Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3388Visninger
AA

5. Kapitel 4: "Falddag" - Catriana

 

 

"Så," sagde jeg, "når I nu skal ind i salen, så skal I som det første være stille. Det er af gammel tradition, at ALLE er stille og lytter - HELE vejen igennem. I vil få pladserne oppe på balkonerne på grund af jeres størrelser."

     Dæmondrageungerne sad rundt omkring foran mig, og de betragtede mig alle sammen med store imponerede øjne. Dæmondragers øjne har altid syrlige giftagtige farver. Meget lyse skinnende røde, meget lyse skinnende grønne, orange, gule eller endda lilla.

     "Ceremonien plejer som regel at vare... en halv times tid max," fortsatte jeg. "Så det skulle nok være til at holde ud. Først vil min far sige nogle ord, det plejer som regel at være meget kortvarigt. Bagefter vil doktor Obatarius holde sin årlige tale, som plejer at tage resten af tiden. Han siger NÆSTEN det samme hvert år." Jeg gabte næsten bare ved tanken. "MEN han holder dog en variation, og der bliver somme tider tilføjet eller ændret pointer. Og i år er det jo jeres første år, så... nyd det. Og stemningen kommer til at være... trist og skummel. Men det må I ikke lade jer gå på af. Det er en mindedag, ikke en fejringsdag. Og bagefter spiser vi alle et stort måltid i den store sal. Selv de fordømte får mad, hvilket siger noget om, hvor vigtig denne dag er for min far."

     Jeg foldede hænderne på ryggen og indikerede, at jeg var færdig.

     "Og så klapper vi," sagde Dimond vejledende. Alle dæmondrageungerne klappede med deres haler, som de slog imod hvad end de havde for hånden - eller kloen. "Tak fordi du ville holde et oplæg, Cat."

     "Ingen årsag," sagde jeg bare.

     "Har I nogle spørgsmål til Cat, unger?" spurgte Dimond ud i flokken. Et par stykker rakte halen i vejret.

     "Ja, Razz?" spurgte Dimond en af de mindste, han var næsten mindre end ham.

     "Hvor lang tid er det siden den oprindelige Falddag?" spurgte Razz.

     "Det må være... tre... fire år siden nu," svarede Dimond.

     "Fem," sagde jeg, fuldstændig sikker. "I dag er det præcis fem år siden." Jeg kunne stadig huske dagen tydeligt. Alt alt for tydeligt.

     "Var I der begge, da det skete?" spurgte en, der var på størrelse med en hundehvalp.

     "Ja, vi var der begge to," svarede jeg ham.

     "Er I sikre på, at doktor Obatarius ikke er forræder?" spurgte en meget overmodig en. Jeg stirrede på ham, det samme gjorde Dimond. Dæmondrageungen vidste, at han havde sagt noget forkert. Det kunne ses i Dimonds øjne.

     "Doktor Obatarius mistede ALT hvad han elskede den dag," sagde Dimond giftigt. "Alle han holdt af. Men han blev hos os, fordi han var den eneste loyale i den flok af forræderiske slamberter! Må de brænde i Helvede."

     "Dimond," sagde jeg advarende.

     "Undskyld." Dimond rettede sig op. "Men de burde brænde et eller andet sted i hvert fald."

     Alle dæmondrageungerne kiggede med fascination på Dimond, som om de aldrig i deres liv havde forestillet sig, at dæmondragernes leder kunne miste besindelsen på den måde. 

     Jeg kiggede op på uret. "Ceremonien begynder om tyve minutter. Jeg må nok hellere se og gå." Dimond nikkede til mig, og jeg forlod dæmondragegården.

    

Jeg fik skiftet til en enkel grå kjole, som jeg også havde tænkt mig at tage på i aften til velkomstmiddagen på magiskolen - hvis jeg ellers nåede at komme af sted og fik lov af min far. To ting som jeg ikke kunne lade være med at tvivle på.

     På vej ned imod Faldsalen fandt jeg mig selv på gangen, som jeg havde tvunget mig selv til at gå ned ad hvert år. Den var dunkel ligesom resten af slottet, mørke vægge og fakler, der lyste det op. Imellem faklerne hang der store malerier hele vejen ned langs gangen. På den anden side var der døre ind til soveværelser.

     Et af malerierne havde jeg opmærksomheden fæstnet på. Det var det største af dem alle, og det fremviste tronsalen ved en begivenhed, der fandt sted for mange tusind år siden. Slottet var lige blevet bygget færdigt. Salen var stopfyldt med folk, faldne engle. For første gang siden Den Himmelske Krig var de alle sammen glade og stolte af deres bedrifter. Og oppe ved tronen med Mørkets Tegn på toppen, stod der to personer. Den ene var min far, Lucifer. I hans bedste alder. Ret op og stolt. Hans sorte glatte hår var redt tilbage, han var klædt i en sort kappe og lignede den Satan, som alle frygtede eller beundrede for, hvem han var med de sorte Onde Øjne, der betragtede mængden af faldne engle. Ved siden af ham stod en falden engel, lige så ret op og stolt som han var. Han var muskuløs, var klædt i en mørkegrøn kappe og havde korngult hår, der var pænt sat og nogle øjne, der så lige så onde ud som min fars, men de var ikke sorte, de var mørkegrønne og matchede hans kappe.

     Det var lang tid siden jeg sidst havde tænkt på ham. Mit hoved havde været så fuld af andre ting på det sidste. Jeg havde i det hele taget ikke deltaget i Falddag i tre år, fordi jeg havde været hos min mor, og så hele det år på Pijifenas Magiskole, hvor jeg havde travlt med at forhindre min far i at begå selvmord som han havde været så ivrig efter.

     Jeg blev bedrøvet af at tænke på den scene, som maleriet viste, hvor folk havde været så glade, hvor ingen havde set komme, hvad der skulle ske. Det var før min tid. Langt før min tid. Dengang levede min far i en uberørt tilstand, hvor min mor ikke eksisterede, og hvor han ikke var andre end Satan.

     Bagefter gik jeg hen til en stor mørk dør og åbnede den.

     Døren blev ikke åbnet ofte. Jeg var faktisk sikker på, at den eneste, der åbnede den, var mig, og det var sjældent. Måske min far, men så havde han ikke sagt noget til mig. Døren knirkede anstrengt. Værelset var enkelt indrettet med en stor himmelseng, reoler og nogle lænestole og et bord. Det var henlagt i støv og spindelvæv under loftet. Her havde ikke boet nogen i fem år. Min far havde godt nok været flittig til at lade alle de tomme værelser optage af højtrangerede fordømte - men ikke dette værelse. Dette værelse havde der kun boet én person i, og han havde forladt det uden at se sig tilbage.

     Jeg overvejede at sætte mig i sengen, men ombestemte mig i sidste øjeblik, da jeg fandt det en anelse upassende. Som at sætte sig oven på en grav.

     "Cat!" kaldte min fars stemme et sted nede ad gangen fra. Jeg sukkede, hvorefter jeg svarede:

     "Jeg kommer nu!"

 

Jeg gik ind i Faldsalen som en af de sidste. Alle havde sat sig. Dæmondragerne oppe på balkonerne, de lavest rangerede fordømte helt omme bagerst, mens de højtrangerede fik siddepladser. Jeg satte mig oppe foran, som det var min plads. Ved siden af doktor Obatarius, der havde alvorlige folder i panden og hænderne foldet i skødet.

     "Hej," sagde jeg til ham, mens her stadig blev snakket rundt omkring.

     "Godformiddag, Cat," sagde Obatarius. "Alt vel?"

     "Det skulle jeg nærmere spørge dig om."

     Han vendte blikket imod mig, og de alvorlige folder forsvandt. Hans ellers stenhårde grå øjne blev milde. "Jeg ønsker kun det bedste for hende. Hvis hun er lykkelig er alt vel. Men jeg ved, hvor hårdt det tog på dig, og du har ikke mindes Falddag i årevis."

     "Men du - " begyndte jeg, men Obatarius gjorde det klart, at han ikke havde lyst til at tale om sine tydelige sorger over det, der var sket den dag. Og dagen havde skam også efterladt sine ar hos mig, men jeg havde lige så lidt lyst til at tale om det. Og vi vidste udmærket godt, at det var min far, der havde lidt de største tab. Det var i virkeligheden min far, der havde mistet alt, som han nogensinde havde levet for. "Lad os ikke tale om det," endte jeg med at sige, og vi vendte begge to blikket imod talerstolen, hvor Lucifer nærmede sig. Alt blev stille.

     "Godformiddag, dæmondrager," sagde Lucifer, "fordømte og alle andre, der er til stede her i dag. Jeg er taknemmelig for, at I er her for at mindes Falddag."

     Alle var helt stille. Et sted i min hjerne tænkte jeg på dæmondrageungerne, jeg havde snakket med tidligere, og jeg var glad for, at det lykkedes dem ikke at sige et ord.

     "I dag er det fem år siden, at Falddag fandt sted," fortsatte min far. "Og nogle af jer var til stede på dagen, andre var ikke. Men for alle dem af os, der var til stede, blev vi alle påvirket. For nogle til det bedre, for nogle til det værre. Især for mig, har det været en dag, der vendte op og ned på mit liv for altid, og det er derfor, at jeg insisterer på, at vi mødes her hvert år - og husker den, så den aldrig vil blive gentaget. Dem af jer, der for første gang er til stede i dag, undrer jer nok over, at dagen bliver kaldt Falddag, når der trods alt ikke var nogen, der faldt den dag, som der blev gjort under Den Himmelske Krig for så lang tid siden. Men i sandhed betragter jeg det som et fald - et stort stort fald. Måske mistede jeg meget efter Den Himmelske Krig. Mine vinger, min rang, min evne til rent faktisk at SE på andre uden at de følte smerter, men jeg skabte mig en ny verden, som rejste sig for mine fødder og blev min egen. Men denne dag... for fem år siden... den er jeg stadig bitter over. Forræderiet, som jeg oplevede, svier stadig, fordi det var et forræderi begået af de selv samme personer, som havde kæmpet side om side med mig under Den Himmelske Krig. Tro folk, der FORBLEV tro og loyale i mange tusind år fremover. Indtil Falddagen - hvor jeg i den grad følte et fald tusind gange så langt og hårdt, som faldet fra Himmelen til Helvede. Så tak - fordi I er her i dag." Han holdt en pause. Ingen klappede. Det var ikke traditionen her. Ikke i dag. "Og nu vil den eneste tilbageblivende faldne engel i Helvede holde en tale. Argus Obatarius."

     Lucifer trådte ned fra talerstolen og op fra bænken rejste Obatarius sig. Han tog min fars plads deroppe, mens Lucifer satte sig ved min side. Jeg tog hans hånd og lænede mig ind imod ham.

     Obatarius talte længe. Meget længe. Og han trak den så meget ud, at jeg næsten faldt i søvn på et tidspunkt. For Obatarius sagde i den grad de samme ting, som han havde gjort hvert år. Om hans egen opvækst blandt faldne engle, hans datter, det bitre had der opstod mellem ham og hans artsfæller, og hans endelige beslutning til at blive. Og så en masse symboliksnak, som jeg ikke rigtig fattede meningen med. Og så det sidste stykke, som jeg hørte klart og tydeligt:

     "Hver dag klokken to i tolv år kunne jeg høre skoleklokkerne, og jeg vidste, at hun fik fri fra skole. Og jeg vidste, at et kvarter efter ville hun stå i døren, og hun ville smile og kramme mig, fortælle mig om, hvad hun havde lavet den dag, hvorefter hun ville gå op på sit værelse og lave lektier, eller hun ville gå igen og være sammen med sine venner. Og hver dag, stadig den dag i dag, når mit ur slår 14:00, slår mit hjerte hurtigt, fordi det stadig tror, at min datter vil stå i min dør lige om lidt. Og at jeg vil se hendes smil igen, høre hendes glade stemme. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg nok aldrig kommer til at se hende igen. Det..." Han holdt en pause, hans mund formede sig til en lang streg. Så fortsatte han: "Det er den eneste måde, hvorpå Falddag har ramt mig helt inde i hjertet på. Og jeg ved, at vi har mistet nogle... betydningsfulde personer i vores liv den dag. Og selvom de glemte os, vil vi aldrig glemme dem."

 

Bagefter var der feltmåltidet, hvor jeg egentlig ikke havde nogen appetit. Det havde min far heller ikke. De eneste, der spiste, var de fordømte, fordi de kun havde en gang om året til at proppe deres tomme maver. Og desuden skulle jeg til middag om lidt, så jeg vidste, at jeg kunne blive overmæt senere.

     Da klokken faretruende nærmede sig 18:00 rejste jeg mig fra bordet og trådte ud af den store sal.

     Oppe på mit værelse lå min kuffert og min rygsæk, pakket og klart. Jeg tog en cowboyjakke på og tog derefter min rygsæk på ryggen og tog min kuffert.

     Men jeg slap ikke af sted ubemærket, det havde jeg egentlig godt forudset. Det bankede på døren.

     "Kom ind," sagde jeg. Ind kom min far, langsomt.

     "Så du har rent faktisk tænkt dig at gå?" spurgte han - stadig vantro. Han anbragte sig på min seng, hvor han kiggede alvorligt på mig med de samme sorte øjne som mine.

     "Det har jeg planlagt hele ferien, far," sagde jeg til ham. "Jeg har ikke ændret mening på noget tidspunkt."

     "Har du virkelig lyst til at tage derop? ALLE ved hvem du er, Cat. Alle ved, at du er min datter. De har ikke glemt det ferien over."

     "Det ved jeg," sagde jeg. "Men jeg har venner deroppe. Og jeg føler mig trods alt ikke som et udskud der, selvom jeg... selvom jeg er den jeg er. Og James er der."

     "James..." sagde Lucifer i samme tonefald, som en snæversynet gammel dame ville omtale spedalske.

     "Far..."

     "Jeg kan stadig ikke lide ham."

     "Du har knap nok ladet mig se ham hele ferien, far. Og JEG kan godt lide ham."

     Min far sagde ikke noget i noget tid. Så rømmede han sig. "Cat, du ved, at jeg kun ønsker det bedste for dig."

     "Det ved jeg."

     "Men det føles, som om du har forladt mig skridt for skridt de sidste år. At du bliver mindre og mindre min."

     Jeg vidste, at han tænkte på hende og Obatarius, som han sagde det. Og jeg kunne heller ikke bebrejde ham. Jeg VAR blevet mindre og mindre hans. Men ikke på den måde, som han troede.

     "Jeg ville aldrig forlade dig, far," sagde jeg. "Du er min far, og det vil du altid være."

     Min far smilede nu ganske svagt, og blidt tog han om mine håndled. "Du ønsker virkelig at tage af sted, gør du ikke?"

     Jeg nikkede. Lucifer rejste sig op, og han trak mig ind i et kram og kyssede mig på panden. "Så far vel, min pige."

     "Du er så gammeldags," mumlede jeg.

     Og sådan stod vi lidt, uden at sige et ord. Vi huskede de folk, vi havde mistet, men vi vidste, at vi trods alt stadig havde hinanden.

    

Forhallen på Pijifenas Magiskole lå stille hen. Her var ikke et øje - lige med undtagelse af receptionisten, der sad og snakkede i telefon.

     "Jamen Gerda, jeg har jo sagt, at du ikke skal lade Kaj bestemme, hvilken kanal, I skal se golf på. Lad ham ikke ødelægge din gudindeenergi. Vi ved alle sammen, at TV2-golf er bedre end TvSportGolf. Så lyt til mig, søde, lad ham ikke - " Hun bremsede sig selv, da jeg kom hen til hende. Hun gav mig et elevatorblik. "Jeg er nødt til at tjekke en efternøler ind, Gerda. Hæng på." Hun lagde røret fra sig.

     "Dit navn?" spurgte hun.

     "Cyston, Catriana," sagde jeg.

     "Så du HAVDE dog modet til at vende tilbage," sagde hun som hun tjekkede mig ind. Jeg ignorerede hendes bemærkning.

     "Er middagen gået i gang?" spurgte jeg.

     Hun nikkede. "Bill er i gang med sin velkomsttale, går jeg ud fra. Hvis du skynder dig, kan du nok lige høre afslutningen."

     "Jeg klarer den nok," sagde jeg bare. Jeg havde hørt nok taler i dag.

     "Du er sent på den," lød en stemme oppe fra trappen af. Jeg kiggede hen imod den og så James stå der i smoking og sat hår. Hans blå øjne skinnede, og han smilte et stort tandsmil ved synet af mig. Jeg havde lyst til at løbe i armene på ham, men jeg holdt mig hen lidt endnu, og jeg så ham i øjnene - alene fordi jeg kunne.

     "En dronning er aldrig sent på den," sagde jeg. "Alle andre er simpelthen bare tidligt på den."

     James hævede det ene øjenbryn, som han gik ned imod mig.

     "Jeg har set en masse fjernsyn i ferien, ok?" sagde jeg, hvorefter jeg satte i løb imod ham, lige ind i armene på ham. Jeg duftede til hans hår. Han havde vasket det og alt muligt. Jeg kunne mærke hans bankende hjerte, og her, som han havde armene om mig og jeg trykkede mig ind til ham, smågræd jeg lidt.

     "Catriana... græder du?" stammede James forskrækket.

     "Nej," snøftede jeg.

     "Jo du gør så." James trak sig væk, og jeg tørrede tårerne væk. "Hvad er der dog sket?"

     "Det..." sagde jeg. "Det har bare været en lang dag. Kan vi ikke gå ind og spise noget mad nu? Tror du de har flagermus med sennep denne gang?"

 

Vi gik ind i balsalen, hvor alle sad ved borde og spiste aftenens forret. Bills tale var heldigvis overstået. Jeg kunne se, at folk stirrede på mig, som de en for en fik øje på mig.

     "Tag dig ikke af dem," sagde James. "De ehm..."

     "Det er fair nok," sagde jeg. Så fik jeg øje på Rin og Brandon ved et bord lidt fremme. Ved bordet sad også Kira, som jeg havde mødt sådan... EN gang i løbet af sommerferien, og så en asiatisk pige, som jeg ikke kendte.

     "Hende den sorthårede er Ena," forklarede James. Jeg lagde mærke til, at hans stemme lød en anelse stiv. "Hun er Kiras bofælle."

     "Okay," sagde jeg bare. Vi satte os ned. "Hej," sagde jeg til de andre.

     "Nå, der kom du omsider," sagde Rin. "Hvorfor - i alverden - kommer du først nu?"

     Jeg trak på skuldrene og hældte noget vand op i mit glas. "Jeg er så sulten, at jeg kunne spise en hel flagermuskoloni."

     De så alle sammen en anelse skræmte på mig. Der havde været flagermus til festen i Helvede. Hvorfor havde jeg dog ikke spist noget?

     "Nå, Kira," sagde jeg for at skifte emne. "Nyder du PMS?"

     Kira nikkede. "Her er cool."

     Jeg skævede lidt rundt. De så alle sammen så stumme ud. Var det virkelig, fordi jeg talte højt om min lyst til flagermus med sennep? Jeg lagde mærke til, at hende Ena desperat forsøgte ikke at stirre på mig, men ikke rigtig kunne undgå det.

     "Du ved det, gør du ikke?" gættede jeg. Det måtte forklare det. "Hvem jeg er? I har fortalt hende det?"

     "Hun eh..." sagde James. "Hun fandt ud af det på anden vis. Hele skolen ved det jo."

     Jeg sukkede. "Selvfølgelig." Vi var i stilhed lidt, hvor vi bare spiste. Jeg følte mig stadig påvirket af dagens begivenheder og kunne ikke skjule, at jeg var lidt deprimeret, og jeg VED ikke, hvad der var med de andre, der alle så så blege ud og lignede nogen, der havde mistet evnen til at lave smalltalk.

     "Kommer du nede fra Helvede af?" spurgte en fremmed stemme så. Jeg så op og opdagede, at det var Ena, der havde sagt sit første ord i mit påhør. Alle havde nu opmærksomheden på os. Jeg sank en klump og nikkede.

     "Ja."

     "Har du... boet hos din... din eh... din far hele sommeren?"

     "Det meste af sommeren i hvert fald," sagde jeg. "Jeg var oppe og besøge min mor en gang imellem."

     "Din mor?"

     "Ja, hun bor oppe på Jorden. Hun er heks."

     "Hun og eh... skete det... var det på Valborgsaften?" Hun havde så sandelig besvær med at komme ud med sine spørgsmål.

     Jeg fandt mig selv uden ord. Hvad var det, folk troede om min far? At han gik i seng med diverse hekse hvert år på Valborgsaften og gjorde dem gravide med en masse djævleyngel?

     "Nej?" sagde jeg. "Det skete for lang tid siden. De var engle i Himmelen sammen."

     Ena stirrede lidt på de andre. De nikkede bekræftende.

     Så blev der ikke sagt mere om det. Og resten af aftenen blev brugt på akavet stilhed.

 

Da det blev sengetid fik jeg redt min seng og stillet mine bøger på plads på hylderne. Rin lå allerede oppe i sin køje med et ugeblad, som hun læste i.

     "Hovedretten var da meget god," forsøgte hun halvhjertet.

     "Det var den vel," sagde jeg og dykkede ind under min dyne da jeg havde fået klædt om. "Har I egentlig haft det godt nok? Uden mig."

     "Vi har klaret den," sagde Rin. "Hvorfor KOM du egentlig så sent? James fortalte, at der var et eller andet specielt ved i dag. Hvad var det? Jeg forhørte mig lidt hos mørkeracerne, men de snerrede alle af mig, som om jeg havde sagt noget forkert."

     Jeg havde også lyst til at snerre af hende. Denne dag var næsten tabu. Man snakkede bare ikke om det.

     "Det er bare en vigtig dag," nøjedes jeg med at svare. "Lad den ligge der."

     "Okay," sagde Rin efter en lille pause.

     Vi lå lidt, hvor vi læste i hver vores. Så spurgte Rin mig:

     "Hvad syntes du om Ena?"

     "Eh... hun var fin nok."

     "Hun er også heks, Cat."

     "Åh," sagde jeg. Det gjorde det bare endnu sværere for mig at forstå, hvordan hun kunne forestille sig noget så dumt som, at min mor var blevet gravid på Valborgsaften. Hekse ved da bedre end det. "Fint nok. Men jeg vil gerne sove nu. Godnat."

     "Godnat, Cat."

     Jeg lagde Helvedets Flammer på mit sengebord, slukkede lyset og lagde mig til at sove. Nu kunne jeg glemme Falddag. For en tid. Næste år skulle jeg igennem det hele igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...