Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3369Visninger
AA

8. Kapitel 7: "Marmorkugler" - Ena

Jeg havde brug for min søster.

     Jeg indså det først den lørdag formiddag, da jeg havde brugt endnu en uge på ikke at tale med min ANDEN søster. Alle de andre, Rin, Kira og James. De sagde alle sammen, at hun var god nok, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige sandheden. Hun var datter af Djævelen. Af Mørkets Herre, som var frygtet og hadet af de fleste. Hvordan kunne jeg dog få mig selv til at indrømme, at JEG også var hans datter? At han var min far? Det virkede bare for umuligt. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne have fået KIUNAS far - selvom det ikke ville have været meget bedre. Men lidt bedre ville det vel have været.

     Men da jeg kom ned til hendes kontor var hun der ikke. Der hang det her skilt på ydresiden af døren, hvor der stod: Kommer tilbage snarest muligt. Jeg stod lidt og undrede mig over, hvilket ærinde hun kunne foretage sig. Kiuna lavede aldrig andet end at sidde og læse ugeblade og skrive dagbog.

     Så jeg gik hen til Bills kontor og bad om lov til at snakke med ham. Sekretæren ringede ind til ham, og jeg blev lukket ind. Bill fortalte, at Kiuna simpelthen bare havde noget privat at ordne.

     "Det private rager ikke mig?" spurgte jeg.

     "Det mente din søster i hvert fald ikke," fortalte Bill, ikke uvenligt. Så var jeg vel nødt til at gå igen, komplet slukøret over, at jeg ikke fik talt med hende.

 

"Har du svaret på opgave 12?" spurgte Kira mig. Det gik op for mig, at jeg havde siddet og sovet, og jeg blinkede og kiggede på hende.

     "Øh..." Jeg kiggede ned på mit opgaveark der lå ved siden af min bærbar. Ikke et spørgsmål var svaret på. "Næh. Nej. Jeg laver slet ikke opgave."

     Faktisk havde jeg bare siddet og hørt musik fra min telefon i tyve minutter og stirret ud i luften.

     "Jeg troede vi skulle holde lektielørdag," beklagede Kira sig.

     "Hvad sjovt er der ved en lektielørdag?"

     Kira trak på skuldrene. "Men vi er allerede bagud, vi er NØDT til at få lavet vores lektier, ellers bliver vi bare smidt ud."

     Der lå noget bag den sætning, og det vidste vi begge to. Jeg havde ønsket at komme hjem siden jeg var kommet på grund af den akavede stemning, der var imellem mig og Catriana. Og Kira lagde ikke skjul på hvilket had hun følte for sine forældre efter de uden den største overvejelse havde sendt hende herhen.

     "Min søster er ude og lave et eller andet "privat"," sagde jeg. "Hvad tror du, det kunne være?"

     Kira stirrede i lidt tid på mig, som om hun vidste et eller andet jeg ikke gjorde. Så dykkede hun ned over sit ark igen. "Dunno."

     "Jeg er hendes søster," sagde jeg. "Jeg har vel en ret til at vide ting."

     "Måske burde du fortælle Cat, hvem du er snart," påpegede Kira. "Hun er din søster - og hun har ret til at vide ting."

     Jeg stirrede olmt på hende. Kira sagde ikke mere og arbejdede bare videre.

     Jeg hørte lidt videre på mit musik og skimmede biblioteket. Det var en klassisk lørdag fyldt med elever, der indhentede deres lektier eller ledte efter research til deres opgaver. Her var ikke ligefrem særlig stille og forladt, som der altid var på det lille bibliotek hjemme i min by. Så fik jeg øje på James og Catriana, der kom gående ned langs reolgangene og grinte og fjantede over et eller andet. Jeg betragtede dem og vidste ikke helt, hvad jeg syntes om dem. James havde engang været den type dreng, som alle gik efter - og som ofte GIK efter alle. Men ifølge Kira og Rin havde han ikke haft øjne for andre siden han havde set Catriana. Det var mig ikke til at forstå, da jeg ikke kunne se noget ekstraordinært ved hende. Hun var ikke den flotteste pige i verden, hun gik ikke med make-up og hun brød sig ikke om, om hendes sko matchede hendes store T-shirts. Hun bekymrede sig slet ikke om om hun var smuk eller ej. Ikke den pige jeg først forestillede mig, at James ville gå efter ved første blik.

     "De er et meget umage par," sagde jeg. Mest til mig selv, men Kira hørte det og hm'ede.

     "Synes du virkelig, at jeg skal fortælle hende det?" spurgte jeg. Kira løftede blikket fra sit opgaveark igen og kiggede hen på dem. Så spærrede hun øjnene op og rejste sig. "Jeg ved det!" Hun havde overraskelsens fordel, som hun tog fat om mig og trak mig med hen imod dem, jeg nåede slet ikke at gøre modstand, før vi rent faktisk stod derhenne.

     Jeg stivnede, da jeg indså at jeg stod lige overfor min halvsøster.

     "Ved. I. hvad?" sagde Kira energisk og tog fat i både min og Catrianas arm. "Jeg synes egentlig, at nu hvor I begge er hekse, så har I en DEL at snakke om. Så I kunne melde jer til Magisk Udøvelse i eftermiddag. Det ville da være hyggeligt."

     Hun blinkede til James, der så helt befippet ud. Så nikkede han også og smurte et smil på. "Det lyder som en god idé, synes du ikke, Catriana?"

     Catriana stirrede fra den ene til den anden, men jeg lagde mærke til, hvordan hun ikke så andre end James i øjnene. Jeg kunne slet ikke forestille mig hvordan det måtte være at have de øjne på fuldtid.

     "Jeg troede vi havde en aftale, James," sagde hun til sin kæreste. "Det var noget med en film og... barbecuechips."

     James bed sig i underlæben. Barbecuechips havde vist en speciel plads i hans hjerte. "Jeg synes, at det er vigtigere, at du bliver venner med nogen af din egen art."

     "Af min egen ART?" Catriana lød som en, der slet ikke kunne begribe, hvordan vi to kunne være samme art på nogen måde. Og da slet ikke i familie, hvis det nogensinde skulle komme til det.

     "Ja, du ved... begge hekse. Kom nu, Catriana. Du vil have godt af det."

     "Sidst jeg hang ud med nogen af min egen "art" endte jeg på rektors kontor," påmindede Catriana ham om- ikke at jeg vidste hvad det handlede om.

     "Det sker garanteret ikke denne gang," sagde Kira. "Ena er artig."

     "Hey, jeg kan være en bølle," protesterede jeg. Alle gloede på mig. "Nogle gange," mumlede jeg.

     "Men det er en aftale så," smilte James og gav Catriana et hurtigt kys. Så kiggede Catriana kort på mig, så mig næsten i øjnene. Jeg åbnede munden for at sige et eller andet, men det var jeg ikke i stand til. Ikke en lyd kom ud.

    

Jeg brugte nok indtil klokken halv to på at være sur på Kira over sådan at have tvunget mig ud i det.

     Det var først, da klokken faretruende nærmede sig to, at jeg en smule tilgav hende og overvejede, om jeg måske BURDE fortælle Catriana om mig. Måske... ja, måske kunne vi blive søstre. Hvem kunne vide?

     "Du synes virkelig, at jeg skal fortælle hende det?" spurgte jeg så.

     "Du kan også lade være," sagde Kira og trak på skuldrene.

     "Jeg... vil gerne."

     Kira smilte. "Så gør det. Få det overstået. Gå derhen lige nu og vis hende, at du er hendes søster og er fantastisk."

     Jeg nikkede og rejste mig op. "Jeg gør det."

     "Ja, gør det!"

     "Okay, så gør jeg det."

     Der gik nogle øjeblikke. Jeg indså, at jeg ikke havde flyttet mig. Mine ben rystede under mig. "Hvad nu, hvis hun ikke kan lide mig?"

     "Hun er din søster, hun vil ELSKE dig."

     "Åh, det ved jeg nu - "

     "Kom så af sted!" næsten råbte Kira. Folk var nødt til at tysse på hende rundt omkring fra bogreolerne af. Jeg spjættede dermed af sted imod træningshallen.

    

Catriana og jeg stod inde i træningshallen sammen med ti andre elever og ventede på læreren, som jeg da gik ud fra ville være Kiuna eller en anden Magisk Udøvelseslærer.

     "Så," sagde jeg med et let klap i hænderne. "Er du kommet til mange af de her sektioner?"

     Catriana rystede på hovedet. Hun stod med armene over kors og lignede en, der helst ville være alle andre steder end lige her. "Nope. Dig?"

     "Næh." Jeg stod stum og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne altid fortælle det til hende lige nu og her, men samtidig følte jeg ikke, at det var det rigtige sted lige nu. "Hvad er din historie, så?" spurgte jeg.

     "Min historie?"

     "Ja, du ved... med... din far og sådan. Det må da ikke være helt ordinært."

     Catriana vendte sig om imod mig, og hun havde rynkede øjenbryn og et katastrofalt blik i de sorte øjne, og jeg ventede det værste, da døren ind til hallen blev åbnet, og læreren trådte ind.

     Vi kiggede begge derhen. Jeg så ham dersens Ezavia komme ind.

     "Dræb," sagde Catriana, "mig. nu."

     "Så slem er han da heller ikke."

     "Prøv du at være datter af Lucifer, så må vi se, hvor slem han SÅ er."

     Jeg sukkede, og Ezavia begyndte at snakke:

     "Jeg er ked af at måtte sige, at jeres formodede lærer professor Sorthjerte havde et privat anliggende at se til. Så I må derfor nøjes med mig."

     "Men du er historielærer," mumlede en mager dreng oppe i fronten.

     "Jeg har skam også erfaring inde for Magisk Udøvelse, min unge ven," sagde Ezavia med et fnys. "Nå, lad os komme i gang. Jeg vil bede jer alle sammen om at tage en af måtterne henne i hjørnet og sætte jer i en halvcirkel."

 

Vi gjorde, som der blev sagt. Catriana og jeg satte os ved siden af hinanden. Ezavia gav os hver en eller anden blå krystal og lagde en bunke forskelligt skrammel inde i midten af gulvet. Så forklarede han, hvordan det var en speciel krystal, der i hænderne på enhver magikyndig kunne få ting til blandt andet at svæve. Det krævede bare at finde sin magiske energi og udnytte den.

     Det fik vi så dejlig meget tid til at gå med. Ezavia skrev teorier og vejledninger op på en tavle, mens vi sad og snakkede og forsøgte at bruge vores krystal.

     "Det her er svært," sagde jeg og lagde min krystal ned da min marmorkugle bare ikke VILLE flytte sig fra jorden.

     "Det er da ikke svært," sagde Catriana med et smil. Hun sad og vippede sin krystal op og ned, og et helt lille hold af marmorkugler svævede rundt i luften.

     "Hvordan gjorde du det?" spurgte jeg.

     Catriana rømmede sig. "Jo, du skal bare - du ved, den dér energi, der strømmer igennem dig, når du bruger magi, ikke?"

     Jeg nikkede.

     "Du skal ligesom prøve at få den ud igennem dine fingerspidser og over i krystallen. Prøve at styre energien."

     "Den slags har jeg aldrig prøvet før."

     "Jeg lærte det nogle år tilbage. Men jaer, det kan være lidt svært i starten. Min mor underviste mig i det, og hun havde styr på sine ting."

     "Din mor som... med din far...?" Jeg ved godt, at det lød komplet åndssvagt, men jeg havde bare sådan et behov for at snakke om det.

     Catriana sukkede. "Seriøst, hvad er der? Er det, fordi min far er Lucifer, at du er så interesseret i mig? Er det det? Er det sådan en hekseting? Vil du have min autograf eller hvad?"

     "Nej, Catriana," sagde jeg. "Nej, det er slet ikke det. Det er noget andet."

     "Hvad er det så?" spurgte hun skarpt.

     "Jeg..." Jeg forsøgte virkelig at presse ordene ud af min mund, men det skete bare ikke. Jeg endte med at sige noget helt andet. "Jeg finder det bare fascinerende, okay? Undskyld. Lucifer var jo skaberen af os mørkevæsner. Det bare en stor ting at gå på skole med dig. Jeg er ked af, at..." Ordene trængte sig sammen i munden på mig, og jeg bed mig selv i underlæben. Flot.

     "Hør, det er okay," sagde Catriana, nu mere blødt. "Jeg... kan vel godt forstå det. Jeg har bare... oplevet meget af det siden folk fandt ud af, hvem han var. Jeg er bange for, at det aldrig stopper. Og Cat."

     "Hvad?"

     "Du behøver ikke kalde mig Catriana. Jeg foretrækker Cat."

     "James kalder dig Catriana."

     "James er et særtilfælde." Catriana smilte nu. Jeg kunne faktisk godt lide hendes smil. Ærgerligt at hun ikke gjorde det noget oftere. "Nå, skal vi prøve med din mormorkugle?"

     Jeg nikkede. Cat vejledte mig, og før jeg vidste af det svævede min marmorkugle. "Wow," sagde jeg. "Tak."

     "Lad os begge prøve at løfte kuglerne derovre," sagde Cat. "Vi kan sikkert gøre det hvis vi begge prøver."

     Jeg nikkede. Vi koncentrerede os begge, og de mange marmorkugler fra kassen inde fra midten af gulvet løftede sig og svævede midt i luften. Så var der noget, der ramte sig bagi, og vi fik begge et sådant chok, at vi kom til at gøre et spjæt og mistede koncentrationen. Vi så os over skuldrene og så, at det var en nekopige, der var kommet til at flyve hendes pude ind i os. Så hørte vi den larmende lyd af klirrende marmorkugler, der ramte gulvet, og vi kiggede efter ulykkesstedet. Der fik vi øje på Ezavia, der stirrede olmt på os med hundredvis af små kugler liggende for sine fødder og nogle stykker siddende i sit hår.

     Jeg pegede straks på Cat. Så opdagede jeg, at Cat også pegede på mig, og jeg følte mig en anelse forrådt.

     "Selvfølgelig er det heksene," mumlede Ezavia. "Det er altid heksene. Rektors kontor. Lige nu."

 

"Nå men... tak fordi du ville vise mig tricket med krystallen," sagde jeg, som Cat og jeg sad på hver vores stol ved døren ind til Bills kontor og afventede vores straf.

     "Så lidt," sagde Cat og sukkede. "Gid Ezavia dog gad at høre på mig en gang imellem. Han er sådan en... plage."

     "Respekt, om jeg må bede," sagde sekretæren henne fra sit skrivebord uden så meget som at løfte blikket fra sine papirer.

     "Åh du ved, at jeg har ret," snerrede Cat. Det svarede sekretæren ikke på.

     "Var han også... sådan før du... før han...?"

     Hun nikkede. "Det var ikke lige så slemt, men... jeg havde lidt ødelagt hans kontor tidligere, så... han havde et ondt øje til mig." Hun lo.

     "Hvad griner du af?"

     "Ondt Øje," sagde hun og pegede op imod sine egne sorte øjne. "Undskyld, den var dårlig."

     "Nah, den var ok," sagde jeg og smilte svagt. Det her gik jo meget godt. Jeg var fundet frem til, at jeg faktisk GODT kunne lide min søster. Jeg besluttede, at jeg ville fortælle hende det lige nu.

     "Du, Cat?"

     "Ja?"

     "Da min mor var - "

     I det samme blev døren ind til Bills kontor åbnet, og Bill trådte ud. "Og de unge damer kan komme ind."

     Vi rejste os begge og gik med ham ind. Han gjorde tegn til, at vi kunne sætte os på de to stole ved hans skrivebord. Han satte sig selv i sin kontorstol. "Nå? Hvad er jeres forsvar? Især dit, frøken Cyston?"

     "Det var et uheld," sagde Cat straks. "Vi sad og løftede sten med krystaller, og så var der en, der gav os et chok. Vi mistede koncentrationen, og Ezavia gav os skylden, fordi vi var hekse."

     Bill sukkede. "Er det nu den slags igen?"

     Cat nikkede. "Du burde altså virkelig - "

     "Tal ikke til mig om hvad jeg burde og ikke burde, frøken Cyston. Du og professor Ezavia kommer aldrig til at komme på rette fod med hinanden, og det ved du udmærket godt. Jeg vil snakke med professor Ezavia, og hvis det du siger er sandt må det vel bare være som det er. Men Catriana, prøv at holde dit eget had til et minimum."

     "Men han - "

     "Jeg ved udmærket godt, hvordan ham omtaler ham, og jeg ved, at du ikke bryder dig om det, men det er ikke så enkelt. Han er en engel, frøken Cyston. Det holder han ikke op med at være."

     Cat lænede sig tilbage i stolen og sukkede. "Fint."

     "Og dig, frøken Sorthjerte," sagde Bill så og kiggede på mig.

     "Ja?" spurgte jeg spagt.

     "Lad os bare bede til, at jeg ikke behøver at se dig herinde igen. Gå I begge to bare."

     Og det gjorde vi.

 

"Hvad har han sagt om Lucifer?" spurgte jeg Cat, da vi gik ned ad gangen.

     "Alt muligt," sagde Cat. "Den slags ting, engle bliver opdraget til at tro på."

     "De bibelske fortællinger, mener du?"

     Cat nikkede. "Min far er slet ikke sådan, han... han er slet ikke sådan. Han er bedre end det. Og mere end det."

     Jeg var tavs, da jeg ikke længere vidste, hvad jeg skulle tro om den mand, der åbenbart var min far. "Han er cool nok, er han ikke?"

     "Hvad mener du med det?"

     "Han... er en cool nok far?"

     Cat trak på skuldrene. "Han har sine fejl, men... ja, han er cool nok. Men du forsøgte at fortælle mig noget før vi kom ind til Bill. Hvad var det?"

     "Eh... det var ikke noget. Intet vigtigt."

     "Hvis du siger det."

     Vi gik lidt i stilhed. Jeg var i et stort dilemma med mig selv. Til sidst tog jeg chancen, og med hjertet helt oppe i halsen på mig sagde jeg ordene:

     "Min mor er heks ligesom mig. Hun tager til Valborgsaften hvert år. For næsten sytten år siden mødte hun en mand der. Hun fortalte mig altid, at han var charmerende og forførende, men at der var noget trist over ham. Som om han havde et eller andet, han var nødt til at få ud af sit liv. De ehm..." Jeg rødmede. Vi var begge stoppet op, og Cat betragtede mig interesseret. Hun havde endnu ikke lagt to og to sammen så det ud til. "Ja, min mor blev gravid den aften - med mig. Det var først efter deres... hygge at manden fortalte min mor hvem han var. Han - "

     "Nej," sagde Cat.

     "Han fortalte, at han var - "

     "Nej, Ena, stop."

     "Cat, jeg - "

     "Det passer jo ikke. Du mener det jo ikke. Du laver sjov, ikke? Måske løj han. Min far ville aldrig - han... han ville aldrig - "

     "Han løj ikke."

     "Hvordan kan du vide det? Hvordan kan du på NOGEN måde vide det?"

     Jeg sukkede. "Fordi... derfor." Jeg lukkede øjnene i nogle sekunder, koncentrerede mig, og da jeg åbnede dem igen, så jeg direkte på Cat. Hun så direkte på mig, og hendes sorte øjne var spærret op.

     "Dine øjne..." mumlede hun og trak sig lidt tilbage.

     "Hvis det kan trøste ønskede jeg det heller ikke," sagde jeg beklagende. "Min mor fortalte mig det først for nogle måneder siden - da de først kom frem. Jeg har dem ikke permanent, de... kommer ligesom bare engang imellem. Det er ikke altid, at jeg kan styre dem."

     Cat stirrede bare på mig i chok. Så sank hun en klump og sagde: "Så du er min søster? Det er det du fortæller mig? At din far er MIN far?"

     Jeg sukkede og lukkede øjnene. Så nikkede jeg. "Ja."

     Jeg regnede med, at min søster ville sige noget mere. Men det gjorde hun ikke. I stedet bakkede hun endnu mere og hastede ned ad gangen. Væk fra mig.

     "Cat!" råbte jeg efter hende. "Vent nu..."

     Hun svarede ikke. Hun gik rundt om et hjørne uden så meget som at se sig tilbage over skulderen på mig.

 

"Hun skal nok komme sig over det," beroligede Rin mig. Hun og Brandon sad ovre i sofaen overfor min i en af læsestuerne. Brandon havde armene rundt om skuldrene på Rin.

     Jeg sad selv og bare stirrede ud i luften. Mit liv var ødelagt.

     "Det var da godt, at du sagde det," sagde Kira. "Nu ved hun det."

     Så kom James ind i stuen. Alle gloede på ham. "Hun har spærret sig inde på sit værelse," sagde han. "Hun har det fint." Det lød ikke ægte.

     "Hun vil aldrig tale til mig igen," sagde jeg. Alle kiggede medlidende på mig. "Jeg burde ikke have fortalt hende det. Det burde jeg virkelig ikke."

     Så ringede min telefon. Jeg løftede den op af min bukselomme og var parat til at smide den væk.

     "Ena," sagde Kira. Jeg så på hende mens min telefon ringede. Hendes øjne var store, men jeg vidste ikke, hvad det skulle betyde. Jeg kiggede på telefonskærmen. Det var Kiuna.

     "Hej, Kiuna," sagde jeg da jeg havde taget den. Jeg rejste mig op og lagde mærke til, at Kira havde gjort det samme. Hvorfor opførte hun sig på den måde?

     "Ena," sagde Kiunas stemme i den anden ende. Den lød grødet.

     "Hvad er der, Kiuna?" spurgte jeg.

     "Det... du må undskylde, at jeg ikke fortalte dig det tidligere men... jeg kunne ikke finde min hammer, og ingen vidste, hvad der var sket, og alle var så bekymrede, og vinduet var smadret, og... der lå fjer inde i værelset, og - " Hun lød, som om hun var på grænsen til et hysterisk slagtilfælde.

     "Kiuna," sagde jeg. Hun stoppede op. "Kiuna, hvad er der?"

     "Det er... det er mor, Ena," sagde Kiuna med et snøft. "Hun er død. Vi tror, at hun blev myrdet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...