Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3392Visninger
AA

7. Kapitel 6: "At blive synsk" - Kira

Mit liv plejede at være så normalt. Og jeg mener absurd og klamt normalt. Så normalt, at jeg ikke kunne holde det ud. Min mor var advokat, og min far var læge. Begge to tog de af sted klokken halv otte om morgenen, og begge kom de hjem et sted mellem klokken fire og fem om eftermiddagen. Så lavede min mor aftensmad mens min far læste i sin avis. Så spiste vi, hvorefter vi gik i seng. Sådan var det hver dag. Mine forældre var så glade og tilfredse for det liv, mens jeg desperat prøvede at skille mig ud ved at gå i min store jakke og mine knæstrømper, selvom ingen af delene nogensinde havde været på mode.

     Jeg husker stadig dagen så tydeligt, den dag mine ører og min hale kom frem.

     Jeg gik  ind ad dørene til min skole, hånd i hånd med min veninde Clara. Hun var denne her lidt buttede pige med krøllet lyst hår og fregner på næsen.

     "Er du klar?" spurgte hun.

     Jeg nikkede. Jeg havde gjort mig anderledes i dag. Jeg havde taget lidt mascara på - hvilket havde været de mest pinefulde ti minutter i mit liv, og havde en lyserød nederdel på samt en lyseblå T-shirt. Og mit lange ellers pjuske rødblonde hår var blevet glattet og sat op i en hestehale. "Jeg er så klar."

     "Han er derovre," sagde Clara med et kast med hovedet. Jeg kiggede i den retning hun anviste og fik øje på ham. Min drøm. Min prins på den hvide hest. Min eneste ene.

     Anton var med i bordrollespilsgruppen. De hang altid ud i hjørnet af vores klasselokale, og det var det eneste de snakkede om. Alle de andre kiggede skævt til dem, fordi de sad dér, kejtede og anderledes, men jeg havde flere gange forsøgt at slutte mig til dem - men deres klub havde en ingen-piger-regel. Bordrollespil var ikke et spil for piger. Det havde de ret i. Jeg havde ingen interesse i bordrollespil. Men bare tanken om at tilbringe mine eftermiddage sammen med Anton var nok til at få mig til hvad som helst. Jeg ville spise kylling for hans skyld.

     "Jeg kan ikke," sagde jeg åndeløst, som jeg betragtede ham, siddende oppe på sit bord med sine bumser og hans brune strittende hår og slidte bukser. Han var nok noget af det mest nuttede jeg nogensinde havde set.

     "Jo, kom nu, Kira," skubbede Clara. "Du vil ikke fortryde det. Han vil elske dig, så snart han lærer dig at kende."

     Hun gav mig rent faktisk et skub hen imod ham hvorefter hun satte sig ved vores bord og tog sine matematikredskaber frem. Med bankende hjerte gik jeg langsomt hen imod ham. Han havde ryggen vendt til, han havde ikke set mig endnu. Og pludselig stod jeg ikke mere end en halv meter fra ham, og det var nu eller aldrig.

     "Hej, Anton," sagde jeg med tynd stemme. Ja, jeg var dødsdømt. Hvorfor kunne jeg ikke lyde mere selvsikker? Hvorfor kunne jeg ikke VÆRE mere selvsikker? Ligesom James, der bare skulle smile og sige, at deres fregner var pæne, og så var de hans.

     Anton spjættede ved lyden af min stemme og fór om imod mig. Da han så, at det var mig, og da han så, HVORDAN jeg så ud, gav han mig et ordentligt elevatorblik.

     "Kira, du... du ser anderledes ud," sagde han med sin absolut bedårende stemme.

     "Ja, jeg..." Ordene sad fast i halsen på mig. Jeg kunne ikke få dem frem. Jeg kunne mærke at jeg blev tomatrød i ansigtet.

     Anton smilte bare, så dejlig som han var. "Det klæder dig med håret sat op."

     "Tak," peb jeg.

     Anton smilte bare til mig. Han åbnede munden for at sige noget, men pludselig spærrede han øjnene op og stirrede bare på mig. Jeg kiggede spørgende på ham, urolig for hvad jeg havde gjort galt. Det fik om muligt Anton til at se endnu mere forskrækket ud. Han bakkede væk. "Hvad... hvorfor... du har...?"

     "Hvad er der, Anton?" spurgte jeg. Og der gik det op for mig, at der var flere fra klassen, der stirrede på mig. Nogle af pigerne hviskede til hinanden, og jeg hørte ordet "ører" blive nævnt. Hvad var der nu galt med mine ører? Jeg rakte op for at røre ved dem, og der løb det mig koldt ned ad ryggen, da jeg mærkede to lange spidse, pelsede ting der stak ud af siden på mit hoved, hvor mine menneskeører burde være. Jeg drejede om for at se efter et spejl, og stole væltede omkring mig. Der opdagede jeg, at jeg... åh gud...

     Ned under min nederdel stak en... en... en rævehale. En hel ekstra muskel, som jeg helt uden besvær kunne hæve og sænke.

     Nogle fnes, andre hviskede og nogle tredje stirrede bare videre.

     "Så starter vi timen," lød vores lærers stemme pludselig. Jeg drejede rundt, og min hale væltede endnu flere stole. Læreren var lige kommet ind og havde stillet sin taske på katederet. Med et blik på os fik han øje på mig og stirrede i nogle sekunder.

     "Kira, hvad - ?"

     Nu lagde Clara også mærke til postyret. Hun vendte sig om imod mig, gav mig et elevatorblik og tabte underkæben.

     "Hun er ligesom en neko," hviskede en af pigerne ved navn Sasha. "Men hvad kalder de det når man er en ræv?"

     "En kitsune," hviskede en af bordrollespilsfyrene.

     "En rævemutant," mumlede Anton forbløffet. Det knuste mit hjerte. Jeg kunne mærke tårerne komme løbende, og jeg følte mig så fortvivlet, som jeg stod der uden at fatte noget som helst. Så satte jeg i løb ud af klasselokalet, og jeg vendte ikke tilbage dertil.

     Den dag var jeg ulykkelig, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg pludselig var blevet halvt ræv. Ingen i min familie havde nogensinde været i stand til sådan noget. Det var ikke muligt. Det var forkert!

     Resten af skoleåret blev jeg hjemme. Jeg nægtede at tage i skole. Og mine forældre var ikke til meget hjælp. De ringede rundt og spurgte, hvad der var galt med mig. Utallige læger og magieksperter kom på besøg og undersøgte mig. En af magieksperterne forklarede, at vi måske havde haft en kitsune i familien en eller anden gang i fortiden, og det ellers aflagte gen var gået videre til mig.

     "Men hvorfor nu?" spurgte jeg fortvivlet. "Hvorfor først nu?"

     "Nogen får bare først deres magi som teenagere," sagde eksperten, ikke uvenligt. "Det er helt normalt."

     "Intet af det her er normalt," sagde min mor foragteligt.

     Så begyndte magieksperten oven i købet at forklare, at det ikke var unormalt, at kitsuner kunne tage form af ræve. Det ville mine forældre slet ikke høre tale om. Jeg holdt min mund og håbede på det bedste. Men en uge efter havde jeg taget ræveform ved et uheld, og der løb bægeret vist over for mine forældre. De kontaktede Celina og Brandons forældre for at snakke med dem om drengenes magiskole.

     Det var først da sommerferien startede og James og Brandon vendte hjem, at jeg for første gang kunne se mine nye kræfter som noget positivt. De syntes begge, at det var blæret, og de opmuntrede mig ved at fortælle mig om nekoerne og andre dyremutanter, der var på Pijifenas Magiskole. Og med ét ønskede jeg inderligt at komme af sted. Jeg indså, at jeg burde være glad for det her. Omsider var jeg mere end bare deres umagikyndige veninde. Jeg kunne være en af dem nu.

 

Så nu var jeg her, rævemutant og bedste venner med en heks. Clara havde ikke sagt et ord til mig siden min forvandling. Ena og jeg gik ned ad gangen på Pijifenas Magiskole. Jeg havde lovet at gå med hende ud og finde vores Chakralærer Jes Kristensen. Vi fandt ham stående ved indgangen til et lærerværelse, snakkende med Kiuna, Enas storesøster. Halvstoresøster. De fnes over en eller anden joke, og jeg kunne se Ena blive bleg.

     "Tag det roligt," forsøgte jeg at berolige hende.

     Ena sagde intet, men jeg kunne se raseriet i hende. Beslutsomt gik hun hen og stillede sig foran dem. Jeg gik med hende.

     "Åh, hej, Ena," sagde Kiuna og tørrede en lattertåre væk.

     Ena sendte hende et tilintetgørende blik, hvorefter hun smilte sukkersødt til professor Kristensen. "Jeg har et spørgsmål til vores lektie, professor."      

     "Fyr løs," sagde professor Kristensen med et smil. Hans tænder var så hvide, og hans øjne var så blå. Der var et eller andet helt utrolig karismatisk ved ham, som han stod der, klædt som en hipster og med det lange brune hår hængende i en løs hestehale.

      Imens Ena stillede sit spørgsmål stod jeg tålmodigt og ventede på, at jeg kunne komme til frokost og spejde efter barbecuekød der ikke var kylling.

     "Var der andet?" spurgte professor Kristensen, da han havde forklaret Ena hendes problem. Ena rystede på hovedet.

     "Tak for hjælpen."

     Kristensen smilede. "Jeg er nødt til at gå ind og snakke med Bill nu," sagde han, delvist til Kiuna, delvist til os. Så gik han ind ad døren til lærerværelset. Så snart han var væk gav Ena Kiuna et stød på armen.

     "Hey!" protesterede Kiuna.

     "FLIRTER du nu med min Chakralærer?!" hvæsede Ena med røde kinder.

     "Hvad? Med... flirter med... med Jes?!" Kiuna lød, som om tanken frastødte hende. Jeg havde vidst, at de ikke havde flirtet hele vejen igennem, ikke at jeg vidste HVORDAN jeg vidste det.

     "Var det måske ikke flirting?" forlangte Ena at vide med armene over kors.

     "Det var det i HVERT fald ikke. Jes og jeg er bare venner. Gode venner."

     Ena stod lidt og bare stirrede surt på sin søster, så vrissede hun og sagde: "Det er SÅ træls at du er lærer. GOSH hvor jeg hader det." Så drejede hun om på hælen og stormede væk. Jeg så kort undskyldende på Kiuna og farede efter min ven.

    

Den nat havde jeg min drøm. Jeg havde drømt den næsten hver nat hele denne uge.

     Den var virkelig mærkelig. Jeg stod i de her tågede omgivelser uden noget synligt gulv eller nogen synlig himmel. Nogle meter fra mig stod en seng, og i sengen lå denne her ældre kvinde. Hun havde meget mørkt glat hår og mandelformede øjne. Hendes ansigt var hjerteformet. Det var svært for mig at sige, hvem hun var, men der var noget ved hende, der virkede så bekendt. Der var noget i hende, jeg havde set før. Så hørte jeg en fugl skratte og kiggede op. På en gren på et træ, der ikke stod der før, stod der en ravn med spredte vinger og skreg af mig. Den stirrede på mig med grønne øjne, og jeg blev komplet forvirret, da jeg aldrig før havde set en ravn med grønne øjne. Så lagde jeg mærke til, at træet var fuld af ravne, der alle skrattede af mig, som om jeg var en stor trussel for dem. Frygten pressede sig på, og jeg løb. Væk væk væk.

 

Dagen efter var det mandag, og vi lagde ud med at have Chakra. Timen igennem sad jeg og tænkte på min drøm, og jeg besluttede mig for, at jeg var nødt til at finde ud af, hvad den betød. Så da timen var slut bad jeg Ena gå i forvejen, mens jeg gik hen til professor Kristensen.

     "Professor?" spurgte jeg en smule nervøst.

     "Kira," sagde han med et smil. Han lænede sig op ad katederet og så spørgende på mig.

     "Har du forstand på drømmetydning? Som Chakralærer, mener jeg?"

     Kristensen trak på skuldrene og lagde armene over kors. "Måske. Det kommer an på drømmen - og på dine kræfter."

     "Jeg fik først mine kræfter en måned før sommerferien. Og hvad jeg ved af er jeg bare en... rævemutant. Men... denne her drøm er mærkelig. Jeg har haft den flere gange i denne her uge, og den er præcis den samme."

     Kristensen nikkede og kløede sig i nakken. "Er det første gang du får mærkelige drømme?"

     Jeg sank en klump. Så rystede jeg på hovedet. "I løbet af sommerferien drømte jeg om, at min far skreg. Dagen efter hørte jeg ham skrige ude i køkkenet. Han havde skåret sig efter at have skåret kødet til aftensmaden ud. Men... det er jo bare en detalje."

     "Hvad med... fornemmelser? Oplever du den slags mens du er vågen?"

     Jeg rystede på hovedet. "Selvom... jeg er ufattelig god til at læse folk. Men det har jeg altid været. Jeg kan... fornemme når folk holder ting tilbage, eller når de bare lyver generelt. Det sker en gang imellem."

     "Det lyder som tegnene på en Seer."

     "Du mener, at jeg er synsk?"

     "Muligvis. Det lyder sådan. Hvad siger du til at mødes med mig her i aften? Efter aftensmad. Så kigger vi på det?"

     Jeg nikkede med et skævt smil. "Tak fordi du vil hjælpe."

     "Ingen årsag."

 

Under aftensmaden sad vi alle sammen sammen som vi plejede. Ena, James, Brandon, Rin, Cat og mig. Den dér akavede stemning, der havde de første uger var så småt gået væk, men det var ikke svært for mig at se, hvordan det bare var en facade.

     James havde et eller andet problem, som han ikke ønskede vi andre skulle kende til. Hvad det så end var, var ikke til at sige.

     Cat, som jeg ikke kendte så godt, havde altid været en anelse introverted, og sad ofte med en bog eller bare holdt sig udenfor samtalens rammer. Men her for tiden sad hun næsten hele tiden fordybet i sine egne tanker, og jeg mistænkte hende for også at have et slags problem, som hun ikke brød sig om at dele med os andre.

     Ena derimod, hun sad og snakkede højt og skingert, og hver anden sætning havde en eller anden relation til Cat i håb om at skabe en slags kontakt imellem dem. Det virkede ikke, for Cat så ikke engang Ena sådan som hun ønskede at blive set.

     Rin og Brandon var de eneste to uden nogen synlige problemer - ikke andet end, at de var ret bekymrede for gruppen over alle de problemer, som ingen sagde højt.

     Jeg rejste mig. Alle kiggede på mig.

     "Jeg skal snakke med professor Kristensen," sagde jeg. "Vi ses senere." Så forlod jeg dem og gik ned ad gangene hen imod Chakraklasselokalet. Professor Kristensen ventede derinde.

     "Der er du, Kira," sagde han venligt. Han gjorde tegn til de to måtter på gulvet. "Tag plads. Vi skal gøre det her på den rigtige måde."

     "Hvad er den rigtige måde?" spurgte jeg og satte mig.

     Han satte sig på måtten overfor mig. "Sådan som emnet Chakra kræver det. Du er nødt til at dykke ind i dig selv. Det er kun sådan du kan finde ud af, om du er synsk eller ej."

     "Men... jeg er rævemutant. Hvilken relation har det til at være synsk?"

     Kristensen trak på skuldrene. "Der behøver ikke nødvendigvis være en relation. Det er det magiske ved magi. Nogle af os har bare mere end en magisk egenskab. Det sker."

     Jeg nikkede og sank en klump. "Så... hvad gør vi?"

     "Jeg vil stille dig et spørgsmål, og så skal du sidde og tænke over det. Virkelig tænke over det. Og hvis du er synsk vil du finde svaret."

     Jeg nikkede igen. "Fyr løs."

     Jesus smilte. "Luk øjnene. Det hjælper."

     Jeg gjorde som han sagde.

     Så spurgte han: "Hvad er mit navn?"

     "Jeg ved, hvad dit navn er," sagde jeg og åbnede øjnene igen. Jes Kristensen rystede bare på hovedet med et smil.

     "Du ved, hvad jeg kalder mig. Du ved ikke, hvad min MOR kaldte mig. Nu, dyk ind i dig selv. Find svaret."

     Jeg lukkede øjnene igen, forvirret. Jeg fattede ikke, hvad han mente. I lang tid sad jeg bare sådan dér. Flere gange overvejede jeg bare at give op, som jeg stirrede på indersiden af mine øjenlåg. Men flere gange fik jeg denne her følelse af at have noget på tungen.

     Hvad er hans navn? spurgte jeg mig selv indefra. I lang tid smagte jeg bare på spørgsmålet. Pludselig var svaret indlysende, som om det var noget jeg burde have vidst hele tiden. Jeg åbnede øjnene, stirrede på min Chakralærer i et helt nyt lys. Mit hjerte hamrede af sted, og jeg kunne ikke fatte, hvem det var jeg sad overfor.

     "Du burde være død," hviskede jeg. Det var det eneste, jeg kunne mønstre.

     Han smilte svagt med sine hvide tænder og kiggede på mig med de venlige himmelblå øjne. "Du kender svaret, gør du ikke?"

     Jeg nikkede halvkvalt og rejste mig op på rystende ben.

     "Du er... du kalder dig Jes Kristensen, men du... du er i virkeligheden Jesus Kristus. Er du ikke?"

 

Jeg trampede frem og tilbage i klasselokalet med Guds søn stående dér midt på gulvet med armene over kors og ventende på min reaktion. Den kom også, jeg skulle bare lige... mønstre det. Og få styr på mit chok.

     Jeg stoppede op, og jeg pegede på ham med en rystende hånd. Jeg åbnede munden for at sige et eller andet, men jeg kunne ikke få noget frem.

     Det eneste, jeg kunne mønstre at sige, var: "Jeg havde ikke forestillet mig dig som hipster."

     Jesus smilte endnu engang og rystede på hovedet. "Tiderne skifter jo."

     "Efter 2000 år," mumlede jeg. "Du døde for 2000 år siden! Hvordan... du... HVORFOR ER DU IKKE DØD?!"    

     "Jeg døde aldrig," fortalte Jesus. "Jeg... tog bare... op." Han pegede lodret op. "Og jeg har bare været der lige siden."

     "Men... hvorfor er du hernede igen?"

     "Jeg tænkte, at det var ved at være tid. Folk har ventet på mig i... i alle de år. De venter på, at jeg skal frelse dem... udkæmpe deres krige... de ønsker alt sammen så meget af mig."

     "Er det derfor, du er kommet tilbage?"

     Han rystede på hovedet. "Jeg savnede bare følelsen af at være i live. At omgås mennesker. Jeg savnede at VÆRE menneske. Det var noget, min far aldrig forstod. Han fik mig født så jeg kunne være enestående, og hans menneskelige stedfortræder på Jorden. En skæbne jeg aldrig selv valgte. Så jeg bestemte mig for at tage mit liv i egne hænder. Jeg ønskede at leve et sted hvor folk ikke vidste, hvem jeg var. Hvor INGEN vidste det."

     Jeg fandt mig selv stum. Jeg satte mig ned på min måtte igen. Så begyndte jeg at grine. Her sad jeg, i samme lokale som Guds søn. Jeg var blevet hans fortrolige. Hvor mange kan prale af sådan noget?

     "Hvad griner du af?"

     "Det er bare..." grinte jeg og forsøgte at få vejret. "For et halvt år siden var jeg bare en almindelig pige med alt for almindelige forældre og... ingen ræveører og... ingen mærkelige drømme. Nu har jeg mødt JESUS KRISTUS. Det er... wow, det er bare ikke, hvad jeg havde forestillet mig."

     Jesus smilte, og han satte sig ned overfor mig igen. "Men, Kira, der er noget, jeg er nødt til at bede dig om - "

     "Jeg kan ikke sige det til nogen," sagde jeg.

     Jesus nikkede. "Jeg ved, at jeg kan stole på dig. Du er anderledes."

     Jeg smilte og grinte igen. "Undskyld, bare det faktum, at jeg fører samtale med dig. Det er så skørt."

     I lidt tid sad vi sådan, hvor jeg grinte af. Først da jeg ikke havde mere latter tilbage i mig, gav Jesus sig selv lov til at være alvorlig.

     "Tror du, at du er i stand til at regne din drøm ud nu, Kira? Ved du, hvad den betyder?"

     Jeg sad lidt og funderede over det. Jeg lukkede øjnene og tænkte på den. Et øjeblik senere vidste jeg det.

     "Der er snart nogen, der dør," sagde jeg. "En kvinde. Hun bliver myrdet af... ravne. Jeg er ikke helt sikker, men... det er farlige ravne. Hendes mord kommer til at få betydning for os alle."

     Jesus havde rynket pande og betragtede mig bare. "Det lyder ikke rart. Er du helt sikker på, at det er det, den betyder?"

     "Ja," svarede jeg. "Jeg er helt sikker."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...