Ser Sort-Hvidt 2 - De faldne engle, Fædrene & børnene

Endnu et skoleår på Pijifenas Magiskole venter James og hans kammerater. James har i forvejen været mere igennem end mange af de andre elever med både ture i Helvede og himmelske krige bag sig. I år håber han på, at ting vil være roligere. Men han tager fejl, for de himmelske konflikter er langt fra færdige med ham. Der er ting, som Catriana ikke har fortalt ham, ting, som kommer til at få konsekvenser for dem alle. Og James må også erkende, at der er kræfter i ham, som han aldrig nogensinde vidste, at han havde.

6Likes
53Kommentarer
3387Visninger
AA

24. Kapitel 23: "Bag muren" - James

 

Tillykke med fødselsdagen, Fellz ;)

 


 

Himmelen var ret sådan perfekt i det. Altså hverken for varmt eller for koldt. Vindstille. Græsset var blødt og grønt. Og nattehimlen var klar, og der var flere stjerner end man nogensinde ville være i stand til at tælle.

     Brandon og jeg havde "stjålet" en flaske alkohol fra en bar i englebyen. Brandon var overrasket over, at der i det hele taget VAR en bar, men jeg fandt det naturligt nok. Men vi stjal den ikke engang selvom det var det, vi havde tænkt os. Vi fik en udleveret gratis fordi vi var dagens helte.

     Bagefter gik vi ud på engen, lagde os ned i græsset, stirrede op på stjernerne og drak os hamrende stive. Det var i hvert fald idéen. Men jeg kunne ikke blive fuld. Ikke rigtigt i hvert fald.

     "Jeg tror ikke helt, at det er slut endnu," sagde Brandon på et tidspunkt.

     "Næh," svarede jeg bare. "Det tror jeg egentlig heller ikke."

     "Ena og Kiuna fortalte jo om de dér trin. Trin 1, 2 og 3."

     "Jeps."

     Vi sagde ikke mere når det kom til det. Jeg havde ikke lyst til at tænke på det. Langsomt vendte jeg blikket imod muren, som man svagt kunne se i mørket. Jeg huskede den drøm, jeg havde haft for lidt tid siden. Begæret fandt ikke kun sted i drømmen. Det gjorde ondt at se på den. Og vide, at min mor, min far og min lillesøster var deromme.

     "Jeg er glad for, at du er her, Brandon," sagde jeg.

     "Jeg er også glad for, at jeg er her," svarede Brandon.

     Jeg vendte blikket imod ham. "Jeg mener det. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig og Kira. Og Catriana. Du er min bedste ven."

     Brandon smilte skævt. Han så lidt sløret ud i blikket. Jeg tror, at han var mere fuld end jeg var. "Du er også min bedste ven. Det var godt, at du bankede på Celinas dør. Ellers ville vi aldrig have mødt hinanden."

     Jeg rystede på hovedet. "Må jeg spørge dig om noget?"

     "Ja."

     "Du og Rin, ikke? Har I... du ved... gjort det?"

     Brandon var tavs lidt. Så smilte han. "Jeps."

     "Ok," svarede jeg og kiggede op på himlen igen.

     "Har du og Cat?"

     "Næh," svarede jeg. "Det er lidt sjovt for vi har... sådan set prøvet over den sidste tid, men... der er ligesom hele tiden kommet noget i vejen. Det har været skideirriterende."

     Brandon lo. I længere tid end jeg brød mig om.

     Men det var okay. Det var vel lidt komisk når man så til fra sidelinjen.

     "Du, James?" spurgte Brandon.

     "Ja?"

     "Har du... tænkt dig at fortælle Fædrene om... du ved... de kræfter dér?"

     "Næh," svarede jeg efter at have tænkt lidt over det.

     "De kunne hjælpe dig. Til at finde ud af, hvor de kommer fra."

     "Jeg tør ikke. Jeg tror, at jeg er bange for at vide, hvor de kommer fra."

     "Hvorfor?"

     Fordi jeg var bange for, at de havde mere betydning, end jeg havde lyst til at give dem. Fordi de måske gjorde mig til en anden end den jeg troede, at jeg var. At de gjorde mig til mere end James. Derfor. "Bare fordi."

     Der var stille lidt.

     Så tog jeg en slurk af flasken og rejste mig op.

     "Hvad skal du?" spurgte Brandon.

     "Bare noget," svarede jeg sådan lidt fraværende og begyndte at gå. Brandon fulgte ikke efter mig, så jeg efterlod ham ret meget dér. Jeg bevægede mig hen imod muren.

     Da jeg kom derhen stod jeg der bare, sådan. Og tog nogle slurke af flasken i ny og næ. Muren gik så højt op, jeg kunne ikke se toppen. Præcis ligesom i drømmen. Jeg satte mig ned på hug og gravede lidt i jorden. Muren gik ned ligesom i drømmen. Jeg tror egentlig, at min drøm passede meget godt med virkeligheden. Den mur kunne man ikke bare sådan lige komme igennem.

     Og som jeg stod dér havde jeg pludselig en trang til at græde. Men jeg gjorde det ikke, det kom aldrig længere end til en slags ophobning i halsen.

     "Det her er årsagen til, at jeg normalt ikke lader mennesker komme herop," lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med Gud. Hans blå blik var fuld af en medlidenhed jeg aldrig havde set hos ham før. Var det medlidenhed med mig? Hvorfor det?

     "På grund af muren?" spurgte jeg.

     Gud nikkede. "Den er... meget at forholde sig til hvis man har lidt for mange døde."

     "Men det har englene da også. De dør jo også."

     "Sandt," sagde Gud. "Men deres... tillid til mig er større end den er hos mennesker. De tror på mig, når jeg siger, at de ikke har godt af at komme over på den anden side af muren."

     "Jeg forstår det også."

     "Gør du det?"

     "Man vil vel blive ved med at komme tilbage. Man vil ikke kunne få nok af at være sammen med sine døde. Og til sidst... glemmer man at leve videre. Selv."

     Gud smilte svagt. "Du er ikke så dum, James Cult. Det kan jeg godt lide ved dig. Men du tager fejl."

     "Hvad... hvad mener du?"

     Gud så alt for trist ud lige pludselig. "Jeg har aldrig vist, hvad der er bag den mur til nogen. Men... hvis du godt vil se det, vil jeg give dig lov."

     "Hvorfor? Hvorfor lige mig?"

     "Du har mange døde. Og de plager dig. Jeg tror, at du er nødt til at se det for at have en chance for at komme videre."

     Jeg stod i lidt tid og bare betragtede ham. Mit hjerte bankede også. Hurtigt. Det var svært for mig at forstå, at han ville lade mig møde min familie igen. Det gav et sus af adrenalin. Og savnet. Savnet tog fat i mig som en krog.

     "Vil du gerne se det?" spurgte Gud.

     "Ja," svarede jeg omgående - uden at tænke mig om. Jeg hørte bare Kiras latter for mit indre øre.

     "Så vil jeg lade dig se det." Gud gik ned langs muren, og jeg fulgte med ham.

     Vi ankom til selve porten. Der var ingen vagter, lagde jeg mærke til.

     "Hvorfor er der ingen vagter?" spurgte jeg Gud.

     "Fordi det alligevel kun er mig, der kan åbne porten," svarede Gud. "Kom herhen."

     Jeg gik helt hen ved siden af ham. Han lavede en fejende bevægelse med sin hånd. Og porten gik langsomt op. Mit hjerte røg helt op i halsen på mig. Nu skete det. Kiras latter. Kiras latter.

     Der var tåget, og jeg kunne ikke se noget. Jeg så spørgende på Gud.

     "Gå du bare ind," sagde han. Så det gjorde jeg. Jeg trådte ud på død jord. Jeg befandt mig et sted, der tilhørte de døde og de døde alene.

     Så fik jeg øje på noget. Langsomt forsvandt tågen.

     Op ad jorden kom der et hoved. Gennemsigtigt som et spøgelse. Efter hovedet fulgte resten af kroppen. Det var en pige. Ikke meget ældre end mig. Og hun svævede op og forsvandt op i... op i himlen, som ikke var stjerner. Det var en slags tåge. En lysende tåge. Og der forsvandt hun. Der gik det op for mig, at hun ikke var den eneste. Det var en hel eng af skikkelser der sivede op ad jorden og forsvandt op i lyset. Alle sammen var de så målrettede. Deres blikke var vendt opad, som om de ikke så andet end lyset. Der var unge og gamle, mænd og kvinder, børn og voksne. Mennesker og væsner i alle slags. Alle skabninger faktisk. Hunde, katte, leguaner og flagermus. Mennesker og varulve, vampyrer, feer og sågar engle. Alle verdens skabninger passerede her som... som spøgelser.

     Var det her Himmelen? Var det her de dødes Paradis? Hvis det var, så forstod jeg det ikke.

     Jeg vendte mig om imod Gud, der stod i portåbningen med hænderne foldet foran sig. Og hans blik var sørgmodigt, som han så på mig.

     "Hvad er det her?" spurgte jeg.

     "Det er døden," svarede Gud.

     "Men... men jeg forstår det ikke..."

     "Selvfølgelig gør du ikke det. Det er der ikke mange, der vil. Men ser du... når du dør, kommer du her. Og så tager du videre." Han pegede opad. "Mod lyset. Mod det, der venter dig på den anden side."

     "Og... og hvad venter der så? På den anden side?"

     "Det ved jeg ikke."

     "Hvad mener du med, at du ikke VED det? Du er GUD! Det er dit RIGE!"

     Gud rystede på hovedet. "Nej. Døden er den ene ting, som jeg ikke har adgang til. Som jeg ikke er herre over. Mit eneste job er i realiteten af føre folk videre. Og hjælpe folk til at bevare meningen med livet. Men jeg ved ikke, hvad der er deroppe. Det er der ingen, der ved før de selv er der."

     "Så..." Vantroen, vreden, savnet og gråden trængte sig alle sammen sammen i min hals, så min stemme knækkede over: "Så jeg kommer aldrig til at se dem igen? Min mor og min far. Og min søster. De... de er væk? For evigt?"

     Gud nikkede meget langsomt. "De er døde, James. De er draget videre."

     Uden at jeg ville det begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder. "Men det er uretfærdigt! Du narrede mig! Du har narret os alle sammen! Meningen var, at der skulle være et Paradis! En Himmel! Hvor vi ville blive genforenet med dem, vi holdt af! Du har bildt alle ind, at der er et Paradis bag disse mure, men i virkeligheden var det bare en stor fed løgn?!"

     Gud stod bare dér, tavs og stille som en statue. Jeg faldt på knæ, og jeg kunne ikke stoppe gråden. Enhver anden ville have fundet det pinligt og ydmygende at græde foran verdens skaber, men det kunne jeg slet ikke tænke på. Jeg kunne kun tænke på, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at se dem igen. De var døde. De var væk. De var væk. De var væk.

     "James," sagde Gud.

     "Hold kæft," græd jeg.

     "Du må ikke glemme, at der stadig er håb. Der er stadig lyset deroppe. JEG ved ikke, hvad der er der. Og det gør du heller ikke. Der kan i realiteten være hvad som helst. Et bedre liv. En have, hvor man kan være sammen med sin familie til evig tid. En golfbane måske."

     Jeg tørrede mine øjne og så op på ham. "Hvad tror du på?" spurgte jeg grødet.

     Gud trak på skuldrene. "Jeg prøver på ikke at tro for meget. Jeg ved, at det er hårdt, James. Men det er døden. Den vil altid ligge over skuldrene på os. Og den vil altid være ubegribelig at tænke på. Den følelse, som du har lige nu. Det er den følelse, som jeg forsøger at skåne mennesker for. Det giver dem håb. Det giver dem et lys i et ellers evigt mørke. Forstår du det?"

     Jeg sad lidt og tænkte over det. Så nikkede jeg. "Jo, jeg tror, at jeg forstår det."

     Derefter rejste jeg mig op, og Gud og jeg gik sammen tilbage gennem porten. Gud lukkede porten bag os, og jeg følte mig lettet over aldrig at skulle se den mark af døde igen.

     Men jeg ville aldrig glemme den.

     Aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...