Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3468Visninger
AA

4. Kapitel 3: "Djævleyngel nr. 2" - Rin

Jeg vågnede ved, at min mobil ringede. Da jeg så, at det var min far, sukkede jeg surt, men tog den alligevel.

     "Hej, far," sagde jeg.

     "Hej, Rinrin," sagde min far kækt.

     "Far, jeg har sagt, at du - "

     "Ja, jeg ved det, skat, undskyld," beklagede min far. "Jeg tænkte ikke over det."

     "Hvad er der, far? Hvorfor ringer du?"

     "Vækkede jeg dig?"

     "Nejnej, slet ikke," svarede jeg sarkastisk.

     "Nå, men - kan du huske Erena? Vores nabo, da vi boede i Tysted?"

     "Ja," mumlede jeg søvndrukkent. "Hvad med hende?"

     "Kan du huske hendes døtre? Ena og Kiuna?"

     "Ja, jeg kan godt huske dem. Og hvad med dem?"

     "Ena er lige startet på Pijifenas Magiskole i år," fortalte min far. "Kiuna er startet som lærer i Magisk Udøvelse, har jeg hørt."

     "Åh... vent, hvad? Vi har da allerede en lærer i Magisk Udøvelse..."

     "Tiderne skifter jo," sagde min far. "Men jeg snakkede med Erena i går, og hun fortalte det ellers. Du er nødt til at finde Ena, Rin. Hun er jo ret genert, hun vil blive glad for, at der er en her, som hun kender."

     "Vi har ikke talt sammen siden vi var tolv, far."

     "Kom nu, Rin. Hun var som familie, da vi boede i Tysted. I var sammen hver dag. Du var lige så ulykkelig, da vi rejste, som du var, da vi forlod - "

     "Far!" snerrede jeg.

     "Undskyld undskyld," sagde min far. "Men lov mig, at du finder hende."

     "Ja ja."

     "Lov mig det."

     "Jeg lover det, far. Jeg lover at finde Ena, okay?"

     "Tak, skat." Der var en kort pause, så spurgte han: "Har du snakket med mor?"

     "Far..."

     "Hun prøver jo, så godt hun kan," sagde min far. "Det er takket været hende, at vi stadig - "

     "Ja ja," sagde jeg. "Ja, jeg ved det. Men hun løber jo ingen vegne."

     "Ring til hende, Rin. Du har hende ikke evigt. Og alt kan ske med den situation, der er derovre."

     "Far, ti nu stille. Jeg kan ikke overskue det hele lige nu. Jeg har ikke lyst til at snakke med min mor."

     Far var stille. Så sagde han: "Jeg er nødt til at lægge på nu. Min chef må helst ikke se, at jeg snakker i telefon. Hej hej, pus."

     "Hej hej, far," sagde jeg.

     Så lagde han på. Jeg kiggede på uret. Klokken var elleve. Jeg havde sovet længe alligevel.

     Så jeg kravlede ned ad stigen fra min køje og hoppede ned på gulvet. Jeg tog et lyseblåt sæt på i dag og bandt mit røde hår i en hestehale. Jeg betragtede kort Cats køje, der lå uden lagen og sengetøj stadig. Værelset føltes tomt uden at have hendes hundrede bøger på hylden og hendes sorte sengetøj, der altid var redt så fint.

     Jeg gik ud, da jeg havde fået lagt make-up og gik tværs over stuen og hen til drengenes soveværelse, hvor jeg bankede på for så at gå ind.

     Inde på drengenes værelse var der mørkt, da gardinerne var trukket for. Begge senge var fyldt.

     "Drenge," sagde jeg højt.

     De rørte begge på sig, og Brandon mumlede søvndrukkent:

     "Rin?"

     "Skal I ikke op? Klokken er elleve."

     "Vi var i byen til klokken to i nat," sagde James og satte sig op i sengen. Han kørte en hånd igennem sit lyse hår, så det strittede endnu mere end det gjorde i forvejen.

     "Til klokken to?" sagde jeg vantro. "Hvad lavede I dog i byen til klokken to?"

     "Det lykkedes os at komme ind på baren," fortalte Brandon. "Vi ligner åbenbart 18-årige nu. Så vi... drak en MASSE Pina Colada."

     "Åh du store gud," hviskede jeg.

     "Det smager som Himmelen," sukkede James.

     "Jeg går nu," sagde jeg, jeg gad ikke høre på dem snakke om illegal alkohol. "Jeg skal over og finde en af mine barndomsvenner. Ena Sorthjerte."

     "Kiras bofælle hedder vist Ena," sagde James.

     "Sorthjerte?"

     Han trak på skuldrene. "Det tror jeg ikke, at hun fortalte."

     "Nå... men jeg prøver at gå over til Kira, så," sagde jeg og gik.

 

Jeg fandt Kiras boenhed og betragtede navnene der. Jeps, der stod sandelig Enas navn. Så jeg bankede på. Døren blev åbnet af en eller anden alt for lækker fyr, som jeg fangede mig selv i at stirre på - jeg var nødt til at minde mig selv om, at jeg havde en kæreste.

     "Hey," sagde han.

     "Hej," sagde jeg. "Er Ena hjemme?"

     "Eh... nej, hun eh - Thomas!" kaldte drengen over skulderen.

     "Jaer?" svarede en stemme et sted bag ham.

     "Hvor gik pigerne hen?" spurgte drengen.

     "Eh... de gik vist udenfor, de ville gå en tur, tror jeg."

     Drengen vendte sig tilbage imod mig og trak på skuldrene. Jeg undskyldte for ulejligheden og gik min vej for så at styre imod haven.

     Det var ikke særlig nemt at finde dem. Det var først, da jeg tilfældigvis nærmede mig dem, at jeg kunne mærke Kiras lette fodtrin i jordens vibrationer. Så jeg drejede i den rigtige retning og fandt dem begge to i gang med at øve kræfter, så det ud til. I hvert fald kastede Ena små sorte lynbolde efter Kira, og Kira forvandlede sig konstant frem og tilbage imellem ræv og menneske og forsøgte at undvige dem.

     Ena lignede egentlig sig selv. Hun havde ikke forandret sig meget siden vi var tolv. Jo, hun var vokset en del, men hendes sorte hår var det samme, og hun var stadig spinkel og gik med sine store T-shirts.

     "Ena!" kaldte jeg. Ena fik et så stort chok, at hun sprang flere meter op i luften, som gjorde, at lynbolden røg ud af kurs og direkte ind i et træ, der sprang i luften.

     "Jeez, hvad laver du, Ena?" spurgte Kira chokeret og stirrede på træet.

     Men Ena så på mig. Først stirrede hun på mig, som om jeg var en eller anden freak, men så genkendte hun mig vist og smilte stort.

     "Rin! Det er jo dig!" Hun løb hen til mig og omfavnede mig. Hun trak sig tilbage og betragtede mig lidt på skrå. "Går du her? Jeg vidste ikke, at du gik her?"

     "Jeg fandt først ud af, at du var her her til morgen," sagde jeg. "Er det sandt, at Kiuna er lærer her?"

     "Ja, hun skal undervise i Magisk Udøvelse."

     "Det er da... Wow! Vi har ikke set hinanden så længe! Hvordan har du det?"

     "Jeg har det... ok." Hun trak på skuldrene, og jeg kunne se, at der var et eller andet bag hendes smil. Øjnene fulgte ligesom ikke med. "Hvad med dig?"

     "Øh... undskyld?"

     Vi vendte os begge om og opdagede Kira.

     "I... kender hinanden?" spurgte hun.

     Vi nikkede begge to. "Vi var naboer engang," sagde jeg.

     "Vent," sagde Ena. "I to kender hinanden?"

     Nu nikkede Kira og jeg. "Kan du huske, da jeg fortalte dig om James og Brandon?" sagde Kira til Ena.

     Ena nikkede med rynket pande. "Ja."

     "Rin er kæreste med Brandon."

     "Åh... okay."

     "Nå, men... Har I spist morgenmad?" spurgte jeg, for jeg var sulten.

     De rystede på hovedet.

     Jeg kiggede spørgende på dem.

     "Lad os da spise morgenmad," sagde Ena entusiastisk.

 

Jeg ville have pandekager, åh hvor havde jeg lyst til pandekager. Så jeg tog en kæmpe stak af de amerikanske slags og hældte en masse sirup udover dem.

     "Er det fysisk muligt for dig at blive tyk?" spurgte Ena med hovedet på skrå, da jeg satte mig ned ved bordet.

     Jeg tog en stor bid af min pandekage og rystede på hovedet. Så kom Kira med et fad fyldt med frugt og yoghurt.

     "Ved du hvad, Rin?" sagde hun og satte sig ned. "Jeg fatter ikke, at din skole ikke har barbecue på andet end kylling. Det er vanvid!"

     Jeg sukkede. "Det sagde du også i går."

     "Men jeg synes, at det er et problem, der er værd at brokke sig over flere gange." Kira tog en bid af sit æble.

     "Hvad er der galt med barbecuekylling?" spurgte Ena forvirret.

     "Kira hader det," forklarede jeg kort for hovedet.

     "Ser du, kære Ena," sagde Kira. "Jeg HADER kylling. Sådan virkelig mega meget foragter HADER kylling. Det er udueligt fjerkræ, der ikke burde have ret til at betræde vor jord."

     "Men... du er halvt ræv?"

     "Der findes GARANTERET også kaniner der ikke kan lide gulerødder! UNDSKYLD MIG. Men i hvert fald." Kira tog en dyb indånding. "Jeg elsker barbecue. Sådan... af HELE mit hjerte. Der er ikke noget, mit hjerte begærer mere. Barbecue er Guds skabelse, og det smager som Himmelen, gør det. Jeg siger dig, barbecue er..." Hun sukkede. "Så at proppe barbecue på KYLLING? Det er... det er... det er skandaløst på et niveau, som som... som er SKANDALØST."

     Kira tog nogle hektiske indåndinger og begyndte at spise videre. Ena stirrede på mig, som om hun var gal.

     Jeg valgte ikke at kommentere på det.

     Ikke lang tid efter dukkede både James og Brandon op.

     "Hvad søren, I er næsten færdige," sagde James. Han snuppede et af Kiras æbler.

     "Hey!" sagde Kira.

     James spiste af det ufortrødent.

     Ena lignede en lille skræmt kanin i selskabet af de to drenge.

     "James, Brandon," sagde jeg. "Det her er Ena. Vi var naboer som børn."

     "Hey," sagde James med munden fuld af æble. Jeg sendte ham dræberblikket, fordi han lagde prettyboystemmen på. Tænk på Cat, havde jeg lyst til at sige til ham. Ena bemærkede det heldigvis ikke og mumlede et hej ned i sit glas juice.

     "Hyggeligt at møde dig," sagde Brandon dejlig høfligt og rakte hånden frem. Ena tog den akavet. "Jeg er Brandon - den lyshårede pattegris er James."

     James så destruerende på ham, men alle grinte af det, siden han havde det store røde æble siddende imellem sine tænder.

    

"Rinrinrinrinrinrin!" lød Enas paniske stemme lidt senere.

     Der var gået nogle timer, det var tidlig eftermiddag. Vejret var strålende, så vi hang ud udenfor. Ena og Kira havde dog forladt os, fordi de skulle til en slags officiel rundvisning for alle førsteårselever, hvor de fik al vigtig information at vide om alle diverse steder på skolen. Så jeg fik lidt af et chok, da Ena kom spænende hen over græsplænen med Kira lige efter sig i sin ræveform.

     "Hvad er der, Ena?" spurgte jeg.

     Ena faldt forpustet ned på knæ foran os. "Okay så... så vi var inde på biblioteket, hvor rektoren... Bill... var sådan: Så det her er biblioteket. Og det var altså temmelig kedeligt, for han begyndte at fable om, hvordan alle her skulle være stille og hvad reglerne for boglån var og blablabla, men så pludselig var der denne her engledreng - han var seriøst en engel, I skulle have SET de vinger - som spurgte, om det var sandt, at en eller anden Katriona holdt til der hele dagen lang og læste i forbudte bøger."

     Vi stivnede alle sammen lidt, da vi havde en anelse om, hvor det her var på vej hen.

     "Mener du Catriana?" spurgte James.

     "Ja ja, det var det, hun hed. Det spurgte han i hvert fald om, og Bill var sådan: Det er rigtigt, at frk. Cyston tilbringer en GOD PORTION tid her, men det er ikke det denne rundtur skal dreje sig om."

     Hun var faktisk forbløffende god til at imitere Bill.

     "Men ham engledrengen blev VED med at snakke om hende Catriana," fortsatte Ena. Kira sad omme bag hende i skrædderstilling og så på hende med det ene øjenbryn hævet. "Og han sagde alt muligt underligt med, at han havde hørt, at hun var heks og at hun sidste år havde stået bag en masse kidnapninger af nogle af skolens elever. Og så sagde han - " Hun tog en dyb indånding, og jeg forberedte mig på det næste. "Så sagde han, at han havde hørt, at hun var datter af Mørkets Fader. Og jeg var sådan: Yeah right. Og så var KIRA sådan: Jo jo, det er sandt. Hun er venner med Rin og de andre. Hun er kæreste med James. Og jeg var sådan: Du laver sjov, ikke? Og hun var sådan - "

     "Jeg laver ikke sjov," fortsatte Kira for hende.

     Ena stirrede på os med et meget spørgende blik.

     Jeg så på James, det samme gjorde Brandon. Hun var hans kæreste, denne her måtte han tage sig af.

     "Tjo ja..." sagde James og kløede sig i nakken. Han behøvede egentlig ikke sige mere, for nu spærrede Ena øjnene op og lignede en, der var ved at besvime.

    

Meget af eftermiddagen gik med at sidde ude i haven og betragte nogle drenge spille Snedderbob. Ena sagde ikke et ord, hun var vist stadig i chok over nyheden. Selvom jeg nu ikke kunne fatte, at man kunne være SÅ meget i chok over det.

     "Er det, fordi du gerne vil have hendes autograf?" spurgte Kira, da vi gik op imod vores boenheder for at klæde om til velkomstmiddagen.

     Ena rystede bare på hovedet, bleg.

     "Det er der ellers RET mange mørkevæsner, der vil," fortalte Brandon. "Sidste år gik hele skolen amok over det."

     Som at bekræfte, hvad Brandon sagde, blev vi mødt af en brunhåret fepige på vej hen imod trappen. Hun smilte stort.

     "Hej," sagde hun.

     "Hey," sagde vi alle enstonigt.

     "Jeg ville bare lige sige, at jeg beundrer jer for det der skete sidste år. Mange har ikke hørt det, men jeg har skam godt hørt om den rolle I spillede i Den Himmelske Krig II. Det synes jeg lige, at I skal vide. Og især CAT, jeg mener, at stille sig sådan op imod sin fader, det kunne ikke have været let. Hvor er hun i øvrigt?"

     "Hun er ikke kommet endnu," fortalte James.

     "Åh... tror I, at hun bliver væk? Det kan ikke være nemt, når hele skolen ved, at man er Djævelens datter."

     Ingen af os svarede på det. Vi havde ikke engang overvejet den mulighed.

     "Men," sagde pigen. "Jeg beundrer jer - og Cat. Det synes jeg bare, at I skulle vide. Hejhej." Så gik hun videre.

     Ena var om nu endnu blegere end før.

     Vi nåede ikke at gå langt, før vi hørte en stemme bag os - den værste stemme af alle.

     "Åh, Jaaames."

     Det var Sally Winters.

     Vi vendte os alle om.

     "Hvad vil du, Sally?" spurgte James.

     "Åh jeg..." sagde Sally med en ny uskyldighed fundet frem. "Jeg undrede mig bare over, hvor din kæreste var?"

     Hun havde sine sidekicks med sig. Tre denne gang. De to sædvanlige og denne her pige med langt brunt hår og grønne øjne. Hun så næsten for sød ud til at være ven med Sally.

     "Catriana er ikke kommet endnu," sagde James stift.

     "Åh." Sally holdt en pause. "Er hun derhjemme?"

     "Ja."

     "Med sin far?"

     James stirrede bare koldt på hende. Ingen af os svarede hende på det.

     "Jeg har hørt, at i dag er... en følelsesladet dag for dem," sagde Sally. "Åh, det andet store nederlag i Mørkets Faders historie. Men onde ting kommer jo til onde personer, er det ikke sandt?"

     "Hold nu kæft, Sally," sagde James. Men han så lige så forvirret ud som jeg følte mig. Hvad var det for en dag i dag?

     Sally smilte bare, nu en anelse mere koldt. Så fik hun øje på Kira og Ena. "Åh, en freak og en... hvad er du for en?" Hun stirrede på Ena med øjnene knebet sammen.

     "Jeg er heks," mumlede Ena med et dunkelt blik.

     Sally smilte stort, så lo hun. "Åh jeg håber virkelig, at du ved, hvem din far er, for ellers er det da ikke til at SIGE hvem din mor har været i seng med på Valborgsaften."

     Det var dråben. Vi stillede os alle sammen op i kampposition. Jeg og Brandon med ild i vores hænder, James forvandlet til en stor hvid ulv, og Kira med knyttede næver og hidsigt vrikkende ører.

     "Gentag det, Sally," sagde James. "Og jeg vrider halsen om på dig."

     Vi vidste alle sammen godt, at James aldrig ville gøre det, men truslen virkede bedre, når han var et stort oversize rovdyr, som mange ellers kun så på film. Og det havde sin virkning på Sally. Hun vendte sig om med næsen i sky og gik sin vej, efterfulgt af sine sidekicks.

     Da hun var væk tog vi det alle roligt og vendte os imod Ena. Hun stirrede ned i gulvet med tårerne løbende ned ad kinderne.

     "Ena..." sagde jeg. Ena snøftede og vendte sig om og løb. "Ena!"

     Vi fulgte efter hende ned ad gangen. Hvis ikke det havde været for min fornemmelse af alle jordens vibrationer havde det taget os evigheder at finde ud af, hvor hun var løbet hen, men vi fandt hende hurtigt i et tomt klasselokale, hvor hun stod midt i lokalet uden at sige et ord. Jeg gav tegn til, at de andre skulle holde sig i baggrunden mens jeg gik hen imod hende. Jeg tog hende blidt på skulderen.

     "Ena?"

     Hun så kort på mig, vredt. Der var noget anderledes ved hendes øjne, hvilket jeg ikke indså før det var for sent. Det næste øjeblik lå jeg på gulvet, stønnende i smerter. Der var ingen smerte som denne. Det føltes... det føltes som om det aldrig ville holde op med at gøre ondt igen.

     Brandon kom mig til hjælp, faldt på knæ ved siden af mig og hjalp mig op og sidde da den forfærdelige smerte endelig var ved at gå over.

     "Var det... det virkede som..." stammede han. Jeg forstod ikke, hvad han mente.

     Alle stirrede nu på Ena, som havde ansigtet dækket med sine hænder.

     "Ena," sagde James roligt.

     "Gå væk," sagde Ena.

     "Ena, se på mig."

     "Nej... nej jeg vil ikke."

     "Jo." Jeg havde aldrig hørt James' stemme så rolig og kontrollabel før. "Stol på mig."

     Ena kunne også fornemme det magiske, der var ved James' toneleje, og langsomt løftede hun sit blik og så lige på ham. Og der kunne vi alle se det. Hendes øjne var kulsorte. Lige så kulsorte som Cats.

     "Hvordan kan du se på mig?" hviskede Ena.

     James trak på skuldrene. "Det er en lang historie."

     "Vent... vent vent," sagde Kira og lavede et time-out-tegn. "Ena, hvorfor er dine øjne helt sorte? Og hvorfor fik Rin smerter?"

     Ena sagde ikke noget først. Men så tog hun en dyb indånding og sagde: "Min mor blev gravid med mig på... på Valborgsaften. Med en mand, som hun aldrig havde mødt før, men han... han lagde ikke skjul på, hvem han var. Mange hekse betragter det som en... som en ære at være smuk nok til..." Så græd hun. Hun behøvede ikke at fortsætte, for vi havde alle regnet det ud.

     "Ved... ved..." begyndte James, men han var for meget i chok til at fortsætte.

     Ena rystede på hovedet. "Ingen ved det... ikke engang... ikke engang min far."

     "Åh du godeste," sagde Brandon.

     "Hvordan skal vi forklare Lucifer, at han har endnu et barn?" sagde James.

     Ena stivnede. "Nej. NEJ! I må ikke fortælle ham det, vær søde ikke at fortælle ham det! Jeg vil ikke have ham som far, vær søde!"

     "Ja, glem Lucifer," sagde jeg. "Hvordan skal vi forklare Cat, at hun har en søster?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...