Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3521Visninger
AA

6. Kapitel 5: "Små problemer" - Brandon

"Brandon!"

     Stemmen SKAR igennem mig, og jeg troede, at jeg skulle dø.

     "Vil du så stå op?" blev den ved. Den ville ikke lade mig være. Jeg vendte mig ind imod væggen og begravede mig selv i dyner og puder i håb om, at stemmen så ville forsvinde.

     "Brandon!"

     Først nu kom jeg til mig selv, og jeg indså, at det var James, der kaldte på mig. Søvndrukkent vendte jeg mig om igen og kiggede på ham. Han stod lige ved min køje i løbetøj, let spjættende.

     "Nej," sagde jeg i skræk.

     "Åh jo," sagde han kækt.

     "Det mener du ikke."

     "Kom nu, Brandon."

     "FØR skole?"

     "Vi gør det altid før skole."

     "På FØRSTE skoledag?" Han ville da ikke tvinge mig til det her, ville han?

     "Kom nu, Brandon," sagde James og klappede i hænderne. "Man har godt af at være lidt frisk, og vi er nødt til at være i topform! Vi har Magisk Udøvelse i dag, og vores magi skal være på toppen."

     Jeg så træt på ham og forsøgte at finde på modargumenter. Det eneste, jeg kunne finde på, var: "Men jeg er træt."

     Det hjalp selvfølgelig ikke en skid for James var stædig som et æsel.

 

Så lidt efter var jeg ude og løbe i Pijifenaskoven - ved daggry. Jeg var så træt, men James tvang mig til at løbe videre.

     Nu var det ikke, fordi jeg var i dårlig form. Jeg var faktisk i TEMMELIG god form - men klokken fem om morgenen på første skoledag? Der tror jeg ikke, at NOGEN er i god form.

     "Du er ond!" jamrede jeg, som jeg løb nogle meter bag James.

     "Vi har godt af det, Brandon," forsøgte James at opmuntre mig. Det virkede ikke.

     "Du må sandelig have løbet meget denne her sommer," pustede jeg, "for at have samlet energi nok til at forvandle dig til en hvid fønix."

     James var tavs lidt, hvor vi bare løb. "Vil du slippe det, Brandon? Jeg har jo sagt, at jeg IKKE kan forvandle mig til en hvid fønix."

     "Men et eller andet foregår der," insisterede jeg. "Du sad på biblioteket, James - BIBLIOTEKET."

     James sagde intet. Jeg stirrede borende på ham, men han veg ikke. Så vi løb bare i tavshed lidt.

     "James! Brandmus!" lød en stemme bag os. Vi kiggede os over skuldrene og så Rin komme spjættende bag os.

     "Er du OGSÅ ude og løbe på første skoledag?" spurgte jeg.

     "Jeg elsker at løbe, Brandmus," sagde Rin med et stort smil, da hun halede ind på os. "Det gør en så dejlig frisk!"

     Det kunne jeg ikke rigtig følge. Jeg følte mig mere i form af at gå ind og sove lige nu.

     "Hey! Vent på os!"

     Var der flere? Mit blik sagde vist det hele, for Rin sagde:

     "Jeg tog pigerne med."

     "Også Catriana?" spurgte James overrasket.

     "Niks," sagde Rin. Vi vidste alle sammen godt, at Cat aldrig kunne drømme om at løbe.

     Lidt efter indhentede Ena os, hun virkede i temmelig god form. Så kom Kira halsende, og hun lignede en, der var ved at dø.

     "Hvorfor skulle jeg med?" jamrede hun.

     "Har I snakket med Cat?" spurgte Ena os.

     Jeg sukkede. Det var Rin, der svarede:

     "Hun kan godt lide dig."

     "Kan hun? Virkelig?"

     "Sure."

     "Så..." sagde James. "Hvornår har du tænkt dig at fortælle hende, at du er hendes søster?"

     Ena gøs. "Behøver jeg det? Vil det ikke være bedre, hvis ingen ved det?"

     "Du er da nødt til at fortælle hende det!" insisterede James. "Hun er da nødt til at vide det. Hun er din søster!"

     "Men... tæller det overhovedet som søstre?" spurgte Ena helt fortvivlet. "Tæller det, når den forælder man deler er sådan... Djævelen?"

     Den tyggede vi alle sammen lidt på.

     "Det tæller," sagde James.

     "Men Lucifer er jo lidt af en mytisk figur," sagde Rin.

     "Det tæller," gentog James. "Det tæller, når man har et forhold som det Catriana og Lucifer har."

     "Hvad for et slags forhold har de da?" spurgte Ena.

     "Ønskeforholdet," fortalte James. "Den slags forhold ALLE ønsker at have med deres far."

     "Men... Djævelen?" spurgte Ena vantro. "Djævelen er rent faktisk hendes FAR? Som i en FAR far?"

     Vi nikkede alle sammen til det. Det var jo rigtigt nok.

     "Det er så mærkeligt det her," mumlede Ena. Hun stoppede op. Det gjorde vi alle sammen, og vi så alle sammen på hende. "Måske kan jeg ikke engang lide hende."

     Rin og James vekslede blikke. Og jeg vidste, hvad de diskuterede med det blik. Rin, som kendte Ena så godt, og James, som kendte Cat så godt. Hvis nogen vidste, om de to ville kunne lide hinanden, var det dem.

     "Jeg synes, du skal fortælle hende det," sagde Kira, da hun omsider nåede hen til os, ret så forpustet. "Men sig det på sådan en alla: "Lucifer gjorde min mor gravid på Valborgsaften, så teknisk det er han min far, men han er ikke riiigtigt min far, så derfor er vi KINDA søstre, men ikke rigtigt.""

     Ena så på Kira med rynket pande. "Men... jo, måske har du ret."

     "Ehm... faktisk..." James rømmede sig. "Catriana fortalte mig engang historien om, hvordan Lucifer hentede hende ned til Helvede. Han jagtede Catrianas mor, og da han omsider fik fat på Catriana, der kun var et spædbarn på det tidspunkt, var det første, han kiggede på, øjnene. Og Catriana havde De Onde Øjne. Og fordi hun havde dem, tog han hende med sig, og du..."

     "Jeg har også øjnene," mumlede Ena.

     Vi var alle tavse.

     "Det tæller," sagde James for en sidste gang, hvorefter vi alle løb videre.

 

Komplet udmattet satte jeg mig til rette ved mit bord ved siden af James til Magisk Udøvelse. Cat og Rin ankom nogle minutter senere og satte sig om bagerst. Lidt efter kom læreren ind. Jeg havde aldrig set hende før, men Rin fortalte, at hun var Enas storesøster.

     "Godmorgen," sagde hun med et smil. Alle sagde et enstonigt godmorgen.

     Enas storesøster lignede Ena temmelig meget. De var begge halvasiatere hvilket var tydeligt. Kiuna havde også det mørke hår og de brune mandelformede øjne. Men mens Ena var spinkel og lille, var Kiuna mere kraftigt bygget.

     "Så," sagde hun. "Det ser ud til, at jeg skal have jer i år - måske endda resten af jeres skoletid her. Mit navn er Kiuna Sorthjerte, og jeg er lige startet her."

     "Hej, Kiuna!" lød Rins kække stemme bag os. Næsten alle kiggede kort tilbage på hende.

     "Hej, Rin," sagde Kiuna med et blink med øjet. Så fortsatte hun: "Som I har lagt mærke til, foregår denne time ikke i træningshallen, som Magisk Udøvelse som oftest gør. Men, ser I, jeg vil gerne bruge timen i dag på at snakke om, hvad vi vil foretage os i år - og så vil jeg også gerne gå en navnerunde igennem. Så det er sådan her, det vil fungere. I siger jeres fulde navn og race, og så vil vi se, om vi kan huske det. Jeg vil starte: Jeg er som nævnt Kiuna Sorthjerte, og jeg definerer mig selv som healer."

     "Definerer dig som?" spurgte Sally.

     "Ja, der er også ganske få andre ting, jeg er i stand til," sagde Kiuna.

     "Som hvad da?"

     "Små tryllekunster her og der." Kiuna blinkede igen. Så pegede hun på en elev, der sad henne ved vinduet. "Så er det dig. Navn og race?"

 

Efter Magisk Udøvelse havde vi et par stykket ordinære fag som Regning og Stavning - hvilket var SÅ kedeligt. Så havde vi i slutningen af dagen Chakra, som også var med en ny lærer.

     Manden der kom ind ad døren havde jeg heller aldrig set før. Men der var et eller andet anderledes ved ham der fik os alle sammen til at stirre.

     Han havde langt brunt hår bundet om i en hestehale, og han var klædt som en hipster. Han havde de her helt lige hvide tænder og himmelblå øjne som jeg kun havde set James have det.

     Han satte sig roligt ned i skrædderstilling på gulvet og fuldgjorde dermed vores cirkel. "Så...? Er I klar til at lære lidt om indre energi?"

     Ingen af os svarede. Vi var lidt for udmattede. Og det bemærkede læreren straks, og han smilte og kluklo lidt.

     "Jeg så også selv hellere, at vi bare kunne tage ud og nyde det gode vejr eller simpelthen bare lægge os til at sove. Men verden er ond, ikke sandt?"

     Vi nikkede alle sammen lidt halvsovende.

     "I hvert fald," sagde læreren så efter lidt akavet tavshed. "Jeg er professor Kristensen, og jeg er ny her. Lad os lave en kort navnerunde."

     Og det gjorde vi så - endnu en. Og så var dagen omsider slut.

 

Til aftensmad var der stille. Jeg havde mine anelser hvorfor. Ena sad hele tiden og skævede til Cat, mens Cat slet ikke fornemmede det. Hun sad og rodede rundt i sin mad og så tænksomt ud i luften. James havde også opmærksomheden et andet sted. Rin sad og førte en mindre samtale med Kira, men intet specielt. Jeg forholdt mig også bare tavs.

 

Så den første skoleuge var egentlig bare nederen. Der skete ikke så meget, og jeg kunne hele tiden mærke, at der var alle de her problemer i vores vennegruppe, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på. Cat havde tydeligvis et eller andet på hjerte, som hun ikke følte for at dele med os andre, og Ena fulgte hele tiden efter hende som en hund uden at sige et ord til hende. Flere gange måtte jeg hive fat i hende og fortælle hende, at hun altså var nødt til at styre sig.

     James tilbragte aftenerne et sted, som jeg i hvert fald IKKE tilbragte aftenerne. Hver gang jeg spurgte ham sagde han bare, at han var ude og træne eller noget andet. Men den købte jeg ikke. Og da jeg snakkede med Kira om det sagde hun bare, at hun også havde fornemmet det. Men mere blev det ikke til.

    

To uger inde i skoleåret gik jeg en skæbnesvanger dag ind i biblioteket, fordi internettet bare ikke var godt nok til opgaven, vi havde for. Derinde fandt jeg Cat siddende i en sofa og læsende i sin Helvedes Flammer-bog.

     "God læsning?" spurgte jeg.

     "Altid," sagde hun så meget som uden at løfte blikket - det gjorde hun aldrig, men det var noget andet nu hvor jeg fattede hvorfor.

     "Så... er du cool?" spurgte jeg efter lidt tid med at rode rundt på bogreolerne. "Er alt ok?"

     Hun trak på skuldrene. "Alt er fint."

     "Er du helt sikker? Du har været lidt ved siden af dig selv siden vi startede her."

     "Det hele er fint, Brandon!" Hun hævede stemmen og så næsten op på mig, men hun tog sig selv i det.

     "Fint nok," mumlede jeg og kiggede lidt videre. Så tog jeg mod til mig selv igen. "Og eh... Hvad synes du om Ena? Har du talt med hende?"

     "Hvorfor vil ALLE gerne vide, hvad jeg synes om Ena?" spurgte Cat, tydeligt irriteret. "Rin spurgte mig også sådan... den første aften. Og James spurgte mig for sådan... en uge siden. Er det, fordi hun er heks ligesom mig, er det - " Så gik et eller andet op for hende, og hun sagde: "Er det, fordi hun gerne vil have min autograf? Det ER derfor, er det ikke? UTROLIGT. Hekse og deres... UTROLIGT." Hun rejste sig op og stormede ud. Jeg stod tilbage og havde lyst til at slå mig selv.

     Da jeg omsider fandt en nyttig bog ville jeg gå tilbage på mit værelse. På vejen ud af biblioteket fik jeg øje på James, der sad i et lille hjørne, begravet i bøger. Jeg stirrede forundret på ham lidt. Han så helt udkørt og modløs ud, og jeg havde lyst til at udspørge ham som enhver fornuftig bedste ven ville gøre det, men jeg besluttede mig for at undgå problemer og skænderier for resten af dagen og gik bare stille væk.

 

Den aften lå jeg sammen med Rin inde på mit værelse. Vi lå egentlig bare og snakkede lidt. James sov inde sammen med Cat. Det gjorde vi engang imellem. Det var lidt praktisk at være kærester med sine bofæller på det punkt.

     "Har du også lagt mærke til, at... vores venner er lidt...?"

     "Fraværende?" spurgte Rin. "Problematiske?"

     "Ja." Jeg nikkede. Rin nikkede også.

     "Hvad skal vi stille op?"

     "Med alle konflikterne?"

     "Ja. Jeg havde virkelig håbet, at i år kunne være lidt mere normalt. Men James opfører sig, som om han har en forbrydelse at skjule, mens Cat har taget et eller andet med hjemmefra, som hun ikke vil tale om. Og så hele postyret med Ena. Det er... åh, det er for meget."

     Jeg vidste, hvad hun mente. "Men i det mindste er her ingen krige."

     Rin kluklo. "Det er rigtigt. Men man kan aldrig vide, kan man?"

     For en sikkerheds skyld bankede vi begge to tre gange på siden af køjen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...