en død kvinde og ravne oppe i et træ. Det gav ikke meget mening, men Kira var komplet skrækslagen.

     "Så... prøver du at fortælle mig, at du er ved at blive synsk?" spurgte jeg.

     Kira trak på skuldrene. "Det tror jeg, ja."

     "Men... men..."

     "Åh, du skal ikke begynde på det dér nu, James. Jeg ved ikke HVORDAN, okay? Jeg er bare begyndt at vide ting. Det kom vel sammen med rævekræfterne."

     Vi stod i lidt tid sådan og funderede over det hele. Så kom jeg i tanke om noget.

     "Fortalte Ena ikke, at Kiuna havde sagt, at der havde været sorte fjer inde i deres mors soveværelse?"

     Nu spærrede Kira øjnene op, og et kort øjeblik troede jeg virkelig, at hun ville besvime.

 

Da Enas mor var begravet tog vi alle sammen hjem til Kiuna og Enas hus, sådan et lille sødt gårdhus. Her stod vi alle sammen sammenklemt i den lille stue mens Kiuna holdt en kort tale. Det viste sig, at man havde fundet kvinden død på et gadehjørne. Først troede man, at hun var faldet om, men magieksperter var næsten sikre på, at der var blevet anvendt magi som følge i hendes død. Men hvilken type magi og hvem det var udført af var ikke til at sige.

     "Må hun hvile i fred," sluttede Kiuna af og løftede sit glas. Det samme gjorde alle og mumlede ordene.

     "Lad os spørge hende," sagde Kira. Jeg nikkede. Vi fandt Ena.

     "Det var bare fjer," fortalte hun. "Fra ravne eller sådan noget. Vinduet stod åbent. Måske var en flok forvirrede fugle fløjet ind. Vi ved det ikke."

     "Må vi undersøge hendes soveværelse?" spurgte Kira.

     Ena snøftede og hævede det ene øjenbryn. "Hvorfor?"

     "Vi er bare nysgerrige," mumlede Kira.

     "Fint..." sagde Ena grødet. "Det er ovenpå. Ved siden af badeværelset."

     Vi gik så derop sammen. Mit hjerte bankede i nervøs spænding. Der var noget alvorligt ved det her. Selv jeg kunne mærke det. Intet under, at Kira var helt ude af sig selv.

     Da vi kom ind på Enas mors værelse fandt vi i første omgang ikke noget. Vinduet var ikke blevet repareret endnu, men alle fjerene var blevet ryddet op. Men Kira insisterede på, at vi ledte lidt. Det gjorde vi så. JEG fandt ikke noget, men Kira fandt faktisk et fjer under hovedpuden.

     "Her," sagde hun og viste mig det. Der var ikke noget synderlig specielt ved det. Det var bare et sort fjer fra en ravn eller en krage.

     Men Kira stirrede på det med skræk.

     "Kira?"

     "Det er det," mumlede hun. "Det er vigtigt. Det er fra ravnene fra min drøm. De har efterladt dem bevidst."

     "Øh... men... Kira, det er fugle."

     "Jeg tror, det er et metafor. Ravnene er metafor for nogle andre. Nogle magikere med sorte ravnefjer."

 

Som eftermiddagen gik begyndte folk at tage hjem. Vi fem blev dog tilbage sammen med søstrene og hjalp dem med at rydde op.

     Jeg fandt Catriana siddende i sofaen og stirre tomt ud i luften. Da hun fik øje på fjeret hævede hun begge øjenbryn. "Hvor er det fra?"

     "Øh... fra Enas mors soveværelse. De havde fundet en masse af dem deroppe."

     "Åh..." Catriana kløede sig i nakken, og hun rynkede betænksomt øjenbrynene.

     "Catriana, hvad er der?" Der var begyndt at gå mig på nerverne, at alle havde et eller andet på tankerne, som de ikke bare fortalte mig om med det samme.

     "Det er ikke noget," sagde hun fjernt.

     "Catriana."

     "Seriøst," sagde hun. "Tænk ikke på det."

     Der gik en halv times tid, da vi omsider havde fået vasket op og så småt var på vej ud af døren.

     "Ena, Kiuna," kaldte Brandon så pludselig ud imod køkkenet, hvor søstrene var. De kom begge ud.

     "Jaer?" spurgte Kiuna.

     "Skulle der ankomme flere til begravelsen?" spurgte Brandon. Han sad henne i lænestolen ved vinduet.

     "Nej," sagde Kiuna. "Hvorfor?"

     "Der står nogle derude," sagde Brandon og gjorde et kast ud af vinduet. Vi kiggede alle sammen derhen. Ude på vejen stod der fem skikkelser, klædt i kapper.

     "Nej..." mumlede Catriana, hendes øjne store og vilde. "Ikke dem."

     De havde alle sammen sorte ravnevinger foldet ned langs ryggen på dem.

     Kira stirrede på fjeret igen. Så kiggede hun på mig, og vi lagde to og to sammen.

     For ude på vejen stod fem faldne engle. Faldne engle, der sandsynligvis havde slået Ena og Kiunas mor ihjel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...